21.04.2010

Efter seks uger med demonstrationer og uroligheder i Bangkoks gader, lader det nu til, at parterne har indvilliget i forhandlinger. Demonstranterne – de såkaldte ”Rødskjorter” og støtter af den tidligere ministerpræsident Thaksin – har krævet, at den siddende Abhisit-regering går af og udskriver valg. Spørgsmålet er, om forhandlinger er tilstrækkeligt til at løse konflikten? RÆSON har spurgt Johannes Dragsbæk Schmidt, lektor ved Aalborg Universitet, om konflikten i Bangkok.

Af RÆSONs redaction

Hvordan er den overordnede politiske situation i Thailand i dag, og hvorfor er forhandlingerne ikke igangsat tidligere?
Kravet fra Rødskjorterne om, at regeringen går af og udskriver valg har haft en stor grad af legitimitet i brede dele af den thailandske befolkning, der tilsyneladende har accepteret, at demokratiske valg skal afgøre landets skæbne.

Denne holdning er ikke blevet delt af overklassen og især ikke af det, man kan kalde den aristokratiske del af overklassen. De har, stort set uafbrudt i gennem de sidste 50 år, siddet på magten i et af verdens mest ulige samfund, hvad angår fordeling af indkomst, ressourcer og adgang til uddannelse og sundhed.

Der er tale om en strukturelt betinget ulighed, og de voldsomme begivenheder med blodsudgydelser, tab af menneskeliv og kaos i Bangkoks gader er et udtryk for, at den store majoritet inklusive de mindrebemidlede og dele af middelklassen i Bangkok ønsker et opgør med uligheden.

Thaksin er i øvrigt selv repræsentant for eliten, men er blevet symbol for de mindre bemidlede som den første, der i Thailands historie forsøgte at føre en form for fordelingspolitik. Noget, der lidt nedladende er kaldt populisme, men for fattige thaier har haft meget stor både symbolsk og reel værdi i form af bedre levestandard.

De forhold har en sammenhæng med tronarvefølgen i Kongehuset, og hvem der sidder på de mest magtfulde positioner, herunder hæren, retssystemet og bureaukratiet som helhed, og det er netop udpegningen af disse beslutningstagere, der reelt udgør kernen i konflikten.

Hvad bliver Abhisit-regeringens næste træk?
Abhisits koalitionsregering har fra starten været meget skrøbelig, idet den for så vidt er formet med militæret som mellemmand. Nogle af dens kritikere mener ligefrem, den styres af en gruppering omkring forhenværende premierminister General Prem Tinsulanonda, der også er præsident for Kong Bhumipols Gehejmeråd.

General Prem nævnes ofte som ”Mastermind” bag militærkuppet i september 2006 og har ganske givet også magt over Abhisit regeringen samt dele af hæren. Abhisits næste træk er derfor uløseligt forbundet med Prem.

To udfald er mulige: Et militærkup og en blodig udgang på konflikten og en junta, der hurtigt vil bede Abhisitregeringen om at fortsætte, eller et nyvalg. Begge parter ser ud til at bøje sig og indvilge i nye forhandlinger, men det er tvivlsomt, om der kan opnås et kompromis eventuelt ved Kongehusets mellemkomst.

Under alle omstændigheder vil der gå et stykke tid før de grundlæggende konflikter i det thailandske samfund er løst.

Hvad bliver det næste træk fra  Rødskjorterne på gaden?
UDD (“The United Front for Democracy against Dictatorship”) også kaldet ‘Rødskjorterne’ vil forsøge at mobilisere en meget stor folkemængde for at imødegå optrapningen fra General Prem og de dele af Hærens side, der ønsker et endeligt opgør.

Den tidligere premierminister Chavalit Yongchaiyudh, der er leder af det Thaksin-orienterede  Puea Thai Parti har sammen med en anden tidligere premierminister Somchai Wongsawat bedt om audiens hos kong Bhumipol for at få ham til at gribe ind i konflikten. Både Rødskjorter og Puea Thai ønsker en øjeblikkelig ophævelse af undtagelsestilstanden og opløsning af parlamentet.

Som det ser ud i skrivende stund, vil Rødskjorterne ikke give sig uden disse krav bliver opfyldt, men der er også en fare for en optrapning fra de såkaldte Gulskjorters side, idet de truer med en konfrontation i Bangkoks gader, hvis ikke hæren griber ind snarest.

Vil militæret blande sig?
Militæret er splittet mellem Thaksin-støtter og en gruppe, der er loyal over for de dele af den thailandske elite, der ønsker status quo.

Der er en potentiel risiko for en borgerkrig, idet General Chavalit efter alt at dømme har kontrol over de såkaldte Elite Rangers – et særligt elite regiment, der er specialister i guerillakrig. De præcisionsangreb, der dræbte fire højtstående officerer lørdag d.10 april kan kun være foretaget af professionelle soldater, og de dræbte var kørt i stilling i forbindelse med den snarlige udskiftning af hærledelsen.

Der er for mig ingen tvivl længere om, at Abhisit er kørt ud på et sidespor, og regeringsmagten reelt ligger hos Prem. Det værste scenarie vil være en borgerkrig, idet fraktionerne i hæren kan risikeres at ville bekæmpe hinanden.

Kan Thailands demokrati fremtidssikres – mod at blive afgjort ved demonstrationer eller af militæret?
Fremtidssikringen af Thailands demokrati burde i princippet ikke have noget med hverken demonstrationer eller militæret at gøre, men handler derimod om, at det ikke er i de velbjærgedes og elitens interesse, at der opstår et politisk system, hvor der på demokratisk vis  kan vælges en stærk og handlekraftig regering, der går ind for omfordeling af indkomster og lige adgang til velfærd og sociale goder.

Derfor er der et udbredt ønske i den konservative og paternalistiske del af eliten  at regeringen uanset politisk styreform, skal være svag og ikke i stand til at reformere samfundet.

Thaksin: er han stadig relevant – eller en omrejsende mediehistorie på vej ud?
Thaksin har hidtil holdt sig lidt i baggrunden, og det er uklart, hvorledes han forholder sig til gadedemonstrationerne. Protesterne får mere og mere karakter af et opgør med bureaukratiet og militæret, som reelt anses som elitens forlængede arm på de fattiges bekostning.

I en interessant kommentar i Time Magazine udtaler en demonstrant, der er driver en lille forretning: ”Jeg bryder mig faktisk ikke om Thaksin. Det her handler ikke om en enkeltperson. Det drejer sig derimod om at regeringen er ligeglad med den del af befolkning, der ikke tilhører den rige minoritet.” Thaksin har stadig stor symbolsk betydning, men om han stadig er i stand til at styre Rødskjorterne er uklart.

Hvad betyder Thailands ustabilitet i bredere forstand for demokratiets popularitet i Østasien?
Dels har det stor betydning for nabolandene i det autokratiske Cambodia og for militærstyret i Myanmar, og dels bliver situationen fulgt nøje af Kina og især af Det Hvide Hus i USA. Et nyt militærkup i Thailand kan betyde en tilbagerulning af de kræfter, der ønsker en reel demokratisering i regionen, og en legitimering af det, man kan kalde den kinesiske model.

På Filippinerne er der også kuprygter, og den nuværende regering har også stærkt uliberale træk og kan derfor med nogen ret sige, at det er i orden at benytte sig af ikke-demokratiske metoder for at holde sammen på landet, sikre stabilitet, benytte sig af nationalistiske argumenter eller som i Thailands tilfælde henvise til faren for, at oppositionen ønsker en republik og dermed enten en svækkelse eller ligefrem nedlæggelse af kongehuset.

Johannes Dragsbæk Schmidt er lektor i Øst- og Sydøstasiatiske forhold ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet.