14.04.2010

Valget i Storbritannien er skudt i gang! Men meningsmålingerne peger på, at hverken Gordon Browns Labour-parti eller David Camerons Konservative får et flertal ved valget den 6. maj. Det lader derimod til, at valget vil resultere i et såkaldt ’hung parliament’, hvor ingen af partierne har flertal. Der er tre mulige scenarier for, hvad der sker efter et valg, hvor ingen opnår et flertal.

Af Christian Severin Larsen, stud.scient.pol

Sidste år havde De Konservative en føring over Labour på 17 procentpoint i meningsmålingerne, og alle forudsagde en jordskredssejr til David Cameron. Men siden begyndelsen af januar har meningsmålingerne tegnet et billede af, at valget den 6. maj vil resultere i et ’hung parliament’.
    Et ’hung parlament’ indebærer, at ingen af partierne har det nødvendige flertal i Underhuset på 326 mandater til at kunne danne regering. Det sker utroligt sjældent, da valgsystemet normalt sikrer et klart flertal til ét parti – i de sidste 100 år har der således kun været et hung parliament fire gange.
    Netop fordi at et hung parliament er så sjældent, er der ingen præcedens for, hvad der skal ske bagefter. Alle de tre store partier – Labour, De Konservative og De Liberale – holder kortene tæt til kroppen. Der er tre mulige scenarier for, hvad der sker efter et valg, hvor ingen opnår et flertal.

Scenarie 1 – En konservativ mindretalsregering
Hvis De Konservative får flest mandater – dvs. hvis De Konservative får 6-9 procentpoint flere stemmer end Labour – har Cameron to muligheder for at danne en mindretalsregering. Den første mulighed er, at De Liberale peger på David Cameron som ny premierminister. Dette er ikke usandsynligt, da De Liberale for alt i verden ønsker at undgå nedsmeltning i den britiske økonomi, hvilket de frygter med De Konservative ved roret. De Liberales finansordfører, Vince Cable, har udtalt, at en stabil regering, der kan give økonomisk stabilitet er vigtigere end politisk indflydelse til De Liberale.
    Den anden mulighed for en konservativ mindretalsregering opstår, hvis De Konservative er det største parti, men ikke har et parlamentsflertal bag sig. I dette tilfælde er Dronningen forpligtet til at spørge den person, der har det stærkeste mandat – dvs. David Cameron – om at danne en regering.
    Dette er sandsynligt, hvis der opstår et ’shallow hung parliament’, hvor Labour og De Liberale ikke tilsammen har et flertal og dermed ikke kan stille et mistillidsvotum til en ny konservativ regering, fordi de små partier – De Grønne, De Skotske Nationalister mfl. – bliver tungen på vægtskålen.
    Men at Cameron bliver premierminister, betyder ikke nødvendigvis, at han får fem fantastiske år i Downing St. 10. Camerons regering vil være meget svag og under konstant pres fra politiske modstandere, både uden- og inden for hans eget parti.
    De i forvejen betragtelige interne spændinger i Det Konservative Parti vil sandsynligvis eskalere til et nyt højdepunkt, hvis Cameron ikke vinder en klar sejr. Den stærke højrefløj er i forvejen træt af Cameron, som i deres øjne har forrådt arven fra Thatcher og ført partiet ”til venstre for Labour”. Indtil videre har de tolereret Cameron, fordi man troede, han kunne give partiet regeringsmagten igen efter tre ydmygende nederlag i træk.
    Hvis Cameron ikke vinder et sikkert flertal, vil hans lederstilling derimod være afgørende svækket
internt, og han vil kunne blive holdt som gidsel af en håndfuld højreorienterede konservative parlamentsmedlemmer, der kan true med at vælte ham.
    Derudover vil Cameron have svært ved at få flertal for sin politik igennem parlamentet. Normalt har de britiske regeringer et sikkert flertal bag sig, og lovgivningsprocessen er derfor nærmest en formalitet. En konservativ mindretalsregering vil derimod skulle forhandle et flertal på plads for hver eneste lov, den ønsker at gennemføre.
    Det vil næsten blive umuligt: Labour vil køre en benhård oppositionslinje, og de politiske uenigheder mellem de venstreorienterede Liberale på den ene side og Thatcher-højrefløjen hos Det Konservative på den anden vil gøre det svært at danne et kompromis for noget som helst. Derudover gør den økonomiske krise det sværere at opnå politiske kompromisser, fordi de andre partier af vælgertaktiske grunde ikke ønsker at stemme for nedskæringer.
    Den ustabile situation og svage mindretalsregering vil sandsynligvis føre til, at der bliver udskrevet nyvalg i løbet af et år. Cameron kan blive tvunget til dette, hvis han kommer i mindretal i enten Underhuset eller sit eget parti.
    Men derudover vil Cameron også hele tiden se efter muligheder for at få sit eget flertal. Hvis han fx ikke kan få sin finanslov eller skattelettelser igennem parlamentet, kan han udskrive valg i håb om, at vælgerne denne gang vil give ham et sikkert flertal i Underhuset.

Scenarie II – En Brown-ledet mindretalsregering
Stort set alle journalister og politiske eksperter har i årevis forudsagt, at Gordon Brown ikke vil være premierminister efter et valg. Men der er stadigvæk to muligheder, for at han vil kunne fortsætte.
    Hvis Labour får flere mandater end de Konservative – hvilket sker, hvis De Konservative får mindre end 6 procentpoint flere stemmer end Labour ved valget – vil De Liberale sandsynligvis pege på ham som premierminister (jf. scenarie I).
    En mindretalsregering ledet af Gordon Brown vil på kort sigt blive mere stabil end en konservativ mindretalsregering. Der er for det første flere politiske berøringsflader mellem Labour og De Liberale, hvorfor det vil være nemmere at få vedtaget lovgivning. For det andet vil Brown have nemmere ved at holde styr på sit bagland på ’the backbenches’ [de mindst prominente politikere bag i parlamentet, red.].
    Det er mindre end seks måneder siden, at Labour-partiet – ligesom alle andre – var overbeviste om, at partiet stod til at blive udslettet ved det kommende valg. Hvis Brown på magisk vis formår at overleve som premierminister, vil Labours parlamentsmedlemmer formodentlig være så lettede, at de næppe vil gøre oprør.
    Men på længere sigt vil også en Brown-ledet regering være ustabil. For det første vil der opstå friktion mellem Labour og De Liberale, som vil kunne føre til regeringens fald. Den personlige kemi mellem Brown og Nick Clegg, de Liberales leder, er notorisk dårlig.
    I debatterne i Underhuset har Nick Clegg nærmest råbt af Gordon Brown, og i flere interviews har Clegg kaldt Brown ”korrupt” og udtalt, at ”han er færdig, helt færdig”. Brown er på den anden side ikke kendt som en politiker, der søger at samarbejde eller inkludere andre – og hans foragt for De Liberale er velkendt. Derudover er De Liberale, som fører valgkamp på sloganet om ”real change”, bange for at blive straffet af vælgerne for at have holdt hånden under den upopulære Gordon Brown.
    For det andet er det ikke sikkert, at Brown på sigt overlever som partileder. Siden sommeren 2008 har der været tre fejlslagne kupforsøg mod Brown – og det er endda sket, mens Labour havde et solidt flertal i Underhuset. Hvis Labours meningsmålinger igen tager et styrtdyk, er det derfor meget sandsynligt, at der bliver et formandsopgør i Labour-partiet.
    Allerede nu er de potentielle formandskandidater ved at køre sig i stilling, og Brown vil efter et valgnederlag stå meget svagt. Spørgsmålet er, om et sådant formandsopgør kun vil føre til Gordon Browns fald – eller rive hele regeringen med sig.

Scenarie III – En Labour-Liberal koalition
Det sidste scenarie indebærer, at der dannes en koalitionsregering mellem Labour og De Liberale. Dette er en våd drøm for mange venstreorienterede i Storbritannien – men måske netop også kun en drøm! Dog er der to muligheder for, at det kommer til at ske.
    For det første bliver Gordon Brown i tilfælde af et hung parliament siddende i 18 dage som premierminister, før Underhuset samles første gang efter valget og skal stemme om en ny regering. Dette giver Brown tid til at forhandle en koalitionsregering på plads med De Liberale. Det er dog et meget usandsynligt scenarie. Selv hvis Labour er det største parti, bliver det svært at danne en koalitionsregering.
    Hovedforhindringen for en sådan koalition er Gordon Brown, som er uacceptabel for mange liberale og upopulær hos vælgerne. Kemien mellem ham og Clegg er som sagt heller ikke god – og givetvis vil De Liberale være bange for, at de ikke vil få meget praktisk indflydelse i en regering med en så stærk, erfaren og temperamentsfuld premierminister.
    Derudover vil De Liberale kræve mindst fem ministerposter, omfattende reformer af
valgsystemet og sandsynligvis også, at Vince Cable bliver finansminister. Brown, der er vant til at bestemme alt, vil sandsynligvis vende tommelfingeren nedad til disse krav. Set med liberale øjne har de for lidt at vinde og for meget at tabe ved en sådan koalitionsregering.
    Den anden mulighed opstår, hvis der i første omgang bliver dannet en konservativ mindretalsregering, Brown går af, og der afholdes formandsvalg i Labour-partiet. Hvis dette formandsvalg resulterer i en ny, samlende lederskikkelse med liberale sympatier – fx David Miliband eller Alan Johnson [hhv. udenrigsminister og justitsminister, red.] – vil det blive meget nemmere for Labour og De Liberale at nå til enighed.
    Tilsammen vil de to partier have et flertal i Underhuset og vil i fællesskab kunne kræve, at Cameron skal gå af, og at der i stedet bliver dannet en Labour-Liberal koalitionsregering med et sikkert parlamentsflertal bag sig.
    En sådan regering vil stå langt stærkere end en mindretalsregering i forhold til at håndtere den økonomiske krise og den enorme offentlige gæld. Derudover vil en sådan regering gennemføre radikale politiske reformer, herunder bl.a. valg til Overhuset og et alternativ valgsystem.
    Men selvom dette scenarie teoretisk set er muligt, vil der være flere betydelige forhindringer for en koalition. Dels vil De Liberale stille meget høje krav, især angående reformer af valgsystemet, hvilket er nærmest uspiseligt for Labour. Dels er der afgørende ideologiske forskelle mellem de to partier.
    På den ene side består De Liberales nuværende ledelse i udpræget grad af `markedsliberale`. På den anden frygter mange af de mere traditionelle Labour-medlemmer – som var modstandere af Blairs transformation fra Labour til New Labour – at en samlingsregering vil føre til at New Labour bliver til ’No Labour’.

En selvopfyldende profeti
Uanset hvilket af de tre ovenstående scenarier, der kommer til at udspille sig efter valget, vil den politiske situation i tilfælde af et hung parliament være både usikker og ustabil. Og det sker på et tidspunkt, hvor Storbritannien mere end noget andet har brug for stabilitet. Den britiske økonomi så småt på vej ud af den værste recession siden 1930’erne, hvor både arbejdsløsheden, den offentlige gæld og behovene for drastiske reformer er høje. Den britiske økonomi har derfor mere end noget andet brug en stærk og stabil regering.
    Et hung parliament kunne derfor ikke indfinde sig på et værre tidspunkt end nu, da det skaber både økonomisk og politisk usikkerhed. Pundet vil komme under enormt pres fra finansmarkederne, og regeringsforhandlingerne vil finde sted i krisestemning. Derudover er partierne vel vidende om, at der snart kan blive valg igen.
    I de fire tilfælde, hvor der har været hung parliament de sidste 100 år, har regeringen kun en gang overlevet i mere end et år. I det øjeblik at valget er slut, vil partierne, hvis det bliver hung parlament, have mere travlt med at føre valgkamp – i forventningen om et snarligt nyvalg – end med at gennemføre ansvarlige økonomiske reformer. Det kan dog meget vel blive en selvopfyldende profeti: hvis markederne forventer, at der bliver politisk ustabilitet, vil det skyde økonomien i sænk – og den nydannede regering vil stå magtesløs tilbage og få skylden for at have ødelagt det spirende opsving.
    Derfor kan et hung parliament meget vel betyde, at det parti, der danner regering efter dette valg, også bliver smidt ud af Downing St. 10 ved det næste. Så måske partierne tænker, at de skulle springe denne sejr over.


Christian Severin Larsen (f. 1983) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidl. medlem af DSU’s Forbundsstyrelse 2006-2008.