30.09.2010

40-årige Ed Miliband har en vision om at føre Labour væk fra den midtsøgende New Labour-politik og genskabe det gamle arbejderparti.

Af Kristian Bøg

Da det britiske parlamentsvalg i maj måned endelig blev afgjort stod Labour i sin værste knibe i meget lang tid. De havde haft deres dårligste valg i flere artier. Alle de store britiske aviser havde givet deres støtte til enten De Konservative eller De Liberale med The Daily Mirror som den eneste undtagelse. Samtidig formåede Gordon Brown at fremmedgøre en god portion af Labours vælgerskare ved for åben mikrofon at kalde en bekymret ældre dame for snæversynet. Valgnederlaget tvang Gordon Brown til at træde af efterladende partiet lederløst og tvunget i knæ i meningsmålingerne.
      Kampen om lederposten har taget fire en halv måned, og hvad der startede som en halvdøsig affære endte i lørdags i et af de tætteste politiske løb, der længe er set. Den 40-årige tidligere miljøminister Ed Miliband slog sin storebror David Miliband med sølle 1,3 % af stemmerne.
      David Miliband den tidligere udenrigsminister og rådgiver for Tony Blair havde indtil da været set som en næsten selvsikker arvtager til posten som Labours leder. Han har været parlamentsmedlem siden 2001, fire år længere end sin lillebror. I 2007 var han tilmed spået at være en af kandidaterne til at overtage premierministerposten efter Tony Blair, men gjorde ingen tilnærmelser. Sandsynligvis af strategiske hensyn.

Men hvem er så den nye leder?
Ed Miliband kendes nok bedst i Danmark for sin optræden ved COP15 i december sidste år, hvor han desperat forsøgte at holde de afsluttende forhandlinger kørende på trods af en træt og uforberedt Lars Løkke Rasmussen. Ed Miliband har mange års politisk erfaring. Han er tidligere tv-journalist, taleskriver og researcher for bl.a. Gordon Brown, men hvad angår rigtig parlamentarisk politik er han stadig meget uerfaren med kun fem år som medlem af parlamentet (MP).
      Ed Milibands venner beskriver ham som meget ydmyg og tilbageholdende. Han er tilhænger af sine billige jakkesæt og har udtalt, at han føler sig draget af uperfekte helte. Ed har altid været meget afholdt i partiet og anses som en dygtigere kommunikator end sin bror David, som altid er blevet set som lidt for intelligent og nørdet.
      Under kampen for formandsposten satte Ed sig ned og brugte flere timer på individuelle partimedlemmer og parlamentsmedlemmer for at overbevise dem om, at han var den rigtige kandidat. Spørgsmålet er nu, om han vil fastholde en lige så åben stil som partileder? Der cirkulerer allerede notater om, at der kan forventes en strammere kurs under Ed.

Labour under Ed
Politisk adskiller Ed sig markant fra sin bror. Hvor Davids reformtankegang hovedsagligt beror på et stringent New Labour-perspektiv, er Eds reformideer mere klassisk orienterede. Eds analyse af Labours valgnederlag går på, at Labour tabte valget, fordi partiet havde vendt ryggen til sine oprindelige værdier. Således inkluderer Eds politiske mærkesager en bedre mindsteløn og mere fleksible arbejdsmønstre. Skatten skal holdes på 50 %, og der skal oprettes en dimittend-skat, som skal afløse undervisningsgebyret, der eksisterer på mange universitetet i England. Uddannelse skal således være gratis, men tilbagebetales via skatten efter afsluttet uddannelse. Eds vision er at genetablere Labour som et arbejderparti uden at miste vælgeropbakningen.
      Hans socialistiske tilgang har allerede skabt snak om, at Labour er på vej til at gentage problemstillingen fra 1979, hvor vælgerne dømte Labour for socialistiske til at være valgbare. Det kan være en risikabel beslutning at trække Labour mod venstre, da det kan skubbe mange af centrum-vælgerne mod De Konservative. Dog kan det også være et smart modtræk til netop De Konservative, da David Cameron på trods af sin midtersøgende valgretorik er i gang med stærkt liberale reformer af Storbritannien. Det kan betyde et opgør med en æra med politik i midten.

Udfordringerne
Mange vil sige, at valget mellem Ed og David var et valg mellem venstre- og højrefløjen i Labour. Et mere sandfærdigt billede er, at det var et valg mellem fagforeninger og parlamentsmedlemmer. David havde størst opbakning blandt de folkevalgte og partimedlemmer. Ed vandt på fagforeningerne og græsrøddernes støtte. Den støtte vil ikke gå ubemærket forbi hos hverken De Konservative eller de Rupert Murdoch-ejede medier. Hvis Ed ikke kan finde en balancegang, hvor han tager lidt afstand fra fagforeningslederne vil han uvægerligt få påklistret øgenavnet: “Red Ed” (Røde Ed), og De Konservative vil endeløst fremhæve, at fagforeningerne har misbrugt deres magt til at skubbe Labour mod venstre.
      20. oktober fremlægger regeringen sin økonomiske plan. Derfor har Ed få uger til at formulere et modsvar – et modsvar, der kan definere Labours økonomiske politik frem til næste valg.
      Forholdet til broren David er blevet anspændt under de fire en halv måned, slaget har stået på. Det har været tydeligt, at David efterhånden som Ed har halet ind på ham, er blevet mere og mere irriteret og fjendsk. Ed vandt godt nok fagforeningernes stemmer, men han fik færre stemmer fra medlemmer af parlamentet end David. Et bagland, der ikke bakker op, kan være kritisk over for hans evne til at vinde et valg.
      Udsigterne for Labours fremtid under Ed Miliband er blevet mere tågede. Men en ting står meget klart: New Labour-æraen er slut.

Kristian Bøg studerer engelsk ved Københavns universitet og har tidligere skrevet artikler om England til RÆSON.

NY VERSION: fredag d.1. oktober 2010
Foto: Flickr