28.07.2010

”Ja, et kompromis mellem Kabul-regeringen og de forskellige oprørsgrupper er en forudsætning for en intern politisk løsning. Også selvom det næppe efterfølgende i ét og alt vil være et kønt syn.” Sådan lyder vurderingen fra SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen, der også forudsiger at USA vil være alene i Afghanistan om 5 år. Sammen med John Dyrby Paulsen (forsvarsordfører, S), Villum Christensen (forsvarsordfører, LA) og Michael Aastrup Jensen (udenrigspolitisk ordfører, V) svarer han på RÆSONs spørgsmål om Afghanistan; tidligere har tre sikkerhedseksperter givet deres vurderinger. NB: Debatten fortsætter – nye svar tilføjes løbende. [Illustration: Afghanistans præsident Karzai og Pakistans præsident før møde med Obama, maj 2009]

1. Bør nogen være overraskede over papirernes indhold?
VILLUM CHRISTENSEN (FORSVARSORDFØRER, LA): Nej.
JOHN DYRBY PAULSEN (FORSVARSORDFØRER, S): Egentlig ikke. Men der er nogle detaljer, som er interessante og en kende overraskende i forbindelse med omfanget (men ikke substansen).

HOLGER K. NIELSEN (FORSVARSORDFØRER, SF): Nej, hvis man har fulgt en smule med i den omfattende debat der har fundet sted i udenlandske medier (ikke mindst amerikanske) kan man ikke være overrasket. Lækagen bekræfter os i vore analyser.
MICHAEL AASTRUP JENSEN (UDENRIGSPOLITISK ORDFØRER, V): Efter at den indledende hype er overstået, er det begyndt at blive klart, at de lækkede papirer ikke rummer væsentlige oplysninger, som vi ikke kendte i forvejen, og jeg tvivler på, at de vil få nogen indflydelse på krigens forløb.

2. Nogle vil mene, at de fleste NATO-lande for længst har truffet en beslutning om at trække deres soldater hjem. Kommer papirerne for sent til at gøre nogen reel forskel for krigens forløb?

CHRISTENSEN: Ja.
DYRBY: Nej.
NIELSEN: Der er ingen tvivl om at lækagen vil fremme den poliske beslutningsproces omkring en exit fra Afghanistan.

AASTRUP: Vi har hele tiden sagt, at vi er i Afghanistan indtil opgaven er løst, så papirerne ændrer intet ved det.

3. Ja eller nej: Er USA om 5 år alene om at have soldater i kamp i Afghanistan?

CHRISTENSEN: Næppe – svært at sige, men måske med meget få koalitionspartnere
DYRBY: Nej – i den forstand, at jeg ikke forventer, at der vil være udenlandske deciderede kamptropper fast stationeret i Afghanistan om 5 år.
NIELSEN: Ja.
AASTRUP: I hvilket omfang USA eller andre lande er engagerede i skarpe missioner om fem år kan jeg ikke bedømme, men man kunne godt forestille sig, at såfremt de afghanske myndigheder anmodede om assistance til at nedkæmpe terroristlejere (fx Al-Qaida), så kunne det blive aktuelt at yde støtte fra luften eller ved at indsætte specialstyrker.


4. Papirerne synes at dokumentere, hvordan Pakistan har støttet Taliban aktivt. Er du enig eller uenig i følgende:

– Situationen i Pakistan afgør krigens udfald –
CHRISTENSEN: Enig. Det har været kendt længe og er også veldokumenteret i rapport fra London School of Economics, som redegør får at f.eks. Pakistans efteretningsvæsen (ISI) betaler 3-5000 amerikanske dollar foår hver dræbt koalitionssoldat.
DYRBY: Uenig. Men situationen i Pakistan ER en af nøglefaktorerne i en fremtidig løsning af konflikten i Afghanistan.
-
– Pakistan er et større sikkerhedsproblem end Afghanistan
CHRISTENSEN: Enig. Problemerne i Pakistan er fødekæde til mange af de “uløselige” problemer i Afghanistan
DYRBY: Delvis enig, den rette formulering er, at Pakistan lige nu er en væsentlig større potentiel sikkerhedsrisiko end Afghanistan.
– 
Hvordan kan USA/NATO reelt få Pakistan til at afbryde enhver støtte til Karzais fjender?
CHRISTENSEN: Umuligt. Pakistan kan frygtes at have sikkerhedspolitiske interesser i at holde krigen i gang – ikke mindst for at undgå at få Indien i ryggen. Der vil altid foregå et kompliceret dobbeltspil.
DYRBY: Det kan NATO ikke! Uagtet evt. pakistanske forsikringer om det modsatte, vil der være personlige kontakter mellem ledende elementer i Pakistan og Taleban. Kunsten er at udnytte dette til USA/NATO’s fordel, frem for at stirre sig blind på det problematiske i sådanne forbindelser, der alligevel ikke kan ”udryddes” af USA/NATO.



NIELSEN [SAMLET SVAR VEDR. PAKISTAN]: Den væsentligste opgave er at få skabt en intern politisk løsning i Afghanistan. Nøglen til en sådan ligger i høj grad i Pakistan, hvis velkendte dobbeltspil dokumenteres i de lækkede papirer. Pakistansk udenrigspolitik har fokus på konflikten med Indien og landet anser det som en fordel med et ustabilt Afghanistan, hvor Taleban spiller med. En rapport fra London School of Economics har for nylig dokumenteret, at den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) er direkte involveret i ledelsen af afghansk Taliban, som på den anden side næppe kan operere militært uden pakistansk støtte. Det vil være nødvendigt at presse Pakistan til at arbejde for stabilitet i Afghanistan i stedet for det modsatte og der må sættes tommelskruer på den pakistanske regering m.h.p. en stærkere kontrol med ISI og afviklingen af støtten til afghansk Taliban. Samtidig vil afspændingsinitiativer mellem Pakistan og Indien være af stor betydning.
AASTRUP [SAMLET SVAR VEDR. PAKISTAN]: Jeg er helt enig i, at situationen i Pakistan er alvorlig og skal håndteres korrekt. Derfor støtter vi også regeringen i Pakistans hårde kurs overfor de militante kræfter i den nordlige del af Pakistan, for det er vigtigt, at de ikke får lov til at have et “frirum” i de nordlige provinser. Dermed er vi også enige i, at vi skal presse regeringen i Pakistan til også at sørge for, at de dele af de Pakistanske sikkerhedsstyrker som på den ene eller anden måde har støttet Taliban, bliver stoppet med det samme.

5. Efter sigende arbejder Pakistan på at få terrorlederen Haqqani til at tale med Karzai (se fx ). Er et kompromis mellem styret i Kabul og Haqqani, Taleban m.fl. ikke en tvingende nødvendighed for en forbedring af situationen i landet?
CHRISTENSEN: Realpolitisk svar: jo.
DYRBY: Jo, men det skal være med Kabul som omdrejningspunkt, og med tilknyttede internationale observatører.


NIELSEN: Ja, et kompromis mellem Kabul-regeringen og de forskellige oprørsgrupper en en forudsætning for en intern politisk løsning. Også selvom det næppe efterfølgende i ét og alt vil være et kønt syn.
AASTRUP: Forhandling med oprørsstyrker, der lægger våbnene, er bestemt en mulighed, men det er klart, at et kompromis IKKE kan indeholde et carte blanche til ’talibanisering’ af visse dele af Afghanistan. Det så vi i Pakistan, og her endte det som bekendt med islamisterne pressede de civile myndigheder ud af den ene by efter den anden. Heldigvis har pakistanerne erkendt den reelle trussel fra Taliban, hvilket er afgørende for vores indsats i Afghanistan.


6. “S og R [skal] opsige den nuværende aftale med regeringen og Dansk Folkeparti og erklære, at efter valget trækkes soldaterne hjem”, citat: Frank Aaen. Vil USA/NATO kunne få Helle Thorning-Schmidt som statsminister til at gøre andet end præcis hvad Frank Aaen foreslår?

CHRISTENSEN: Ja. Det er utænkeligt at EL får vetoret i denne sag.
DYRBY: Ja da, den danske Afghanistanpolitik vil under en S-ledet regering aldrig blive lagt i hænderne på et enkelt parti, men vil skulle forhandles bredt i Folketinget.
NIELSEN: Det ligger på den flade hånd at tage udgangspunkt i den 10-punktsplan for en ny Afghanistan-strategi som SF fremlagde for ca. 1 år siden. Her skriver vi, at de danske styrker skal trækkes os så hurtigt som muligt og senest i 2015. Det flugter ret præcist med overvejelserne hos Karzai og en række NATO-lande – og vil ret sikkert være mainstream i løbet af kort tid. (Hvad det bestemt ikke var, da vi udarbejdede forslaget).
AASTRUP: Indtil videre har det været meget svært at blive klog på hvilken udenrigspolitik Søvndal og Thorning-Schmidt vil føre, men enhver kan jo sige sig selv, at Holger K. Nielsen vil blive en helt anden forsvarsminister end Hans Hækkerup, der efter min mening gjorde en glimrende indsats under Nyrup.

7. Hvordan skal et Afghanistan uden udenlandske troppers tilstedeværelse undgå at blive hjemsted for Al-Qaida? Hvordan skal NATO reagere, hvis terrorlejre alligevel etableres?
CHRISTENSEN: Det er en klar overdrivelse, hvis man tror at al-Qaidas eksistens står og falder med vilkårene i Afghanistan. Allerede i 2001, da krigen startede, opererede al-Qaida i 60 lande.Relationen mellem Taleban og al-Quaida både meget indirekte, beskeden og kompliceret af mange andre forhold. Man kunne fristes til at spørge om Taleban er den rigtige fjende henset til krigens officielle formål. [på spørgsmålet: Hvordan skal NATO reagere, hvis terrorlejre alligevel etableres?] Målrettede bombninger efter FN-mandat.
DYRBY: De afghanske sikkerhedsstyrker skal være stærke nok til at forhindre dette. Hvis det alligevel sker, vil der være en række måder for NATO/USA at reagere på afhængigt af den konkrete situation, men det vil sandsynligt involvere målrettede militære midler.
NIELSEN: Det er velkendt at generaler ofte udkæmper den forrige krig, men historien gentager sig sjældent – heller ikke selvom kronargumentet hos krigstilhængerne er, at vi skal vinde i Afghanistan for at undgå et nyt 11. september. Men international terrorisme har i dag ikke meget at gøre med Afghanistan. Igen er Pakistan vigtigere – ligesom Yemen, Somalia, Sudan er det. Hvad angår terrorbekæmpelse er det langt vigtigere at fokusere på disse lande. Talibans magtovertagelse i midten af 90’erne havde sammenhæng med det tomrum, som opstod efter Sovjet-imperiets sammenbrud. Jeg tvivler på at de omkringliggende lande idag vil acceptere en gentagelse og som tidligere anført forudsætter en intern politisk løsning i Afghanistan, at Pakistan involveres positivt.
AASTRUP: Ved at vi først trækker os ud, når opgaven er løst, så betyder det jo også dermed, at vi har skabt tid til at Afghanistan har fået uddannet nok politi og militærstyrker, så de dermed selv både kan have ansvaret for sikkerheden og stå for den praksis.

NB: NYE SVAR TILFØJES LØBENDE
INDLÆG/KOMMENTARER? SKRIV TIL: REDAKTIONEN@RAESON.DK