31.08.2010

Gadeprotesterne efter sidste års valg er kølnet af, men fundamentet under Den Øverste Leder, Ali Khamenei, slår nye sprækker uge for uge. Reformer er uundgåelige. Hvis Den Islamiske Republik overlever de næste ti år, vil det ikke være i den version, vi kender i dag.

Af Sune Engel Rasmussen

Man skal være undskyldt, hvis man har fået det indtryk, at alt er ved det gamle i Iran. Gadeprotesterne, der opstod i kølvandet på sidste sommers præsidentvalg gik i løbet af foråret stort set i sig selv igen. I dag handler alle overskrifter fra Den Islamiske Republik igen om landets atompolitik og den nye runde af sanktioner fra FN og EU, som forudsigeligt hånes af præsident Mahmoud Ahmadinejad – komplet med smilerynker og storskrydende spydigheder.

Men bag smilet har Ahmadinejad nok at se til hjemme i Teheran. Præsidenten, der i juni 2009 blev genvalgt med et mistænkeligt højt antal stemmer, har altid været en kontroversiel leder, der har fostret splittelse blandt landets præster, som ellers udgør hans egen magtbase. Og denne base slår nu så voldsomme sprækker, at sanktionerne er de mindste af Ahmadinejads problemer.

Det skyldes ikke mindst landets Øverste Leder, Ali Khamenei. Siden Den Islamiske Revolution i 1979, og særligt efter en forfatningsændring i 1989, har Den Øverste Leder haft absolut magt på en række områder. I praksis er det umuligt for præsidenten at tage vigtige beslutninger uden Den Øverste Leders godkendelse, ligesom det er praktisk umuligt at vælte en præsident, så længe han har Den Øverste Leders velsignelse.

Traditionelt har Den Øverste Leder forholdt sig neutral under præsidentvalgene, men denne tradition brød Khamenei i sommer, da han lagde hele sin teologiske og politiske ballast bag Ahmadinejad. Beslutningen har gjort Khamenei sårbar over for angreb, der ellers kunne have været rettet udelukkende mod præsidenten. Det sidste års stridigheder – der langt fra kun finder sted i gaderne – har uigenkaldeligt skabt en afgrund mellem Khamenei og store dele af hans religiøse bagland. Selvom gadeprotesterne i det store hele er hørt op, er oppositionen i Den Grønne Bevægelse i den grad stadig i live. Så meget, at regeringen finder det nødvendigt at være massivt til stede med militsfolk og revolutionsgardister i alle større byer på mærkedage for at forebygge optøjer. På årsdagen for valget, 12. juni, meldte rapporter om op til 5.000 sikkerhedstropper alene på den centrale Enqelab Plads i Teheran.

Bevægelsen er en broget samling interessegrupper organiseret i en flad struktur uden nogen fælles ideologi. Den har heller ingen fælles slagplan, hvilket eksempelvis viste sig i foråret, da det ikke lykkedes bevægelsens demonstranter at påvirke præsidentens fejring af Revolutionsdagen den 11. februar i Teheran. Omvendt gør bevægelsens decentraliserede struktur det også svært for regimet at pacificere den ved blot at arrestere eller dræbe en håndfuld frontfigurer. Hvilket er en af de vigtigste grunde til, at Den Grønne Bevægelse stadig er live, endda voksende.

Khamenei undergraver sin egen autoritet

Som Øverste Leder er Khamenei er ikke omgivet af den aura af ufejlbarlighed, der hang ved hans forgænger Ayatollah Ruhollah Khomeini. Islamiske lærde, inklusive den stærkt populære storayatollah Hossein-Ali Montazeri, der døde i december, har siden Khameneis magtovertagelse i 1989 betvivlet lederens teologiske kvalifikationer.

Frontfigurerne i oppositionsfløjen i Den Grønne Bevægelse, Mir Hossein Moussavi, Mehdi Karroubi og Mohammad Khatami, bliver af mange anset for at være større islamiske tænkere end Den Øverste Leder. Moussavi var premierminister fra 1981-89 under Ayatollah Khomeini under krigen mod Irak. Karroubi var fra 1989-1992 og igen fra 2000-2004 formand for parlamentet. Khatami var præsident 1997-2005. Tilsammen har de tre været en del af det øverste lederskab i halvdelen af republikkens levetid. Den fortsatte hetz mod dem har ganske vist givet regimet nogle kortsigtede sejre, men det har ikke været kønt at se på. Eksempelvis er både Moussavi og Karroubi, samt deres koner og familier, blevet udsat for fysiske angreb, mens Khatami i december sidste år blev afbrudt under en tale i selveste afdøde Ayatollah Khomeinis hjem, da medlemmer af den regeringskontrollerede basij-milits angreb husets bedesal. Denne hetz, voldelig som ikke-voldelig, er med til at underminere Khameneis position. Ingen af de tre oppositionsledere, eller andre konservative profiler, der er sprunget ud som offentlige dissidenter, har vendt sig mod Den Islamiske Republiks idealer, hvorfor styrets angreb kan virke uforholdsmæssige. De tre oppositionsledere har erklæret, at de blot forsøger at frelse Ayatollah Khomeinis arv fra at blive besudlet yderligere, mens Den Øverste Leder tilsyneladende synes at tillade basij-militsens offentlige krænkelse af Khomeinis tidligere hjem.

Og ikke nok med det. I juni kom så den begivenhed, der vil farve resten af Ali Khameneis tid som Øverste Leder. Under mindeceremonien for Ayatollah Khomeinis død den 4. juni blev Seyyed Hassan Khomeini – barnebarn af republikkens grundlægger – råbt ned fra talerpodiet af hooligans blandt publikum. I Iran er offentlige mindeceremonier planlagt til mindste detalje, og der kan kun være to mulige forklaringer på, hvordan noget sådant kan finde sted. Enten er episoden planlagt – eller i det mindste billiget – af Den Øverste Leder, eller også har denne mistet grebet om sit land i en grad, de færreste havde regnet med.

Mens store profiler fra Revolutionsgarden og det konservative segment én efter én har taget skarp afstand fra angrebet på Hassan Khomeini, forholder Khamenei sig så tavs, at det runger. Der er tre ting, man ikke krænker i Iran: Koranen, Profeten Muhammed og Den Øverste Leder (nuværende som foregående). Der er nu noget, der tyder på, at Khamenei enten føler sig så trængt eller magtfuldkommen, at han gerne slår en flig af sin forgængers minde for at sende et signal om, at ingen er urørlige, hvis de sætter sig op imod regimet.

Der har altid været turbulens omkring Irans præsidenter, men aldrig tidligere i republikkens historie har Den Øverste Leder skulle bruge så mange kræfter på at hævde sin autoritet, som Ali Khamenei har gjort det foregående år. På mærkedage, som normalt bruges til at samle befolkningen bag systemet, har regimet de sidste 12 måneder måttet kæmpe for sin egen overlevelse. Ikke mindst i gaderne. Selv ved det iranske nytår Nowruz i marts, en folkekær og normalt apolitisk begivenhed, udsendte Ali Khamenei en fatwa (kendelse), hvori han opfordrede iranerne til at undlade at fejre denne »uislamiske skik«. Den fatwa rettede folk sig ikke efter, og resultatet var masseanholdelser og brug af tåregas i flere byer.

Sådanne unødvendige handlinger er med til at undergrave styrets legitimitet. Flere og flere iranere tvinges til at vælge side, og det bliver stadig sværere for dem at tage regeringens parti. Senest udsendte Khamanei en ny fatwa den 20. juli, hvori han understregede, at han som direkte efterfølger af profeten Muhammed er værdig til at indtage positionen som Øverste Leder, hvis ordrer det ikke er tilladt at modsætte sig. Det burde ikke være nødvendigt for lederen selv at slå disse ting fast – hans behov for at udsende en fatwa synes nærmere at understrege hans faldende autoritet end hans egentlige kontrol over regimet. På nuværende tidspunkt er det da også svært for Khamenei at gennemtrumfe sin autoritet med andre midler end landets sikkerhedsstyrker.

Uro i Ahmadinejads magtbase

Uanset hvem, der har haft magten i Iran, har den mest aktive oppositionsgruppe de sidste 50 år været landets studenterbevægelse. En ære, som den under det islamiske styre er kommet til at dele med landets kvindebevægelse. De to bevægelser, som til en vis grad overlapper hinanden, er ikke mindre aktive nu, end de var før 2009-valget, men de har fundet et nyt fællesskab i Den Grønne Bevægelse, hvor de repræsenterer de mere sekulære eller ligefrem antireligiøse strømninger.

Men der er flere af regimets støtter, der viser tænder. Den 6. juli lukkede handelsmænd store dele af Teherans basar ned i 12 dage i protest mod en varslet skattestigning. Under Den Islamiske Revolution i 1979 lammede lukningen af den store basar i Teheran Shahens regering, og bazariernes indtræden i den nuværende konflikt kan vise sig at få stor betydning.

Traditionelt har bazarierne fået økonomiske fordele ud af deres tætte alliance med regimet, og et decideret oprør fra denne kant er mere usandsynligt, end det var under shahen. Desuden er en mindre del af landets økonomi, og dermed den politiske magt, koncentreret i basarerne i dag end i 1979, så man skal nok ikke forvente, at historien på dette punkt gentager sig.

Bazarierne har historisk været allieret med det konservative Motalefeh-parti, der har været meget kritisk over for Ahmadinejads præsidentskab, og som på egen hånd har en betydelig magt. Derfor har strejken i basaren i Teheran alligevel stor politisk vægt og betydning for det pres, der bliver lagt på såvel Ahmadinejad som Khamenei. Strejken, som bredte sig til Tabriz, Mashhad og Hamedan, var den største aktion fra landets handelsklasse siden revolutionen. Præsidentens forhold til Motalefeh-partiet er noget ambivalent. Motalefeh har bakket op om Ahmadinejad ved de to seneste valgkampe, men det har ikke været uden intern uenighed i partiet. Ahmadinejad kritiseres for ikke at kere sig nok om religiøse værdier, og partiets generalsekretær Mohammad-Nabi Habibi har de seneste måneder rettet skarp kritik mod præsidenten. Da Ahmadinejad i sommer forsøgte at tiltvinge sig kontrollen over det indflydelsesrige, private Azad Universitet i Teheran, blev han sablet ned af Motalefeh-ledere, som har tætte forbindelser til universitetets præsident Abdullah Jasbi. Som svar kaldte Ahmadinejad Motalefeh for et levn fra fortiden, der er ude af kontakt med den moderne verden.

En decideret alliance mellem de konservative bazarier og reformfløjen i Den Grønne Bevægelse er imidlertid usandsynlig. Til det er Den Grønne Bevægelse for venstreorienteret. Men de senere år er en ny gruppe af yngre og mere progressive bazarier imidlertid kommet til. Og det er ikke utænkeligt, at de kan finde sammen med Den Grønne Bevægelse. Som bekendt sker det, at man forener sig mod en fælles fjende.

En politisk vækkelse blandt dele af bazarierne vil gøre den stigende utilfredshed nærværende for de store dele af befolkningen, som normalt heller ikke beskæftiger sig med politik – for ingen har kontakt med så brede dele af befolkningen som bazarierne. En alliance med Den Grønne Bevægelse vil desuden gøre konflikten til mere end et forholdsvis trivielt spørgsmål om skat og forbinde den med et overordnet spørgsmål om Khameneis evner som Øverste Leder. Dette kan også potentielt opdele basaren – mellem en konservativ og en progressiv fløj, og det vil ikke ligefrem mane Irans interne splittelse i jorden. De løbende skærmydsler med sine konservative støtter er ikke noget, der vælter Ahmadinejad, så længe han har Ali Khameneis velsignelse. Men den stigende politiske uro på stort set alle fronter på Irans politiske scene lader ikke til at forsvinde foreløbigt, og fejden med Motalefeh-partiet og bazarierne er derfor meget symptomatisk for Ahmadinejads faldende politiske status.

Sanktioner rammer private

Khamenei og Ahmadinejad er ikke kun presset på de indre linjer, hvor de forsøger at fastholde deres smuldrende magtposition, men også udefra opleves et massivt pres. Mens regeringen kæmper for at fastholde styrets legitimitet og autoritet, prøver USA og Europa at stikke en kæp i hjulet på den iranske uranberigelse, som mange frygter snart kan gøre Iran til atommagt.

Og presset fra FN, USA og EU kan influere magtspillet i Den Islamiske Republik.

Først og fremmest vil sanktionerne, uanset den hånlige reaktion, de udløser fra præsidenten, gøre tingene mere besværlige for iranerne. Der er imidlertid intet, der tyder på, at de vil få landets økonomi til at knække. Derimod kan de potentielt skabe en handelsakse mellem Iran og de østlige stormagter. Kina, Indien og Rusland vil sandsynligvis benytte muligheden til at ekspandere deres handel med Iran, der er i besiddelse af verdens næststørste naturgasreserver. For de tre lande vejer hensynet til energisikkerhed trods alt tungere end en risiko for eventuelle amerikanske sanktioner.

Men sanktionerne får konsekvenser for befolkningen i Iran, der allerede har oplevet drastiske prisstigninger, delvist som et udslag af panik. Derfor får sanktionerne en lunken modtagelse blandt iranerne. Mange veluddannede iranere er tilhængere af såkaldt ”kloge sanktioner”, der ikke skader den almene befolkning, men de går imod prisstigninger, der påvirker den enkelte iraners økonomi, sådan som de nye sanktioner allerede har gjort. For de fleste iranske familier kommer økonomiske hensyn i første række, og en forværret økonomisk situation bliver hovedsagligt set som vestens, særligt USA’s skyld, hvilket præstestyret ikke forpasser chancen for at fortælle i et forsøg på at samle den iranske befolkning mod ”Den Store Satan”.

Sanktionerne rammer også private entreprenører, der i forvejen har svært ved at agere internationalt takket være restriktionerne på Irans valutaoverførsel og den generelle mistro mod firmaer med adresse i Iran. Disse begrænsninger binder mange iranere til landets store offentlige sektor, hvor det kan være lettere at finde job, men hvor det også er langt mere risikabelt at udtrykke sin utilfredshed med regimet. På den måde kan sanktionerne lægge en yderligere dæmper på protesterne.

Et beskedent men direkte eksempel på, hvordan sanktionerne skader oppositionens kamp mod regimet, kan ses med YouTubes videokonkurrence ”Life in a Day”. Konkurrencen, hvis vinderfilm skal vises på Sundance Festival 2011, giver borgere over hele verden muligheden for at vise optagelser fra deres hverdag til et globalt publikum. En unik mulighed for iranerne, der mestrer internettets muligheder, til at kommunikere om deres nuværende situation. Men USA’s sanktioner gælder også konkurrencen – iranerne er formelt udelukket fra at kunne deltage.

Hvorfor reformer er uafvendelige

Mens den iranske regering presses på sin autoritet og for hver dag mister mere legitimitet, er vestlige regeringer øjensynligt mere opsatte på at indføre sanktioner end på reelt at hjælpe med at vælte et regime, der ligger i toppen af deres slyngelliste. Men uanset hvordan de næste måneder kommer til at udspille sig, synes reformer uundgåelige. En række fundamentale ændringer i Irans politiske struktur har sat sig igennem, og hvis den Islamiske Republik overlever de næste ti år, vil det ikke være i den version, vi kender den i dag.

Den Øverste Leder er ifølge landets forfatning forvalter af velayat-e faqih – Islamisk Styre – og har herigennem til opgave at lede landet efter islamisk lov. Hvis Lederens suverænitet på dette område ikke skal lide skrammer, er det nødvendigt for Khamenei at vinde sin tabte legitimitet tilbage. Det er svært at se ham gøre det uden at vende sig mod Ahmadinejad. Med sin eksplicitte støtte til en præsident, der fra starten har været en kontroversiel figur, også i sit hjemland, er Khamenei snarere kommet til at fremstå som en leder af en bestemt indenrigspolitisk fraktion end den alfaderlige, samlende figur, han burde være. Selv under Ahmadinejads første præsidentperiode, da mange konservative havde vendt sig mod ham, støttede Khamenei op om præsidenten. Nogle iagttagere mener sågar, at Khamenei i dag er mere upopulær end Ahmadinejad selv.

Og selv hvis Khamenei skulle formå at vinde oprejsning, er ånden ude af flasken. For Khameneis svar på den kritik, der de seneste måneder er blevet rejst mod ham fra folk, der i alt væsentligt støtter ideen om en islamisk stat, har en gang for alle demaskeret Den Øverste Leder: han er en politiker som alle andre. Omformuleringer af det teoretiske grundlag for Iran er godt i gang, både hos konservative og progressive tænkere. Ikke mindst Mir-Hossein Moussavi, der er gået fra sidste sommer at bakke fuldt op om den Islamiske Republik til i dag at hævde, at Irans forfatning ikke er Guds ord og derfor står til forhandling.

For oppositionens vedkommende har Den Grønne Bevægelse for længst slået sig på andre kampteknikker end gadeprotester. Men demonstrationer har en vigtig samlende funktion, og det er ikke utænkeligt, at oppositionen er på vej tilbage på gaden. Selv om Moussavi og Karroubi aflyste de ellers planlagte demonstrationer på årsdagen for 2009-valget i juni, var der alligevel betydelige protester, særligt fra studerende. Og med afslutningen af Ramadanen i september varsles nu nye demonstrationer. Den sidste fredag i Ramadanen er også kendt som Jerusalem-Dag (Qods Dag), som i år falder den 3. september. Siden 1979 har det været en mærkedag i Iran beregnet til protest mod Israel – men sidste år blev den, mod styrets vilje, også brugt til at protestere mod Ahmadinehad. Og i disse dage hænger oppositionsaktivister plakater for Den Grønne Bevægelse op i Teheran.

Det bliver Den Grønne Bevægelses helt store udfordring i de kommende måneder at finde en løsning på det nuværende dilemma, hvor man finder sin overlevelse i en flad, decentraliseret struktur, men samtidig har behov for en koordineret strategi, og med tiden et fælles formuleret tankegods.

Samtidig er fremtidens Iran helt afhængig af, hvorledes magtspillet mellem landets religiøst lærde udspiller sig over de kommende måneder. Der er mange mennesker i spil, og nye dissidenter slutter sig løbende til koret af kritikere. Nye fronter åbner sig konstant mod præsidenten fra, hvad der burde være hans egne rækker, og dette kan måske skabe en åbning, hvor Den Grønne Bevægelse igen kan finde vej tilbage til gaderne. Under alle omstændigheder har det sidste år sat en udvikling i gang, der ikke kan rulles tilbage.

Det eneste, der med sikkerhed sidder tilbage, er præsi-dentens smil.
Sune Engel Rasmussen (f. 1984) Studerer historie og arbejder som freelancejournalist. Ekspertiser: Mellemøsten (særligt Iran og Palæstina/Israel), Latinamerika, islam og nationalisme.