Q&A med Clement Kjersgaard, udgiver af RÆSON
07.11.2010
.Nyt fra RÆSON: Om det nye trykte nummer – og mere indhold på nettet.
Q&A med Clement Kjersgaard, udgiver af RÆSON
Q: Det nye nummer, der udkommer i 22. november, indeholder flere end 25 artikler. Hvilke emner fylder mest?
A: Afghanistan – nummeret indeholder to modsatrettede bud på om USA og NATO kan undgå at lide nederlag. Vi dækker valget i USA – fra Jon Stewart’s “Rally to Sanity” i Washington til højrefløjens nye mediekonge Glenn Beck. Fra Danmark har vi bl.a. interviews med Henriette Kjær, Claus Hjort Frederiksen og Uffe Ellemann-Jensen samt en rundbordsdiskussion med Lars Kolind og Asger Aamund. Der er flere artikler om Kina – Kina’s uenigheder med sine naboer i Sydøstasien; Kinas kapløb med Europa i Afrika; Kina’s kamp med USA om verdensøkonomien. Og tre artikler om de tre borgerlige regeringschefer i London, Paris og Berlin: Cameron, Sarkozy og Merkel.
Q: RÆSON har meddelt, at der i fremtiden kommer flere artikler på nettet som er forbeholdt abonnenter. Hvorfor?
A: RÆSON modtager ingen støtte, hverken offentlig eller privat – vi skal leve af vores abonnementer. Vi vil fortsat gerne – som vi altid har gjort – drive et gratis site, hvor nye læsere kan orientere sig. Men vi vil også gerne give vores abonnenter så meget som muligt for pengene – herunder en række nye store artikler, der altså kræver abonnement. Samtidig fastholder vi en endog meget lav pris: 250 kr. (200 kr. for studerende) – hvoraf ca. 1/3 alene går til porto og distribution af det trykte magasin.
Q: Hvorfor udkommer RÆSON kun på tryk to gange om året?
A: Logikken med de to numre er, at vi på websitet dækker politik dag-for-dag og uge-for-uge, mens det trykte magasin er mere systematisk – her ser vi et halvt år bagud og et halvt år frem, i et virkeligt massivt og gennemarbejdet format: 25 artikler over 84 store sider (24 x 34 cm). Alle artiklerne i det trykte magasin er helt nye – ingen af dem bringes på det gratis website.
Q: Er der nye projekter på vej fra RÆSON?
A: I 2011 planlægger vi flere konferencer, undervisningsforløb, foredrag og kurser – bl.a. for anden gang højskolekursus med Testrup Højskole. Det andet fokusområde er websitet, hvor vi er i fuld gang med at opbygge sider, der samler alle vores artikler indenfor bestemte temaer – økonomi, sikkerhed, Danmark, USA, Kina. Alle vores gratis artikler fra 2002-2010 ligger jo fortsat på websitet – men dem vil vi gøre det lettere at finde.
…
Spørgsmål til RÆSON? Skriv til: redaktionen@raeson.dk
Har du abonnement? Prisen er 250 kr./året og kun 200 kr. for studerende. Hvert år modtager du: 2 trykte numre i megaformat (løssalgspris: 125 kr./stykket), som du får med posten INDEN udgivelsen, samt gratis adgang til særlige arrangementer og fri adgang til ekstramateriale på nettet. Køb abonnement hér!
…