24.11.2010

Medierne er gået i selvsving i jagten på politiske personsager. Substans bliver tilsidesat for reality dækning og gak gak-journalistik. Hvis medierne ikke vil miste rollen som vagthund er det på tide at slippe blodsporet og få snuden på rette spor.

Af Maiken Piil

Kun et længerevarende ophold på en øde ø kunne have forskånet dansken for den tsunami af politiske personsager, der har fyldt medierne hen over sommeren og efteråret. Udenrigsminister Lene Espersens ferievaner er blevet endevendt, Helle Thorning Schmidts (u)socialdemokratiske livsstil er blevet diskuteret stolpe op og ned, og senest er Ole Sohns ministeregnethed blevet vendt og drejet i lyset af hans fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti. De politiske personsager fylder godt i medierne – så meget, at man må spørge sig selv om medierne efterhånden har opgivet rollen som den fjerde statsmagt og tilmed overser de væsentligheder som Danmark står overfor i forhold til klimaproblemerne, den økonomiske krise og udfordringen fra et fremadstormende Kina?

Medierne har i hvert fald god grund til at stoppe op og granske sig selv inden de forvilder sig ind i jagten på den næste personsag. Rasmus Jønsson, en erfaren iagttager af den politiske journalistisk, har igennem de sidste 10 år arbejdet med politisk kommunikation. Han ser helt klart en tendens til, at medierne svigter deres rolle og er blevet mere jagthunde end vagthunde.
     ”De eneste fælles dagsordener er personhistorierne, hvor folk har dummet sig”, siger Jønsson. Han mener, at nyhedskriterierne er blevet udvandet og medierne er blevet for dårlige til at gøre væsentlige emner til fælles politiske dagsordener.

Studieleder i journalistik på RUC, Mark Ørsten mener, at medierne i dag er villige til at gøre flere typer historier til historier. Og især personhistorierne fylder godt fordi de er en nem måde at lave kritisk journalistik på i stedet for at slås med offentlige instanser om aktindsigtsbegæringer osv.
     ”Det koster ikke særlig meget at lave personsager og derfor bliver gamle sager som Ole Sohns fortid hos kommunisterne taget frem – Helle Thornings mand bliver inddraget og en lille sag om et aflyst møde i Arktisk Råd bliver blæst op selvom størstedelen af befolkningen ikke aner hvad Arktisk Råd laver og hvad politikken går ud på”, siger Ørsten.
     Personhistorierne er oftest kendetegnet ved at skyde hurtig frem i medierne for derefter at gå i tomgang så de strækker sig langt ud over væsentligheden. Det sås tydeligt i Lene Espersens feriesag og Helle Thorning-Schmidts skattesag, der blev skudt hurtig i gang, men efterlod meget at savne i substansen. Det er nok de færreste, der er blevet klogere på kompleksiteten af det danske skattesystem og de udfordringer en globaliseret verden stiller i den sammenhæng. Det samme er kendetegnet ved dækningen af Lene Espersens feriesag. Hvis nogen aldrig have hørt om Arktisk Råd før, så er de ikke blevet meget klogere på Rådets gøren og laden på trods af, at Rådet har spillet en central rolle i Lene Espersens tur igennem mediemøllen over sommeren.

Når personsagerne fylder
Flere eksperter har kritiseret dækningen af både Helle Thorning-Schmidts skattesag og Lene Espersens ferieture. En af dem er Mark Ørsten.
     ”I forbindelse med Helle Thorning Schmidts skattesag lå afgørelsen om historiens værdi hos SKAT og alligevel kørte den i mellemtiden videre på spekulationer og tom luft i månedsvis. Mange af BTs historier var drevet af kilder, der enten ikke vidste særlig meget eller som havde særinteresser i sagen”, vurderer Ørsten.
     Også rådgiver i politisk kommunikation Peter Goll mener, at dækningen af den seneste tids personsager har haltet og kritiserer blandt andet medierne for ikke at give et mere indgående overblik over substansen i sagerne.
     ”Frem for at diskutere hvad sagen betyder for socialdemokraternes skattepolitik og fremførelsen af den, bliver dækningen ”reality-agtig” og det blev mest til den overfladiske dækning af hvilket liv Helle Thorning lever, om hun er en god socialdemokrat eller om der er for meget Gucci Helle i det”, siger Peter Goll.
     Historien om Lene Espersens afbud til Arktisk møde til fordel for en ferie fik samme reality-dækning som skattesagen.
     ”Ved nogen hvad der skulle drøftes på mødet, hvad der blev besluttet? I stedet handler det om undskyld, undskyld, undskyld”, konstaterer Peter Goll og refererer til at historien udviklede sig fra, at Lene Espersen meldte afbud til et møde, hvor hun kunne møde den amerikanske udenrigsminister Hilary Clinton, til hvorvidt hun nægtede at undskylde sit afbud overfor offentligheden.

”Det ville være et svigt, hvis medierne ikke tog personsagerne op”
Når det så også efterfølgende viser sig, at Lene Espersen har passet sine møder flittigt i sammenligning med hendes forgænger, og at Helle Thorning Schmidt bliver frikendt hos SKAT og hverken har snydt eller spekuleret i det danske skattesystem, har medierne så bare spildt spalteplads og sendetid på ligegyldige historier? Nej, ikke helt. Selvom de politiske personsager lader meget at savne når det kommer til substansen, betyder det ikke, at sagerne er uvæsentlige. Journalist og kommentator Niels Krause Kjær mener, at medierne i høj grad opfylder deres rolle ved at forfølge de to nævnte sager såvel som politiske personhistorier generelt. Han mener endda, at ”det ville have været et svigt, hvis de ikke tog dem op”.
     Personsagerne er nemlig væsentlige. ”Historien om Lene Espersen var per definition vigtig fordi hun var ny udenrigsminister og havde mulighed for at møde vigtige personer. Og den underliggende præmis for historien var nemlig diskussionen om hun er kvalificeret til sine poster”, siger Niels Krause Kjær. Udover posten som udenrigsminister bestrider Lene Espersen som bekendt også både posten som formand for de konservative samt vice-statsministerposten.
     Også Thorning-Schmidts skattesag er dybt relevant, mener Krause Kjær. ”Det er politisk relevant at forholde sig til formanden for socialdemokraternes skatteforhold – når man som hende (Helle Thorning Schmidt, red.) vil stå i spidsen for det danske fællesskab. Netop fordi hun går ud og lancerer millionærskat og siger, at de bredeste skuldre skal bære – så bliver det relevant”.
     Men personsagerne er også relevante fordi politik er personer, mener Krause Kjær. Det giver vælgerne mulighed for at konstruere et mere helt billede af politikerne og de interesserer sig for hvordan de håndterer sagerne, hvem der står fast og hvem der bukker under.

Politikerne bærer selv et ansvar
Derudover bærer politikerne også deres del af ansvaret for, at deres person er blevet godt journalistisk stof. Når en politiker sætter sig i sofaen hos Aftenshowet, kridter danseskoene i ’Vild med dans’ eller inviterer seerne hjem i stuen i til ’Kender du typen’, er de nemlig selv med til at gøre politiske personsager til væsentlige journalistiske historier.
     Mark Ørsten peger på, at skellet mellem det offentlige og private er under pres. En tendens vi har diskuteret i årevis, men grænserne rykker sig stadigt. ”Mindre og mindre er privat og mere og mere er offentligt. Politikernes personlighed er blevet et væsentligt politisk kort at spille”, siger han.
     Peter Goll peger på, at politikerne i højere grad er nødt til at bruge deres person i medierne for at nå ud til vælgerne. ”Det kan være svært at komme igennem med deres budskaber i nyhedsmedierne, og her har de i det mindste muligheden for at sige lidt om deres værdier blandt andet”, siger han.
     Nogle husker måske et af de bedste eksempler på dette – da udviklingsminister Søren Pind blev udråbt til at ’tørre’ sin forgænger Ulla Tørnæs i medierne på grund af den popularitet han havde fået som panelist i radioprogrammet ’Mads og Monopolet’. Også tidligere forsvarsminister Søren Gade er et eksempel på en politiker, der nød stor popularitet i kraft af sin personlighed. Og som populær person har man også bedre chancer for at bære problematiske sager igennem i det politiske liv. Eksempelvis en krig.

Journalistisk selvsving?
Selvom Niels Krause Kjær er en af dem, der forsvarer personsagernes journalistiske væsentlighed, mener han dog også, at mediernes dækning tenderer til selvsving. Som kommentator og blogger bidrog Krause Kjær selv til at holde mediestormen kørende i forbindelse med Ferie- og Skattesagen, og han erkender, at selv han fik nok til sidst. Og når man når det punkt, så er der grund til at kigge sig selv efter i kortene.
     ”Når der går selvsving i historierne bør man som medier være mere selvkritiske – lige netop dér bør vi reflektere lidt over om vi er blevet for slappe til at håndtere sagerne”, påpeger Krause Kjær.
     En del medier har da også efterfølgende kigget deres dækning af de politiske personsager efter i sømmene og erkendt, at en del kunne være gjort bedre. Således indrømmede DRs nyhedschef Ulrik Haagerup, at DR godt kunne have lavet mere kritisk og selvstændig journalistik i forbindelse med Skattesagen.
     ”På DR har vi ladet os fange for meget af folkestemningen og lavet nem journalistik – hevet en kommentator ind i studiet eller lavet lynmålinger, hvor folk har udtalt sig om Helle Thornings omdømme på baggrund af en spiseseddel, de har set på vej til stranden,” udtalte han til fagbladet Journalisten i september.
     I samme blad erkendte TV2 også, at de lavede fejl i deres dækning da de brugte en af B.Ts kilder, der viste sig at have særinteresser som skatteekspert. Eksperten var Venstre-mand. ”Det er problematisk, at vi i den situation overtog andre medieres kilder, og det er en huskekage til os”, sagde TV2s nyhedschef Jacob Nybroe.
     Men de fejl og mangler, der sker når jagten går ind på personhistorierne er også et udtryk for tendenser i mediebranchen, der er svære at gøre op med. En af de store udfordringer i dag er nemlig, at journalistikken i høj grad er drevet af én ting. ”Kigger du mere overordnet på mediebilledet, så er der kommet en masse nye medier med det formål at tjene penge”, forklarer Rasmus Jønsson. Derfor styres journalistikken i høj grad af behovet for at komme først i kampen om at erobre læsere, lyttere og seere, ”og netop derfor er det kun en historie som Lene Espersens feriesag, der kan lave fælles dagsordener i den medievirkelighed vi har i dag”, siger Jønsson. Historierne har en bred appel – de har politisk relevans, underholdningsværdi, gakgak og fascination, der trods alt tiltrækker læserne. Også Peter Goll mener, at personsagerne drives frem af konkurrencen mellem medierne. ”Det har sat sit spor i medierne, at man for eksempel har tabt læsere. Det giver en desperation om ikke at komme bagud i konkurrencen, og når man er så presset træffer man ikke nødvendigvis gode langtidsbeslutninger”, siger han.

Den gode journalistisk lever endnu
Selvom personsagerne fylder meget – og nogle gange for meget – er medierne ikke gået helt nedenom og hjem og der bliver stadig lavet mange gode og væsentlige nyheder. Både Rasmus Jønsson og Mark Ørsten peger på, at redaktionerne for eksempel har gjort et godt stykke arbejde i forbindelse med de seneste valg vi har haft.
     ”For eksempel har medierne gjort et godt stykke arbejde i forbindelse med Europaparlaments- og kommunalvalget som ikke er særlig spændende. Formidlingsmæssigt har de gjort et stort stykke arbejde med at forklare substansen med både faktabokse, cases og indhold”, siger Rasmus Jønsson.
     Mark Ørsten peger på, at nogle medier lavede såkaldt ’bull-shit’ redaktioner, hvor man lynhurtigt fik efterprøvet politikernes udsagn og løfter.
     Også Krause-Kjær påpeger, at hvis man bare læser lidt videre i avisen eller scroller ned på netsiden, så findes der masser af gode og væsentlige historier. ”De væsentlige historier er der, men når personsagerne kører, er der bare lige nogle dage, hvor vi ikke lige bliver husket på, at jorden er ved at gå under”, siger han og tilføjer, at det altså heller ikke er meningen, at medierne skal holde alt i verden i balance.
     ”Testen er jo i virkeligheden, hvis man spørger vælgerne hvad de vigtigste politiske emner er i dag, og det har folk fuldstændig styr på – tingene bliver behandlet. Det bliver beskrevet i medierne og det offentlige rum”, siger Krause Kjær.
     Selvom hele mediebilledet altså ikke er sandet fuldstændig til i personfnidder, gak-gak og ”reality”-journalistik giver den seneste tids personsager alligevel medierne god grund til at hanke op i sig selv. Der er nemlig to store problemer, der kompromitterer journalistikken på sigt.
     Det største problem ifølge både Rasmus Jønsson og Mark Ørsten er, at væsentlighedskriterierne udvandes og proportionerne forvrænges når det er personsagerne, der skaber de store fælles dagsordener. Det giver folk et forkert indtryk af hvor vigtig historien er.
     Det andet problem er, at medierne glemmer deres rolle som vagthunde til fordel for den nemme og hurtige personjournalistik. ”Hvis medierne var reelle vagthunde så havde man også dækket finanslovsforhandlingerne og finansloven både mere og bedre. I stedet fokuseres der på spillet frem for substansen. År efter år er det det samme – selvom alt er klappet af, og politikerne ved hvad de skal sige når de stiller sig op foran kameraet”, mener Rasmus Jønsson. Han mener også, at den seneste tids lækkede militærdokumenter fra Wikileaks er et udtryk for, at der har været et behov for at udøve kritisk journalistik i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan, der tydeligvis ikke er blevet opfyldt.
     Selvom den afslørende journalistik finder frem til avisspalterne og de store dagblade lige nu er ved at opruste deres gravergrupper, så slipper vi ikke for personhistorier i fremtiden. Personsagerne er kommet for at blive – og grænserne for hvad der er interessant og en god historie udfordres konstant. Det er især forventeligt i den kommende valgkamp, hvor personhistorierne spås til at fylde mere og være mere beskidte end tidligere. Men man kan håbe, at den seneste tids fokus på personsager har rustet medierne til at gå mere kritisk til værks og holde substansen for øje næste gang de går ind i jagten på den personpolitiske historie.

Maiken Piil er journalist og kommunikationsrådgiver. Hun er cand.public fra Syddansk Universitet og har en bachelorgrad fra Sussex University. Maiken Piil har tidligere arbejdet ved DR og arbejder nu for Advice.