24.09.2010

’Send observatører til det svenske valg! Smid danske statsborgere, der har begået noget ulovligt, ud af landet. Forbyd burkaer! Tillad fremmede magter at afhøre flygtninge om deres identitet på dansk jord uden at fortælle, hvem afhørerne er – og uden at sikre tilstedeværelsen af en advokat, en bisidder eller blot et vidne. Meld afbud til en middag i Snapsetinget efter politisk pres. Nedlæg Menneskerettighedscenteret og fjern racismeparagraffen…’

Hvad binder alle disse større og mindre forslag og forløb sammen i hovederne på fremtrædende borgerlige ledere, der hævder at stå på et sammenhængende værdigrundlag baseret på tolerance, retssikkerhed, personlig frihed og ansvar? Et værdigrundlag, der beror på en social og national forpligtelse med et internationalt og fremtidsorienteret perspektiv?
      ”Del jer efter anskuelser” sagde Hørup. Det er længe siden! Mere end 100 år. Ideen var, at man i det danske folkestyre og spirende demokrati skulle dele sig efter holdninger til samfundet som helhed og ikke bare efter stand og økonomiske særinteresser. Det var ord sagt i en økonomisk og værdipolitisk brydningstid, hvor stærke ideologier og masseorganiseringer tog form i et samfund under strukturel omvæltning. Man kunne se og høre mere og mere forskel. Og man delte sig igennem to varme verdenskrige og en ditto kold.
      Så holdt man op; næsten fra den ene dag til den anden, dengang Muren og alt det andet faldt i den socialistiske diktaturblok, hvor man både økonomisk og åndeligt havde forarmet millioner i et uvidende tvangsgreb igennem årtier.
      De ’borgerlige frihedsværdier’ med politiske, religiøse økonomiske og retssikkerhedsmæssige garantier havde sejret både i forhold til at sikre den enkelte borger, fællesskabet og nationens fremgang.
      Værdierne blev nu taget for givet, og den politiske opmærksomhed blev opslugt af kortsigtet fordelingspolitik og ’de løbende sager’. En hel generation af politikere blev formet i dette velfærdsbillede på politisk kamp, men det skete for de flestes vedkommende fortsat inden for rammen af de gamle partier fra ’ideologiernes og livsanskuelsernes’ æra.
      Det varede et helt årti.
      11. september 2001 delte man sig igen – nu med frygtens alvor i noget, nogen kaldte for værdikamp, kulturkamp eller endog ’religionskamp’. Inddelingen var nu i ’dem og os’. Og det skete vel at mærke i en tid med økonomisk vækst og fremgang for de mange! De politiske kaptajner på broen var blevet sløvet, når det gjaldt kampen om de basale værdier. Det gælder på tværs af partiskel. Sigende for de seneste årtiers voldsomme udsving i valget mellem ret og uret er det vel, at vi i dag har en statsminister, der både har kæmpet med og imod Taleban.

Jeg tror, at svaret på svigtene ligger gemt i manglen på et politisk kompas, der på basis af en dybere forståelse af nogle grundværdier a la verdenshjørnerne kan give vore politiske ledere en indre følelse af kursen, når der skal styres gennem oprørte hav med uvurderlige værdier i behold.
      Når den er gal med kompasset, melder frygten sig: hvordan så styre? Da bliver det kun et spørgsmål om at overleve næste bølge. I den politiske verden vil det sige at overleve næste kamp om magten. I kampens sved glemmer man så bare, hvad det hele gik ud på, hvad magten skulle bruges til. Bare ikke Pia Kjærsgaard – men hun er jo heller ikke gjort af de ’gamle partiers stof’…

Mon ikke tiden er inde til at vurdere ’politik’, partier og politikere på en ny måde? Hvor sammenhæng i holdning og handling bliver målt med vores viden om historien og nutiden, og hvor perspektivet bliver sat af vore ønsker for fremtiden – ikke kun på egne men også på de andres vegne?
      Det kræver mere plads til indsigt, nuancer, forskellighed og evner. Og så kræver det mindre rum til den taktiske scenekunst for medietalenter. Det må starte nu!

Pia Christmas-Møller er tidligere folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti. I dag medlem af Folketinget uden for folketingsgrupperne.