25.09.2010

”Jeg skrev bogen ”Taberfabrikken” i 2007 og mener stadig det, der står [at velfærdsydelserne skal tilbage til niveauet fra 1960erne, red.]. Som repræsentant for LA er det ikke nu at jeg råber højt om at det er det, der skal ske.”

Interview af Pernille Slot Hansen med input fra RÆSONs redaktion
RÆSON-skribent Jacob Packert spørger: Med 180grader.dk har du præsteret at drive et organ, der har forenet og mobiliseret borgerlige kræfter på tværs af partiskel. Bliver 180grader.dk fremover blot et partimedie for Liberal Alliance – og har det ligefrem hele tiden været meningen?
Det har ikke hele tiden været et partimedie for LA og det er det heller ikke nu. Da vi startede 180grader havde jeg ingen ide om at der ville komme et parti som LA – Ny Alliance blev stiftet 2 uger efter 180grader gik i luften. Men jeg så dengang et potentiale i partiet og havde forhåbninger til, at Ny Alliance ville udvikle sig i den rigtige retning, så jeg opfordrede ved valget i 2007 læserne til at stemme på et VKOY-flertal i stedet for blot et VKO-flertal.
Bliver 180grader et talerør for LA?
180grader bliver det, brugerne gør det til. Brugerne bestemmer en stor del af dagsordenen på 180grader – sådan fungerer den brugerstyrede vi har. Brugerne er redaktører, så hvis brugerne ønsker at 180grader skal være en ukritisk hyldest til LA er det op til dem. Der er dog intet i brugernes adfærd indtil nu der tyder på at de har tænkt sig at det skal være sådan. På sitets forside er der en spalte med min leder og de klummer jeg udvælger der skal bringes. Jeg vælger efter forskellige kriterier – et af kriterierne er, at klummen har en politisk relevans for den målgruppe af læsere, som jeg ser 180grader skal henvende sig til: det er borgerlige liberale vælgere, der syntes der skal være mindre stat og mere privat og som også syntes at den nuværende regering ikke gør det godt nok. Jeg har altid set mig selv som værende loyal overfor nogle bestemte værdier og principper og ikke overfor et parti. Det er stadig sandt, men med modifikationer, fordi jeg har fået en rolle i et parti. Nu er jeg blevet en del af et hold, så nu er der nogle spilleregle,r der skal overholdes. Det er ikke længere muligt for mig at ytre mig kritisk i min leder på 180grader om LA. Men måske skulle jeg lade en anden skrive ledere en gang i mellem? Det må jeg overveje.
Vil du bruge din leder på 180grader til at promovere LA?
Ole Birk Olesen: Det tror jeg ikke at jeg vil bruge min leder til i særlig stort omfang. Det er en rolle jeg stadig mangler at få defineret over for mig selv, 180grader og LA. Det er nogle overvejelser jeg endnu ikke er nået til ende med.
I Jyllands-Posten fra d. 24.september citeres Anders Samuelsen for at sige ”Vi er et hold, ingen har et ego der er større end partiet”. I Information samme dag citeres du for, at du gerne vil have velfærdsydelserne tilbage på samme niveau som det var i 1960erne. Det er ikke LAs politik. Du citeres her for at sige ”Det er ikke LAs politik, men når man går ind i et parti forpligtiger man sig til at arbejde for nogle fælles holdninger. Jeg har de synspunkter, jeg altid har haft.” Siger du at du har andre holdninger end dem, du skal kæmpe for?
Jeg skrev bogen ”Taberfabrikken” i 2007 og mener stadig det, der står . Men som repræsentant for LA er det ikke nu at jeg råber højt om at det er det, der skal ske.
Det er vigtigt at forstå at LA er en alliance. Det er en alliance af liberale, socialliberale og liberalister – der er gradsforskelle af at være liberal, men vi er enige om hvilken retning vi skal gå. Vi er bare ikke enige om hvor langt vi skal gå. Man kan godt have forskellige holdninger så længe man er enige om i hvilken retning man gerne vil hen. Et eksempel: LA vil have skatten ned til max 40%. Det betyder, vi har et fælles mål, men for nogen af os vil vi gerne have den endnu længere ned. Jeg vil gerne have den længere ned. Jeg syntes det er lidt ligegyldigt, hvor langt vi vil trække denne dagsorden så længe vi trækker i samme retning. Når vi så når de 40% må vi jo tage stilling til om vi kan blive ved med at trække. Så må vi tage stilling til om der er nogen, der vil trække videre, om vi skal stoppe her, eller om vi skal dele os.
Tror du vælgerne syntes det er ligegyldigt at I ikke har sammen målsætning og at I ”ikke råber højt” om jeres uoverensstemmelser?
Vi har samme målsætning, nogle vil bare længe end andre. Men det er jo en lang proces. Jeg tror ikke at vi kan få skatten ned på 40% i næste valgperiode, og derfor tror jeg ikke disse forskellige slutmål er noget problem nu. Det, der er fair for vælgerne at vide er, hvad vi gerne vil arbejde hen i mod de næste 4 år. Og vi skulle være overraskende succesrige hvis vi gennem de næste 4 år når vores mål. Hvad der sker derefter må vi tage stilling til der og det skal vi nok informere vælgerne om.
Da LA lancerede sine kandidater var der enighed om de fire mærkesager, som var opstillet fra centralt hold. Men med en kandidatkreds, der tidligere har været aktive i alt fra SF, S, R, og K er det tydeligt divergerende holdninger på andre vigtige politikområder. Har I overhovedet mulighed for at samle jer?
Så forskellige er vi heller ikke. Vi er alle liberale med hver vores baggrund. Så længe man gerne vil i samme retning kan man godt forenes selvom man ikke er 100% enig om hvor langt man skal gå i en retning.
Hvad adskiller dette nye hold af kandidater fra det gamle?
Der er større fokus og sammenhæng i politikken. Den politiske retning er tydeligere. Vi er en mere politisk sammentømret flok end det var i Ny Alliance-dagene. Ny Alliance var meget ufokuseret, man kunne læse meget ind i deres partiprogram. Det nye hold er et stabilt parti, der er fokuseret på at have ét partiprogram med en klar rød tråd, som vi er fælles om. Der er ingen tvivl om hvad der er partiets fokusområder og hvad der er partiets politik.
RÆSON-skribent Marie Dørup spørger: Kan dine ideer indføres i det danske samfund, som du peger på er en Taberfabrik?

Selvfølgelig kan mine ideer indføres i den danske model, men man skal tage et skridt af gangen. Man kan ikke over en nat indføre mine ideer, men man kan godt gå i en retning som jeg syntes man skal gå. Hvis vi ser på udviklingen fra 1960 og frem til Nyrup regeringen i 1993 er det næsten en ubrudt række af reformer, der fører til at der kommer flere på overførselsindkomst. Nyrup begyndte nogle arbejdsmarkedsreformer, hvor man bl.a. gjorde dagpengeperioden kortere. Det var første skridt i retning af, at der skulle sættes nogle grænser i forholde til den udvikling, der startede 40 år forinden, hvor stadig flere efterhånden kom på overførselsindkomst. Den nuværende regering har strammet rådighedsreglen og har lavet et loft over kontanthjælpen og man indførte en starthjælp til flygtninge. Det var små skridt i den retning jeg gerne vil. Jeg vil gerne tage flere og større skridt. Så selvfølgelig kan man indføre mine ideer i det danske samfund, man skal bare begynde rejsen.
Kan man sætte lighedstegn mellem højere social ydelser og hvor mange, der er på dem (dvs. får overførselsindkomst)?
Utvivlsomt. Det er ingen tvivl om det. Jo højere ydelser, jo mindre motiverede er borgerne til at gå på arbejde. I 1960 var der 200.000 i den arbejdsdygtige alder på overførelsesindkomst. I 2004 var der 900.000. Baggrunde for stigningen er, at der er blevet flere ydelser man har kunne søge, og ydelserne er blevet højere. Der er en tydelig sammenhæng.
Er der ikke andre sociale faktorer der kan have påvirket denne stigning?
Der er der muligvis, men opgangen i de ydelser, man kan søge er den største. Det er sådan at folk kommer fra at have forsørget sig selv, til at være på overførselsindkomst. Det medfører andre sociale problemer. At gå fra at skulle slæbe sig ud af sengen om morgen og gå på arbejde til bare at kunne hænge ud derhjemme og ikke have nogle forpligtigelser, det medfører sociale problemer i sig selv. Folk bliver mere tilbøjelige til at få et misbrug, mere tilbøjelige til at blive kriminelle, mere tilbøjelige til at blive dovne. De sociale faktorer er ofte en afledt effekt af ledigheden og ikke nødvendigvis årsagen til ledigheden.
<< Foto: Dansk Politik.dk