05.05.2010

Efter en del stridigheder har Republikanerne nu opgivet at blokere for Obamas Wall Street-reform. Den vil medføre en blandt Republikanerne lidet ønsket øget regulering med finansmarkedet. Det er dog for risikabelt for Republikanerne at blive sat i bås med den griskhed, der har fået skylden for den økonomiske krise.

Af Jakob Jessen, Washington, D.C.

DEN 11. oktober 2007 skrev chefen for handelsafdelingen i den indflydelsesrige investeringsbank Goldman Sachs en e-mail til en af sine kolleger. ”Det lader til, at vi kommer til at lave en masse penge”, skrev chefen. ”Ja! Vi er velpositioneret”, lød svaret. Bankbosserne havde spekuleret i et finansielt kollaps. Et kollaps, der så ud til at være på vej.
      Goldman Sachs havde – sammen med andre investeringsbanker – lagt kimen til den krise, der nu rullede fra USA og ud over resten af verden, men bankerne tjente fortsat penge. Blandt andet på at spekulere i de faldende huspriser og de bristende aktiebobler. Bankernes hybris blev hele Amerikas nemesis: 8 millioner amerikanere mistede jobbet, BNP’et styrtdykkede, antallet af tvangsauktioner eksploderede.
     Tre år senere er amerikanerne ved at varme op til at få hævn over Wall Street. Det synes belejligt at placere ansvaret for en monumental økonomisk krise hos en gruppe stenrige jakkesæt på sydspidsen af Manhattan. Både for det notorisk overforbrugende forstads-amerika og for politikerne i Washington, hvor man gør nu klar til at vedtage en reformpakke, der skal holde styr på de pengegriske regnedrenge. Markedets usynlige hånd – et ægte amerikansk nationalklenodie – skal i fremtiden holdes ren af statslig regulering og overvågning.
     Præsident Obama præsenterede sin reformpakke for en række indflydelsesrige mennesker – deriblandt pingerne fra Wall Street – da han besøgte Cooper Union College i New York d. 22. april i år:
     ”Jeg tror på en stærk finansiel sektor, der hjælper folk med at tage lån og investere deres opsparing. Det er en del af, hvad der har gjort Amerika til, hvad det er,” sagde præsidenten, men fortsatte: “Men det frie marked var aldrig tænkt som en licens til at tage alt, hvad du kan, på hvilken som helst måde. Det var, hvad der skete alt for ofte i årene op til denne krise. Nogle – og lad mig understrege; ikke alle – på Wall Street glemte at bag enhver dollar, der bliver handlet eller gearet [gældssatte, red.] er der en familie, der gerne vil købe et hus eller betale for uddannelse, åbne en virksomhed, spare op til sin pension.”

Et spørgsmål om kampagnepenge
For Obama og Demokraterne er reformpakken et vinderkort. Den amerikanske befolkning synes ikke (længere) at ‘Greed is Good’, og mange er bitre over, at uansvarlige banker blev samlet op af det offentlige, da boblerne bristede i 2008-09.
     En meningsmåling fra Washington Post og ABC News viste i sidste uge, at 63% af amerikanerne synes, det er en god ide at indføre strengere regulering og gennemtvinge mere gennemsigtighed i de store finansielle virksomheder. Amerikanerne står bag Obama.
     Det gør Wall Street ikke. Hvilket ville være bedøvende ligegyldigt, hvis det ikke var fordi Wall Street har penge. Mange penge. Penge, som Demokraterne har brug for til at føre valgkamp op til det midtvejsvalg, de står til at tabe (stort) i november.
     Spørgsmålet er nu, dels om Demokraterne vil tage imod (flere) penge fra de dæmoniserede bankmænd, og dels om Wall Street gider at give penge til et parti, der åbenlyst modarbejder finanssektorens interesser.
     Den Demokratiske senator Blanche Lincoln gav et første svar sidste uge, da hun aflyste en fundraising-middag med ledelsen af Goldman Sachs i New York, efter at det amerikanske finanstilsyn havde anlagt sag imod virksomheden. Senator Christopher Dodd, der leder Senatets Demokrater i reformforhandlingerne, fulgte op fredag, da han aflyste et lignende arrangement.
     For Republikanerne er reformpakken også en bøvlet affære. Godt nok modtager partiet ikke så mange penge fra Wall Street, som Demokraterne gør – 68 millioner dollars ved præsidentvalget i 2008 imod Demokraternes 89 millioner dollars for nu at være præcis. Men til gengæld udgør Wall Street-reformen – som Demokraterne har døbt pakken – et politisk problem for Republikanerne.
     Reformpakken er populær, men Republikanerne er traditionelt set ikke begejstrede for offentlig regulering i al almindelighed. Der er altså en ideologisk barriere at overskride. Men den er på mange måder allerede overskredet; der en bred erkendelse blandt Republikanerne om, at der er brug for en reform. Sagen er snarere, at Demokraterne ikke skal have lov til at høste billige politiske point på at sætte Wall Street på plads få måneder før et midtvejsvalg.

Tre benspænd og en aflevering
Derfor spærrede Republikanerne sidste mandag for reformpakkens vej til forhandling i Senatet. Republikanerne sidder på 41 af Senatets 100 sæder, hvilket lige nøjagtigt er tilstrækkeligt til at filibustre et forslag [tale det ihjel, red.], og det var præcis, hvad Republikanerne gjorde.
     Det fik nyhedsbureauet AP til at bringe et telegram med titlen: ”Republikanerne blokerer for finansiel regulering”. Dagen efter, i tirsdags, forsøgte Demokraterne sig igen. Og løb igen ind i en Republikansk filibuster. ”For anden dag i streg: Republikanske senatorer blokerer for finansiel regulering,” hed overskriften nu på et nyt telegram fra AP.
     Onsdag gentog forestillingen sig, og AP rapporterede om trivialiteterne under overskriften: ”Republikanske senatorer blokerer for finansiel regulering for tredje gang”. Virkelig dårlig presse for Republikanerne, der ikke ønsker at fremstå som Wall Streets skytsengle. Onsdag eftermiddag tog Republikanerne konsekvensen og lod reformpakken komme til forhandling i Senatet.
     Forhandlingerne begyndte i torsdags med en åbningsdebat. De egentlige detailforhandlinger startede tirsdag eftermiddag amerikansk tid, men meget tyder på, at forhandlingerne kommer til at fortsætte i ugevis.
     Når – eller rettere: hvis – Demokraterne er i stand til at manøvrere uden om Republikanske filibusters og få vedtaget reformpakken, skal den afstemmes med den reformpakke, Repræsentanternes Hus vedtog i december. Og den slags afstemningsøvelser kan snildt komme til at tage sin tid. Det blev sidst illustreret i forbindelse med vedtagelsen af Obamas sundhedsreform i marts.
     I sin tale forrige torsdag fremlagde Obama fire hovedsøjler i Demokraternes reformpakke:
     1) Oprettelsen af processuelle regler, der skal sikre, at de amerikanske skatteydere ikke endnu engang må betale for investeringsbankernes uansvarlige spekulationer. Iblandt disse er den såkaldte Voelcker-regel, der dels sætter grænser for bankernes størrelse, og dels for hvor stor en finansiel risiko bankerne må operere med.
     2) Øget gennemsigtighed med det finansielle marked.
     3) Oprettelsen af et forbrugeragentur, der kan beskytte forbrugernes interesser og opsætte regler, der beskytter almindelige amerikanere, der ikke har mulighed for at gennemskue ansvarlige og uansvarlige lånetyper.
     4) Øget indflydelse til aktionærer, bl.a. når det kommer til udpegelsen af virksomhedernes lønnings- og bonusordninger.
     Hvis Demokraternes forslag bliver vedtaget, er det den største reform af finanssektoren siden 1930’erne. Alligevel har Republikanerne siden sidste onsdag følt sig forsigtigt frem i medierne. De er bange for at blive fanget i en Demokratisk fælde.
     ”Det, vi skal diskuterer på gulvet [i Senatet, red.], er noget meget komplekst og meget langvarigt. Det bliver en meget vigtig debat,” fortalte den Republikanske senator Richard Shelby USA Today torsdag. Imens var Demokraten Dick Durbin allerede i gang med at spinne stemmer på det Republikanske vægelsind fra Senatets talerstol: ”Hver gang Republikanerne fortsætter med at filibustre, er det en sejr for Wall Streets lobbyister”.

Jakob Jessen studerer dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American University, Washington, D.C. Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.