14.04.2010

EU-Kommissionen ved, at tanken om Tyrkiet som medlemsland i EU er stærk kontroversiel mange steder i Europa – de prøver derfor at feje debatten ind under gulvtæppet. EU bør ikke optage Tyrkiet som medlemsland, og debatten bør frem i lyset.

Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

Når det gælder Tyrkiet, så opfører EU-Kommissionen sig lidt som de “tre berømte aber” – ikke se, ikke høre, ikke tale. Kommissionen er nemlig pinligt bevidst om, at alene tanken om et Tyrkiet i EU får langt de fleste europæere til at stejle, og man er naturligvis ligeledes klar over, at modstanden mod et tyrkisk EU-medlemskab var en af årsagerne til, at franskmændene og hollænderne sagde nej til forfatningstraktaten i 2005.
    Derfor har jeg stærkt på fornemmelsen, at temaet er noget, som EU’s magthavere helst vil feje ind under gulvtæppet, fordi de europæiske befolkninger ikke ønsker 70 millioner tyrkere ind i Europa.
   &nbspPå samme måde har EU også gået påfaldende stille med dørene i forhold til den såkaldte ”Barcelona-erklæring” fra 1995, som skal binde de muslimske, nordafrikanske lande og EU tættere sammen. De fleste europæere kender kun alt for godt konsekvensen af masseindvandringen. De har oplevet særbehandling, kvindeundertrykkelse, parallelsamfund, moskeer og udemokratisk adfærd. På den baggrund vil de fleste betakke sig for en yderligere udvidelse, som også omfatter muslimske lande.
    Findes der en europæisk identitet? Ja, det gør der sådan set, men det er ikke at sammenligne med en national identitet i snæver forstand. Det forunderlige er i virkeligheden, at mange af EU’s toppolitikere ikke anerkender det faktum, som modstanden mod et tyrkisk EU-medlemskab netop beviser; nemlig at man kan tale om en kristen, europæisk identitet – til forskel fra en muslimsk.
    EU har i årevis haft travlt med at “konstruere” et europæisk folk og en europæisk identitet. Man kan paradoksalt nok hævde, at der ikke kunne findes et bedre eksempel på en sådan end afvisningen af Tyrkiet – men sandheden er naturligvis, at det ikke rækker at være europæer i EU’s øjne. Nej, man må også have de “rigtige meninger” for at være europæer.

Tyrkiet er en fremmed fugl i EU
Er Tyrkiet et demokrati? Nej, ikke i vestlig forstand. Ganske vist har landet et styre, som hævder at respektere landets sekularisme, og hæren har ved flere lejligheder afsat statsledere, som pludselig orienterede sig for meget i retning af islam. Det gik blandt andet ud over den tidligere ministerpræsident Necmettin Erbakan, som måtte træde tilbage efter pres fra hæren i 1990’erne.
    Her vi fremme ved problemets kerne: I de fleste muslimske lande er demokrati en umulighed, fordi befolkningen ofte vil udnytte demokratiets spilleregler til at afskaffe det igen.
    Urolighederne i Algeriet, der vel nærmest måtte karakteriseres som en borgerkrig, havde netop baggrund i et demokratisk valg, som islamister forsøgte at udnytte til at tage magten. Og islamisterne formår desværre at “købe vælgerne” gennem ofte meget rundhåndet velgørenhedsarbejde. Det ses eksempelvis i Gaza, hvor det har skaffet terrororganisationen Hamas stor opbakning.
    Selv om jeg anerkender, at Tyrkiet er det muslimske land, som kommer tættest på vestlige demokratiske standarder, er der stadig tale om to helt væsensforskellige størrelser. For det første befinder kun en forsvindende lille del af landet sig geografisk i Europa, mens størstedelen i virkeligheden snarere hører til Mellemøsten.
    Dernæst kan der peges på en lang række andre faktorer, der identificerer Tyrkiet som en fremmed fugl i europæisk sammenhæng. Selv om Tyrkiet formelt er et sekulært land, og selv om kristendommen i Europa målt på antal gudstjenestebesøg, barnedåb, og konfirmationer er på retur, ændrer det ikke ved, at Tyrkiet er præget af islamisk tankegang, nøjagtigt som Europa er præget af en kristen måde at tænke på.

Europas historie startede ikke med EU!
Mange EU-tilhængere har en opfattelse af, at man kan udviske århundreders historie med et pennestrøg, og det medvirker til at gøre EU til en
historieløs og kulturelt indifferent størrelse. EU’s magthavere vil nødvendigvis stræbe efter at anvende historien selektivt som fundament for EU-projektet. At hver nation og folk er defineret af deres historie, betyder derimod intet. Derfor er det en bestemt historieopfattelse, der skal fremmes.
    Man behøver blot at gå en tur rundt i EU’s paladser i Bruxelles og Strasbourg. Her eksisterer et påfaldende “år nul”, nemlig dannelsen af Kul- og Stålunionen. Der eksisterer ingen historie, som rækker længere tilbage. Samtlige bygninger i Bruxelles og Strasbourg er opkaldt efter ukendte politiske personligheder fra det 20. århundrede, hvis eneste fællestræk var begejstringen for det europæiske projekt. Alt andet er udvisket eller behandles i bedste fald som ting, der udelukkende har arkæologisk interesse.
    Hvis man læser George Orwells bog “1984”, erfarer man, at “den, der behersker fortiden, behersker også fremtiden”. Derfor er bogens hovedperson sammen med en hærskare af skribenter dag ud og dag ind beskæftiget med hele tiden at “skrive historien om”, så den passer med de nutidige magthaveres ønske.
    Toppolitikerne i EU er kun optaget af én enkelt historisk begivenhed, som ligger længere tilbage end grundlæggelsen af EU: Holocaust. Forbrydelserne under Anden Verdenskrig er for længst ophørt med at eksistere som en selvstændig historisk begivenhed, men bruges i stedet politisk og ideologisk som fundament for hele EU-projektet, og som begrundelse for en intens overvågning af fænomener som racisme og fremmedhad.
    Modstandere af EU får således meget nemt skudt i skoene, at der må være noget galt med deres “menneskesyn”, hvis de virkelig kan være modstandere af et så ædelt og menneskekærligt projekt – og EU opfører sig med en selvretfærdighed, der er ulidelig for anstændige mennesker. Er man modstander af et tyrkisk EU-medlemskab – ja, så må der nødvendigvis være uldent og skummelt ved ens virkelighedsopfattelse. Sådan er tankegangen i EU, og jeg skal i det følgende give et eksempel:
    Tyrkiet har – i modsætning til Tyskland, hvis befolkning i flere generationer har beskæftiget sig indgående med Holocaust – hverken indrømmet eller undskyldt folkemordet på mere end en million armenierne under Første Verdenskrig.
    I Tyrkiet har tilstanden været den absurde, at det har kunnet medføre retsforfølgelse og fængselsstraffe blot at nævne folkemordet, og det har på ingen måde været fremmende i forhold til optagelsesforhandlingerne.
    For nyligt havde et flertal i den svenske Riksdag mod til at anerkende, at der var tale om et folkemord. Og Tyrkiets reaktion var lige så aggressiv, som den var interessant: Landet hjemkaldte sin ambassadør, og en mindre diplomatisk krise blev udløst. Tyrkiets reaktion vidner om, hvordan man betragter demokratiet i det muslimske land – og den er bevis på, at Tyrkiet aldrig på nogen meningsfuld måde vil kunne blive medlem af EU.

En censur af udvalgte debatter
Ansporet af det svenske mod besluttede jeg sammen med Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Anna Rosbach, at fremsætte en erklæring i Parlamentet, hvor medlemmerne udtaler deres støtte til Sverige. Men her fik vi hurtigt EU’s ideologiske censur at føle.
    Alle erklæringer skal godkendes af formandskontoret, før de kan fremsættes i plenaren, og da vi fik vores erklæring tilbage, var den del, som opfordrer Kommissionen og Rådet til at indstille optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet blevet strøget af erklæringen uden nogen videre begrundelse. Konklusionen måtte efter formandskontorets opfattelse ikke være, at optagelsesforhandlingerne skal indstilles.
    At dette er et overgreb på ytringsfriheden kan ingen vel være i tvivl om. Det ville svare til, at VK-regeringen sad og bestemte, hvilke lovforslag Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten har lov til at fremsætte. Hvis disse strider mod regeringens grundlæggende politik, så må de helt grundlæggende ikke fremsættes.
    EU’s institutioner kan altså siges at “censurere” i forhold til det såkaldte “deltagelsesdemokrati”, som Kommissionen er så stolt af. Det handler om, at borgere i EU skal kunne stille forslag til Kommissionen om alt mellem himmel og jord. Men dels har Kommissionen ingen pligt til at følge noget af det, dels må forslagene ikke stride mod “ånden i EU”.
    Det vil sige, at man fra Kommissionens side på forhånd har lukket af for ubehagelige diskussioner om alt fra en genindførelse af grænsekontrollen over flyttecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg til en diskussion af Tyrkiet, fordi det ville stride mod ånden i EU-samarbejdet.
    Det er en helt fantastisk opfattelse af demokratiet, som uden tvivl sætter helt nye standarder, og jeg formoder, at den endnu ikke er blevet beskrevet i nogen lærebøger på statskundskabsstudiet.

EU-Kommissionen vil have Tyrkiet indlemmet i EU
Hensigten med censuren er klar: Hvis man udtrykker skepsis over for ånden i EU-samarbejdet, er man på forhånd diskvalificeret, ligesom man risikerer at få slukket for sin mikrofon under debatter i plenaren.
    På den måde får Kommissionen snedigt placeret sine modstandere, hvor den gerne vil have dem: På et slags absurditeternes overdrev, som er befolket af notoriske kværulanter og landsbytosser.
    Og i takt med at isolationen af kritikerne fortsætter på denne måde, gør man dem mere
desperate og højtråbende – med det formål, at deres vælgere på et tidspunkt spørger sig selv, hvorfor de i det hele taget er medlemmer af Parlamentet. Det er en snedig manøvre, som jeg imidlertid ikke tror bliver kronet med held. Det seneste valg beviste, at vælgerne bevægede sig i en mere national retning – på trods af tilhængernes ihærdige forsøg på mistænkeliggørelse.
    Optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet må der ikke røres ved. Et tyrkisk EU-medlemskab er for længst blevet en del af det mærkværdige europæiske projekt, som på den ene side vil etablere en slags europæisk identitet, mens den samtidig ønsker at sprænge rammerne for det gamle Europa.
    Jeg har EU’s tilhængere mistænkt for dybest set at foragte Europa og europæerne – først var det nationalstaterne, som var for små, nu føles også det gamle, kristne Europa som en geografisk og kulturel spændetrøje.
    Tilhængerne foragter lige præcis de forskelle og ligheder, som udgør de forskellige lande og kulturer i Europa, og som binder dem sammen til en helhed. Masseindvandringen var ikke nok. Nu skal geografien tages i brug. Jeg tror så meget på Europa, at jeg håber, de aldrig får held med deres projekt.

Fra Bruxelles skriver i RÆSONS UGEMAGASIN:
    Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.