23.11.2010

944 artikler. Så meget spalteplads ofrede landets store aviser på klimatopmødet i København i december 2009. På alle fronter skruede medierne op for dækningen. Så selvom resultatet af forhandlingerne næppe var historisk, markerede COP15 en milepæl i de danske mediers klimapolitiske dækning. Det lærte os, at vi mangler eksperter, der kan samle trådene.

Af Thomas Damgaard Sørensen

Dækningen af COP15 i Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende var med 944 artikler og debatindlæg seks gange større end ved de to forrige klimatopmøder på Bali og i Polen. En gennemgang af nyhedsmediernes historier viser, at stigningen især skyldes et massivt fokus på alt, hvad der foregik udenfor Bella Center – på den indenrigspolitiske front – snarere end hvad statslederne lagde arm om i plenarsalen og i små mødelokaler.
     130 statsledere var samlet i København den 18. december. Deres tilstedeværelse og en række konkrete, dramatiske klimaforandringer betød, at forhåbningerne om en aftale var til stede. Derfor blev dækningen af forhandlingerne intensiveret – sammenholdt med tidligere.
     Alligevel er resultatet, at blot hver fjerde af de tre avisers artiklede handler om de politiske forhandlinger. Modsat COP14 i Poznan og COP13 på Bali, hvor 9 ud af 10 artikler havde forhandlingerne i fokus.
     Den overordnede forklaring på den massive dækning, skal utvivlsomt tilskrives, det massive globale fokus på COP15 og det faktum, at konferencen blev afholdt i København. Hvorfor størstedelen af de tre store dagblades dækning drejede sig om aktiviteterne uden for Bella Centerets forhandlingssale og mødelokaler har imidlertid andre årsager.
     For det første var dagbladenes udgifter til at sende journalister og fotografer i felten langt mindre end hvis politikerne, som til december, forhandler i Mexico. Det betød, at de danske dagblade – i december 2009 – havde økonomisk mulighed for at intensivere dækningen – ikke blot i Bella Centret, men også ift. den omkringliggende kontekst. Således blev det en konkret mulighed for medierne at bevæge sig uden for den snævre, forhandlingspolitiske verden.
     For det andet havde topmødet en indenrigspolitisk dagsorden. 42 % af historierne handlede om den hjemlige politiske situation: dansk klimapolitik, ballade ved demonstrationer samt meningsmålinger og analyser af statsministerens indsats fik større opmærksomhed end selve forhandlingerne. Skønt ingen af delene havde noget direkte med forhandlingerne i Bella Center at gøre, blev de alligevel temaer for Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren blev både under og efter mødet kritiseret for håndteringen af demonstrationerne og ledelsen af forhandlingerne samt for at have en for uambitiøs klimapolitik.
     For det tredje bragte de tre aviser tilsammen 101 artikler og debatindlæg om klimateknologi: nye elbiler, havvindmøller, biobrændsel osv. Dagbladene havde altså i høj grad et fokus på nogle af løsninger på klimaproblemtikken, og præsenterede dem gennem såkaldt konstruktive nyheder.

Mangel på eksperter
De 944 historier og debatindlæg bygger på 1436 kilder. Den største gruppe kilder er politikere, som udgør hver fjerde kilde.
     Universitetseksperter bliver ofte brugt, når komplicerede størrelser som naturvidenskab og politik skal forklares i medierne. Men under COP15 var billedet et andet. Her var det ofte journalister, kommentatorer og NGO-talsmænd, der skulle forklare, fx hvorfor politikerne ikke handlede, når isen på Grønland smelter.
     Især brugen af NGO-talsmænd er interessant. De erstattede ofte eksperterne, fordi de i modsætning til disse havde adgang til Bella Center, og derfor kunne fungere som førstehåndskilder – trods det faktum, at de til tider talte organisationens sag frem for at komme med objektive svar.
     Trenden med at bruge NGO’er som eksperter er betænkelig, qua at de i nogle tilfælde har flere kasketter på. Det er ofte svært at gennemskue, hvornår de udtaler sig objektivt, og hvornår de mere eller mindre direkte forsøger at mele egen kage.
     Trenden illustrerer samtidig, at der er et hul i ekspertmarkedet. Forskerkilder, der både behersker naturvidenskab og international politik er næsten umulige at opdrive. Det er problematisk, ikke mindst fordi klimaforandringerne er og i stigende grad bliver et sikkerhedspolitisk anlæggende. Evnen til at koble komplicerede naturvidenskabelige årsager og effektiver med sikkerhedspolitiske konsekvenser – fx tiltagende tørke, stigende flygtningsstrømme eller omklafatring af geopolitiske magtforhold – er en klar mangelvare. Det påvirker i udpræget grad den objektive klimajournalistik, at man i de danske medier ikke anvender objektive, uafhængige eksperter, men i stedet bedriver journalistisk formidling baseret på NGO’er eller politikernes udsagn.
     Det vil være hensigtsmæssigt at klæde kandidater på, så de kan håndtere begge størrelser – den naturvidenskabelige og sikkerhedspolitiske – og formidle dem i offentligt regi. Det er dog endnu ikke tilfældet, og derfor bliver samfunds- og naturvidenskabelige forskere i beskedent omfang brugt til at udlægge fragmenter af teksten, men ikke i sammenhængende form.

Cancun i november
I slutningen af november og starten af december skal der igen forhandles om klimaet. Denne gang i Cancun i Mexico. Med Bali, Poznan og klimajournalistikkens udvikling in mente, vil dækningen fra COP16 være anderledes end ved de tre forrige topmøder.
     Klimaforhandlingernes stigende sikkerhedspolitiske aspekter vil formentlig betyde, at der kommer flere historier end de cirka 150, der var i Poznan og på Bali, men samtidig markant færre end i København. Fokus vil igen hovedsageligt være på forhandlingerne, men nok også med plads til ny teknologi, der kan nedbringe CO2-udslippet. Endelig vil udfordringen med at finde uafhængige eksperter, der både behersker klima og politik, stadig stå uløst tilbage, da disse er i betragteligt underskud.
     Den mediemæssige optakt til de kommende klimaforhandlinger i Mexico har budt på en væsentlig mindre dækning, end det var tilfældet sidste år. I denne omgang er det blevet til 15 historier mod 106 op til topmødet i København – i de tre store dagblade. Nedprioriteringen skyldes primært, at der denne gang ikke eksisterer en konkret dansk, indenrigspolitik dagsorden. De 15 historier i år har to fokusområder. Først og fremmest at der bør arbejdes på at finde en mindre ambitiøs, men til gengæld realistisk aftale, der tager fat på udfordringerne. Dernæst at klimapolitiken er blevet sikkerhedspolitik, hvilket for alvor kom for dagen ved COP15, hvor bl.a. USA og Kina ikke vil give indrømmelser til den anden part.
     Indtil videre er brugen af kilder i historierne politikere, NGO’er, journalister og samfundsvidenskabelige forskere. Ligesom ved dækningen af COP15 går det igen, at kilder, der behersker både naturvidenskab og politik, er en mangelvare. Dermed mangler man igen uafhængige eksperter med overblik, der udlægger teksten. Når disse kilder ikke kommer til orde nu, er der heller ikke meget sandsynlighed for, at det sker om tre uger i Mexico. Måske medierne skulle begynde at tænke mere kreativt i deres brug af kilder!

Thomas Damgaard Sørensen er BA i medievidenskab og journalistik og stud.cand.public ved Syddansk Universitet. Han har har skrevet BA-projekt om dækningen COP15 i København sidste år.