25.10.2010

RÆSON interviewer klima- og energiminister Lykke Friis om de kommende klimaforhandlinger i Mexico: ”Vores ultimative målsætning er en juridisk bindende aftale, og det synes jeg er meget vigtigt at holde fast i. Men det når vi ikke i Cancun.”

Interview af Mads Bøgh Johansen

For et år halvt år siden beskrev du her i magasinet klimasituationen som tømmermænd oven på COP15. Hvordan er situationen i dag her to måneder før COP16?
”Jeg vil sige, at tømmermændene er drevet over, og vi er nu er kommet i arbejdstøjet igen. Den erklæring vi fik vedtaget i København, Copenhagen Accord, har vi nu mere eller mindre skrevet ind i de forhandlingstekster, der ligger på bordet. Så på den måde er rugbrødsarbejdet gennemført.
      Men det gør selvfølgelig, at temaerne har være meget ens. Der har været meget dejavu over det. Pointen er bare, at vi nu står på skuldrene af København, og det som en lille kreds vedtog der var vigtigt. Mange sagde, at det papir slet ikke betød noget, og at COP15 var en total fuser. Men det billede har ændret sig i dag. Nu ser man på København som et vigtigt skridt på vejen.

Hvordan vil du sammenligne situationen i dag med den vi stod i for et år siden?
Det er en meget anderledes situation. Jeg kan måske bedst redegøre for det ved hjælp af et golfbillede. Under klimatopmødet i København spørger en topforhandler fra et andet land mig, hvad klima kan konkurrere med i mediebilledet. Jeg mener kun det kan være Tiger Woods. Der jo ingen tvivl om, at hvis du lavede en hitliste over, hvad der fylder mest i mediebilledet globalt, så ligger klima ikke nummer et eller to.

Så hvad gør man anderledes i dag?
Man har erkendt, at det ikke er klogt at gå efter en hole-in-one. Altså hvis mexicanerne i morgen meldte ud og sagde: Vores mål er at få en juridisk bindende aftale. I stedet siger de at målet er at få taget et vigtigt skridt og fokusere på de ting, vi faktisk kan blive enige om. De er selvfølgelig ikke kommet med den endelige udmelding om, hvor man vil lægge overliggeren henne, men grundstammen i den forhandlingstekst, der lige nu ligger på bordet, bygger på Copenhagen Accord.

Hvad er Danmarks målsætning for COP16?
Vores ultimative målsætning er en juridisk bindende aftale, og det synes jeg er meget vigtigt at holde fast i. Men det når vi ikke i Cancun. Det kan enhver jo se. Men vi mener stadig, at det ultimative mål er en juridisk bindende aftale.

Og hvad betyder det – det ultimative mål?
Du kan sagtens finde mennesker, der mener, at vi bare bør opgive det hele og koncentrere os om noget andet, du kan finde mennesker, der går ind for, at vi bare skal blive enige om nogle del-aftaler, og mennesker der ikke mener FN-sporet er det rigtige forum. Den diskussion deltager vi ikke i. Vi mener stadig, at FN sporet er vejen frem.
      Det er dog vigtigt at holde fast i, at selvom vi ikke får en juridisk bindende aftale i Cancun, så er det ikke ensbetydende med en fiasko. Vi skal hele tiden finde ud af, hvor vi lægger overliggeren, og målsætningen er præcis den, at vi skal blive enige om nogle helt konkrete ting med en direkte effekt for klimaet. På den måde kan Cancun bruges til at lægge vigtige sten frem mod COP17 i Sydafrika.

Men er der ikke en chance for, at Cancun på den måde bliver en parentes, eftersom fokus nu tilsyneladende er rettet mod COP17?
For det første er det vigtigt at opretholde momentum. For det andet – hvis vi kigger i en kalender over international politik, så kan man sammenholde datoen for det næste amerikanske præsidentvalg og COP17. Sandsynligheden for at amerikanerne har mulighed for at spille mere offensivt ud i Sydafrika, end de har nu, er altså stærkt nedadgående. Derfor er Cancun et meget vigtigt møde, selvom vi ikke når en juridisk bindende aftale.

Så det du siger er, at vi skal frem til COP18, før vi kan få en bindende aftale?
Sådan har jeg nu ikke spekuleret i det. Lige nu kører vi frem mod Cancun. Men henover sommeren har amerikanerne jo måttet opgive at vedtage deres klima- og energipakke. Ergo kan amerikanerne altså ikke lægge mere på bordet i Cancun end de kunne i København. Du får dermed ikke nogen debat om enkelte landes reduktionsmål. Det kommer ikke til at ske i Cancun.

Med det scenarie i vente kan det vel ikke blive andet end en kopi af Copenhagen Accord?
For det første er en kopi af Copenhagen Accord lidt af en tilsnigelse. Copenhagen Accord var jo ikke en formel FN beslutning. Så derfor smækker vi nu det dokument ind i det formelle forhandlingsspor, og i Cancun kan vi så forhåbentlig blive enige om den her balancerede pakke. Det der selvfølgelig er udfordringen, det er at Copenhagen Accord var en storpolitisk aftale, der blev indgået, uden at man krydsede nogle af de røde linjer. ”It was made on the red line,” som amerikanerne plejer at sige. Det er derfor meget afgørende at pakken bliver konstrueret så den opfattes som legitim, og dermed kan bruges videre i processen.

Hvor ser du den største barriere i forhold til at nå en aftale i Cancun?
Jamen udfordringerne er de samme som i København. Det er jo ikke nok, at vi får er en juridisk bindende aftale. Det skal også være en ambitiøs bindende aftale, som samtidig kan indfri vores 2-graders-målsætning, og dermed sikre os mod den globale opvarmning. Men der må vi jo bare konstatere, at det mål er vi ikke i nærheden af, når vi ser på de tal, der samlet set er leveret ind på verdens plan. Men den centrale udfordring er selvfølgelig at finde den rette balance imellem i- og ulande, og når man går ind i den diskussion begynder en ny diskussionen om hvem der så egentlig ér i- og u-lande.

Men igen, når du rejser rundt i verden og deltager diverse møder, hvor ser du så den største hurdle, som skal overvindes for at kunne nå det ultimative mål om en juridisk bindende aftale?
Jeg kan ikke udpege nogen lande som en større hurdle end andre. Men det er klart, at vi ved at skal det her virkelig rykke, så vil de fleste jo kigge på USA og Kina. Kina er jo ikke sådan et land, der siger, nå, jamen amerikanerne har meldt ud, så skal vi da også være med. De arbejder med deres 5-årsplaner, og når de så har lavet deres planer så hellere overopfylde det, end det modsatte. Så det er ikke sådan at de ændrer deres kurs fra den ene dag til den anden.

Når du ser på Kina, er deres fremskridt så konkrete nok?
Selvfølgelig kunne man godt ønske sig, at Kina var endnu mere konkret og endnu mere ambitiøs. Men det at de før København overhovedet kom med en plan, det var på det tidspunkt særdeles afgørende for forhandlingsprocessen. Men det er jo sådan, at Kina ikke er et land, der ændrer sin plan fra det ene år til det andet. Mit indtryk af Kina er dog, at de snarere kommer til at overopfylde deres plan end det modsatte. Hvis der er nogen, der rykker hvad angår grøn energi, så er det altså Kina. De er førende inden for sol og vind.

Så hvad forventes der af Kina til COP16?
Vi har den realistiske tilgang, at vi ikke forventer Kina leverer på de nationale mål. De skal levere på ikke at backtracke på den pakke, der ligger på bordet omkring MRV (måling, rapportering og kontrol, red.).

Hvad har været din seneste vigtige iagttagelse i forberedelsesarbejdet til COP16?
Det kan godt være, at vi ikke kommer… Nej, lad mig sige, vi kommer ikke til at se lande forhøje deres reduktionsmål i Cancun. Det er udelukket. Men det betyder ikke, at det grønne kapløb er aflyst eller at landene er blevet mindre fokuserede på grøn energi. Egentlig snarere tværtimod. For når jeg rejser rundt i verden, så er der en erkendelse af, at Kina virkelig rykker og nu har erkendt, at de er nødt til at omstille sig. Så selvom vi fastholder, at vores ultimative mål for klimaforhandlingerne er en juridisk bindende aftale, så er det vigtigt at sige, at der foregår meget under overfladen som er ekstremt afgørende. Man må ikke overfokusere på det formelle spor.

Hvad skal vi tage med fra KBH?
Vi skal tage de helt konkrete resultater, og de målsætninger som er blevet lovet uden for forhandlingslokalet skal nu med ind i forhandlingslokalet. Vi skal denne gang sikre os, at vi får lagt overliggeren rigtigt. Dermed ikke sagt at den lå forkert i København, for det var vigtigt, at vi var ambitiøse. Men ligeså vigtigt er det, at vi ikke bare gør det samme, som vi gjorde i København. Overliggeren skal ligge rigtigt, for hvis vi ikke får et resultat i Cancun, tror jeg, at det bliver meget svært at kickstarte forhandlingerne en gang til. Vi står lige nu ved en korsvej. Enten lykkes det at få udmøntet, det vi blev enige om i København, ellers så bliver det denne gang en fuser.

Mads Bøgh Johansen (f.1987) er journalistpraktikant hos Deadline 22.30, tidligere har han været tilknyttet P1 Orientering. Derudover er han pladeselskabsejer, film-noir fan og stædigt ifærd med at tillære sig serbokroatisk. Medlem af RÆSONS redaktion. MBJO@dr.dk

Foto: Anders Birch