10.12.2010

Hvis de borgerlige partier i folketinget ikke ønsker at vinde valget, når det kommer, er der ingen grund til at spilde tid, penge og kræfter på at forsøge.
     Sådan skriver David Pontoppidan, der er politisk rådgiver, og Rune Kristensen, der er konservativ folketingskandidat i Guldborgsund og tidl. KU-Formand, i en fælles opsang til det borgerlige Danmark.

Af David Pontoppidan og Rune Kristensen

Vi skruer uret 9 år tilbage, til dagene før og efter d. 20. november 2001. Valgaften. Som unge konservative sad vi klistret til skærmen og så vores parti rejse sig fra ruinerne efter flere års fløjkamp. Sejren blev følt af alle i den borgerlige lejr. Et langstrakt og hårdt arbejde med at besejre den siddende SR-regering var slut. En borgerlig æra kunne begynde.

En sejr har mange fædre
Danmark i 2001 var ikke det samme Danmark som vi ser i 2010. Væksten i det offentlige forbrug var helt oppe på 2,7% men ingen fik noget ud af, at man fuldstændig uhæmmet sprøjtede penge ind i systemet. Som daværende Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen ofte sagde: ”Pengene fosser ud af statskassen”. I 2001 var ventelisterne til hospitalerne på op til 1 år. Der fandtes ikke frit valg mellem offentlige og private hospitaler, og behandlingsgaranti var et ukendt fænomen. Et vigtigt tema i valgkampen var den ukontrollerede indvandrings belastning af velfærdssamfundet. På folkeskoleområdet så man, at elever i én kommune kunne komme ud for at lære noget helt andet end i en anden kommune – der var mangel på faglighed og central styring af folkeskolen. Og selvom staten ikke nødvendigvis hævede skatten et enkelt år, kunne man aldrig vide sig sikker på, om det samme gjaldt for den kommune man boede i, eller det amt man hørte under.

Det er blevet sagt mange gange, at en sejr har mange fædre. Det var også tilfældet i 2001. Den borgerlige valgsejr var en sejr for danskerne, fordi der var brug for nytænkning efter 9 år med SR. Og en sejr for VKO som præsenterede et fælles projekt. Små 10 år senere er indkomstskatten blevet sænket tre gange, og aldrig sat op. Der er kommet offentligt udgiftsstop. Pensionsalderen stiger i takt med danskernes stigende levealder. I modsætning til førhen er det idag muligt at teste folkeskoleeleverne, ligesom forældre frit kan vælge folkeskole til deres børn.
     Danmark har deltaget i to internationale krige for at befri verden for terrorister og diktatorer. Den borgerlige indvandringspolitik er blevet så central en del af Danmark, at selv ikke Socialistisk Folkeparti tør stå udenfor den nye pointordning. Der er indført behandlingsgaranti på hospitalerne, og privathospitalerne har fået et solidt forretningsgrundlag, så de kan hjælpe med at nedbringe ventelisterne til operationer i det offentlige. Og amterne, som førhen kunne hæve skatterne når regeringen sænkede dem? De fleste unge mennesker kender ikke engang ordet!

Et nederlag er oftest forældreløst
Ligesom man siger at en sejr som regel har mange fædre, siger man også, at et nederlag som oftest er forældreløst. Sandheden er nok snarere, at der bag nederlaget gemmer sig et fælles ansvar, som ikke blev taget seriøst.
     Ved denne tid for for 9 år siden havde de borgerlige partier i Folketinget erobret regeringsmagten med baggrund i et fælles projekt. At dømme efter mange borgerlige politikeres opførsel dette år, kunne man imidlertid nemt tro, at de i dag er ivrige efter at give magten fra sig igen.
     Det burde ellers ikke være så svært når man ser på Oppositionen:

Først har vi Enhedslisten, et naturhistorisk museum for udstillelse af en uddød dyreart i det politiske rige: Kommunismen. Som det eneste parti udover De Radikale ønsker Enhedslisten at vende tilbage til den fejlslagne indvandringspolitik fra før 2001. Om så oppositionen fik 179 mandater ville de ikke komme i regering.
     Regeringstruende er imidlertid Socialistisk Folkeparti, der i den grad synes at have givet køb på egne kerneværdier på alt fra integration til EU- og udenrigspolitik, og hvis næstformand Thor Möger, i en pinlig opsang til det utilfredse bagland, advarede vælgerne mod navngivne journalister han ikke brød sig om, og kaldte kritikken af SF’s midterdrejning for ”bullshit”. Samtidig vælter skeletterne ud af skabet – ikke mindst Ole Sohns.
     Endelig er der ’stjerneholdet’ i Socialdemokratiet, der mest af alt minder om en lidet stjernebesat sæbeopera, hvor folketingsgruppen ønsker millionærskat, men selv betaler skat i udlandet; kritiserer ”overbetaling” af privathospitalerne, men selv fravælger de offentlige, når de skal behandles; og skoser privatskolerne, mens de selv fravælger de kommunale. I ryggen har de planen Fair Løsning, der er skudt ned af samtlige økonomer på denne side af Uralbjergene, som en utroværdig og ufuldkommen løsning på Danmarks økonomiske udfordringer. Selv FOA-fagboss Dennis Kristensen har skudt planen ned.

Tilsammen udgør det så Oppositionen, som under normale omstændigheder burde være uvalgbar i hvilket som helst valg, men af en eller anden grund får borgerlige til at ryste i bukserne. Det eneste vi mangler for at vinde, er en vilje til sejr!
     Viljen til Sejr en bog af den tidligere olympiske roer Arne Nielsson, der vandt 9 medaljer herunder 6 i guld. Den handler om disciplin, fokus og motivation, og om at sætte sig et mål. Det kunne de borgerlige partier lære noget af.

Viljen til sejr – men hvordan?
For hvad er det borgerlige mål egentlig? Tre folketingsmedlemmer, der ikke blev valgt som borgerlige, har nu stiftet et borgerligt parti ved navn Liberal Alliance. Som gamle KUere ved vi alt om vigtigheden af at turde bide realpolitikerne i haserne med ideologi. Sammen har vi som ungdomspolitikere tordnet mod uborgerlige tiltag – men med den klare prioritet, at vores kritik altid var konstruktiv.
     I hver meningsmåling hvor Liberal Alliance går frem, står oppositionen imidlertid til sejr. Og nogle gange kommer man i tvivl om hvem fjenden er – som da Anders Samuelsen indrykkede avisannoncer og internetreklamer, der udelukkende kritiserede De Konservative. Eller da deres spidskandidat i Østjylland, Ole Birk Olesen, på sin netavis 180grader, nærmest opfordrede til borgerlig borgerkrig og lovpriste sit parti for at udtræde af forhandlingerne om finansloven. Ligeså ambitiøs som Liberal Alliance er, ligeså ligegyldige vil deres udsagn være, hvis ikke de har indflydelsen til at gennemføre borgerlig politik. Det havde de under finansloven, men de valgte som bekendt at stå udenfor.

For Konservative og Venstre gælder det om at holde inde med hovsa-forslagene og fokusere på de gode, politiske programmer. Det går ganske enkelt ikke, at regeringspartierne ikke har afstemt forventningerne i grupperne, før man udtaler sig om centrale emner. Det er rent dilletant-teater at vælgerne skal være i tvivl om, hvorvidt en venstremand bakker op om finansloven, eller om en konservativ MF’er rent faktisk ønsker reformer. Ligeledes må køen ved håndvasken i Venstre stoppe. Der er nu engang vedtaget den politik man kunne under Fogh. For det meste var det, som påpeget ovenfor, gode resultater man kom igennem med. Resten, såsom de høje offentlige udgifter, har man muligheden for at ændre fremadrettet gennem fortsat ambitiøs politik. En sådan politik er imidlertid også nødt til at være ambitiøs hvis man vil bevare nogen form for politisk troværdighed. Vi deltog begge kort før sidste valg til et CEPOS arrangement hvor Claus Hjorth Frederiksen, der er chefen bag Venstres strategi, talte. Da det blev tid til spørgsmål spurgte den ene af os, hvad der skulle til, før Venstre ville bakke op om en afskaffelse af efterlønnen. “100.000 vrede vælgere på Christiansborg Slotsplads”, svarede han. Det er muligvis ikke sket endnu, men der er mindst 100.000 vrede vælgere, som er parate til at afskaffe efterlønnen, hvis de stemmer enten Radikalt, Konservativt eller på Liberal Alliance. Spørgsmålet er også hvor mange tilbageblevne venstrefolk, der ville kritisere, at man for en gangs skyld turde være borgerlig. For os virker afskaffelse af efterlønnen som et emne alle, der er erklæret borgerlige, kan samles om, og som måske samtidig kunne være begyndelsen på et nyt borgerligt, fælles mål frem mod næste valg.

Én ting er ihvertfald sikkert. Defaitismen og tabermentaliteten vinder ikke et valg. Heller ikke mod en opposition, som muligvis er en af de mest uvalgbare nogensinde. Hvis man har givet op, er der ingen grund til at fortsætte. Men hvis de borgerlige partier i folketinget kan indstille deres indbyrdes rivalisering og genfinde gejsten ved at være borgerlig, vil man snildt kunne vinde valget. Hvis det lykkes, vil dette blive den længst siddende borgerlige regering i Danmarkshistorien – og sandsynligvis også den, der fik gennemført mest. Alternativet er fortsat at kritisere hinanden offentligt og at tabe regeringsmagten med et brag. Ikke til en hvilken som helst opposition, men til oppositionen med Socialistisk Folkeparti i spidsen. Et årtis borgerligt slid vil blive annulleret uden et blink med øjnene, og de borgerlige partier vil sammen være ansvarlige for et historisk svigt: man formåede at tabe til Ole Sohn og co.

David Pontoppidan er sociolog og er uddannet på Københavns Universitet samt Yale University i USA. Han har været aktiv i tænketanksverdenen som bestyrelsesmedlem i CEPOS, og er Koch Fellow hos den amerikanske tænketank Mackinac Center for Public Policy, hvor han også arbejdede som redaktør på et konservativt tidsskrift. Han har bidraget til bøgerne Generation Kan Selv (Tiderne Skifter) samt 89erne (Forlaget CEPOS) og arbejder idag med politisk rådgivning.

Rune Kristensen er folketingskandidat for K i Guldborgsund og tidligere KU-formand.