30.12.2010

Det hemmelige sovjetiske politi KGB er kendt i historiebøgerne om Den Kolde Krig som den totale modsætning til livet i Vesten: militant kommunisme, politiske kidnapninger og systematisk tortur af socialismens modstandere. Men ikke langt fra glasfacaderne i Bruxelles lever hviderusserne i de samme kommunistiske betonbyggerier med selvsamme KGB som en del af Europas hvide løgn.

Af David Pontoppidan

International Herald Tribune bragte Juleaften en interessant kommentar på debatsiderne af udenrigsministrene fra Sverige, Tyskland, Tjekket og Polen, de herrer Carl Bildt, Guido Westerwelle, Radek Sikorski og Karel Schwarzenberg. Under overskriften Lukashenko the loser kritiserer de fire udenrigsministre det hviderussiske styre som værende imod alt, hvad den Europæiske Union står for og signalerer, at EUs diplomatisøgende kurs med ophævelse af sanktioner, økonomisk samarbejde og løfter om finansiel støtte ikke har båret frugt. Tværtimod, skriver de fire, må EU gå i bedre dialog med den hviderussiske opposition. Intetsteds i avisen står der imidlertid noget om konsekvenser, eller hvordan man opnår de ønskede demokratiske resultater. Det synes at være hviderussernes eget problem.

Historien har vist os, at der findes flere veje ud af diktatur og mod demokrati. Det kan imidlertid ikke komme som nogen overraskelse, at dialog og løfte om finansiel støtte til et kommunistisk diktatur ikke var en holdbar løsning. Hvis EU derfor fortsat skal forsøge at snakke bagvendt først med den ene og derpå den anden i Hviderusland, mens styret lystigt opretholder et jerngreb om befolkningen, kræver det også, at man er villig til at fastlægge en række konsekvenser. For hvad gør man, når dialogen og forhandlingerne slår fejl, som d. 19. december hvor Hvideruslands diktator Lukashenko ikke overraskende gennembankede og arresterede oppositionen, og stjal sig endnu en periode som leder af landet? Hvis man ingen reelle konsekvenser oplever, behøver man ingen krystalkugle for at forudse, hvor vi er et eller fire eller ti år fra nu med Hviderusland. Svaret er lige vidt.

For at forstå hvordan Europa kan tillade KGB at operere i et land, der ligger i hjertet af Europa, nær tre af de fire lande hvis udenrigsministre har skrevet i Herald Tribune, må man også erindre, hvordan Europa kunne tillade den etniske udrensning af tusindvis af bosniske muslimer i Srebrenica, eller hvordan uhyrer som Ratko Mladić og Slobodan Milošević kunne få lov at trække et blodspor henover det europæiske kontinent, mens statslederne i Bruxelles også dengang talte om dialog uden konsekvens. Bild, Westerwelle, Sikorski og Schwarzenberg har ret, når de skriver at “den Europæiske Union er grundlagt på værdier om menneskerettigheder, demokrati og opretholdelse af retsstaten” . Men den hvide løgn er den lille tilføjelse, som ledere i den Europæiske Union så ofte tilføjer, nemlig at det derfor er pga. EU, at så mange lande i Europa idag er frie.

Uhyrlighederne begået af Mladić og Milošević udgjorde den værste krigsforbrydelse på europæisk jord siden 2. verdenskrig og fik først en konsekvens, da den amerikanske Præsident Clinton fik overtalt NATO til at indsætte 400 fly og 5.000 soldater i Bosnien-Herzegovina. Det var også amerikanerne, der var drivkraften i 1999, da man bombede Jugoslavien. Samme manglende evne til at håndtere folkemorderiske diktatorer blev også åbenlyst i 2003, da Saddam Hussein skulle sættes fra magten. Uagtet ens mening om selve Irak-krigen var den modsatte løsning fremsat af europæiske politikere som Gerhard Schröder og Dominique de Villepin uacceptabel og utiltrækkelig. Deres løsning var mere dialog gennem en fortsættelse af FNs forbindelse til Saddam Hussein, som vi idag har beviser for var præget af utallige løgne, vildledelser og dyb korruption, alt imens den irakiske befolkning blev mishandlet og lemlæstet af en af de værste mellemøstlige diktatorer i det forrige århundrede.

Her har vi kernen i den europæiske problematik. Den Europæiske Union er ikke i stand til at træffe beslutninger, når det gælder eller fastsætte konsekvenser, hvis løfter og aftaler bliver brudt. Dermed er troværdigheden i europæiske løfter (og trusler) ligeså gennemhullet, som den europæiske udenrigsminister og præsident er ukendte i størstedelen af verden. Med så svag en flanke for europæiske værdier er det intet under, at det er fire udenrigsministre, og ikke den europæiske udenrigsminister, der reagerer på uhyrlighederne i Hviderusland. Og gennem et debatindlæg i en avis, der end ikke tør love hvad der skal ske, men kun fordømme hvad alle i forvejen er imod. Det er fuldt forståeligt med en sådan tilgang, at KGB fortsat kan eksistere i bedste velgående i Hviderusland, i fred for vestlige krav om frihed og demokrati der rent faktisk kan håndhæves.

David Pontoppidan er sociolog fra Københavns Universitet samt Yale University i USA og fast klumme-skribent hos RÆSON. Han har været aktiv i tænketanksverdenen som bestyrelsesmedlem i CEPOS, og er Koch Fellow hos den amerikanske tænketank Mackinac Center for Public Policy, hvor han også arbejdede som redaktør på et konservativt tidsskrift.