24.11.2010

Europa har Irland og andre gældsplagede lande til at få aktiekurserne til at dykke nedad. Asien har Kim Jong-il. Nordkoreas aggressive angreb med artilleri på en sydkoreansk ø har fået aktierne til at styrtdykke sammen med den sydkoreanske valuta.

Af Jonas Parello-Plesner

Som en lille anekdote søger det nordkoreanske regime vedvarende efter nye innovative måder at skaffe sig udenlandsk kapital på – med alt fra smugling og falskmøntneri til følge. Her er en ny mulighed til at skaffe regimet penge; indsætte hedge-bud i markedet på de negative følger af egne militære provokationer.

Tilbage til den barske virkelighed. Beskydningen af den sydkoreanske ø Yeonpyeong og tabet af to soldaters liv er dybt chokerende. Når man ser billederne ligner det jo virkelig en opstart til krig.
     Læg dertil, at Nordkorea nyligt har fremvist et nyt program for lavt beriget uran – godt nok, ifølge regimet selv, udelukkende til at fremstille atomenergi, men naturligvis også med muligheden for at omdanne det til et højt beriget uran-program.

Nordkoreas aggression trækker store overskifter og bølgerne går igen højt på den koreanske halvø. Men der er også et element af kontinuitet på flere fronter. Der har været tidligere sammenstød, også med dødelig udgang, ved det samme omstridte søterritorium og på den samme ø både i 1999 og 2002 alt imens der var et langt fredeligere udgangspunkt og en solskinspolitik mellem de to lande.

Det er ikke en ny Korea-krig som Nordkorea prøver at starte. Det er et vedvarende budskab til Sydkorea om, at man ikke bøjer sig en tøddel i det omstridte territorium. Det er et budskab til USA om, at landet ikke kan og ikke vil ignoreres. Det er et budskab stavet i store avisoverskifter til Obama – og til dennes udsending Bosworth – som i øjeblikket turnerer i regionen, om at ’strategisk tålmodighed’ ikke fungerer som politik overfor Nordkorea.
     Hovedingrediensen heri er, at sanktioner og internationalt blødt pres skulle gøre Nordkorea mør, så landet kommer tilbage til forhandlingsbordet på vilkår acceptable for USA – dvs. tilbage i de-nuklearingssporet med konkrete tiltag. Samtidig er Nordkorea underlagt skrappe sanktioner og amerikanske satellitter overvåger hver centimeter af nordkoreansk bebyggelse. Dermed skulle låget være lagt på Nordkoreas muligheder.
     Men de seneste dages begivenheder viser, at det ikke holder. Den nordkoreanske devise lyder: Forhandél med os, på vores vilkår, eller vi bliver ved.

Sydkorea står i en svær situation. Den sydkoreanske præsident Lee Myung-bak skal vise fasthed samtidig med, at situationen ikke skal eskaleres. Syd står overfor Nord, som er gearet til militær konfrontation. Sydkorea derimod har flere aktiver at beskytte. Det er en G20-økonomi og et demokrati med respekt for sin befolkning. Aktiver som Nordkorea ikke besidder eller behøver at bekymre sig om. Sydkorea må ventes at nøjes med verbal hårdhed og med yderligere flådeøvelser sammen med USA – ligesom efter Cheonan-sænkningen.

USA har ligeledes få, reelle muligheder. Strategisk tålmodighed har spillet fallit. Det er svært at skrue skrappere sanktioner sammen. En forhandlingstilgang er svær at argumentere for i den nuværende situation. Interessant nok er det faktisk forhandlingslinjen, som Siegfried Hecker – den amerikanske atomforsker, som rapporterede fra Nordkorea om det nye uranprogram – foreslår som eneste farbare vej fremad. Det blev ganske overset i avisdækningen.
     Obama har også nu en republikansk kongres, der ville sætte bremser i for mulighederne for at forhandle med Nordkorea. Offentlig fordømmelse og militære øvelser er så igen svaret.

Sidste mulighed er at forsøge at outsource problemet til Kina. Det er den rute USA har taget med mange andre globale udfordringer. Det er bestemt værd at forsøge fra USA’s side. EU bør lægge sin stemme til her. Kina er enig i at anse Nordkorea som en destabiliserende faktor. Men Kina ser ingenlunde Nordkorea som dets eneansvar og har heller ikke tænkt sig at bruge nogle af de bilaterale muligheder man har for at lægge reelt pres på regimet – som fx at skære ned på vitale forsyninger af blandt andet olie.
     Det kinesiske udenrigsministeriums talsmand udtrykte bekymring, men fortsatte derpå med grødede diplomatiske udsagn om, at alle sider skulle bidrage til fred og stabilitet. Politikken med at dække over den nordlige nabo fortsætter. Den linjeføring blev mere tydelig omkring sænkningen af den sydkoreanske korvette, Cheonan, tidligere på året.

Kina foreslår vedvarende en genoptagelse af sekspartsforhandlingerne. Her ville kineserne gerne se konflikten blødt pakket ind i endeløse forhandlinger under deres mæglende kontrol. Og Kina kan nok påvirke Nordkorea nok til at få dem til forhandlingsbordet, men det er sandsynligvis ikke nok for USA og de allierede til at sætte sig ned ved bordet igen. Det ville blot være at anerkende et Nordkorea, der er bedre nukleart udrustet. Og hvis de multilaterale forhandlinger ikke kan genoptages, så kan Kina vende tilbage til at omtale det som et bilateralt nordkoreansk-amerikansk mellemværende, baseret på gensidig mistillid tilbage fra Korea-krigen. Derudover har Kina sine egne stærke interesser i, at USA’s flåde ikke kommer for tæt på Kina igennem de nye øvelser sammen med Korea. Det kan der også ventes friktion omkring.

Nordkorea forbliver landet med få gode muligheder og en påmindelse om at midt i det dynamiske Asien, som verden er afhængig af som del af den globale forsyningskæde, ligger et lille urocenter, der vil fortsætte med at hjemsøge det internationale samfund og fra tid til anden sende chokbølger – også igennem aktiemarkederne.

Jonas Parello-Plesner arbejder for European Council on Foreign Relations og er medlem af RÆSONs chefredaktion.