31.12.2010

Unge karabakh-armeniere er født ind i en blodig konflikt og lever i krigens skygge – stridighederne over udbryderrepublikken Nagorno-Karabakh er ikke løst, selvom der har været våbenhvile siden maj 1994. Tag med til det lille område i det sydlige Kaukasus, hvor fronterne er trukket kraftigt op, og hvor unge skal afholde sig fra at bruge ordet ”far”.

Af Vibeke Krag Skov Petersen

Det er januar 1988 i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Galina Martirosyan er netop kommet til verden på et hospital samtidig med at konflikten tager sin begyndelse. De hovedsageligt kristne armenieres fødselsstuer markeres med kors, kristendommens symbol. De armenske børn skal slås ihjel. Flere armeniere er blevet udsat for etniske overgreb i Aserbajdsjan efter ihærdige forsøg på at forene Nagorno-Karabakh med Armenien. Galina er født under en heldig stjerne – den aserbajdsjanske, muslimske læge, der hjalp hende til verden, fortæller Galinas far om risikoen og hjælper tilmed med at få Galina og hendes mor ud gennem vinduet. Han redder Galinas liv.

Stridighederne over Nagorno-Karabakh har været fast inventar gennem hele livet for de unge i området, og de formår derfor bedre end nogen andre at give indsigt i, hvad konflikten betyder i dag. De færreste danskere har nok så meget som hørt om Nagorno-Karabakh. Nagorno-Karabakh er en de facto stat inden for Aserbajdsjans grænser. Det betyder, at Aserbajdsjan hverken har kontrol over eller adgang til Nagorno-Karabakh, selv om området ligger inden for Aserbajdsjans grænser. Området er befolket af karabakh-armeniere, der med betydelig opbakning fra Armenien formår at opretholde områdets status som de facto stat. Nagorno-Karabakh var genstand for en blodig konflikt i starten af 1990’erne efter krav om områdets selvstændighed. De unge repræsenterer områdets fremtid, hvad enten den byder på nye konfrontationer eller forsoning. Vi møder dem i Nagorno-Karabakh, som området tager sig ud i dag, 16 år efter, at våbenhvilen blev forhandlet på plads, med deres drømme om fremtiden og skygger fra fortiden.

Galina
Galina var ikke kun heldig ved sin fødsel, hun er også heldig i den forstand, at hun stadig har sin far i dag. Han var aktiv i krigen, men har overlevet med en ødelagt fod. Dét står i modsætning til mange andre mænd i hans generation – utallige unge står uden fædre, og derfor er det ofte umuligt at bruge ordet ”far”. Konflikten har kostet cirka 25.000 mennesker livet på alle sider af konflikten. Ifølge Human Rights Watch’s rapport fra 1994 blev der begået overgreb fra alle tre parter. Rapporten konkluderer dog, at karabakh-armenske styrker med støtte fra Armenien begik de fleste. Mange af Galinas kammerater har ikke blot mistet fædre, men også onkler og bedstefædre og får tårer i øjnene, når de hører omtale af fædre. Nogle familier har endda mistet både far og søn i den samme krig. Derfor er fædre et ømtåleligt emne og børnene skriver essays i skolen om de faldne fædre for at bearbejde sorgen.

Galina blev født i konfliktens optakt – i 1987 støttede titusinder af armeniere op om en underskriftsindsamling, der erklærede, at Nagorno-Karabakh skulle overføres til den armenske unionsrepublik under Sovjetunionen. Det blev afvist af regeringen i Moskva. Som konsekvens deraf udbrød massevold mod armeniere i Aserbajdsjan, armeniere blev fordrevet fra Aserbajdsjan og aserbajdsjanere blev fordrevet fra Armenien. Krigen brød for alvor ud i slutningen af 1991 i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud og en folkeafstemning, der ledte til en erklæring om uafhængighed i januar 1992. Rusland forhandlede en våbenhvile på plads i maj 1994. Selv om Nagorno-Karabakh spiller en stor rolle for Armenien, har end ikke Armenien anerkendt Nagorno-Karabakh som selvstændig stat.

I dag bor der 150.000 mennesker i den armensk befolkede enklave. Aserbajdsjans præsident Ilham Aliyev har understreget, at det er afgørende for international ret at opretholde Aserbajdsjans territorielle integritet, og så sent som i september i år var der skyderier ved frontlinjen. Aserbajdsjan har brugt store dele af de seneste års olieindtægter på at opruste militært til en eventuel konfrontation. Også på den armenske side er følelserne fortsat i kog hos den ældre generation og i særdeleshed også hos den yngre.

Galina er i dag 22 år og bor i hovedstaden i Nagorno-Karabakh, Stepanakert. Hun studerer engelsk og tysk, og som de fleste unge i området er Galina dybt religiøs kristen og insisterer på at blive boende hos sine forældre, indtil hun en dag skal giftes. Galina er meget stolt af sit unge moderland, og på nationaldagen den 2. september opdaterer hun sin facebook-profil med ordene:
”My Sweet Motherland is 19 years old! Congratulations, my dear Artsakh!!!”.

Artsakh er de lokales navn for Nagorno-Karabakh.

Stærke nationale følelser
Den ældre generations følelser er også tydeligt fremherskende i området. Selv i bussen på vej til Nagorno-Karabakh kan man ikke undgå at fornemme konflikten, og ved grænsen udbryder buschaufføren: ”Mit blod er fra Karabakh”. Bussen svinger fra side til side på kanten af afgrunden i de skarpe hårnålesving.

Området består af smukke, høje bjerge dækket af grønne træer og dramatiske dale. De fleste armeniere ønsker før eller siden at besøge området, som både armeniere og aserbajdsjanere påberåber sig den historiske ret til. Områdets smukke ydre står i skærende kontrast til konflikten, der har udspillet sig her. Buschaufføren peger ind over grænsen til Aserbajdsjan, som man ganske kort kører igennem på vejen til Nagorno-Karabakh. Han erklærer med foragt i stemmen, at ”derinde bor tyrkerne” – aserbajdsjanere er af tyrkisk afstamning. Buschaufførens udtalelser rammer ind i hjertekulen på den armenske folkefølelse for den lille enklave. Nagorno-Karabakh ligger officielt i Aserbajdsjan, men områdets status afhænger af, hvem man spørger. Buschaufføren er ikke i tvivl om, hvem området tilhører.

I Stepanakert ligger to museer klods op og ned ad hinanden. De hylder begge savnede og faldne soldater. På væggene hænger utallige soldaterportrætter. Museerne varetages af ældre kvinder, der hver især har mistet sønner i konflikten. Soldatermødrene værner om de faldne soldaters minde og har viet deres liv til at dokumentere konflikten. De fortæller gerne deres oplevelser af krigen og udlægning af, hvem der har skylden for konflikten. Den ene, en lille tæt gråhåret kvinde, forklarer fortørnet, at armenierne er uskyldige. Armenierne angriber ikke, men forsvarer sig kun og er ikke en krigerisk nation. Hun fortæller, at armenierne var i skole og børnehave, da angrebene fandt sted.

”Vi har ikke olie, men rene hjerter”, erklærer hun, under henvisning til Aserbajdsjans enorme olieudvinding.

Den anden side
Men også armenierne har en dunkel side af konflikten, som ikke bliver vist frem til omverdenen. Byen Agdam var før krigen beboet af muslimske aserbajdsjanere. Der boede omkring 50,000 mennesker i byen, der i dag er en spøgelsesby. Byen er jævnet med jorden og er dermed en tydelig fysisk manifestation af krigen. Agdam ligner en by, der var beboet for mange hundrede år siden. Alle værdier er fjernet og er efter sigende blevet brugt til at genopbygge hovedstaden Stepanakert. Planter vokser vildt blandt rustent trådnet og hvad der ligner en barneseng. I midten af byen står to minaret-tårne og minder om, hvem der engang boede her. Indbyggerne forlod Agdam i 1993 på grund af trusler fra armensk militær. Byen var en strategisk vigtig by og blev splittet ad for at sikre, at aserbajdsjanerne ikke kunne vende tilbage. Det er vanskeligt, men dog muligt, at besøge Agdam, men man mødes med undren, hvis man ønsker at se byen med egne øjne.

Marut
Marut Vanain er 27 år og bor i Stepanakert. Han har ligesom Galina selv haft konflikten helt inde på livet. Han husker, hvordan Stepanakert var under beskydning hver eneste dag, og hvordan de sad i kældre under bygningerne for at være i sikkerhed. På museet for faldne soldater kan Marut også udpege sin fætter Valery blandt portrætterne på væggen. Fætteren døde i en alder af 21 år i 1993. Næsten alle familier har mistet en far, søn eller bror i krigen.

For Marut er der ikke forskel på, hvordan Agdam blev ødelagt af armeniere, og på hvordan Aserbajdsjan ødelagde armenske byer under krigen. Han forklarer den generelle modvilje mod at lade omverdenen se Agdam med frygten for, at byen – eller ruinen – skal give omverdenen et forkert billede af konflikten. Han fortæller, at der efter sigende sneg sig en aserbajdsjansk journalist ud til Agdam og tog billeder for nogle år siden. Billederne blev blæst op udover aserbajdsjansk fjernsyn og brugt som propaganda. Historien kan, hvad enten den er sand eller blot et rygte, give forståelse for, hvorfor man ikke viser byen frem, da Agdam kan give et andet billede af konflikten end karabakh-armenierne har interesse i.

Den manglende løsning
Både Galina og Marut håber på det bedste for fremtiden. Galina fortæller, at hun som alle andre unge er fuld af håb og drømme for fremtiden. Hun drømmer om at få en spændende karriere, at blive gift med en klog armensk mand og stifte en stor familie. Marut har deltaget i dialogmøder med unge fra Aserbajdsjan. Han mener dog ikke, at forsoning er indenfor rækkevidde, og hævder, at de andre unge ikke ville tale, men snarere slås. Manglen på løsning af konflikten skyldes flere ting – for det første er det vanskeligt at finde en løsning, så længe Nagorno-Karabakh ikke selv sidder med ved forhandlingsbordet. Det forklarer Hovhannes Nikoghosyan fra Professionals Public Policy Institutions, der arbejder med analyser af Kaukasus-regionen. Han håber, at OSCE fremover vil anlægge en mere seriøs tilgang til konflikten og invitere repræsentanter fra Nagorno-Karabakh med til forhandlingsbordet. Nikoghosyan mener, at det er vigtigt, at karabakh-armenierne selv deltager direkte i forhandlingerne, da det vil gøre det lettere for dem selv at evaluere deres fremtid med Aserbajdsjan. Han understreger også, at karabakh-armenierne ifølge international ret er omfattet af folkets ret til selvbestemmelse, hvad enten Nagorno-Karabakh’s suverænitet er anerkendt af det internationale samfund eller ej.

”Hvorfor gælder denne ret for palæstinenserne, og tidligere for Kosovo albanerne og Østtimors folk – og bliver nægtet karabakh-armenierne?”, spørger han undrende.

Geopolitik
Svaret på den uløste konflikt skal også findes i, at konflikten er præget af geopolitiske interesser, forklarer Märtha-Lisa Magnusson, der er lektor ved Malmö Högskola og underviser i Kaukasus’ konflikter. Rusland brugte Nagorno-Karabakh til at manifestere sin ønskede rolle som den bedste mægler i konflikter i tidligere sovjetlande. En opretholdelse af konflikten har derfor betydet, at Rusland har kunnet sikre sig indflydelse i området, og Rusland ønskede desuden indflydelse på olieudvindingen i det Kaspiske Hav. Til at starte med støttede Rusland Armenien i konflikten, men efter egne problemer i Tjetjenien skiftede Rusland fokus til at hævde den territorielle integritet opretholdt, til fordel for Aserbajdsjan.

Amerikanerne betragter Kaukasus som et strategisk vigtigt område og som følge af den stærke armenske diaspora i USA støttede man indledningsvis Armenien. Senere har olieinteresserne i området dog betydet, at amerikanerne i højere grad har rettet sin støtte mod Aserbajdsjan.

Sammen med eksterne aktørers forskellige interesser fremhæver Magnusson, at der er stor folkelig modstand i både armensk og aserbajdsjansk indenrigspolitik, der forhindrer kompromiser i konflikten. Forskeren Nikoghosyan understreger, at Nagorno-Karabakh er et afgørende tema for politikere, der ønsker at blive valgt.

”Hvis en politiker siger noget ‘forkert’ om Nagorno-Karabakh bliver vedkommende automatisk udelukket fra det politiske landskab og risikerer at blive bandlyst”.

Lang vej ud af konflikten
Således kan vejen ud af konfliktens skygge synes lang for det lille område i det sydlige Kaukasus. Frygten for, at krigen kan bryde ud igen hænger som en skygge over de unges drømme om fremtiden, og hyppige sammenstød ved grænsen understøtter frygten. Alligevel har Galina håb om, at fremtiden ikke byder på yderligere militære konfrontationer og understreger, at ”håbet er det sidste, der dør”.

Artiklen er skrevet på baggrund af en studierejse i sommeren 2010 bl.a. til Nagorno-Karabakh med Next Stop, Mellemfolkeligt Samvirke.

Fakta om Nagorno-Karabakh: Nagorno-Karabakh var et autonomt område under Sovjetunionen. Det betyder, at området havde udpræget selvstyre og derfor også havde institutioner, der efter Sovjetunionens fald kunne bruges til at opbygge en de facto stat inden for Aserbajdsjans grænser. Nagorno-Karabakh har eget parlament og regering, men træffer ikke egentlige beslutninger udenom Armenien. Man skal have et særskilt visum for at komme ind i Nagorno-Karabakh. De første voldelige sammenstød fandt sted i 1988 og krigen brød for alvor ud i 1991 i forbindelse med en folkeafstemning om uafhængighed. Rusland formidlede en våbenhvile på plads i maj 1994. Konflikten har kostet cirka 25,000 mennesker livet.