10.12.2010

De seneste meningsmålinger tyder på, at Socialdemokraterne og SF for alvor har fået taget i de danske vælgere og dermed kan danne regering efter næste valg. Den kommende regerings politiske og parlamentariske grundlag kommer imidlertid til at afhænge af de to formodede kommende støttepartier, De Radikale og Enhedslisten.
     Ræson har mødt politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt Nielsen til en snak om partiet, den kommende rolle som støtteparti og SF’s vandring mod højre.

Af Jakob Damsholt
I 90’erne var det tilsyneladende fint nok for Enhedslisten, at S/R regeringen brugte forskellige flertal til at få sin politik igennem. Som den parlamentariske situation ser ud i dag kunne man dog godt forvente, at der bliver mere blokpolitik for en regering bestående af SF og Socialdemokraterne. Hvordan ser du Enhedslistens rolle som støtteparti i den situation?
For det første vil jeg gerne advare meget imod, at man læner sig tilbage og tror, at flertallet er i hus, og at valget allerede er vundet. Det er det dummeste man kan gøre. Der er ikke noget der er sikkert, før stemmerne er talt op. Det bliver en hård valgkamp, og rød blok kæmper mod en blå blok, som har et helt andet økonomisk grundlag end vi har, og dét betyder noget. Penge betyder noget – også i politik.
     I forhold til den parlamentariske situation er der er især to ting, der adskiller sig fra 90’erne. Den ene er de radikales rolle. Nyrup kom til magten på de radikales nåde. De radikale kunne vælge mellem en borgerlig og en socialdemokratisk regering, og de valgte at lave en socialdemokratisk ledet regering – dog under forudsætning af, at arbejdsmarkedspolitikken og den økonomiske politik bliver ført med de borgerlige. Det krav har selvfølgelig ingen gang på jorden i dag. De radikale er ikke længere i en position, hvor de kan vælge og vrage mellem rød og blå blok. Alene af den grund ser situationen anderledes ud.
     Det andet er selvfølgelig, at blokkene er trukket skarpere op i dag end de var i 90’erne. Vi kan selvfølgelig ikke forhindre, at S og SF laver politik med de borgerlige – det er klart. Men vi kan gøre det helt klart både for Socialdemokraterne, for SF og ikke mindst for deres bagland og græsrødder, at vi er klar til at samarbejde, hvis de vil fører en ny politik. Det vil sige, at det er en mulighed at føre en venstreorienteret politik. Det er en mulighed at føre politik med Enhedslisten.
     Der har nok tidligere været en myte om, at vi var sådan et “alt eller intet parti”. Det vil sige, at hvis vi ikke fik alt lige som vi ville have det, så ville vi ikke være med. Det mener jeg sådan set aldrig har været rigtigt, men den opfattelse af os har tidligere eksisteret. Nu synes jeg dog, vi har fået den myte punkteret effektivt og gjort det klart for SF og Socialdemokraterne og deres bagland, at vi er klar til at samarbejde, og at vi selvfølgelig godt ved, at vi med de 7-8 mandater vi står til nu – (og det er jo bare målinger) – ikke forventer at få alt vores politik igennem.

Apropos at Enhedslisten har et ry for at være et ”alt eller intet parti”, så har man hørt, at I ikke vil stemme for en nedskæringsfinanslov. Er det et krav I vil stå fast på i en situation, hvor S og SF prøver at få en finanslov igennem der indeholder nedskæringer, men hvor de ikke kan få hjælp hos de borgerlige?
Vores princip er ret simpelt. Vi stemmer for forbedringer, imod forringelser og vi indgår ikke studehandler. Forstået på den måde at vi f.eks. ikke vil give pensionisterne bedre forhold ved at tage fra de arbejdsløse. Det er klart. Hvad der så er en forbedring, er jo et politisk spørgsmål. En nedskæring på privathospitalerne vil vi f.eks. gerne lægge stemmer til. Vi vil gerne lægge stemmer til en nedskæring på militæret. Vi vil gerne lægge stemmer til, at vi dropper de nationale tests i folkeskolen. Og i bureaukratihelvedet er der mange penge at spare, som man så kunne bruge fornuftigt. Alt det bare for at sige, at det er et politisk spørgsmål, hvornår noget er en forbedring, og hvornår noget er en forringelse. Jeg vil samtidig også sige, at jeg ikke forventer at S og SF kommer med en finanslov, hvor man skærer ned! Tværtimod har man siden 2001 kæmpet imod de forringelser af velfærden som VKO har stået for.
     Samtidig er det jo åbenlyst, at de ikke vil lige så meget som vi vil. Udspillene Fair Løsning og Fair Forandring indbringer ikke en finansiering, der gør, at vi for alvor kan få rettet op på velfærdssamfundet. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det vil være en forbedring i forhold til det bestående.

Så jeres princip skal forstås sådan, at hvis der kommer et finanslovsforslag fra S og SF, der er bedre end det man har i forvejen, så er I med, men hvis der kommer et forslag, der overordnet set er en forværring – så er I ikke med?
Det er klart, men det skulle da undrer mig meget, hvis Villy Søvndal og Helle Thorning pludselige kommer med et forslag, der er værre end det vi har nu. Så har de da løjet på samtlige talerstole, jeg har set dem på de sidste mange år. Det tror jeg ikke de ville slippe godt fra.

Du nævnte, at I ikke vil indgå studehandler. Det vil vel sige, at man ikke kommer til at se Enhedslisten agere ligesom Dansk Folkeparti, der nærmest har haft en aftale med regeringen om, at de stemmer for finanslovene og til gengæld får alt det de gerne vil have indenfor et andet område – fx udlændingepolitikken?
Nej. Dansk Folkeparti og de sidste ti år i dansk politik er sådan set et eksempel på, at et støtteparti kan få meget stor indflydelse. Vi forventer selvfølgelig også indflydelse fra vores mandater, og vi vil arbejde for maksimal indflydelse. Jo flere mandater vi får, jo bedre bliver vores muligheder for at trække S og SF til venstre. Men det er også fuldstændig rigtigt, at vi står i modsætning til Dansk Folkeparti, som har været villige til at sælge hvad som helst for at få udlændingestramninger igennem. Sådan arbejder Enhedslisten ikke. Men selvfølgelig vil vi også tage os betalt i en finanslovsforhandling – det er klart. Det ved Helle Thorning også godt.
     Et andet eksempel på hvordan vi i den grad adskiller os fra Dansk Folkeparti i vores funktion som parlamentarisk grundlag er, at man i Dansk Folkeparti har været villige til at holde hånden under ministre uanset hvad pokker de har gjort. Sådan er det ikke med Enhedslisten. Hvis en minister hemmeligholder oplysninger, bryder grundloven eller som Claus Hjort Frederiksen, sender syge mennesker i aktivering, så vil vi gå lige så hårdt efter en socialdemokratisk eller SF-minister, som vi er gået efter Venstres og Konservatives ministre. Det er de jo meget bevidste om hos Socialdemokraterne. Henrik Sass Larsen har givet udtryk for, at de slet kommer til at opføre sig på den måde i en kommende regering fordi de ved, at Enhedslisten er der. Også i det her tilfælde tror vi på den forebyggende effekt.

Så I vil i meget højere grad indtage en rolle som vagthund over for dem i støtter, end Dansk Folkeparti har gjort?
Om man kan kalde det vagthund ved jeg ikke, men det handler om respekt for folkestyret og respekt for demokratiet. Hvis der er noget, der har kendetegnet de sidste ti år i dansk politik så er det et flertal gennemsyret af magtarrogance og absolut ingen respekt for folkestyret. Når bare de har haft deres flertal i hus har de været villige til det meste. Se f.eks. hvordan lovbehandlingen herinde fungerer, med høringsperioder på ned til tre dage. Det er jo at pisse på de parter man beder om input fra. Det er en skræmmende ligegyldighed overfor demokratiet. Og der har vi jo fået S og SF med på, at et mindretal på 40 pct. skal kunne kræve at få gennemført en kommissionsundersøgelse, ligesom den nuværende opposition har krævet en uvildig undersøgelse af grundlaget for Irak krigen.

Så I vil ikke bare bruge flertallet til at iværksætte undersøgelser under en S/SF regering? I vil også på længere sigt sikre mindretallets muligheder for at få lavet undersøgelser?
Hvis det står til os, får VKO væsentligt bedre muligheder som opposition efter et valg end de muligheder rød blok har haft som opposition.

Men det vil så også sige, at I er klar til sammen højrefløjen at vælte en minister i en S-SF regering, hvis det er alvorligt nok?
Det er klart. Og det er S og SF meget bevidste om. Alene det at de ved, at de ikke bare kan opføre sig som det passer dem, vil have en effekt. For de kommer altså ikke til, at have et parlamentarisk grundlag man bare kan spise af med en udlændingestramning.

Er der nogen områder, hvor I satser på, at kunne trække S og SF tilbage mod venstre efter et valg?
Der er mange områder. Vi har overordnet tre prioriteringer. Den ene er økonomisk omfordeling – altså at få knækket ulighedskurven. Det handler bland andet om måden vi behandler de arbejdsløse på. Altså både den ydmygende mistænkeliggørelse de udsættes for i systemet, som det er skruet sammen i dag med meningsløs aktivering og konstant kontrol. Det handler også om deres økonomiske situation. For os er det helt afgørende, at dagpengeperioden kommer tilbage på fire år. Det handler om efteruddannelsen, der bliver slagtet lige nu, hvilket er fuldstændig tåbeligt da der ikke er noget, der tyder på, at vi får flere ufaglærte jobs i fremtiden. Det handler både om den måde ledige behandles på, men også om deres økonomiske situation.
For det andet handler det om klima og miljø, hvor der er blevet snakket og snakket, og hvor det er på tide at vi får noget handling. Og sidst men ikke mindst at vi får en human udlændingepolitik og respekt for grundlæggende frihedsrettigheder.

S og SF har lovet vælgerne, at der ikke skal røres ved 24-årsreglen og tilknytningskravet i næste valgperiode. Hvis vi ser bort fra de to regler, er der så ikke en masse andet I kan få igennem på udlændingepolitikken?
Vi har jo allerede fået S og SF med på, at man højest må sidde seks måneder i et asylcenter. Det vil være en forbedring som er fuldstændig afgørende – ikke for en stor gruppe mennesker – men stadig for en gruppe menneskers liv. Vi ved at risikoen for kroniske psykiske lidelser er meget stor efter et år i et asylcenter. Det mest afgørende vi har fået dem med på er dog at afskaffe fattigdomsydelserne – altså starthjælpen, kontakthjælpsloftet, 450-timers reglen og introduktionsydelser. Det har taget nogle år at få Socialdemokraterne med på den, men de er med på den nu, og det er helt afgørende. Det er jo sådan, at folk tit siger, at man ikke kan se forskel på rød og blå, når det kommer til udlændingepolitikken. Og det er desværre også rigtigt at det til tider kan være svært at se forskel, fordi S og SF desværre har foretaget nogle ubehagelige ryk til højre. Men der er altså stadig en afgørende forskel på rød og blå blok.

Bliver du nogensinde misundelig når du kigger på den bevægelse SF har været igennem mod at blive et mere pragmatisk parti, der nu står til at få ministerposter? Tænker du aldrig, at det kunne have været fantastisk, hvis det var jer, der stod i den situation?
Et mere pragmatisk parti? Man kunne også bare sige, at SF er rykket et par skridt til højre.
     Nej jeg bliver aldrig misundelig. Jeg er i politik, fordi jeg har nogle holdninger – ikke bare for at få magt. Det er jo ligegyldigt at få magt, hvis det er på bekostning af de ting man mener. Vi laver jo ikke bare politik for at flytte vælgere, vi gør det for at flytte holdninger. Det er jo underordnet om man har en rød regering, hvis den røde regering ikke fører en ny politik. Og det er der, hvor vores rolle er så afgørende, fordi det vi vil kæmpe for er at der ikke bare kommer en ny regering, men at der rent faktisk også bliver ført en ny politik.

Men er I ikke også afhængige af, at der faktisk er nogle større partier, der trækker ind mod midten, og kan sørge for at flertallet skifter?
Vi skal naturligvis kunne tælle til 90. Men selvfølgelig ville jeg da ønske, at Enhedslisten var Danmarks største parti – ellers skulle jeg finde mig et andet parti at være i. Lad mig i øvrigt sige, at SF på mange områder gør det godt, og at jeg er glad for at vi har et stort SF. Der er altså også steder hvor SF og Socialdemokraterne faktisk er rykket til venstre. Fx på områder som millionærskat og aktieomsætningsafgift. De tiltag er jo stort set en ”copy/paste” fra Enhedslistens skatteudspil. Det er vi jo meget tilfredse med, og de må gerne kopiere mere!

Når nu SF på nogle områder rykker mod højre, og i bliver hvor I er, bliver du så bange for, at der kommer så meget plads mellem Enhedslisten og SF, at der ligefrem kunne blive plads til et nyt parti i dansk politik. Et parti, der ligger imellem jer og SF?
Nej det er jeg ikke bange for. Men det er klart at en af årsagerne til, at jeg er bekymret for SF’s højredrejning er, at man som politiker og som parti jo er med til at skabe holdninger. Et konkret eksempel er, at der var 30 pct. af danskerne, der synes det var forkert at de irakiske asylansøgere skulle sendes hjem. Det er en ret høj andel af befolkningen i en situation, hvor det stort set kun var Enhedslisten, der var ude at sige, at de tvangsudsendelser skulle stoppes. Hvis nu Villy Søvndal havde gjort det modsatte og sagt, at det ikke var rimeligt at behandle de mennesker på den måde, så tror jeg, at vi kunne have skabt et flertal i befolkningen.

Så befolkningen er i virkeligheden længere til venstre end SF tror? Ser SF spøgelser når det kommer til udlændingepolitikken?
Ja nogen gange ser de lidt spøgelser. Jeg er slet ikke i tvivl om at S og SF havde stået langt bedre, hvis de med det samme havde meldt ud, at VKO’s pointsystem ikke kan bruges til noget som helst. At det er dybt diskriminerende og handler om at sortere mennesker efter økonomi og uddannelse. Selvom alle detaljer ikke var på plads, kendte man jo godt principperne og vidste, at det drejede sig om, at man skulle sorteres efter indkomst og uddannelse. Når man ikke tør melde klart ud der, så mener jeg faktisk, at det er fordi man ser spøgelser. Og det har jo også efterfølgende vist sig, at et flertal i befolkningen faktisk afviser enhver form for pointsystem.

I stemmer ikke for 24-årsreglen, pointsystem eller tilknytningskrav. Men hvis I lægger stemmer til Helle Thorning Schmidt som statsminister, mens der både er 24-årsreglen, pointsystem og tilknytningskrav, er I så ikke med til indirekte at støtte den politik?
Alternativet er jo, at VKO fortsætter. Vi ved godt, at vi med vores antal mandater ikke kan få alt vores politik igennem, men vi kan knokle for hver eneste dag at trække dem i den rigtige retning.

Jakob Damsholt (f. 1984). Stud. Scient. Pol. på Københavns Universitet. Beskæftiger sig primært med sikkerhedspolitik, kommunikation og dansk politik.

Foto: Mark Knudsen