Her er Kinas kommende leder: Xi Jinping
22.10.2010
.På det nyligt afholdte møde i det kinesiske Kommunistpartiets Centralkomitee er vicepræsident Xi Jinping blevet valgt ind som viceformand i den magtfulde centrale militærkommission. Det er en klar indikation på, at han bliver Kinas nye stærke mand ved lederskiftet i 2012-2013.
Af Camilla Tenna Nørup Sørensen
D. 15.-18. oktober afholdt Kommunistpartiet i Kina det årlige møde i Centralkomiteen. Officielt var dagordnen domineret af diskussioner vedrørende den kommende 5-årsplan (2011-2015), men reelt figurerede diskussioner af lederskiftet i 2012-2013 tilsyneladende også på dagsordnen. Rapportering i de statslige kinesiske medier om de kommende års økonomiske og socio-økonomiske prioriteringer og mål blev nemlig ledsaget af beskeden om, at vicepræsidenten Xi Jinping under mødet blev valgt ind som viceformand i den magtfulde centrale militærkommission under kommunistpartiet.
Dette gør ende på flere års spekulationer i og udenfor Kina om, hvorvidt Xi Jinping nu også kunne opnå den nødvendige brede opbakning i den øverste kinesiske ledelse til at stå i spidsen for den næste generation af kinesiske ledere. Med posten som viceformand i Partiets Centrale Militærkommission følger Xi Jinping således i den nuværende kinesiske leder Hu Jintao’s fodspor og besidder topposter i alle tre magthierarkier i Kina: partiet, regeringen og militæret. Kinas leder forventes – som Hu Jintao gør nu – at besidde posterne som generalsekretær i Kommunistpartiet, Kinas præsident og formand for Partiets Centrale Militærkommission. Med den nylige militærudnævnelse på plads, er der således ikke længere tvivl om, at Xi Jinping er kørt i stilling som Kinas næste leder.
Hvem er Xi Jinping?
Men hvem er så denne Xi Jinping, og hvad står han for? Xi Jinping er født i 1953 og tilhører den såkaldte 5. generation af ledere i Kina, hvis ungdom i høj grad blev formet af Kulturrevolutionen. Xi Jinping blev således som 15-årig sendt på landet i Heibei provinsen og endte med at tilbringe de næste seks år der.
Som søn af en af Kommunistpartiets grundlæggere og tidligere vice-premierminister Xi Zhongxun, tilhører Xi Jinping imidlertid også gruppen af såkaldte ‘princelings’. Dette er betegnelsen for den del af den politiske og økonomiske elite i Kina, der ses som hjulpet godt på vej af deres fædres navn og forbindelser. I hvor høj grad dette gælder for Xi Jinping er svært at sige. Siden faderen Xi Zhongxun offentligt udtrykte modstand med måden, hvorpå protesterne på Tiananmen pladsen blev håndteret i 1989, har han tilsyneladende ikke haft stor indflydelse og været holdt ude of offentlighedens søgelys.
Xi Jinping selv blev medlem af partiet i 1974 og steg herefter gradvist i partihierarkiet. Xi Jinping har været leder i de østlige provinser Fujian, Zhejiang og Shanghai, før han i 2007 kom til Beijing som medlem af Politbureauets Stående Komite – det øverst magtorgan i Kina. Dette bliver særligt set som værende med støtte fra den tidligere kinesiske leder Jiang Zemin. Jiang Zemin støttede ikke den nuværende kinesiske leder Hu Jintao’s foretrukne kandidat Li Keqiang – den nuværende vice-premierminister, som efter alt at dømme skal tage over fra den nuværende premierminister Wen Jiabao i 2013. Xi Jinping bliver således ofte fremstillet som kompromiset, som både Jiang Zemin og Hu Jintao kan støtte.
Åbning for politiske reformer?
Det er her værd at bemærke, at Xi Jinpings provinsielle ledererfaring er fra de velstående og åbne provinser på østkysten. Hans politiske virker har således primært været kendetegnet ved markedsøkonomiske tiltag og åbenhed overfor udenlandske firmaer og investeringer. Ligeledes er Xi Jinping kendt som en problemløser, der har slået hårdt ned på korruption. Samlet set peger dette mod en forventning om, at Xi Jinping vil være venlig stemt overfor yderligere markedsøkonomiske reformer og økonomisk åbning, og at han vil fortsætte bestræbelserne på at rydde op og mindske korruptionen i det enorme og komplekse politiske og bureaukratiske system i Kina. I forhold til politiske reformer er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at Xi Jinping er synderlig reformvenlig.
Generelt er det dog svært på nuværende tidspunkt at sige noget om, hvad Xi Jinping kommer til at stå for, og hvad han reelt kommer til at kunne gøre. Dette skyldes også, at der i Kina i dag i høj grad er tale om en kollektiv ledelse. Det er således ikke længere som under Mao og Deng Xiaoping, hvor den enkelte leder, havde eneret på politiske beslutninger. Det betyder, at det i dag er meget vigtig for kinesiske ledere at have en bred magtbase samt gode forhandlingsevner. Xi Jinping har endnu ikke en bred magtbase – hverken i partiet eller i militæret – men er i gang med at bygge en sådan op. Det er derfor endnu for tidligt at sige, hvor stærk en leder Xi Jinping vil blive.
Som de øvrige medlemmer af den øverste kinesiske ledelse er Xi Jinping tilsyneladende først og fremmest en pragmatiker.
Det der primært forener henover de forskellige fraktioner og uenigheder, som der ganske givet er i den øverste kinesiske ledelse, er målet om at fastholde kommunistpartiets magtmonopol. Dette kræver, at partiet forbliver i stand til at fremstå som garant for fortsat økonomisk vækst – som dog skal fordeles mere ligeligt og med mere hensyntagen til miljøet – og stigende international indflydelse og respekt. Og det er ingen let opgave.
Den hårdarbejdende, jævne mand…
Som det generelt gælder ved kinesiske ledere, er der kun begrænset information tilgængeligt angående Xi Jinpings personlighed og privatliv. Så vidt har Xi Jinping været mest kendt i den kinesiske offentlighed som husbond til den populære kinesiske folke-sangerinde Peng Liyuan. Hun er dog stoppet og har holdt meget lav profil siden Xi Jinping kom i Politbureauets Stående Komite i 2007. Peng Liyuan har dog tidligere beskrevet Xi Jinping som hårdt arbejdende og ‘helt nede på jorden’ – præcist sådan de kinesiske ledere gerne vil fremstå.
De udenlandske ledere og diplomater, som har mødt Xi Jinping, beskriver ham oftest som meget ligefrem med en direkte sprogbrug. Dette er måske noget, som vil kunne skille Xi Jinping ud fra de øvrige kinesiske ledere, men mon ikke det bliver rettet ind indenfor de næste par år?
Alt i alt forbliver Xi Jinping – som den øvrige kinesiske topledelse – lidt af et mysterium. Men nu ved vi i det mindste, at han er manden, der højst sandsynligt bliver den nye leder for verdens nye stormagt og andenstørste økonomi.
Camilla T. N. Sørensen (f. 1976) er adjunkt ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og er til efteråret 2011 på gæsteforskerophold ved School of International Studies, Peking University. Primære forskningsinteresser er østasiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og International Politik teori.