12.11.2010

Man har givet afkald på basale frihedsværdier i overvågningens kamp, man har lavet uborgerlige bankpakker for at undgå det uundgåelige, man har rykket sig værdipolitisk for at tække Dansk Folkepartis populister og man har begrænset borgernes frihed. Igennem årene har flere og flere borgerlige debattører og organisationer meldt sig som kritikere af egne rækker – og internt i partierne findes der kendte og massive kræfter, der fortryder den førte politik.
     Rune Kristensen, folketingskandidat for K i Storkreds Sjælland og tidligere KU-formand

Af Rune Kristensen

Det startede så godt
Da Anders Fogh Rasmussen i starten af det nye århundrede kom til efter Poul Nyrup Rasmussen var der mange borgerlige, der forventede samme skift, som Poul Schlüter lavede efter Anker Jørgensen i startfirserne. Anders Fogh Rasmussen havde som politiker været idealistisk, og på baggrund af hans forfatterskab til ”Fra socialstat til minimalstat” var forventningerne i den borgerlige lejr skyhøje.
     Fra dag ét blev kampen mod smagsdommere, råd og nævn en succes, der adskilte den borgerlige regering fra den røde af slagsen. Anders Fogh Rasmussen leverede en kontraktpolitik, der faldt i god jord hos vælgerne – og i de første år kunne man gå på vandet som borgerlig i Danmark.
Man tænkte naturligvis på, om det store opgør ikke snart var på vej – men Anders Fogh Rasmussen og co. forklarede sig med, at de via ”salamimetoden” ville ændre Danmark i en mere borgerlig retning gradvist.
     Det gjorde man også, men langsom blev skridtene fremad kortere – og de skridt man tog tilbage igen større. Man hørte pludselig Anders Fogh Rasmussen forklare, at han skam ”godt kendte” argumenterne for at fjerne topskatten, men at han anså det for ”moralsk forkert”. Man hørte ministre blive skældt ud, fordi de udtalte, at ulighed ikke nødvendigvis var en dårlig ting og så venstrefolk blive sat i skammekrogen for at fremsætte liberale teser. Idealisten Anders Fogh Rasmussen var pludselig forsvundet – og han fremstod nu som en forvalter af den socialdemokratiske velfærdsstat. En dygtig en af slagsen, der både var kontrolleret, veltalende og populær. Men ikke en særlig frihedsorienteret en af slagsen.

Men det skulle snart blive værre
Mens de borgerlige politikere – primært i Venstre – rykkede netop mod venstre, så var der ikke mange kritiske ryster i det liberale Danmark. Venstres Ungdom klappede hælene og hænderne sammen for moderpartiet, og som medlem af Konservativ Ungdom (KU), der formåede at holde den frihedsorienterede fane højt, var man ofte frustreret over manglen på dygtige borgerlige debattører, der kunne give Anders Fogh Rasmussen modspil til højre. I starten af 2004 opstod den borgerlige-liberale tænketank CEPOS, der supplerede de kritiske ryster fra bl.a. KU.
     Og der var masser at kritisere. Der var 100.000 flere, der var blevet topskatteydere. Fra 2001 til 2007 var det offentlige forbrug steget med 35 milliarder – eller 10.000 kr. per familie – og der var kommet mange flere offentlige ansatte. Og i stedet for at gøre noget ved det, så købte Venstre store billboards [reklameskilte, red.], der reklamerede for de mange ekstra ansatte i det offentlige. Hvor Poul Nyrup Rasmussen havde privatiseret for 37 milliarder, privatiserede Fogh for 2 milliarder. Det borgerlige islæt i den borgerlige regering var nærmest forsvundet. Mens oppositionen efter flere år endnu ikke havde fundet fælles fodslag, så var opbakningen til regeringen bedre og bedre fordi man appellerede bredt. Men appellerede man for bredt? Meningsmålingerne gik op, men væksten og friheden gik relativt ned. Bevares, Bendt Bendtsen fik klemt tre skattelettelser ind i henholdsvis 2004, 2007 og 2009, men på de store linjer var Venstre og Dansk Folkeparti tunge at danse med. De store borgerlige resultater udeblev.

Bunden blev nået
I årene før finanskrisen førte regeringen en politik, som selv John Maynard Keynes ville have været stolt af. Man havde vedtaget en kvalitetsreform, der øgede det offentlige forbrug med 51 milliarder og samfundet var ikke rustet til de udfordringer, som den globale krise medførte. Nok havde man betalt godt af på statsgælden, men staten var ikke blevet slanket og på trods af, at velfærdskommissionen, arbejdsmarkedskommissionen og skattekommissionen alle havde kommet med klare anbefalinger sammen med økonomer og vismænd omkring de nødvendige reformer, så var det kun blevet til et tyndt velfærdsforlig (i 2006) indtil da.
     Med finanskrisen faldt regeringens opbakning i meningsmålingerne, og på trods af, at regeringen ikke var skyld i krisen, så kostede den i popularitetsprocenterne, da man havde vænnet danskerne til at gode politikere jo uddelte gaver. Man havde ødslet opturens finanser på valgløfter og måtte pludselig lægge kursen om – noget, som befolkningen ikke tog vel imod. Den faldende opbakning blev forstærket af, at oppositionen i langt højere grad talte med samlet stemme. Rød blok var rykket mod midten og selv Socialistisk Folkeparti lod de politiske hjertebørn flytte hjemmefra. Det borgerlige Danmark stod nu uden opbakning og uden store skalper i bæltet. Man havde på mange måder truffet rigtige beslutninger, men det var alt sammen damage control og justeringer. Velfærdsreformerne var udeblevet til fordel for (udmærkede) strukturelle reformer. Nu kom regningen så.

Frihedens fallit
Retrospektivt har den borgerlige regerings politiske succes ud fra et frihedsorienteret perspektiv været begrænset, og man havde måske kunne stå stærkere i dag, hvis man havde turdet stå ved egen politik og kæmpe for egne værdier. Præcis som den borgerlige lejr gjorde det ved valget i 1998, og som man havde set Margaret Thatcher og Ronald Reagan gjorde det i firserne.
     Man har givet afkald på basale frihedsværdier i overvågningens kamp, man har lavet uborgerlige bankpakker for at undgå det uundgåelige, man har rykket sig værdipolitisk for at tække Dansk Folkepartis populister og man har begrænset borgernes frihed med øget lovgivning på blandt andet rygning. På hjemmesiden vores-borgerlige-regering.blogspot.com nævnes jævnligt beslutninger, der strider mod borgerlig fornuft, som træffes af den borgerlige regering.
     Igennem årene har flere og flere borgerlige debattører og organisationer meldt sig som kritikere af egne rækker – og internt i partierne findes der kendte og massive kræfter, der fortryder den førte politik. Det borgerlige Danmark bløder – og trænger til en genrejsning.
     Brandet ’borgerlig’ er blevet udvandet, og frihedens image står ikke så stærkt som det burde. Det er tid til et skifte i politikken, hvis vi som land skal kunne klare os globalt – og hvis vi som borgerlige politikere skal genvinde troværdigheden.

Er det for sent?
For nylig hørte vi så reformtrommerne buldre i de borgerlige partier på Christiansborg. Måske har de borgerlige politikere set skriften på væggen – og opdaget, at borgerlige politikere er stærkere, når de fører borgerlig politik? Svaret er ligegyldigt – det er dejligt, når folk vågner op til dåd. Der skal nemlig handles nu.
     Faktum er, at vores danske velfærdssamfund slet ikke er rustet til fremtidens udfordringer. Vi har igennem 1900-tallet udbygget den offentlige sektor i Danmark helt ekstremt. I 1960’erne var der 200.000 mennesker, der levede på passive forsørgelser – dvs.: fik hele deres indtægt fra staten. I dag er det tal omkring en million. En anden million godt og vel er ansat i den offentlige sektor, og der er en helt tredje million, betaler topskat. Mange organisationer har analyseret, at det danske samfund mildest talt ikke er optimalt indrettet, men få politikere tør tage bladet fra munden og tale om reformer af arbejdsmarkedet, velfærden og skattesystemet. De er bange for vælgerne.
     Vi har et folketing, hvor der ændres relativt små beløb på finansloven hvert år. Vi ser en politisk hverdag, hvor Venstre og Socialdemokraterne slås om at fremlægge flest venstreorienterede forslag. Jeg er nødt til at sige det ret simpelt: De politiske visioner er væk og idealismen helt forsvunden fra Christiansborg. Venstres forsøg på at føre socialdemokratisk politik har bidt det borgerlige Danmark i halen.
     Nu står vi overfor den reelle trussel: En socialistisk regering. Er der en ting, der er værre end venstrefolk, der fører socialdemokratisk politik, så er det socialdemokrater, der sammen med Socialistisk Folkeparti, fører socialistisk politik. Venstre fortsætter planken ud af den socialdemokratiske vej, mens Konservative og Liberal Alliance forsøger, at holde fat i de borgerlige værdier – men på hvilket grundlag og med hvilken succes?

Ægte borgerlige?
I disse dage sidder mange konservative – og venstrevælgere og overvejer at stemme på Liberal Alliance (LA) ved et kommende folketingsvalg. Der er ingen tvivl om, at regeringen – især Venstre – har forsømt den hårde frihedsorienterede linje, selvom vi konservative dog har fået kæmpet flotte borgerlige sejre igennem. At disse sejre ikke er nok, håber jeg, at vi er mange, der kan blive enige om. Venstre har været for uambitiøse og magtfokuserede, Dansk Folkeparti har været taktisk dygtigere og den konservative folketingsgruppe har ikke altid holdt fast i partiets udmærkede politiske værdigrundlag. ”Sådan er realpolitik”. ”Man skal kunne tælle til 90 mandater”. Og sådan kunne jeg blive ved. Men faktum er, at der har været et hul på højrefløjen i dansk politik.
     Dette hul har resterne af Ny Alliance og Borgerligt Centrum, LA, så forsøgt at udfylde. Og det er jo på overfladen godt – jo flere vi er, der taler den borgerlige sag, desto bedre. Så længe den kommer fra hjertet – og her falder kæden af. LA er på den ene side liberalister, der blandt vil afskaffe al erhvervsstøtte og vil legalisere euforiserede stoffer. Men på den anden side, så må vi ikke glemme, at de tre LA-folketingsmedlemmer alle er skiftet fra Radikale – et parti, der har kæmpet imod de borgerlige partier siden 2001, og som sad i den socialistiske regering op igennem 1990’erne. Kernen i LA har altså gået ind for øgede stramninger af rygeloven, ligesom Anders Samuelsen i Horsens har foreslået at øge udgifterne til busser med 13 millioner, så de fuldt ud betales af skatteborgerne. Han har sågar gået ind for tvungen barsel til mænd. Tilsvarende har Simon Emil Ammitzbøll været en af de mest socialistvenlige og Israel-kritiske formænd for Radikal Ungdom igennem tiderne. Partiets partiprogram er mildest talt tyndbenet, partiet har accepteret, at DF får ministerposter, og endelig så bruger partiet flere kræfter på at skyde på regeringen end på den reelle trussel: Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen. Som aktivt medlem af en konservativ bevægelse der, både i Konservativ Ungdom og Det konservative Folkeparti, har dyrket den borgerlige værdikamp i omkring 100 år, så stiller jeg mig ikke klappende og giver applaus til en flok politikere, der hellere vil kritisere de borgherlige end kritisere socialisterne.
     Nu skal det ikke lyde som om, at Venstre og LA er de eneste syndere i det borgherlige Danmark. Heller ikke mit eget parti, Konservative, har været gode nok til at sige fra overfor velfærdseuforien. Vi har som konservative ikke været gode nok til at huske, at statens udgifter altid skal stemme overens med statens indtægter, og velfærd tildeles som et middel, ikke som et mål. Lad venstrefløjen om at dele ufortrødent ud. Hvis ikke en borgerlig regering skal være økonomisk ansvarlig, hvem skal så?
     Men den borgerlige regering har brugt, og bruger, flere penge end den har. Det er et problem – også selvom alternativet er Socialistisk Folkeparti, der vil bruge endnu flere penge, vi ikke har. For at få succes som borgerlige er vi derfor nødt til også at være borgerlige. Vi skal ikke genopfinde os selv – vi skal bare turde være os selv.

Genopfind det borgerlige Danmark
Liberal Alliance er på den anden side en organisation, der har mange dygtige og frihedsorienterede individer, som kan præge Danmark i en rigtig retning – en borgerlig retning. Hvis vi på sigt ser bort fra kuglestødere, X-SF’ere og X-radikale, så tror jeg på sigt på, at LA vil kunne være en positiv spiller i den borgerlige lejr. Venstre og Konservative har et kæmpe bagland af kreative borgerlige hjerner og kandidater – og hvis vi står sammen, så tror jeg på gode resultater til den borgerlige lejr på længere sigt. LA, der har slået sig op på skat, bør nok formulere en politik på andre områder og fremadrettet være med til at tage ansvar i forbindelse med finanslove og lignende. Konservative er langt om længe begyndt at finde benene igen efter personfikseret turbulens, og vil med en klassisk frihedsorienteret konservatisme kunne arbejde sig op i meningsmålingerne igen. Endelig har Venstre på landsmødet lagt mange af de socialdemokratiske træk på hylden og er måske nu klar til at trække i arbejdstøjet igen. Med CEPOS, KU, VU, de borgerlige partier, samt forskellige borgerlige organisationer og debattører, så tegner fremtiden for den borgerlige lejr lyst.
     En borgerlig lejr, som måske inden længe kommer i opposition. Om socialisterne vil genindføre lukkeloven, trække vores soldater hjem fra verdens brændpunkt, indføre millionærskat og ophæve skattestoppet er uvist, men en skræmmende mulighed. Derfor vil det optimale være en fortsættelse af den borgerlige regering, der sætter en borgerlig dagsorden. På den anden side, så kommer den borgerlige blok i opposition på et eller andet tidspunkt, og her vil man kunne samle kræfter og genopfinde det borgerlige projekt. Så kan vi håbe, at socialisterne er lige så angste for vælgerne som de borgerlige partier er nu og dermed ikke ødelægger for meget i samfundet – inden de borgerlige får magten igen. Forhåbentlig kan man til den tid slippe for afhængigheden af Dansk Folkeparti, der har trukket i den forkerte retning og på ingen måde er et borgerligt parti.
     Selvom kritikpunkterne af den borgerlige regering kan være nok så mange, så har der også været perioder, hvor man stod fast – fx. befrielserne af Irak og Afghanistan for henholdsvis en undertrykkende tyran og et undertrykkende regime. Og i disse dage bliver både V, K og I mere og mere klare i mælet. Der er på det seneste sket et – med borgerlige øjne – positivt skifte i forhold til reformer, skat og værdipolitk. Måske skulle man føre borgerlig politik nu – i stedet for at vente på den næste chance.