22.11.2010

”Vi kommer ikke udenom, at vi på nogle af de centrale velfærdsområder også kommer til at tænke i udenlandsk arbejdskraft. Det gør den igangværende integrationsdebat fuldstændig håbløs. Vi snakker kun om at gøre det lettere for den højtuddannede at komme ind, mens vi lukker af for dem vi i virkeligheden kommer til at mangle rigtig mange af. Vi kommer til at lægge os på knæ og tigge udenlandsk arbejdskraft om at komme og arbejde med velfærd i Danmark.”


Af Frederik Vitting Hermann

Hvad er den danske økonomis størst udfordring netop nu?
Nu og her er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det handler om at få gang i hjulene igen. Vi skal have skabt noget vækst og arbejdet os op fra krisen. Vi skal skabe nogle indtægter, som også skal sikre, at vi har råd til velfærdssamfundet i fremtiden.

Hvordan skaber vi vækst?
Hvis vi skal starte et sted, er jeg efterhånden nogen træt af høre på det private erhvervslivs ledere, der siger, den offentlige sektor er en klods om benet, og samtidigt er for dyr og ineffektiv i forhold til det private erhvervsliv. Jeg tror, at den private sektor vil opdage, at den i høj grad får brug for den offentlige sektor, når vi kommer ud af krisen. De har allerede i dag utrolig glæde af det offentlige. Det er der, den veluddannede arbejdskraft skabes. Der skabes børnepasning, der gør både far og mor i stand til at være på arbejdsmarkedet. Den offentlige sektor er forudsætningen for den private sektor, og den er også forudsætningen for at det private igen kan komme op i omdrejninger.

Skal der laves fleres privat/offentlig joint ventures?
Vi har mistet et par hundredetusind arbejdspladser under krisen, og en pæn del af dem kommer ikke til at genopstå, fordi de områder, de kom fra, enten er nedlagt totalt eller forsvundet til lavtlønslande. Vi bliver nødt til at kigge os om efter noget andet. Der er en række steder, hvor vi allerede i dag har meget offentlig/privat-samarbejde, men hvis man skal se på noget nyt, er det oplagt at prøve at identificere vores stærke og svage sider. I det danske samfund i dag er vores svageste side, at vi ikke kan konkurrere med lavtlønslandene på industriproduktion. Vi kan konkurrere, når vi laver design udenom og lægger højteknologi ind i produkterne, men den hard core-industriproduktion, hvor det vælter ud af maskinerne, kan vi ikke konkurrere på.
Hvor er så vores stærke sider? Vi ligger, når andre bedømmer os, i top på velfærd. Nogen vil sige at vi bruger alt for mange på det, og andre at vi er rigtig gode til det. Vi ligger i hvert fald i toppen af ligheds-, nyttefølelses- og velfærdsundersøgelser. Det kunne man prøve at udnytte som en styrke. Rundt omkring i verden – f.eks. i Sydeuropa og andre dele af den vestlige verden – rykker der en middelklasse frem i takt med at velstanden breder sig. Den middelklasse begynder at efterspørge noget af det, vi er rigtig gode til. Hvis man sammenfatter de tre begreber fra før til livskvalitet, er vi rigtig gode til at producere noget, der giver danskeren en oplevelse af sikkerhed og rimelig muligheder. I det hele taget kan det hænges op på velfærden. Jeg synes det kunne være spændende at kombinere det offentlige og private og eksportere det, vi er gode til i Danmark. Det er ikke nødvendigvis eksporten af et system. Alt mellem himmel og jord kan lægges ind under den overskriften ”vi skal markedsføre vores evner med livskvalitet”.

Vi kommer ikke uden om efterlønnen. Hvad er dine tanker reformer på det område?
Hvis vi ser på den i rent økonomisk perspektiv først: Jeg mener at omkostningen ved efterlønnen er vildt overdrevet, hvis man sammenligner med vores samlede velfærdsudgifter. Den økonomiske del er meget opreklameret. Den anden del af diskussionen handler om arbejdskraft, og den kommende mangel på samme. Det er rigtigt at efterlønnen betyder, at nogen kan trække sig tilbage før folkepensionsalderen, så der er noget arbejdskraft at hente. Lige nu, hvor vi har ledighed, er det måske noget abstrakt at diskutere om vi kan skaffe arbejdskraft ved at afskaffe efterlønnen. Men hvis vi kigger nogle år frem kommer vi til at mangle arbejdskraft, som vi også gjorde før krisen. Det store spørgsmål er, om vi skal have fat i efterlønsordningen for, at få folk til at blive på arbejdsmarkedet. Det synes jeg er en rigtig dårlig idé. Årsagen er, at dem vi får fat i, er den gruppe, der har været længst på arbejdsmarkedet. Jeg synes vi bør se på dem, der har været kortest på arbejdsmarkedet. Det er også dem, der har højest løn og længst uddannelse. Det er grundlæggende en rigtig usympatisk tanke, at de, der har knoklet mest, skal tvinges til at blive længere, mens dem, der ikke har haft fysisk belastende arbejde, og har haft kortest tid på arbejdsmarkedet, i virkeligheden ender med selv at bestemme hvornår, de vil lade sig pensionere uafhængigt af efterløn og andet. Jeg synes der er mere musik i at gøre det attraktivt for efterlønsmodtagere at arbejde ved siden af.

Er der andre dele af den offentlige sektor, der ville være mere interessante at se på i et reformperspektiv?
Demografiproblemet kommer til at ramme os rigtig hårdt. Vi har fået en udsættelse på grund af den økonomiske krise, men problemet vil komme stærkt tilbage. Det vil tvinge os til at give alle, der kunne være på arbejdsmarkedet, en chance for at komme det. Vi skal have fat i dem, der ikke kom ind på arbejdsmarkedet eller kun kom ind i periferien. Ydermere skal vi se på arbejdspladser, som slider folk ned, og sender folk på førtidspension. Lige nu er det især unge med psykiske lidelser, der vokser eksplosivt i den kategori. Vi skal se på dem, der er på arbejdsmarkedet, og spørge om vi kunne få mere ud af dem. Der skal ses på sygefravær og folk, der er tvunget til at have et deltidsjob fordi der ikke findes et fuldtidsjob. Vi skal se på afgangsalderen. FOA’s medlemmer træder i snit tilbage 61,1 år gamle. Det ville betyde meget for demografiudfordringen, hvis man kunne gøre det attraktivt at blive et halv eller et helt år mere. Det vil handle om gulerødder. Det er ikke så attraktivt for en SOSU-hjælper at skulle blive i samme stilling, med samme antal besøg om dagen, og så ellers få en klap på skulderen hver dag. Man må lave nogle senior-ordninger med mindre arbejdsbyrde.
Derudover kommer vi ikke udenom, at vi på nogle af de centrale velfærdsområder også kommer til at tænke i udenlandsk arbejdskraft. Det gør den igangværende integrationsdebat fuldstændig håbløs. Vi snakker kun om at gøre det lettere for den højtuddannede at komme ind, mens vi lukker af for dem vi i virkeligheden kommer til at mangle rigtig mange af. Vi kommer til at lægge os på knæ og tigge udenlandsk arbejdskraft om at komme og arbejde med velfærd i Danmark.

Oppositionens samarbejde med dele af fagbevægelsen er centralt i deres valgprogram, og Carsten Koch udtalte sig tidligere i denne interviewserie positivt om et tættere trepartssamarbejde i forbindelse med løsningen af vores økonomiske problemer. Hvordan forholder du dig til den udmelding?
Jeg tror såmænd, der er meget fornuft i at oppositionen forestiller sig, at arbejdsmarkedets parter skal være med i en plan for at løse den økonomiske krise og løse problemet med hænder og vores gældsproblem. Det er meget fornuftigt, og det den nuværende regering også gjort nogle gange. Man skal anskue disse problemer, som så fundamentale for samfundet, at man skal finde løsninger i fællesskab og have arbejdsmarkedets parter med på vognen.

Hvorfor har FOA ikke støttet op omkring oppositionens pakke?
Jeg tror det er rigtig uklogt af fagbevægelsen at tage alle sine medlemmer til indtægt for, at de ønsker en ny regering. Man skal holde sig til at kritisere og stille krav på fagbevægelsens kerneopgave: interessevaretagelse for medlemmerne. Vi skal ikke vejlede folk om, hvor de skal sætte deres kryds.