03.12.2010

Både en politisk og en økonomisk ekspert tror på euroens overlevelse. Medlemslandene vil gå så langt det kræves for at redde det økonomiske samarbejde, lyder analysen. For ellers bryder hele EU-systemet ned.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

Bringer hvert halvår et nyt offer for gældskrisen? Først Grækenland. Nu Irland. Så Portugal?
     Den massive gældsophobning i euro-zonen har fået fundamentet under det økonomiske samarbejde til at slå sprækker. Selvom hjælpepakker og redningsmekanismer har været en uskøn politisk dans, så har medlemslandenes villighed til at gå langt for at holde liv i euroen foreløbig vist sig at være tilstrækkelig stor. Men samtidig udvikler gældskrisen sig hele tiden lidt værre end forudset. Hvornår er tålmodigheden brugt op? Hvornår bliver udviklingen uholdbar? Kollapser euroen? Svaret på sidstnævnte er et nej, hvis man spørger to eksperter:
     ”Hvis euroen bryder sammen, vil den med stor sandsynlighed trække hele EU-systemet med sig i faldet. De politiske omkostninger ved et sådant sammenbrud af euroen vil derfor være langt større end de rent økonomiske. Derfor vil det politiske system gå ekstremt langt for at bevare eurosamarbejdet intakt, og lige præcis derfor ser vi en meget lille risiko for, at euroen kollapser,” vurderer Jan Størup Nielsen, senioranalytiker i Nordeas afdeling for Economic Research.
     Den vurdering deles af professor i statskundskab ved Københavns Universitet Martin Marcussen, der har sit speciale i det europæiske samarbejde. Han mener dog, at krisen ikke kun er et spørgsmål om gæld.
     ”Euroens krise omfatter mere end blot gælds- og finanskrisen. Euroen var ment som et harmoniseringsprojekt, og når det gik højt var tanken den, at der gradvist ville udvikles ensartede økonomier, ensartede politiske præferencer, ensartede politiske institutioner, en fælles politisk loyalitet og samhørighed i euro-området og måske endda en fælles europæisk identitet. Men det har udviklet sig til et differentieringsprojekt, hvor de økonomisk prægede konflikter og kriser kun er toppen af isbjerget.”
     Oprindelig var euroen altså en del af politikernes plan for at skabe et stærkt forenet Europa og i ligeså høj grad ment som en løftestang til selve projektet EU. Nu er det i stedet endt sådan, at euroen er det, som truer med at flå det hele fra hinanden.

Krisen bliver langstrakt
Det er en simpel ting, der har bragt eurozonen i knæ; overforbrug. Finanskrisen og den økonomiske krise skabte et voldsomt behov for redningspakker til bankerne og hjælpepakker til at stimulere økonomien. Og det skabte i stedet en gældskrise. Men budgetunderskud og gældsopbygning forsvinder ikke over natten. Både grækerne og irerne har med resten af Europa fremlagt lange heste-kurer, der over en årrække skal bringe landene på ret kurs igen.
     ”Gældskrisen vil givetvis trække tunge spor hen over det europæiske landkort i mange år fremover. På kort sigt er der stor risiko for, at uroen spreder sig til nogle af de andre randlande – med størst risiko for Portugal og Spanien i nævnte rækkefølge. Men også set over en længere tidshorisont vi krisen have store konsekvenser, da den helt nødvendige konsolidering af de offentlige budgetter i bl.a. Grækenland, Spanien, Portugal uundgåeligt vil lægge en kraftig dæmper på væksten i disse lande,” siger Jan Størup Nielsen.
     ”Vi kan derfor se frem til en lang periode, hvor væksten bliver meget ujævnt fordelt inden for euroområdet. På længere sigt er det dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, da en ujævn vækst kan være et centralt element i genopretningen af den tabte konkurrenceevne i bl.a. de sydeuropæiske lande. Og dermed i sidste ende sikre eurosamarbejdets overlevelse på lang sigt.”
     Den meget forskellige vækstudvikling kommer sandsynligvis til at medføre en situation, hvor den europæiske centralbank gradvist vil normalisere renteniveauet for at dæmpe inflationspresset i andre lande, mens nogle medlemslande fortsat er i dyb recession. Den balancegang bliver en udfordring for ECB-chefen Jean Claude Trichet, vurderer Jan Størup Nielsen.
     Også Martin Marcussen mener, at krisen vil være langstrakt i eurozonen, men han mener ikke, at det er de økonomiske problemer som sådan, men i højere grad de politiske problemer, som gældskrisen er et symptom på, der vil holde euroen på kanten lang tid endnu.
     ”Gældskrisen behøver ikke være særlig langstrakt. Størrelsen af rige landes gæld kan være meget større end dét, der i øjeblikket er et problem i Grækenland og Irland. Problemet er, efter min mening, at gældskrisen blot er et symptom på noget langt mere alvorligt, der har med politisk samhørighed, loyalitet og legitimitet at gøre. Denne politiske krise kan være langstrakt.”

Skal Danmark stadig med i euroen?
Selvom euroen er i knæ, lader et fuldgyldigt dansk medlemskab af den danske mønt ikke til at være afskrevet. Ifølge Nordea og Jan Størup Nielsen har gældskrisen ikke ændret på afvejningen af et dansk euromedlemskab. Det er ifølge banken fortsat primært et politisk spørgsmål. For Martin Marcussen er det vigtigste spørgsmål dog i højere grad at sikre en sund europæisk økonomi, da det fortsat er fundamentet for dansk vækst.
     ”Danskere – om de så ønsker sig med i euroen eller ej – har al mulig interesse i, at økonomien i euro-området er voksende og dynamisk. Den danske økonomi er egentlig ikke speciel global – endnu –, den er i stor udstrækning baseret på den europæiske økonomi. Går det godt i vore europæiske nabolande, går det også godt i Danmark. De første ti år af euroens levetid har vist, at Danmark vækster sammen med euro-området, men også, at vi fint kan klare os uden for euro-området. De sidste to år af euroens levetid har desuden vist, at Danmark bør være glad for sin fastkurspolitik, men bestemt også glad for, at man i en helt særlig og kritisk situation kan lade kronen flyde. Set fra et dansk politisk synspunkt er det helt utænkeligt, tror jeg, at nogen for alvor vil kaste prestige i at argumentere for dansk euro-medlemskab i øjeblikket.”