20.10.2010

Hvis vi skal undgå at ende i en finanskrise igen i fremtiden, skal finansmarkedet reguleres. Socialdemokraterne vil tøjle banker og investeringsfonde.

Af Dan Jørgensen, Medlem af Europa-Parlamentet (S)


I valgkampen forud for EU-parlamentsvalget 2009 kan jeg huske, at Jens Rohde fra Venstre på flere møder brugte sætningen: “Nu skal vi passe på, at vi driver spekulanterne ud af Europa”. Jeg kunne ikke være mere uenig. Vi skal i allerhøjeste grad have gjort op med de kræfter på finansmarkedet, der lever af spekulation. Det kommer der nemlig intet godt ud af.
      Ingen tvivl om, at det er godt, at der kan investeres på tværs af grænser og ingen tvivl om, at finansmarkedet er med til at generere vækst. Det skal vi værne om. Men de aktører, der spekulerer i forskellige finansielle produkter med det ene formål at score profit til dem selv, bidrager sjældent med noget godt for samfundet. Tværtimod.

Den skruppelløse spekulation
Der findes et væld af nye finansielle produkter. En række af dem har været gavnlige for den økonomiske udvikling. Men alt for mange af dem er desværre primært blevet brugt til spekulative formål og har i mange tilfælde haft en skadelig virkning på den økonomiske stabilitet.
      Da hele Eurozonen var under massivt pres pga. spekulation imod Grækenland, skyldtes det blandt andet, at en række aktører på de internationale finansmarkeder spekulerede imod de græske statsobligationer. Det akutte problem var således ikke landets samlede gæld, men det at det blev dyrere og dyrere for landet at refinansiere sine lån. Prisen for at optage nye lån for grækerne steg simpelthen dag for dag.
      Denne spekulation mod den græske statsgæld foregik blandt andet via såkaldte ’credit default swaps’ (CDS). Det er en form for kreditderivat. Når man laver en CDS på statsobligationer udsteder man reelt en forsikring imod, at det land, der har udstedt obligationerne, går statsbankerot.
      Problemet er bare, at man kan tegne sådan en forsikring uden at eje den type obligationer, som forsikringen er knyttet til. Det svarer til at købe en forsikring på sin nabos hus. Det er ulovligt. For det giver en et stort incitament til at brænde naboens hus ned. Men i den finansielle verden er det fuldt lovligt og sågar meget udbredt.
      Spekulationen i CDS’er gjorde, at renten på de græske statsobligationer kun kendte en vej: Opad. Grækerne blev fanget i en ond cirkel.
      CDS’er er ikke det eneste finansielle produkt, der på den måde kan skabe sin egen krise. På de finansielle markeder kan man også – modsat de fleste andre steder i verden – sælge noget, man ikke ejer. Det er det, der kaldes at ’short-sælge’. Man kan også udstede lån, som man ikke selv løber nogen risiko for om betales tilbage eller ej. Og der er et utal af andre julelege, som det står finansielle aktører frit for at deltage i.
      Den udfordring, vi står overfor, er kendetegnet ved, at mange af de finansielle produkter adskiller sig fra alle fra andre typer af produkter, vi omgiver os med, fordi de mulige konsekvenser er så store. Når det går galt, går det rigtigt galt. Men det er de skruppelløse spekulanter øjensynligt ligeglade med. Derfor skal de tøjles.

Frem i lyset
Havde handlen med de forskellige finansielle produkter været fuldt gennemsigtig og var den foregået under tæt opsyn, ville skaden være mere begrænset. Men sådan er det ikke. Kapitalfonde, hedgefonde og investeringsbanker har længe levet en diskret tilværelse i skyggen af hovedgadens kendte banker. Men de kræver langt mere opmærksomhed.
      Umiddelbart før finanskrisen brød ud i begyndelsen af 2007, udgjorde aktiverne i ikke-regulerede skyggebanker i USA mere end de samlede aktiver i hele det regulerede banksystem.
      De ikke-regulerede finansielle forretninger var vokset større end de normale bankaktiviteter, som vi på grund af deres betydning for forbrugere og samfundsøkonomien holder et vågent øje med, uden at nogen havde fundet det nødvendigt at udvide lovgivningen. Det var en grov forsømmelse, som nobelprismodtageren Paul Krugman vurderer som den mest afgørende for finanskrisen.

EU tager fat
Det er klart, at den mest grundlæggende årsag til finanskrisen var det uregulerede finansmarked. Vi skal derfor have de finansielle produkter og aktører ud af deres skyggetilværelse.
      I EU er vi godt i gang med lovgivningsarbejdet. Og der er allerede opnået nogle succeser. Faktisk er det ingen overdrivelse at sige, at vi på EU-niveau har nået mere de sidste par måneder end i de foregående ti år.
      Fx har vi begrænset brugen af bonusser som aflønningsmetode for cheferne i den finansielle sektor. Og vi har netop etableret et helt nyt finansielt tilsyn for hele EU, der skal supplere de nationale finanstilsyn. Formålet er at sikre, at EU i fremtiden kan forudse en finansiel krise bedre end man hidtil har gjort samt sikre håndteringen af en krise, hvis den skulle opstå. Erfaringen i 2008 var nemlig, at landenes myndigheder var for dårlige til at samarbejde, og at man derfor manglede slagkraft i krisehåndteringen.
      Og der er mere på vej. Igennem længere tid har særligt vi socialdemokrater presset på for, at EU skulle regulere kapital- og hedgefonde. Lovgivningen er på vej og vil betyde, at fondene skal leve op til en række krav, hvis de vil operere i EU. De kommer til at informere mere om deres aktiviteter og strategier, og de får flere forpligtelser overfor medarbejderne i de virksomheder, de opkøber.
      Vi arbejder også på en model for, hvordan derivatmarkederne skal se ud i fremtiden samt hvordan, man kan begrænse brugen af short-salg og kreditderivater, hvis de viser sig for farlige. I starten af det nye år vil vi skulle fastlægge nye krav til bankernes kapital og likviditet. Det skyldes, at de har været for tyndt polstrede til at modstå kriser. I fremtiden må de have større buffere, så de bedre kan modstå kursfald, konkurser hos deres låntagere og generel nedgang i økonomien.

Lobbyens lange arm
Der foregår også en enorm lobbyindsats for at udvande det, der ellers er fornuftigt set fra et samfundsmæssigt synspunkt. Og det er magtfulde aktører, der er på banen. Spørgsmålet er derfor, om borgerlige partier i EU-parlamentet vil være med til at lave den nødvendige lovgivning, når det kommer til stykket. Jeg håber det, men er ikke sikker i min sag.
      Blandt andet Londons borgmester, Boris Johnson, har flere gange meldt sin ankomst her i EU-parlamentet for at påvirke konservative kollegaer (hans valgkamp var i øvrigt stort set betalt af City af London).
      Men vi Socialdemokrater presser på. Tiden til et opgør med kasinoøkonomien er kommet.