01.12.2010

Da verdens mest grandiose figurer midt i september mødtes til FN´s generalforsamling var det under et ændret sæt spilleregler. Den unipolære verdensorden, med USA som supermagten med dirigentstokken, er så småt ved at ophøre.
     Denne måneds G20-møde åbenbarede ligeledes en markant forandret atmosfære. Vestlige ledere er under pres for at bibeholde international indflydelse. Men hvordan er vesten havnet i denne situation? Og hvad skal vesten gøre for at holde fast i sin gode ven, unipolariteten?

Af Sebastian Damm og Mathias Sommer

EU´s diplomater i New York bruger årligt på plussiden af tusind interne møder på at koordinere de 27 medlemslandes holdninger, så der udvises en vis grad af enighed under møderne i FN. Men møderne kan forekomme nytteløse, idet EU over det sidste årti generelt har mistet indflydelse i FN. Det skulle der – under FN-Generalforsamlingen i september – laves om på. Lissabontraktaten havde givet EU en fælles udenrigsminister i form af den engelske Lady Ashton, og det var med dette ændrede forhold i bagagen, at EU fremsatte et initiativ, der skulle ændre på EU’s nuværende status som observatør til at have retten til at tale, stille forslag og rundsende dokumenter til andre nationer. Et simpelt og ydmygt udspil, FN´s medlemsskare ikke kunne have noget imod. Det var i hvert fald, hvad EU´s embedsmænd troede.
     Men 76 lande, anført af Kina, Rusland og en række muslimske lande, satte effektivt en stopklods for EU’s planer, og EU led endnu et nederlag i en række af hændelser, der understreger EU´s specifikke og Vestens generelle svækkelse i internationale relationer.
     Baggrunden herfor har at gøre med dybereliggende geopolitiske forskydninger i international politik.

Goddag til våbnene
Ændringen i den internationale magtbalance har ikke alene at gøre med Vestens svækkelse; den er samtidig et varselsskud om en mere dyster, mere konfliktfyldt fremtid.
     Som så ofte kan historien anvendes som lærermester. Den kan nemlig hjælpe til at forstå, hvorfor en multipolær verdensorden er mindre fredelig end dens unipolære modsætning.
     Et klassisk eksempel til at forstå den øgede konfliktrisiko i en multipolær verden er det europæiske magtbalancesystem fra Den Westfalske Fred i 1648, og frem til 2. Verdenskrig. I denne periode fungerede krig som en justeringsmekanisme, der skulle modvirke dominansen af én magt. Her agerede Storbritannien som balancemagten, der førte antihegemonisk alliancepolitik, for derved at forhindre opkomsten af en supermagt i Kontinentaleuropa. Efter 2. Verdenskrig slog magtbalancen over i den velkendte bipolære konstellation, der fik sin afslutning med Sovjetunionens fald i 1991. Siden har USA været en ubestridt dominerende magt i det internationale system.
     Denne status har betydet en stabil og derfor fredeligere verden. Siden midt-80’erne er den generelle krigsførelse faldet med 60 procent. Mens der skete en seksdobling af krigshandlinger fra 1950 til 1990, har vi set en halvering fra 1990 til 2000. Den bipolære verdensorden synes at have fremmet konflikt, mens tilstanden af absolut amerikansk hegemoni overordnet set har fordret en fredeligere verden.
     Men USA’s – og dermed vestens – unipolære position er udfordret og truet.

Da Vesten faldt af hesten
”Det amerikanske finanssystem blev betragtet som et eksempel til efterfølgelse, og vi gjorde vores bedste for at kopiere, hvad vi kunne. Pludselig opdagede vi, at vores lærer ikke var så fremragende endda, så næste gang vi udvikler vores finanssystem, vil vi i højere grad tænke selv.”
     Ordene stammer fra Yu Yonging, rådgiver for Kinas centralbank. Yonging repræsenterer en udpræget holdning i ikke-vestlige nationer, hvor den amerikanske, økonomiske model betragtes som havende spillet fallit.
     Det skyldes naturligvis Finanskrisen 2008, der indledte den største globale afmatning siden krakket i 1929. Krisen ramte især den europæiske og amerikanske finanssektor, og blotlagde strukturelle ubalancer imellem de globale markeder, der understregede, at det private amerikanske forbrug i alt for høj grad var lånefinansieret. Lån, som især blev finansieret af Kina, der, mens vestlige økonomier slikker sårene (Rumænien var IMF´s største låntager i august måned, Grækenland bløder og Irland har netop sagt ja til en stor EU-hjælpepakke), i 2009 kunne prale af en vækstrate på 8,5 % – tilmed Kinas laveste i fem år.
     Og mens Kina og andre af morgendagens stormagter fremviser attråværdige vækstrater, har den amerikanske arbejdsløshed bidt sig fast på 10 %. Samtidig imødegår USA´s traditionelle allierede – Japan og Europa – en vægtig udfordring i form af en gældskrise, der bliver meget svær at vriste sig fri af, på grund af demografiske udfordringer, der affordrer stor politisk vilje til vidtrækkende reformer.
     Ifølge en rapport fra Goldman Sachs vil G8-landene i 2050 stå for 7 % af verdenshandelen; et tal, der synes oprørende lavt når man sammenligner med året 1968, hvor G7 stod for 75 % af verdenshandelen. Samme rapport beretter i øvrigt, at Kinas BNP i 2050 vil være det dobbelte af USA´s.
     Så udover den generelle afbalancering af USA´s magtposition, i høj grad grundet BRIC-landenes øgede velstand, har Finanskrisen accelereret de igangværende geopolitiske bevægelser.

FN – en tandløs diskussionsklub
Når vi bevæger os imod en mere ustabil verden, vil manges øjne naturligt rette sig imod de personer og institutioner, der kan modgå truslen mod freden.
     FN er historisk én af de stærkeste garanter for fredsbevarelse, samarbejde og diplomati, og dermed naturligt nok den første institution, der bliver nævnt som værn mod øget ustabilitet. Problemet er imidlertid, at i takt med USA’s svækkelse, mister også FN indflydelse, magt og relevans. At det forholder sig sådan, er i de seneste år blevet åbenbaret gang på gang. FN har vist sig ude af stand til at forholde sig effektivt til den humanitære krise i Sudan, og i forhold til en diplomatisk indsats tjener COP15 som et lysende eksempel på FN-systemets utilstrækkelighed.
     Utilstrækkeligheden synes umiddelbart logisk, eftersom FN i stigende grad er blevet set som et udtryk for vestens overmagt, og ikke som en institution, der reflekterer verdens egentlige magtmæssige sammensætning. Ud af de fem permanente medlemmer i sikkerhedsrådet, er der således tre vestlige nationer – USA, England og Frankrig.
     At det samtidig var muligt for USA og Storbritannien at omgå FN-organet i form af invasionen af Irak, har været medvirkende faktor til at svække FN. Det er således tvivlsomt om Rusland havde turdet modsætte sig det internationale samfunds vilje i sin krigsførelse mod Georgien d. 08.08.08, havde det ikke været for Irak-krigen.
     Det må grundlæggende konstateres, at FN i dag er mere eller mindre ude af stand til at fungere som konsekvent stabilisator i en stadigt mere usikker verden. Organisationen må derfor i stedet se sig selv reduceret til en nyttig, men tandløs, diskussionsklub.

USA har sadlet om
”Diplomatiets dør er åben, såfremt Iran vælger at gå ind ad den”. Sådan sagde Præsident Obama i sin tale ved FN’s seneste generalforsamling. Dagen forinden havde udenrigsministrene fra P5+1 (sikkerhedsrådsmedlemmerne plus Tyskland) udsendt en fælles meddelelse, der understregede en ”langtidsholdbar, forhandlet løsning” med Iran om landets omstridte atomprogram. Men formuleringen faldt i kølvandet på den 4. runde af sanktioner mod Iran. Sanktioner, som er et direkte resultat af hårdt amerikansk pres ovenpå den diplomatiske ydmygelse, som Tyrkiets premiereminister Erdogan og Brasiliens præsident Lula i maj påførte USA, da de, uden om USA og FN, forestod en aftale, der sikrede fremtiden for Irans atomprogram.
     Episoden understregede, at bevægelsen mod en multipolær verdensorden først og fremmest berør USA, der må indstille sig på at se sin bløde magt kraftigt reduceret. Derfor ser man en amerikansk præsident Obama, der tillægger traditionelt diplomati en langt større vægt end forgængeren i embedet.
     I tandem med sin udenrigsminister – Hillary Clinton – har Obama øget den diplomatiske indsats på stort set alle områder; fra Kina og Sydøstasien, over klimatopmøde og Israelske/Palæstinensiske fredsforhandlinger, og – som det fremgik af Obamas tale ved FN-generalforsamlingen – til Iran.
     Men den ihærdige diplomatiske indsats til trods, skyder morgendagens økonomiske stormagter i al hast frem fra muldet, og vil høres i den nye verdensorden. Dette gælder i særdeleshed BRIC-landende, hvoriblandt Kina i høj grad har fået et større manøvrerum.
     USA og Kinas forhold er ofte blevet beskrevet som et ulykkeligt ægteskab. Et udtryk, der har fået fornyet liv efter Finanskrisen: Førhen talte man om et strukturelt partnerskab de to lande imellem, der ville resultere i en ”Chimerican” verdensøkonomi, baseret på det faktum, at USA og Kina tilsammen stod for 40% af den globale vækst i perioden 1998-2007. I kølvandet på Finanskrisen, der fik amerikansk import af kinesiske varer til at falde med næsten 20% på bare ét år, ser ledere i begge lande nu med noget mere kritiske øjne på den strukturelle ubalance, der gør at Kina i praksis subsidierer det amerikanske overforbrug. At Kina i dag ligger inde med en valutareserve på 24 billioner dollars og 25 % af USA’s gældsobligationer, og således de facto er kreditor for den amerikanske økonomi, er et både politisk og økonomisk problem for præsident Obama. Når USA står med massive økonomiske udfordringer i form af offentlig gældssætning i omegnen af 100 billioner $, er Obama tvunget ud i diplomatiske knæfald for det kinesiske styre.
     Selvom det totale fravær af demokratiske rettigheder i USA’s vigtigste handelspartner er et alvorligt problem, set med USA’s værdipolitiske øjne, var USA’s og Kinas officielle koordinerede udmelding ved FN’s generalforsamling således præget af en fortsat insisteren på samarbejde og diplomati. Obama kaldte Kinas premiereminister Wen Jiabao for ”en fremragende partner (…) der har udvist ekstraordinær åbenhed og samarbejdsvilje i forsøget på at styrke forholdet mellem vore to nationer”. Obamas optræden var renset for kritik af Kina, og det langsigtede håb er – via diplomatisk insisteren – at blive imødekommet af det kinesiske styre, især i forbindelse med Kinas kunstigt lave valutakurs, der på den lange bane øger den negative strukturelle balance for USA. Men de nyligt overståede årsmøder i IMF og Verdensbanken såede i høj grad tvivl om hvorvidt en sådan tilnærmelse vil finde sted, og pessimister peger nu på en reel valutakrig som fremtidigt scenarie.
     Skiftet fra ideologi til realisme i amerikansk udenrigspolitik understreger, at USA er sin mindskede indflydelse bevidst – hvilket I forhold til at agere i en multipolær verden må betragtes som en naturlig reaktion.

Europa – den syge mand
Det kan forekomme paradoksalt at EU har verdens største BNP, og alligevel nyder så lidt respekt i internationale magtrelationer. Dette forhold skyldes i særdeleshed et meget lidt omstillingsparat Europa, der har haft svært ved at tilpasse sig ændringen i geopolitiske magtforhold – og ikke mindst det faktum, at unionen har sit eget interne bøvl at rode med.
     Den europæiske tænketank, European Council on Foreign Relations (ECFR), lavede for nylig en optælling, der viste, at EU og Vesten, ved afstemninger i FN, havde tabt gevaldigt terræn i hjertenære spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Det skyldes især Kinas øgede popularitet hos afrikanske lande, fordi landets fremfærd i Afrika har været en del mere gnidningsfri end Vestens, der hidtil har stillet krav om god regeringsførelse og menneskerettigheder som modydelse for bistand. Den slags går Kina ikke op i.
     Men endelig – fristes man til at sige – har EU smidt nathuen, og er vågnet fra sin Tornerosesøvn. Et ECFR-arbejdspapir fra 2009, slog fast, at EU endnu ikke havde evnet at tilpasse sig de igangværende geopolitiske forandringer, og var låst i sin opfattelse af USA som værende hegemon og medsammensvoren i udbredelsen af vestlige værdier. Men efterhånden er det gået op for EU, at et fortsat vidt og bredt krav om demokratiske dyder simpelthen ikke længere accepteres i ikke-vestlige lande.
     Det var grunden til at EU’s ledere – på et EU-topmøde i september – besluttede, at EU, med USA som forbillede, skulle anlægge en blødere kurs overfor, og slække på kravene til, Kina; en beslutning, hvor EU ”aktivt” vil arbejde for at fremme egne strategiske interesser. Om dette sagde udenrigsminister Lene Espersen: ” Vi har i mange år ført en politik, der var sådan lidt bedrevidende. Den må erstattes af en større realisme.” – naturligvis fordi man godt er klar over, at EU efterhånden har udviklet sig til en stående joke i både USA og Kina.
     Så da Kinas premierminister Wen Jiabao i oktober var til et stort anlagt topmøde i Bruxelles, blev den markant blødere værdipolitiske kurs anslået. En stor del af topmødet blev godt nok overskygget af europæisk irritation over den lave yuan-kurs og dumpingpriser på kinesiske varer, hvilket besværede processen så meget, at våbenembargoet mod Beijing ikke blev ophævet, ligesom EU ikke – som forventet – tildelte Kina status som markedsøkonomi. Men den britiske premierminister David Cameron lovede så sent som den 15. november, at Kina snart vil få tildelt den økonomisk lukrative status. Alt dette understreger, at det handelspolitiske hensyn står stærkest.
     Når man sådan uden videre giver køb på sine fundamentale, ædle principper, skriger det naturligvis til himlen om et Europa, der er under pres. Det ved Kina godt, og har også ved flere lejligheder lukreret på de interne europæiske stridigheder. COP15 står her som det mest eklatante nederlag for EU, der mødte op med en liste med mål og krav, som blev fejet til side, da dagsordenen blev overtaget af verdens egentlige stormagter, USA og Kina. Konferencen endte i en reel ydmygelse af EU, og understregede EU’s status som en svag og splittet spiller på den internationale kampplads.
     Lissabontraktaten skulle sætte et ansigt på denne splittede spiller, men ved valget af en anonym haiku-digter til EU-præsident, belgiske Herman Van Rompuy, blev det tydeliggjort, at medlemslandene endnu ikke er modne til en total hengivelse til det fælles europæiske projekt.
     Den ”fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik,” (FUSP) som var et stolt resultat af Maastricht-aftalen, undermineres af medlemslandenes bilaterale interesser – og en øget nationalistisk forskrift, som synes at være et resultat af krisen.
     For eksempel har Nicolas Sarkozys sin helt egen dagsorden i forhold til Rusland. Ligesom Kina har Rusland formået at udstille EU’s indre gnidninger og mangel på vilje til samarbejde. Merkel og Sarkozy strides om at få mest muligt ud af situationen, og Frankrig har uden egentlige bekymringer solgt for 4 milliarder kroner kampskibe til Rusland, hvilket har skabt uro i tidligere Sovjet-stater.
     Samtidig med de store vanskeligheder i at samles om en fælles stemme, står regionen overfor en omfattende gældskrise. Mange af EU-landende er kommet i konflikt med Maastricht-kriteriet om størrelsen på den offentlige gæld. Med forbillede i Tyskland, der er blandt de få Europæiske stater, som kan fremvise positive væksttal, synes den eneste udvej en regulær hestekur, gennemgribende reformer, som vi har set søsat i Storbritannien, Frankrig, Irland og ikke mindst Grækenland.
     En sund EU-økonomi må betegnes som en forudsætning for at EU kan stå sammen, og en værdigere udenrigspolitik kan føres.

Realisme
November bød på G20-topmødet i Sydkorea, og senere det store NATO-topmøde i Lissabon. Det var en afgørende måned for vesten, hvortil EU og USA havde lagt en realistisk strategi:
     På den økonomiske front forsøgte Obama, I lyset af den amerikanske/kinesiske valutasituation, at inddrage andre G20-økonomier, som også lider under Kinas valutapolitik. EU’s ledere havde forkortet ønskesedlen til G20-mødet – fx ved at droppe forslag om en firmaskat på finansielle transaktioner. På den sikkerhedspolitiske front, havde NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, held med at inddrage den tidligere hovedfjende, Rusland, til samarbejde om missilskjold, samt til at samle alliancens partnere omkring en omstilling til morgendagens sikkerhedsmæssige trusler.
     Problemet er bare, at NATO-topmødets succes i høj grad er en enlig svale, der står i kontrast til G20-topmødets manglende resultater og floromvundne udmeldinger, samt at vestens omstilling går for langsomt. Såfremt Brasiliens nye præsident, Dilma Rousseff, følger i sin mentor Lulas fodspor, kan man forvente et fortsat Brasiliansk pres for at indgå som permanent sikkerhedsrådsmedlem i FN. Efter Obama, under sin nyligt overståede asiatiske rundrejse, gav Indien et tilsagn om sikkerhedsrådsmedlemsskab, synes dette dog langt ude i fremtiden.
     Lande som Sydkorea og Indien, der ligesom USA lider under Kinas valutapolitik, burde have incitament til at medvirke til at lægge pres på Kina. Alligevel forventer de modydelser på den lange bane, modydelser som Obama ikke kan indfri.
     I september 2009 blev G20 officielt gjort til verdens mægtigste økonomiske råd, og afløste derved i praksis G8, hvilket betød, at de vestlige nationer nu kun udgør en minoritet i dette, magtfulde forum.
     Vesten må altså komme med indrømmelser, og selvom en drastisk reformation af FN, fx med fast sæde i sikkerhedsrådet til Brasilien og Indien, ikke glider let ned i vestlige regeringskontorer, kan det tænkes at være den rette medicin.
     Kalkulen er, at for at USA og EU ikke fortsat skal lide ydmygelser i FN-systemet, må de fremadstormende økonomier føle, at de bliver taget alvorligt. I denne forbindelse ville det være et logisk skridt at indlemme de sidste to BRIC-lande i sikkerhedsrådet, så FN kunne afspejle en mere fremadskuende magtbalance, som kunne give FN den myndighed tilbage, der er nødvendig, hvis den multipolære verdensorden ikke skal indskrive sig som endnu en voldelige epoke i verdenshistorien.

Sebastian Damm (født 1987) 3. semester-studerende i International Business & Politics ved Copenhagen Business School.

Mathias Sommer (født 1987) 3. semester-studerende i Journalistik ved Syddansk Universitet