28.06.2010

Hovedpointer:

–          Obama havde intet andet valg: McChrystal skulle afskediges. Med udpegningen af general Petraeus har Obama valgt den bedst mulige løsning på en beklagelig og uvelkommen sag.

–          Det står klart, at Obama alene har udskiftet generalen, ikke politikken. Når mediestormen har lagt sig, vil kontinuiteten således bestå.

–          Det er alt for tidligt at afskrive den aktuelle amerikanske Afghanistan-strategi. En meningsfuld vurdering af strategiens resultater vil tidligst være mulig til december, hvor Obama-administrationen overfor Kongressen vil redegøre for udviklingen i Afghanistan.

–          For at Petraeus kan opnå samme succes i Afghanistan, som han havde i Irak, skal præsident Obama skabe ro i sit Afghanistan-hold og Petreaus skal få bragt Kandahar-operationen tilbage på ret køl. Og der er væsentlige udfordringer forude!

Af Christian Bayer Tygesen

Den artikel der i sidste uge [22/6, red.] blev bragt i ”Rolling Stones Magazine” om den amerikanske ISAF-chef i Afghanistan, general McChrystal, såede tvivl om generalens loyalitet overfor sine civile overordnede, den underminerede troværdigheden af Obamas personlige engagement, samt forværrede spændingerne i USAs Afghanistan-hold foran en krigstræt amerikansk befolkning.

Selv hvis Obama havde stået frem for pressen i Det Hvide Hus med McChrystal ved sin side, og hårdnakket fastholdt sin fulde opbakning til den fire-stjernede general, havde det ikke bilagt tvivlen om, hvorvidt McChrystal fremover havde Washingtons fulde støtte.

Uden fuld troværdighed omkring opbakningen fra Washington, vil USAs militære øverstkommanderende ikke kunne løfte opgaven i Afghanistan. For hvorfor skulle nøgleaktører i Afghanistan lade sig presse af en amerikansk general, hvis de vurderer, at han ikke har Washingtons entydige støtte. Af disse grunde var Obama nødt til at afskedige McChrystal.

Kontinuiteten består

Debatten omkring McChrystals afskedigelse har været intens og ofte skinger. Avisledere og eksperter har udråbt forløbet til et nyt lavpunkt for engagementet i Afghanistan. Flere efterlyser nu en ny strategi. Det krav er både naivt, utidigt og ude af trit med den politiske virkelighed – to ting er nødvendig at have in mente:

For det første er det alt for tidligt at afskrive den aktuelle strategi. En meningsfuld vurdering af strategiens resultater vil tidligst være mulig til december, hvor Obama-administrationen overfor Kongressen vil redegøre for udviklingen i Afghanistan.

For det andet står det klart, at Obama alene har udskiftet generalen, ikke politikken. Når mediestormen har lagt sig, vil kontinuiteten således bestå. Det skyldes Obamas beslutning om at udpege general Petraeus som McChrystals efterfølger. Petraeus var en central pennefører i formuleringen af den såkaldte counter-insurgency-doktrin (COIN), som McChrystal har fokuseret på i  USAs og ISAFs nye Afghanistan-strategi. Fra 2007-2008 dannede Petraeus og McChrystal et tæt parløb i Irak, som henholdsvis øverstkommanderende og chef for de amerikanske specialtropper. Siden foråret 2009 har de fortsat parløbet, McChrystal som øverstkommanderende i Afghanistan, Petraeus som overordnet chef for USAs militære aktiviteter i det bredere Mellemøsten.

Valget af Petraeus er den bedste løsning på et beklageligt problem. Petraeus er megeterfaren og har et indgående kendskab til alle aspekter af Afghanistan-engagementet. Han er velanset i både USA – hvilket er vigtigt for den indenrigspolitiske opbakning til krigen –  og i regionen – vigtigt for samarbejdet med partnere i Kabul, Islamabad, New Delhi, Riyadh osv. Med dette træk har Obama sikret kontinuitet i USAs strategi og sendt et stærkt signal til vigende NATO-allierede og nervøse regionale spillere om, at USA fortsat er parat til at investere det militære, politiske og økonomiske kapital, der skal til, for at sikre succes i Afghanistan.

En dyr beslutning med tre centrale problemer

Selvom beslutningen er den rette, er den bestemt ikke uden omkostninger. Det første problem er tidsmæssigt. Tiden frem til juli 2011, hvor de første amerikanske tilbagetrækninger indledes –formentligt i et gradvist og konservativt tempo –er knap. ISAF har ikke råd til unødige forsinkelser, hvis udviklingen i Afghanistan skal vendes indenfor de næste tolv måneder. Det er afgørende, at Petreaus’ transition forløber effektivt og glat. Den formelle godkendelse af Petraeus i Kongressen og i NATOs hovedkvarter er derfor formentlig en formssag. Meget tyder heldigvis på, at Petreaus allerede i slutningen af næste uge kan overtage i Afghanistan.

Det andet problem angår kontakter. McChrystal havde etableret gode samarbejdsrelationer i både Kabul og Islamabad. Særligt værdifuldt var hans velfungerende forhold til Karzai. Ingen andre i Obama-administrationen har formået at skabe et godt samarbejde med Karzai [jfr. RÆSON ugemagasin, nr. 17, 2010, red.]. Derfor var det ikke overraskende, at præsidentpaladset i Kabul appellerede – både offentligt og bag lukkede døre – til, at McChrystal skulle fortsætte. Karzai-McChrystal-forholdet, samt McChrystals eget netværk i Afghanistans provinser, går nu tabt. På kort sigt vil det blive vanskeligt for Petraeus at erstatte.

Når det er sagt, har Petraeus allerede mødt Karzai flere gange. Der er altså langt fra tale om en nulstilling af forholdet mellem præsidentpaladset og ISAFs hovedkvarter. Med Petraeus’ tilgang i Irak in mente, tyder alt desuden på, at han vil fortsætte, hvor McChrystal slap. Han vil arbejde for at få Karzai til at tage fuldt ejerskab af krigen, samt række ud til afghanske aktører på alle niveauer i hele landet.

Det tredje problem angår Obama-administrationens interne samarbejde. Den disharmoni i Obamas Afghanistan-hold, som Rolling Stones-artiklen har blotlagt, er langt fra bilagt med McChrystals afgang. I Washington fortsætter magtkampen mellem State Departments Richard Holbrooke, USAs særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan, og National Security Councils Jim Jones, Obamas nationale sikkerhedsrådgiver. Uden en strømlinet inter-agency-proces vil Obama-administrationen blive ved med at kaste grus i sit eget maskineri.

I Afghanistan vil de interne amerikanske spændinger formentlig også fortsætte. Givet det tætte og langvarige Petreaus-McChrystal samarbejde, vil Petreaus sandsynligvis have samme disputter og uenigheder med Eikenberry, USAs ambassadør til Afghanistan, som McChrystal havde. Det kan blive en væsentlig hæmsko for Petreaus. Hans succes i Irak byggede i høj grad på et yderst velfungerende samarbejde med USAs daværende ambassadør i Bagdad, Ryan Crocker. Eikenberry har ikke imponeret i Kabul og har et yderst anstrengt forhold til Karzai. Meget lidt tyder på, at Eikenberry kan gøre i Afghanistan, hvad Crocker gjorde for Petreaus i Irak. Derfor ville det ikke være overraskende, hvis Eikenberry også snart skiftes ud.

Petreaus’ førsteprioritet: Kandahar

Den forestående operation i Kandahar bliver Petreaus’ første store skaktræk i Afghanistan.

Kandahar by var frem til invasionen i 2001 hovedstaden i det Taliban-styrede Islamiske Emirat. Mister Taliban dets dominans i Kandahar, ville det være et stort strategisk og symbolsk nederlag.

Taktisk er Kandahar et centralt knudepunkt for Talibans aktiviteter i det sydlige Afghanistan, hvor volden stadig en stor majoritet af incidenterne på landsplan. Som en pashtunsk bevægelse sammenfalder Talibans aktivitetsområde generelt med Afghanistans pashtunske bælte, der i grove træk strækker sig fra Kabul i øst, over Kandahar i syd, til Farah-provinsen i vest. Hvis ISAF og de afghanske sikkerhedsstyrker konsoliderer kontrollen i Kandahar, vil Talibans aktivitetsområde være splittet i to. Bevægelsen ville for alvor være presset i defensiven.

Målet for operationen er at give lokalbefolkningen en følelse af øget sikkerhed og styrke deres tiltro til, at de lokale civile myndigheder er i stand til at levere offentlige ydelser. Håbet er, at befolkningen gradvis begynder at turde tro på, at deres fremtid er bedst tjent i de lokale myndigheders hænder. Lykkes det, kan Kandahar blive for oprørsgrupperne i Afghanistan, hvad Anbar var for oprørsgrupperne i Irak i 2008: begyndelsen til, at befolkningen turde bryde med oprørsgrupperne for i stedet at bakke op om centralregeringen og landets politiske udvikling.

I forarbejdet til operationen har ISAF, under McChrystals ledelse, rakt ud til lokale afghanere og intensiveret indsatsen for at styrke kapaciteten af de lokale myndigheder. Hensigten er at skabe en politisk kontekst, som muliggør, at de civile myndigheder (med massiv opbakning fra ISAF, UNAMA [FNs styrker i Afghanistan], mv.) kan træde til i takt med, at ISAF og de afghanske sikkerhedsstyrker presser Taliban ud og overtager kontrollen.

Forarbejdet har dog stødt på så store vanskeligheder, at den militære indsats er blevet udskudt. Årsagen er, at Taliban de seneste måneder har intensiveret angrebene på de civile myndigheder i Kandahar. En bølge af attentater mod civilt ansatte har ramt Kandahar i en sådan grad, at det – i hvert fald foreløbigt – har spoleret ISAFs bestræbelser på at opbygge den i forvejen stærkt begrænsede afghanske civile kapacitet i Kandahar.

Kandahar står derfor øverst på Petreaus’ dagsorden. Operationen skal hurtigt bringes tilbage på ret køl, hvis Petreaus skal kunne drage tilbage til Washington til vinter med positive resultater i hånden. Nok er målene for operationen realistisk lave, men der er intet alternativ til succes, hvis ISAF skal have håb om at vende udviklingen i Afghanistan inden juli 2011.

Christian Bayer Tygesen (baytyg@gmail.com) starter den 1. september som ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han bidrager løbende til RÆSON om Irak og Afghanistan.