15.11.2010

Azerbaijans store forekomster af olie og gas har forvandlet den tidligere halvfattige sovjetiske republik til det rigeste land i Kaukasus-området. Men kun en forsvindende del af befolkningen mærker landets stigende velstand. Både økonomiske midler og politisk magt er koncentreret i hænderne af ganske få mennesker. Parlamentsvalget 7. november tyder på, at ingen væsentlige ændringer er på vej, og at demokratiet og menneskerettighederne fortsat får svære vilkår i Azerbaijan.

Af Ota Tiefenböck

Ankomsten til Azerbaijans hovedstad Baku er imponerende. En nyrenoveret og moderniseret Heydar Aliyev lufthavn, en nybygget fire-sporet motorvej omgivet af små parker, statuer og arkitekttegnede støjmure fører til centrum af Baku, som med sine dyre designerbutikker, lys i fortove og ultramoderne bygninger under opførelse vidner om landets store forekomster af gas og olie og de enorme indtægter de indbringer.
     Azerbaijan er gået udenom den globale økonomiske krise. Velstanden i byen er tydelig, men man skal ikke langt væk fra Bakus centrum, før omgivelserne ser ganske anderledes ud. Her bliver store prestigefyldte bygninger afløst af faldefærdige bygninger fra sovjettiden, af fattigdom og devasteret natur efter landets skødesløse og omfangsrige udvinding af olie. Det er tydeligt, at ikke alle får glæde af de enorme indtægter landets forekomster af olie og gas indbringer.
     Rigdomme og politisk magt I Azerbaijans er koncenteret på ganske få hænder, og sådan ser det ud til at det bliver ved med at være – også efter parlamentsvalget 7. november. Resultaterne af valget giver, som ved de foregående valg, et klart flertal til det regerende parti, Yeni Azerbaycan Party, med præsident IIham Aliyev i spidsen. Partiet får mere end 70 pladser ud af 125 pladser i parlamentet og bevarer dermed magten i Azerbaijan sikkert på sine hænder. I alt har 81 parlamentsmedlemmer bevaret deres pladser, og tre familiemedlemmer til præsident IIham Aliyev – hans kone, Mehriban Aliyeva, hans onkel, Calal Aliyev, og hans fætter Vasif Talibov – vandt en plads i parlamentet.
     Hvorvidt valget er foregået efter demokratiske principper og hvorvidt de omkring 50 procent azerbaijanere, der 7. november satte deres kryds ved de stemmeberettigede politikere havde en reel mulighed for at træffe deres valg på baggrund af en fair valgkamp, er dog mere end tvivlsomt. Den azerbaijanske opposition betegner valget som manipuleret. Flere udenlandske observatører peger ligeledes på alvorlige mangler ved valget.
     Organization for Security and Cooperation (OSCE), hvis valgobservatører deltog ved valget, peger på de azerbaijanske mediers manglende frihed, manglende forsamlingsfrihed i landet og en mangelfuld registreringsproces af kandidaterne, som har givet det regerende parti en klar fordel og har svækket oppositionens muligheder for at deltage i valget på lige fod med magthaverne i landet.
     “Den økonomiske vækst og stabilitet er tydelig i Azerbaijan. Bæredygtighed kan i denne situation kun blive styrket ved en større politisk liberalisering og demokratisering af landet. Uafhængige observatører har rapporteret om uregelmæssigheder i stemmeoptællingen, chikane af oppositionen og fyldte valgurner. Azerbaijan skal gøre yderligere indsats for at sikre større demokratisering”, siger Anneli Jäätteenmäki, leder af delegationen fra Europa-Parlamentet i en pressemeddelelse udsendt mandag.

Lang vej mod demokrati
Parlamentsvalg har afsløret alvorlige mangler og kan på ingen måde karakteriseres som et fremskridt mod en demokratisk udvikling i landet. Selve valgkampperioden blev i forhold til tidligere valg i Azerbaijan forkortet til kun 23 dage, og oppositionspartierne var allerede inden valgkampen blev skudt i gang nægtet adgang til registrering af sine kandidater. Ifølge Radio Free Europa blev totredjedele af kandidaterne fra landets største oppositionsparti Musavat Blok helt nægtet registrering på stemmesedlerne.
     Den azerbaijanske regering forbød i løbet af valgkampen politiske møder og forsamlinger og har benyttet den statskontrollerede tv kanal til åben miskreditering af oppositionen. Blandt andet via en video-optagelse af en af oppositionens ledere i en intim sexscene optaget i hans lejlighed med skjult kamera. Indslaget blev sendt i et aftenshow to uger inden valget under navnet “Oppositionens nøgne sandhed” og havde et klart formål at miskreditere politikeren.
     Ali Kerimli, som er formand for oppositionenspartiet Folkefronten betegner valget som manipuleret og mener, at regeringen brugte alle sine kræfter på at sikre valgsejr til regeringen og dens allierede.
     “Disse mennesker har fuldstændig mistet ansvarsfølelse, følelsen af virkeligheden. De gør, hvad ingen andre gør i verden. Dette er en ganske risikabel vej, som vil blive katastrofal for Azerbaijan. Det ser ud til, at Ilham Aliyev har mistet sans for ansvar. Jeg håber, at folk i Azerbaijan vil gå sammen om at minde ham om hans ansvar”, sagde Ali Kerimli til Radio Free Europe.
     Isa Qambar leder af oppositionspartiet Musavat Parti betegner ligeledes valget som manipuleret og langtfra frit og demokratisk. “Vores holdning er, at valget ikke var frit og fair og ikke gennemsigtig og demokratisk”, sagde han efter valget til Radio Free Europe.
     Organisationen Human Right Watch anklager ligeledes de azerbaijanske myndigheder for manglende vilje til at overholde de grundlæggende demokratiske spilleregler og for manglende vilje til at sikre de grundlæggende menneskerettigheder i landet. I organisationens rapport fra oktober i år peger Human Right Watch blandt andet på en manglende pressefrihed i landet samt forfølgelse og fængsling af kritiske journalister. Organisationen opfordrer de azerbaijanske myndigheder til øjeblikkelig at stoppe forfølgelsen.

Storpolitiske overvejelser
Det er dog tvivlsomt, hvorvidt international kritik eller kritik fra de azerbaijanske politikere gør indtryk på de azerbaijanske magthavere. Azerbaijan disponerer over massive reserver af olie og gas, hvilket giver landet og Ilham Aliyev gode kort på hånden. De enorme resourcer gør Azerbaijan økonomisk uafhængig og dermed relativt immun over for kritik angående menneskerettigheder og demokratiske reformer. EU har en stor interesse i at importere gas fra Azerbaijan via den planlagte Nabucco-rørledning, som skal gå udenom Rusland. Den vil være med til at mindske Europas afhængighed af russisk gas, og EU ønsker derfor at bevare et godt forhold til Ilham Aliyevs regime.
     Samme situation tegner sig for USA. Amerikanerne benytter Azerbaijan som et transitland for logistiske transporter til krigen i Afghanistan, som den azerbaijanske regering støtter med militære styrker. Et godt forhold til landet er således vigtigt for amerikanerne. Samtidig ligger Azerbaijan strategisk godt placeret i forhold til Iran, og det gør ikke landet mindre attraktivt for amerikanerne.
     Rusland er ligeledes interesseret i at have et godt forhold til Ilham Aliyev. Russerne vil gerne bevare sin position på det europæiske gasmarked og er derfor interesseret i et opkøb af azerbaijansk gas. Det vil give russerne mulighed for at få kontrol over eksport af azerbaijansk gas og dermed begrænse salg af azerbaijansk gas til Europa via rørledninger udenom Rusland. Det russiske energigigant Gasprom underskrev i september en aftale med det statsejede, azerbaijanske olieselskab Socar, om at fordoble import af russisk gas fra Azerbaijan i år og igen i 2011. Den russiske import når dermed op på 2 milliarder kubikmeter gas. Aftalen giver russerne mulighed for at forøge importen efter 2011, uden at der skal underskrives en ny aftale. Ifølge flere nyhedsbureauer har russerne betalt azerbaijanerne en høj kubikmeterpris. Aftalen skal derfor ses som en langsigtet russisk strategi om at dominere det europæiske gasmarked og – via rørledningerne Nord Stream og South Stream – at være den dominerende leverandør af gas til Europa.
     Ilham Aliyev og den azerbaijanske regering er bevidst om landets særstatus i forhold til både USA, EU og Rusland og de muligheder Azerbaijans energiresourcer giver både økonomisk og politisk. Landets halvhjertede provestlige kurs, manglende lyst til indføre demokratiske reformer og krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder får derfor ikke større konsekvenser i det internationale samfund, hvis forsøg på at påpege krænkelser af menneskerettigheder i Azerbaijan er af mere appellerende karakter. Resultatet af parlamentsvalget og det internationale samfunds manglende vilje eller muligheder for at yde press på styret i Azerbaijan vil formentlig ikke resultere i betydelige politiske ændringer i Azerbaijan i den nærmeste fremtid.

Ota Tiefenböck (f. 1957) er freelancejournalist med speciale i Balkan og Øst- og Centraleuropa. Han har tidligere skrevet til RÆSON og skriver desuden til Information og Kristeligt Dagblad.