07.09.2010

Uanset hvilken metode man bruger til at opgøre fattigdom, så viser tallene, at der har været en stigning i antallet af fattige under VKO. Alligevel mener socialministeren ikke, der er belæg for at hævde, at fattigdommen har været stigende. Det relative fattigdomsbegreb kan nemlig ikke bruges til noget seriøst. Det er jeg ikke enig i. Selvfølgelig betyder det noget, om man har så lidt at gøre godt med i forhold til flertallet, at man ikke kan være en del af fællesskabet.

I takt med velfærdssamfundets udvikling er fattigdom ikke længere et spørgsmål om ikke at have råd til mad på bordet. Langt oftere omhandler det at blive sat ud af sin bolig, ikke at kunne give sit barn en tryg og sund opvækst eller ikke at kunne være del af et socialt fællesskab. Har man eksempelvis ikke råd til mobiltelefon eller computer, er man i mange henseender afskåret fra sociale fællesskaber. Og bedre bliver det ikke, hvis man heller ikke har råd til at dyrke sport i en klub eller til at deltage i børnefødselsdage. Det er ikke svært at forestille sig, hvad det betyder for et barn i femte klasse at bo i en bil, fordi familien er blevet sat ud af deres bolig; det mindsker uden tvivl muligheden for at passe skolearbejdet, lysten til at invitere venner med hjem og dermed være en del af fællesskabet.

Desværre vil regeringen ikke anerkende, at de nedsatte sociale ydelser; starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 450-timersreglen, skubber mennesker ud i fattigdom. En sammenhæng, der gang på gang er slået fast, senest af Rådet for Socialt Udsatte. Regeringen har muligvis ret i, at de lave ydelser presser et vist antal mennesker i beskæftigelse. Men for flertallet betyder de nedsatte ydelser et liv i fattigdom og afsavn på en lang række områder.

I Radikale Venstre er vi klar til at tage socialt ansvar. Derfor har vi på vores finanslovsforslag for 2011 afsat 800 mio. kr. til at erstatte de lave fattigdomsydelser med almindelig kontanthjælp. Gid regeringen ville foretage samme prioritering.