14.12.2010

[DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON8 OG KRÆVER ABONNEMENT] ISAF’s strategi i Afghanistan skaber fremskridt på en række vigtige fronter. Men resultaterne underkendes for ofte af både fagfolk og medier. Pessimismen har fået patent på sandheden om udviklingen. Det er et alvorligt problem. Dalende meningsmålinger, nervøsitet blandt vestlige politikere og presset for en hurtig tilbagetrækning kan underminere en reel chance for succes. Hvordan skal afghanerne kunne vise tillid til en krig, Vesten selv er ved at miste troen på?

Af Christian Bayer Tygesen

Jeg deltog i sommer i en lukket diskussion om udviklingen i Afghanistan og NATO’s engagement. Ved bordet sad en række akademikere, journalister og andre fagfolk – og vi var rygende uenige. Polemikken var delvist min skyld. Jeg havde påpeget, at danske og internationale medier generelt tegner et overdrevent dystert portræt af situationen i Afghanistan. Udviklingen er ikke så entydigt negativ. Der sker også vigtige fremskridt på civile såvel som militære fronter, fastslog jeg. Desuden er al-Qaidas tilstedeværelse i Afghanistan minimal og lederskabets operationelle kapacitet drastisk reduceret. Endelig er Afghanistan langsomt ved at opnå kapaciteten til selv at slå ned på oprørselementer.
Kommentaren udløste en lang og kritisk ordstrøm fra provokerede akademikere og journalister, heriblandt:
Danske mediers dækning af Afghanistan er bestemt ikke for negativ – den har snarere været for positiv!
Hvorfor skulle vi efter ni år i krig, nu forledes til at tro, at strategien i Afghanistan er den rigtige?
Jeg ser ingen udsigt til forbedringer! Obama-administrationens Afghanistan-strategi er udtryk for panik før lukketid!
Det interessante er ikke, hvem der sagde hvad, men hvad reaktionerne tilsammen satte en tyk streg under: at den i Vesten fremherskende historie om Afghanistan-engagementet er udpræget negativ og pessimistisk. Offentlighedens billede af krigen er blevet yderligere forværret af et katastrofalt afghansk præsidentvalg i 2009, artiklen om general McChrystal i bladet Rolling Stone (der førte til hans fyring), Wikileaks-forløbet, den tilsyneladende endeløse afghanske korruption og høje danske tabstal.
Den stærkt negative fortælling er ikke nogen nyhed, men i en tid, hvor udviklingen frem til juli 2011 kan blive skelsættende for Afghanistans fremtid, udgør tendensen et stadig større problem. Den svækker støtten til indsatsen og øger det politiske pres på regeringer i alle koalitionslande. Den svækker omverdens tillid til NATO’s ”staying power” i Afghanistan. Den øger presset på general Petraeus og ISAF for at fremvise hurtige resultater i Afghanistan og forcere en strategi, der behøver tid for at virke.
Der ER mange gode grunde til at forholde sig kritisk til Afghanistans udvikling og fremtidsudsigter. De vinkler er mange journalister og eksperter dygtige til at fremhæve og problematisere. Men samtidigt forsømmes eller ligefrem fornægtes flere af de fremskridt, der rent faktisk finder sted i landet. Det efterlader danskere, europæere og amerikanere med et for ensidigt indtryk af udviklingen i Afghanistan. Historien om Afghanistan skal være afbalanceret – hverken for positiv eller for negativ. Som den er nu – for unuanceret og usaglig – er den et alvorligt indenrigspolitisk og udenrigspolitisk problem, som skaber dybe panderynker hos involverede statsoverhoveder, generaler og ambassadører verden over.

Grunde til optimisme
Det kan være vanskeligt at få øje på fremskridt i Afghanistan – både for den udenforstående iagttager og for den udsendte journalist, der rapporterer direkte fra krigszonens murbrokker. Tabstallene stiger – for både ISAF, de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) samt afghanske civile. Antallet af voldsepisoder var højere i 2009 og 2010 end i alle tidligere år tilsammen. Langt hen ad vejen er det korrekt at konkludere, at tallene beskriver en forværring af sikkerheden og et Afghanistan i skred. Men der er samtidig vigtige fremskridt, som ikke må underkendes. Fremskridt, der sjældent trænger igennem tabsstatistikkerne og som enkeltvist kan virke marginale, men som tilsammen kan få en væsentlig gennemslagskraft. Disse fremskridt sker både i det militære, det udviklingsmæssige og det politiske spor.

Det militære spor
I det sydlige og sydøstlige Afghanistan, hvor hovedparten af kampene pågår, er oprørselementerne for alvor kommet under pres. En målrettet optrapning af ISAF’s aktioner i provinserne Kandahar og Helmand er gradvist ved at give vigtige – om end skrøbelige – afkast. I Helmand presses oprørselementer gradvist ud i nøje valgte befolkningstætte områder, fx i distrikterne Lashkar Gah og Naw Zad. I disse ”sikkerhedsbobler” er tusindvis af lokale begyndt at genetablere en hverdag. Til forskel fra tidligere, hvor ISAF-styrker forlod området efter at have ”ryddet” det for oprørselementer, bliver ISAF og ANSF nu i området for at konsolidere sikkerheden og facilitere en intensiveret civil opbygningsindsats.
I 2006 lå Lashkar Gah By næsten øde, i dag oplever byen et økonomisk og udviklingsmæssigt boom. Afghanere strømmer til for at slå sig ned, basaren blomstrer, huspriser stiger, klinikker og skoler indvies, og en kommerciel lufthavn er åbnet. Ja, de civile institutioner er fortsat grundlæggende ineffektive og korrupte, og sikkerheden er stadig skrøbelig, men Taliban har mistet fodfæste i området, og almindelige afghanere har fået nyt håb. Det er faktisk lykkedes guvernøren at få indsat nogle relativt dygtige embedsmænd. Lashkar Gah By er ikke ene om denne udvikling. Landet over er der byer og distrikter, hvor udviklingen går den rette vej.
Den optrappede ISAF-offensiv har ført til en stigning i militære og civile tab. De første seks måneder af 2010 steg antallet af dræbte civile i konflikter med 31 % sammenlignet med samme periode i 2009. I tallene gemmer sig imidlertid en vigtig og ny tendens: I samme periode faldt antallet af civile dræbte forårsaget af ANSF og ISAF med 30 % (på trods af en fordobling af ISAF’s troppeantal i perioden). Ifølge United Nations Assistance Mission in Afghanistan (UNAMA) stod oprørselementer bag 76 % af de civile tab i første halvår af 2010 – en stigning fra deres side på 53 % sammenlignet med samme periode i 2009. Tabstal er altid tragiske, men her indikerer de også et taktikskifte hos oprørsstyrkerne, som afslører, at de er under voksende pres og derfor i højere grad er nødsaget til at angribe ”blødere”, ikke-militære mål.
Den optrappede offensiv mod oprørselementernes kerneområder i sydøst er også en vigtig faktor bag stigningen i voldsepisoder i det nordlige og vestlige Afghanistan. Presset i Helmand og Kandahar har indskrænket oprørselementernes operationelle handlerum i området og påført dem store tab. Det har bidraget til, at oprørerne har øget deres tilstedeværelse i nord og vest – dels i nødværge for at opnå et åndehul og reducere deres voldsomt stigende tab i syd, dels som et offensivt modsvar. Ved at destabilisere hidtil mere stabile områder håber man at underminere troen på ISAF’s og ANSF’s intensiverede indsats. Når der rapporteres om nye angreb i fx Kunduz i nord eller Herat i vest, er det altså ikke udelukkende udtryk for en negativ udvikling – det afspejler også, at oprørsgrupperne er under et hidtil udset pres i syd.

Det udviklingspolitiske spor
Afghanistan startede fra et næsten ubegribeligt lavpunkt, da de første bistandsmidler begyndte at strømme ind i landet fra det internationale donormiljø i 2002. Afghanere har lidt under interne konflikttilstande siden 1979. Set fra enhver udviklingsministers stol er landet stadig yderst nødstedt. Alligevel er tallene imponerende: Fra 2002 til 2009 er Afghanistans BNP mere end tredoblet til knap 12 milliarder dollars. Statens skatteindtægter steg med 53 % alene i 2009. I 2001 havde ca. 8 % af befolkningen adgang til basale sundhedsydelser, i dag er tallet steget til 80 %. I samme periode er adgangen til grundskoleundervisningen steget fra omkring 700.000 drenge til ca. 7 millioner børn, hvoraf ca. 35 % er piger. Opiumsdyrkning er ophørt i over halvdelen af Afghanistans provinser. Selv i Helmand – hvor sikkerhedssituationen i landområderne stadig er ustabil – blev opiumsdyrkningen reduceret med 33 % fra 2008 til 2009 via øget sikkerhed, udviklingsprojekter og nye beskæftigelsesmuligheder. Forventningen er, at nedgangen er fortsat det seneste år, selvom faldet næppe bliver så stort som i 2009.
Siden 2002 har fremskridt som disse bidraget til, at over 3,6 millioner afghanere er vendt hjem fra flygtningelejrene i Pakistan, mens ca. 865.000 flygtninge er vendt tilbage fra lejre i Iran. Det er også fremskridt som disse, der bidrager til, at et flertal i den afghanske befolkning stadig ønsker den internationale militære tilstedeværelse i Afghanistan.

Det politiske spor
Det internationale samfund har længe haft et anstrengt forhold til præsident Karzai. Det har ofte affødt mudderkastning og magtopgør mellem det internationale miljø og præsidentpaladset i Kabul. Et mere aktivt og tillidsfuldt samarbejde er essentielt, hvis udviklingen i Afghanistan skal på ret køl. Til den opgave kunne præsident Obama næppe have truffet et bedre valg, da han i juni nominerede general Petraeus til at overtage som øverstkommanderende for ISAF. Petraeus løste en tilsvarende udfordring i Irak, da han som koalitionens øverstkommanderende fra januar 2007 til september 2008 udviklede et tæt samarbejde med premierminister Maliki – et samarbejde, der blev et vigtigt omdrejningspunkt for skiftet i Iraks udvikling.
I Kabul har Petraeus og Karzai allerede udviklet et nært samarbejde. Petraeus mødes næsten dagligt med Karzai. De holder således hinanden særdeles tæt orienteret om daglige udviklinger. Og mens McChrystal, der også havde et fortroligt forhold til præsidenten, ofte holdt hånden over Karzai i offentlige udtalelser og vægrede sig fra at tage personlige opgør med ham, tyder meget på, at Petraeus er mindre blød. Petraeus har på kort tid sikret to vigtige ”indrømmelser” fra Karzai:
For det første har Karzai godkendt en plan for oprettelsen lokale vagtværn, som på landsbyniveau skal samarbejde med politiet ved at bemande checkpoints og rapportere om oprørselementers bevægelser mv. Skridtet er vigtigt, fordi vagtværnet har et potentiale til at blive en stabiliserende faktor på linje med det overvejende sunnitiske vagtværn i Irak, ”Sons of Iraq”, som i 2007-2008 havde en stor del af æren for forbedringen af Iraks sikkerhed. Karzai var længe skeptisk over for forslaget, da han frygtede, at det kunne reducere Kabuls autoritet i lokalområderne. Men Petraeus har nu fået projektet i omdrejninger.
For det andet samarbejder Karzai nu – om end nølende – med anti-korruptionskorpset ”Major Crimes Task Force” (MCTF). MCTF blev etableret i februar med FBI’s støtte og har siden sat skub i optrevlingen og bekæmpelsen af korruption på de øverste niveauer i centraladministrationen. I starten af august, kort efter at MCTF havde arresteret en af Karzais nærmeste rådgivere, iværksatte Karzai en akut kulegravning af MCTF og anklagede korpset for at krænke afghansk suverænitet. Efter en intens dialog bag kulisserne, med klare budskaber fra Petraeus og senator John Kerry, gav Karzai efter, og siden har Karzai samarbejdet med MCTF. Det kan hurtigt ændre sig, men samarbejdet er bemærkelsesværdigt set i lyset af, at præsidenten sjældent holder sig fra politiske opgør, når han føler sig presset, og endnu sjældnere taber dem.
Der er mange gode grunde til at forholde sig kritisk til Karzai-regeringen. Når det er sagt, er det værd at holde følgende tal in mente: godt 60 % af afghanerne syntes, at landet bevæger sig i den rigtige retning; over 60 % vurderer, at deres familieøkonomi er i fremgang; over 90 %
ønsker at bevare landets nuværende politiske system, mens kun 6 % støtter en tilbagevenden til Talibans islamiske emirat.

Faren ved optimismen
Optimisme kan let føre til naivitet og hovmod, og nogle finder stadig USA’s Afghanistan-strategi netop både naiv og hovmodig. Utopierne er dog for længst blæst bort fra ISAF’s og UNAMA’s korridorer. Den klare nedjustering af målsætningerne for Afghanistan, som indledtes allerede under præsident Bush i 2008, er videreført og cementeret under Obama. Ni år i Afghanistan har gennemhullet enhver forestilling om en let, bekvem og idealistisk løsning.
I dag er optimismens største risiko måske faren for uindfriede forventninger.
Hvis ISAF ikke kan levere så meget, som man lover i egne fremskrivninger af udviklingen, igangsættes en problematisk dynamik: ISAF må trække i land, hvilket sænker moralen blandt styrkerne, giver oprørsstyrkerne vind i sejlene og sår tvivl om strategien. Ledende politikere må bortforklare de beskedne resultater. Det svækker offentlighedens tålmodighed yderligere. På jorden i Afghanistan og omkring køkkenbordene i Danmark daler troen på NATO’s troværdighed og alliancens ”staying power” i Afghanistan – en tiltro, som er særdeles svær at genopbygge.
Dynamikken udspillede sig hen over sommeren. I foråret lancerede ISAF en omfattende offensiv i Marja By, et logistisk knudepunkt for Talibans operationer i Helmand-provinsen. Før offensiven annoncerede ISAF, at operationen ville demonstrere den nye strategis fortrin og på kort sigt levere synlige fremskridt. Offensivens første fase var en imponerende demonstration af amerikansk militær slagkraft, men de områder, som blev erobret, blev hurtigt udsat for nye bølger af modangreb. De umiddelbare resultater var skuffende og mere gradvise end forventet. I løbet af sommeren har operationen ganske rigtigt skabt en vis grad af fremskridt, men skaden var allerede sket: ved mødet med virkeligheden forvandledes optimismen hurtigt til frustration og tvivl i erkendelsen af, at den nye strategi ikke vil kunne producere hurtige resultater.
ISAF lærte her en vigtig lektie i strategisk kommunikation og forventningsafstemning. Hvis ISAF fra starten havde forklaret, at operationens fremskridt i bedste fald vil være gradvise, skrøbelige og reversible, havde offentlighedens dom over Marja ikke været så negativ, som den er i dag. I august indrømmede den afgående næstkommanderende for ISAF, generalløjtnant Nick Parker, at man i ISAF havde været for optimistiske forud for missionen og opbygget urealistiske forventninger. I kontrast til sin forgænger, McChrystal, har Petraeus således gjort det til et mantra, at ISAF skal ”under promise and over achieve” – love lidt og holde meget.
Mantraet bliver særligt vigtigt for den strategiske kommunikation om forventningerne til Karzai-regeringen. Ét er at skabe synlige fremskridt i træningen af ANSF-styrker og udvidelsen af sikkerhedsbobler, noget helt andet bliver at få Karzai-regeringen til at skabe konkrete resultater i form af leveringen af basale ydelser til befolkningen. Nok har Karzai for en stund udvist øget samarbejdsvilje, men præsidenten vil uden tvivl vanskeliggøre ISAF’s arbejde i fremtiden – dels for at demonstrere, at han er herre i eget hus, dels for at værne om egne politiske og økonomiske interesser. Petraeus må udvise stor taktisk snilde, tålmodighed og kampvilje, hvis han skal have håb om at sikre, at Karzai – og dermed den afghanske regering – for alvor tager ejerskab af strategien og bakker løfter op med konkrete resultater.

Grunde til pessimisme
Uden at underkende de fremskridt, Afghanistan dagligt oplever, bør der ikke herske tvivl om, at landet står over for overvældende udfordringer. Til trods for lommer af fremskridt og skrøbelig stabilitet er den generelle sikkerhedssituation stadig yderst ustabil. Taliban og andre oprørselementer bevæger sig uhindret i store dele af landet. Antallet af uroligheder vokser, de civile og militære tabstal stiger (til disse tal hører dog en række vigtige nuancer, jf. nedenfor). Tendenserne tegner for mange iagttagere et stadig mere negativt billede af et Afghanistan, som ikke kan stabiliseres – i hvert fald ikke inden for en tidshorisont, der er politisk realistisk for USA og de øvrige lande i ISAF-koalitionen.
Krigen befinder sig i en særligt kritisk fase. Obama har forpligtet sig til at indlede en tilbagetrækning fra juli 2011. Hverken omfanget af tilbagetrækningen eller dens tempo er besluttet. Det Hvide Hus har kraftigt understreget, at tilbagetrækningen vil være betinget af ”conditions on the ground” [forholdene på marken, red.], men presset fra en krigstræt befolkningen og Obamas demokratiske bagland for en vidtrækkende tilbagetrækning vokser. Hvis ikke Petraeus kan rapportere om ægte fremskridt inden sommeren 2011, vil dette pres uden tvivl stige markant. Da er det et åbent spørgsmål, hvordan Obama vil vægte vigtigheden af Afghanistan-engagementet over for sine indenrigspolitiske hensyn før præsidentvalget i 2012.
Uanset det internationale samfunds bestræbelser er bæredygtig afghansk fremgang og stabilitet kun mulig, hvis den afghanske befolkning får tillid til, at centralregeringen i Kabul kan varetage deres sikkerhed og levere basale ydelser. Her lader Karzai-regeringen meget tilbage at ønske. Til trods for befolkningens overordnede støtte til Afghanistans nuværende politiske system, blotlagde parlamentsvalget i september markante demokratiske underskud. Korruption gennemsyrer alle niveauer af Afghanistans civile institutioner og økonomi. Landet ligger nummer 179 på Transparency Internationals globale korruptionsindeks. Kun i Somalia er forholdene værre. I lyset af Afghanistans historie er en stor andel af korruptionen uundgåelig og forventet, men omfanget har eskaleret til et niveau, der undergraver regeringens opbakning og giver vind i Talibans propagandasejl, når bevægelsen søger at fremstå som et ukorrupt alternativ.
Hvis integritet er én mangelvare i Karzai-regeringen, er kompetence en anden. Efter mere end 30 år med interne konflikttilstande lider Afghanistans civile institutioner – ministerier, skoler, hospitaler, domstole osv. – af en udbredt mangel på veluddannede afghanere. På de øverste niveauer i de civile institutioner på nationalt og regionalt niveau er der mange veluddannede og hårdtarbejdende embedsmænd. Under dette tynde lag daler kompetenceniveauet dog kraftigt. Det avler ineffektivitet, ressourcespild, manglende koordination, korruption og elendig planlægning.
Der er således god grund til en del pessimisme i debatten om Afghanistans udvikling. Pessimismen er fornuftig, hvis den afføder realistiske forventninger og afværger farefulde utopier. Men pessimismen er ved at få patent på sandheden om Afghanistan. Det er misvisende. Ubalancen har ansporet især to problemer: vestlig politisk utålmodighed og sydasiatisk tvivl om NATO’s forpligtelse.
Faren ved pessimismen
I Europa og USA er store dele af offentlighedens tålmodighed tyndslidt. Det er fuldt forståeligt. Ni års krig har krævet mange ofre og ressourcer på begge sider af Atlanten. Derimod er det alarmerende, hvis den dalende opbakning partout omsættes til et øget politisk pres fra NATO-hovedstæder på ISAF og Karzai-regeringen for at levere hurtige resultater. Et vist pres er en demokratisk uundgåelighed, men politikere må have nok is i maven til at undgå en uhensigtsmæssig forcering af Afghanistan-strategien.
Manglende politisk tålmodighed risikerer at underminere strategien før den for alvor har fået tid til at virke. En meningsfuld dom over strategien er tidligst mulig i juni 2011. Troppeforøgelsen til i alt ca. 145.000 ISAF-tropper, som Obama annoncerede i december 2009 i forbindelse med USA’s nye strategi, blev først fuldendt i september 2010. Først herefter har Petraeus for alvor kunne implementere counterinsurgency-strategien i alle dens facetter: en styrkelse af afghaneres sikkerhed qua en intensiveret troppetilstedeværelse i befolkningstætte områder; en bølge af udviklingsprojekter, som skal stimulere økonomien og skabe nye beskæftigelsesmuligheder; en massiv civil indsats for at styrke de afghanske civile institutioners kapacitet til gradvist at kunne levere basale serviceydelser; en intensiveret efterretningsindsats; en øget terrorbekæmpelsesindsats anført af ISAF, som bringer kampen til Talibans dørtrin i sydøst; en optrappet kvantitativ og kvalitativ styrkelse af ANSF, så Kabul gradvist kan overtage sikkerhedsansvaret.
Målet er, at der på sigt opstår en synergieffekt mellem alle disse spor, som gradvist vil få den afghanske befolkning til at turde vælge Kabul-regeringens side og bryde med uforsonlige oprørselementer. Der er begrundet håb om, at synergieffekten vil begynde at manifestere sig i foråret 2011. Som i Lashkar Gah skal den militære tilstedeværelse først presse oprørselementerne ud af det valgte indsatsområde og gradvist konsolidere sikkerheden, før de ikke-militære elementer i strategien for alvor kan rulles ud og få gennemslagskraft. Tilgangen kræver tid, ressourcer og medfører sandsynligvis en stigning i civile og militære tab. At ISAF’s tabstal var højere i oktober 2010 end i oktober 2009 er i sig selv tragisk, men reelt er stigningen helt i tråd med strategiens ventede omkostninger (og det faktum, at ISAF’s troppeantal nu er mere end fordoblet).
I jagten på hurtige resultater, som kan sælges til et krigstræt befolkning, vejer indenrigspolitiske hensyn i flere NATO-lande stadigt tungere. I optakten til NATO-topmødet i
Lissabon i november har der bag kulisserne længe pågået en intens diskussion om tempoet for overdragelsen af sikkerhedsansvaret til afghanerne. Det diskuteres, om hensigtserklæringen fra Kabul-konferencen i juli – ifølge hvilken ANSF skal overtage sikkerhedsansvaret for hele Afghanistan inden 2015 – skal udmøntes i en fleksibel eller mere bunden overdragelsesproces. En række NATO-lande øjner nemlig chancen for at udpege provinser, hvor landet selv er engageret, som en tidlig overdragelses-kandidat, og dermed bane vejen for en hurtig militær nedtrapning.
Andre aktører, med general Petraeus i spidsen, er skeptiske. De presser på for en fleksibel overdragelsesproces, som nøje kan tilpasses udviklingen på jorden i de enkelte provinser. Set fra Petreaus’ stol skal strategien have mere tid til at blive implementeret og slå igennem, før håndfaste udmeldinger om en overdragelse af sikkerhedsansvaret for enkelte provinser bør komme på tale. Ud fra dette perspektiv er sommeren 2011 en mere realistisk tidshorisont for at indlede processen. Den tidslinje sammenfalder sjovt nok med Obamas løfte om at begynde en tilbagetrækning af amerikanske tropper i juli 2011. Mit gæt er, at nedrapningen bliver konservativ i antal og gradvis i tempo, men alligevel nok til at give Obama et vigtigt symbolpolitisk kort forud for præsidentvalget i 2012.
Den vestlige Afghanistan-debat følges ikke kun af et vestligt publikum. Aktører i Afghanistan og i Sydasien følger den ligeledes tæt. Fra deres perspektiv er debatten et vigtigt barometer for holdbarheden af ISAF’s engagement. Dalende meningsmålinger og aftagende politisk opbakning svækker tiltroen til, at NATO for alvor er parat til at indfri løftet om at sikre et stabilt Afghanistan, som kan stå på egne ben.
Tvivlen har ansporet en realpolitisk kynisme i hele Sydasien. I fx Islamabad og Teheran styrkes de stemmer, der taler for snævert at støtte landenes egne interesser i Afghanistan, frem for at øge det regionale samarbejde og sammen styrke Kabul-regeringens kapacitet og position. Ingen ønsker at blive taberen i det blodige efterspil, der vil blive udløst, hvis ISAF indleder en forhastet tilbagetrækning.
Kynismen er forståelig, men også bekymrende – især i lyset af Pakistans afgørende rolle. Uden Pakistans støtte til terrorbekæmpelsen i det afghansk-pakistanske grænseområde, uden Islamabads accept af ISAF’s forsyningslinjer via Khyber-passet og Chaman og uden pakistansk samtykke til forsoningsforhandlingerne med oprørselementer, er en sejr i Afghanistan umulig.
Internt i Afghanistan pågår samme garderingsspil. Meget få afghanere støtter Taliban af ideologiske grunde – sandsynligvis 5-6 %. Men så længe Taliban anses for den stærkeste part, vil afghanere i store dele af Afghanistans ustabile syd og sydøst bakke aktivt eller passivt op om bevægelsen. Før den afghanske befolkning opnår tillid til, at ISAF og ANSF kan erobre – og bevare! – overtaget i kampen mod Taliban, er der kun beskeden udsigt til, at befolkningen tør vende sig mod Taliban og bakke op om regeringen. En forudsætning for tilliden er, at Vesten bilægger usikkerheden om ISAF’s langsigtede engagement.

Et bedre debatgrundlag
Det billede af Afghanistan, som eksisterer i den brede offentlighed, er for negativt. Det fører til en skæv og ofte usaglig debat om en meget seriøs sag. Udviklingen i Afghanistan er mere nuanceret. Der hviler et tungt ansvar på politikere, journalister og akademikere i at sikre en afbalanceret og velinformeret debat – en debat, som ser nøgternt på udfordringerne uden at underkende fremskridtene.
Jeg siger bestemt ikke, at danskere bør være utvetydigt for eller imod Afghanistan-engagementet. Man kan, ud fra fornuftige og valide argumenter, føre en saglig debat og være ganske uenige om, hvorvidt Afghanistan ”er det værd”. Det afhænger af den enkeltes afvejning. Men et afbalanceret og retvisende billede af Afghanistans udvikling er dog en forudsætning, hvis afvejningen skal hvile på et sagligt grundlag.

Christian Bayer Tygesen (f.1984) er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han forsker i statsopbygningsindsatsen i Afghanistan og udviklingen i landets civil-militære relationer. Han bidrager løbende til RÆSON om Afghanistan, Irak og amerikansk sikkerhedspolitik. cbt@ifs.ku.dk