14.12.2010

[DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON8 OG KRÆVER ABONNEMENT] AFGHANISTAN
Det ene mål – at fjerne truslen fra al-Qaida i Afghanistan – er for længst opfyldt. Det andet – at gøre Afghanistan til et fint demokrati – er uopnåeligt i vor tid.
Selv med den ekstra indsats, USA indledte i december 2009, er det usandsynligt, at Taliban bliver knækket. Dermed er det åbenbart, at der ikke er nogen klar strategi for den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan.
Det ved politikerne. De søger derfor et kompromis med ’moderate’ kræfter i Taliban. Men at lade Taliban få adgang til regeringskontorerne ville være det største svigt i denne niårige krig.


Af Lars Erslev Andersen

Da krigen i Afghanistan indledtes i 2001, blev Taliban i Vesten portrætteret som en flok tilbagestående stammefolk, der ikke ville være i stand til at yde egentlig modstand mod vestlige styrker.
Dengang blev forhandling med Taliban end ikke overvejet: Det var tabu. Men nu ligner forhandlingerne den mirakelkur, som skal sende NATO-tropperne ud af Afghanistan og efterlade det hårdtprøvede land stabilt og al-Qaida-frit. Men Taliban viser ingen tegn på at være ved at blive knækket. Og faktisk er det svært at få øje på en strategi, der skal føre USA og NATO til en endelig militær sejr.
Da krigen startede i 2001 lignede Taliban langtfra nogen imponerende fjende. Efter 9/11 viste regimet sig fuldstændig uden for rækkevidde: De ville end ikke forhandle om at udlevere Osama Bin Laden og de øvrige al-Qaida-ledere. I stedet fastholdt de, at Osama var i Afghanistan som Talibans gæst. Kendskabet til Taliban var begrænset uden for regionen. I Vesten blev Taliban portrætteret som en samling primitive og fundamentalistiske mørkemænd, der hørte hjemme i den mørke middelalder snarere end i den moderne verden. Man kendte i vesten hovedsagligt Taliban som dem, der i foråret 2001 med dynamit destruerede to monumentale statuer af Buddha fra det 6. århundrede. Det var dem, som havde forbudt piger at gå i skole og afghanere at høre radio og se tv og havde omdannet det store fodboldstadion til en offentlig henrettelsesplads. Da bevægelsen i 1996 indtog hovedstaden Kabul, hentede de den tidligere kommunistiske leder Najibullah ud af den flygtningelejr, hvor han sad interneret, og hængte ham i en lysmast med sine kønsdele proppet i munden. Taliban var primitive stammefolk, som med vildskab og brutalitet havde fejet modstanderne til side og sat sig på magten, der blev baseret på en blanding af gamle stammetraditioner og en formørket islamisk fundamentalisme. Talibans regime var på alle områder i strid med menneskerettighederne, og især vakte Talibans undertrykkelse af kvinder stor vrede verden over. Der var således kun tre lande, der havde diplomatiske forbindelser med Afghanistan under Taliban; Pakistan, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater. Som konsekvens af al-Qaidas terrorangreb mod to amerikanske ambassader i Østafrika havde FN’s Sikkerhedsråd i 1999 pålagt Taliban sanktioner, og adskillige medlemmer af bevægelsen stod på den sanktionsliste, der senere blev til FN’s liste over terrororganisationer. Teknologisk set blev Taliban betragtet som håbløst umoderne, og i 2001 lignede det en overkommelig opgave – især for USA’s højteknologiske og hypermoderne militær – at nedkæmpe dem. Naturligvis kendte Taliban terrænet, naturligvis havde de deres vildskab, dødsforagt og årelange kamperfaring, og selvfølgelig vidste man godt, at andre stolte nationer som briterne og russerne tidligere havde lidt forsmædelige nederlag mod afghanske stammefolk i de afghanske bjerge. Men med den sofistikerede organisation og avancerede teknologi, USA og NATO råder over, var nederlag til det primitive Taliban utænkeligt.
Ni år senere er Taliban endnu ikke besejret.
Taliban er blevet stadig bedre organiseret, har opnået stadig større udbredelse og dominerer nu i områder helt op nord for Kabul. Bevægelsen viser ingen tegn på at være ved at blive knækket – i hvert fald ikke foreløbigt. Faktisk er det svært at få øje på en strategi, der skal føre USA og NATO til en endelig sejr over de primitive horder fra Taliban.
Præcis derfor har man i de senere år hørt politikere, både i Vesten og i Afghanistan, eksperter og militære ledere slå til lyd for, at det er nødvendigt at indlede forhandling med i det mindste dele af Taliban. Man skelner således mellem moderate og radikale talibanere (som lederen Mullah Omar), hvor de første er til at snakke med, mens de sidste er uden for rækkevidde og derfor skal bekæmpes.
Ligesom under Clinton og Bush har man en forestilling om, at dele af Taliban er moderate og til at forhandle med. Clinton opgav de forhandlinger, fordi indflydelsesrige kvindeorganisationer, som udgjorde dele af hans vælgerbagland, syntes det var for sygt at forhandle med det kvindeundertrykkende Taliban. For George Bush satte 11. september en brat stopper for dialogen.
Nu betragtes forhandling med moderate talibanere som vejen ud for Vesten. Strategien er at overtale talibanledere til at gå over på vores side ved at lokke dem med politisk indflydelse og magt. Dette skal så medføre splittelse i Taliban og føre til frafald. Alt imens skal resten af medlemmerne gøres til genstand for en massiv militær offensiv, som med visse eksperters ord skal ”gøre dem møre”.
I de senere år har vi både fra afghansk og amerikansk side set intensive forsøg at indlede forhandlinger, uden at det hidtil har ført til, at Talibans kampgejst og formåen er blevet reduceret – snarere tværtimod. Troen på forhandlinger henter sin teoretiske dybde i de historiske studier, der viser, at langt de fleste oprørskrige ikke vindes militært, men gennem politiske forhandlinger. Det vidste man selvfølgelig godt i 2001, men tanken om at forhandle med primitive stammefolk, der havde huset al-Qaida, var simpelthen ikke inden for mulighedernes rækkevidde. Derfor fokuserede man i stedet på en fortolkning af Taliban som en tilbagestående milits, som amerikansk teknologi og vestlige værdier nok skulle vide at sende hen, hvor peberet gror.

Et forsimplet billede af Taliban
Det billede, der blev tegnet af Taliban i 2001, var forkert.
Det var forkert at tro, at Taliban ikke kunne justere sin ideologi pragmatisk til de forskellige sammenhænge, Taliban indgik i.
Det var forkert at tro, at Taliban ikke ville betjene sig af moderne informationsteknologi, hvis det ville tjene deres sag.
Det var forkert at tro, at Taliban ikke kunne vinde fodfæste hos almindelige afghanere og få opbakning hos dem – også selvom det er sket med terror og mafialignende metoder.
Det var forkert at tro, at Taliban hang fast i gamle stammetraditioner.
Og det var forkert at tro, at Taliban ikke havde opbakning fra andre stater. USA’s nære partner i Sydasien, Pakistan, henter penge til sit militær og sin terrorbekæmpelse i Washington, men har samtidig vist sig at have nære forbindelser til det Taliban, USA bekæmper.
Hvad våben angår, er Taliban primitive. Men deres vejsidebomber anretter stor skade og er for de teknologisk overlegne NATO-styrker særdeles farlige og ubehagelige. Dertil kommer, at Taliban har formået både at rekruttere kadrer til deres militser i en næsten endeløs strøm. De har også været i stand til at tvinge store dele af den afghanske lokalbefolkning til at arbejde for deres sag – eller i hvert fald ikke modarbejde den. Midlerne har været en blanding af tvang, pragmatisk justering af ideologien samt tilbud om lokal konfliktløsning gennem shariadomstole. Informationsteknologisk har Taliban lært lektien: I dag driver de en konstant opdateret hjemmeside, stiller sig til rådighed for interview med alle, der måtte ønske det, og udsender en lind strøm af pressemeddelelser. Militsens hovedkvarter er organiseret i Pakistan, hvorfra der er etableret både en skyggeregering og udpeget guvernører til provinserne i Afghanistan. Endelig henter Taliban både direkte og indirekte støtte fra det pakistanske sikkerhedsapparat, der både tillader Taliban at være organiseret i og operere fra Pakistan og undertiden også bistår med logistisk hjælp i forbindelse med operationer ind i Afghanistan.
Taliban har sit udspring i de pashtunske områder, kort sagt Pashtunistan. Derfor har man i vestlige politiske og militære kredse set Talibans oprørskamp som en form for pashtunsk nationalisme. Men heller ikke denne tolkning holder ved et nærmere eftersyn. Pashtunistan er hverken et land eller en provins, men et område i den sydøstlige del af Afghanistan og den nordvestlige af Pakistan, hvor befolkningerne primært udgøres af pashtunere, der samtidig udgør flertallet i Afghanistan.
På den afghanske side omfatter Pashtunistan de områder, blandt andet Helmand, hvor de hårdeste kampe mellem koalitionen og afghanske Talibanoprørere finder sted. På den pakistanske side omfatter området Den Nordvestlige Provins, De Føderalt Administrerede Stammeområder (Federal Administered Tribal Areas, FATA) samt dele af Baluchistan. Dette område er hjemsted for afghansk Taliban, pakistansk Taliban, en række andre militser samt al-Qaidas hovedkvarter. Traditionelt har områderne været styret i overensstemmelse med stammelove, (pashtunwalai) og ældreråd (jirga) samt af prominente ledere. Der har derfor udviklet sig stærk loyalitet til de forskellige pashtunske stammer som det vigtigste element i lokal identitet.
Det kan udefra ligne en særlig stærk pashtunsk national identitet. Og det er sådan, man har opfattet det i pakistanske kredse, i den nuværende afghanske regering og i USA og de andre NATO-lande. Man har sat lighedstegn mellem Taliban og pashtunsk etnicitet: Talibans oprør mod Kazai-regeringen, USA og ISAF ses som et pashtunsk nationalistisk oprør. I første omgang betød det, at man var meget varsom med at tillade pashtunsk repræsentation i den regering, de vestlige lande strikkede sammen efter Talibans fald. Senere har det ført til teorien om, at løsninger i konflikten med Taliban bl.a. kunne bestå i at tildele en vigtig rolle til de traditionelle jirga, tilvejebringe økonomisk og social udvikling samt på sigt forhandle med og inddrage, hvad der opfattes som moderate, pashtunere (læs: talibanere) i en politisk løsning af konflikten.
Men idéen om, at Taliban primært er et pashtunsk nationalistisk oprør, er for simpel. Den overser, at pashtunerne langtfra er en homogen etnisk gruppe med et identisk sæt værdier og politiske tilhørsforhold. Mange pashtunere ser ikke Taliban som deres retmæssige repræsentanter, men støtter bevægelsen i mangel på alternativer. Idéen om Taliban-som-pashtunsk-nationalisme forklarer heller ikke, hvorfor Taliban de senere år har haft stadig større succes med at rekruttere i fx det nordlige Afghanistan, der ikke er domineret af pashtunere.
I tilgangen kan man måske spore, hvad den engelske forsker Patrick Porter har betegnet ”militær orientalisme”. Ved at fokusere på det traditionelle pashtunske stammesystem overser man den kolossale forandring, der har fundet sted i disse områder de seneste 30 år som følge af de mange konflikter og krige, mener bl.a. Thomas Rüttig fra Afghanistan Analysis Network. Sammenlagt har Sovjets besættelse og krigen siden 9/11 drevet fem mio. på flugt ind i de pakistanske pashtunske områder. Det har selvsagt rystet de traditionelle strukturer og magtbalancer. Det er ikke kun pashtunere og afghanere, men også folk fra Centralasien (Usbekistan), Kaukasus og arabere, der i 1980’erne rejste til Pakistan og Afghanistan for at støtte mujahidin eller ankom fra de samme områder, da det trak op til et amerikansk angreb på Afghanistan efter 11. september.
Såvel i Afghanistan som i de pashtunske områder i Pakistan er der således en mangfoldighed af forskellige nationaliteter og etniske grupperinger. Taliban er derfor meget bevidst om ikke at markedsføre sig som pashtunske nationalister, men henviser til den mere universelle islamiske ideologi, der dog fremstår som en bricolage af forskellige stumper fra islamismens ideologiske katalog af politiske dogmer.
Selvom der af etniske grunde er tætte forbindelser mellem de afghanske og de pakistanske pashtunere på tværs af den grænse mellem Afghanistan og Pakistan (Durand-linjen), de aldrig har anerkendt, har de aldrig haft kampen for et selvstændigt Pashtunistan på deres dagsorden. Det er heller ikke målet for afghansk Taliban, der lige siden sin dannelse har haft ét mål: etableringen af Afghanistan som et islamisk emirat. Heller ikke da Taliban sad på magten i Kabul, var der planer om at udvide emiratet til at omfatte områder i Pakistan. Tværtimod var Taliban helt bevidste om, at deres stærkeste og bedste alliancepartner var Pakistan, som både anerkendte og støttede bevægelsen – og under Benazir Bhuttos ledelse i 1993-96 endda aktivt bidrog til etableringen af Taliban som en stærk milits, der blev i stand til at sætte sig på mere end to tredjedele af Afghanistan, i 1996 endda hovedstaden Kabul. Der har lige fra Talibans grundlæggelse været stærke bånd mellem bevægelsen og den pakistanske stat – først og fremmest repræsenteret ved den militære efterretningstjeneste Inter-Services Intelligence (ISI).

Hvad Taliban vil
Da Taliban blev fjernet fra magten i Kabul og drevet på flugt, var det de pashtunske områder samt Baluchistan, de flygtede til, og det er herfra, at de organiserer oprøret mod Karzai-regeringen og ISAF. De insisterer på, at Det Islamiske Emirat kun er i eksil og skal genetableres. Afghansk Taliban kan bedst beskrives som en traditionel oprørsgruppe – partisan- eller guerillagruppe – der efter deres egen opfattelse i helt klassisk forstand forsvarer sig mod en udefrakommende besættelsesmagt, der har indsat en marionetregering. De er ikke imod den pakistanske regering, som de dybest set opfatter som allieret, og ikke interesseret i global terrorisme. Forholdet til al-Qaida er anstrengt, dels fordi det var al-Qaida, der med 9/11 faktisk var den direkte årsag til, at Taliban blev sendt i eksil. og dels fordi al-Qaidas globale dagsorden på ingen måde fremmer afghansk Talibans interesser, men tværtimod leverer legitimation til de internationale koalitionsstyrker tilstedeværelse. Der var ingen afghanere involveret i 11. september-angrebene – man har kun i meget begrænset omfang har set afghanere involveret i al-Qaida-operationer og da som regel personer fra diasporaen i Vesten. Afghanere er stort set heller ikke involveret i den terrorkampagne, al-Qaida og pakistansk Taliban har optrappet i de pakistanske storbyer, siden den pakistanske hær rykkede ind i Waziristan i oktober 2009.
Der er ingen grund til at antage, at flertallet af afghanere faktisk støtter Talibans målsætning om genoprettelsen af Afghanistan som et islamisk emirat. Der er til gengæld al mulig grund til at tro, at dem, der enten støtter Taliban i kampen mod NATO eller afviser at støtte koalitionen, gør det af nød og mangel på alternativer.
Talibans dagsorden er klar: De udenlandske styrker skal forlade landet, og det gamle Talibanregime skal genoprettes. For så vidt der er talibanere, som er interesseret i at forhandle med Karzai eller USA, vil dette være deres krav for at indgå en våbenhvile. Nogle talibanere, som f.eks. Mullah Baradar, der blev taget til fange i Karachi i februar 2010, mener, at dette mål kan nås gennem politiske forhandlinger, mens andre og formentlig flertallet i ledelsen tror, at målet kun opnås gennem revolutionær kamp. Men de er enige om målet.
Konlusionen: Med mindre NATO, USA og det internationale samfund er indstillet på at se Det Islamiske Emirat i Afghanistan genoprettet ud fra et ønske om at få stabilitet og dermed få mulighed for og legitimitet til at trække sig ud, er det meningsløst at tale om moderate over for radikale talibanere: I forhold til midler er de forskellige, men i forhold til målet ganske ens. At lade Taliban komme tilbage til magten i Kabul vil indebære, at Afghanistan igen bliver et islamisk emirat med alt, hvad dette indebærer. Det vil dermed efterlade ni års krig med store tab både i Afghanistan og blandt de krigsførende nationer som temmelig meningsløs.

Hvorfor Pakistan stadig støtter Taliban
Den stat, der står bag Taliban, enten frivilligt eller ufrivilligt, direkte eller indirekte, er Pakistan. Det er her – i områder i Nordwaziristan og Baluchistan omkring Quetta – at afghansk Taliban har sine sikre steder og centre. I dag tillader Pakistan afghansk Taliban at have disse lejre i grænseområderne, ligesom Pakistan efter alt at dømme også på andre områder yder en vis støtte og udviser en vis tolerance over for afghansk Talibans kamp i Afghanistan.
Siden Pakistan blev grundlagt i 1947, har staten haft et sikkerhedspolitisk princip om at alliere sig med forskellige militser med henblik på at bruge dem i egen interesse. Som regel imod Indien, men til tider også mod Iran. Den mest kendte, Lashkar-e-Taiba, fik frem til 2002 nærmest status af ngo-milits, der med hovedkvarter i Lahore og med mere end 100 afdelingskontorer rundt i Pakistan formentlig er langt bedre organiseret end de fleste politiske partier. Den pakistanske stat brugte militsen til at gennemføre angreb mod Indien i Kashmirregionen og så til gengæld stort på, at militsen stod bag terrorisme i Indien og undertiden også mod udlændinge i Pakistan. Officielt kunne Pakistan sige, at staten overholdt våbenhvilen i Kashmir, men uofficielt støttede man en asymmetrisk krig mod den gamle hovedfjende Indien. En anden og lige så vigtig sikkerhedspolitisk doktrin i Pakistan er, at statens suverænitet er truet af den store indiske nabo, der blot venter på at kunne rette dødsstødet mod den pakistanske stat. Uanset om denne frygt er velbegrundet eller ej, har den været det uomgængelige omdrejningspunkt i pakistansk sikkerhedspolitik. Det er en idé, som både staten i almindelighed og hæren i særdeleshed har været organiseret omkring.
Derfor har Pakistan i generationer støttet ikke-statslige militser, også selv om disse mere eller mindre åbent har stået bag terrorisme rettet mod Indien, Bangladesh, Iran samt mod diplomater og udlændinge i Pakistan. Det var på dette grundlag, at Benazir Bhutto som premierminister i 1993-96 støttede, at Taliban udviklede sig til at blive den stærkeste milits i Afghanistan: Hun kunne bruge bevægelsen i en stedfortræder-krig her mod Iran, der på sin side støttede Nordalliancen, altså de samme grupper, der i 1990’erne kæmpede mod Taliban, og som USA i 2001 hyrede til at smide Taliban ud af hovedstaden Kabul.
Pakistan betragter Afghanistan som sin ”strategiske dybde” og ser det derfor som af vital betydning at have afgørende indflydelse i nabolandet. Allervigtigst er det for pakistanerne at undgå, at Indien kommer til at dominere i Afghanistan. Af samme grund ser Pakistan med stort ubehag på den nuværende afghanske præsident Karzais nære relationer til regeringen i Indien. Sikkerhedspolitisk er et stabilt Afghanistan med nære relationer til USA og Indien derfor på ingen måde et ønskescenario for regeringen i Islamabad, der givetvis ville føle sig mere tryg ved et regime domineret af Taliban – simpelthen fordi et sådant regime både vil være venligt stemt over for Islamabad og fjendtligt over for Indien.
Hvem skal række hånden ud til Taliban?
Situationen er således klar. Taliban nyder sikre områder i Pakistan og støtte fra det pakistanske sikkerhedsapparat, et stort rekrutteringspotentiale i de pashtunske områder, et effektivt tag i store dele af den afghanske civilbefolkning, økonomisk grundlag i opiumproduktion, ideologisk omstillingsparathed i forhold til lokale sammenhænge og villighed til at udnytte mulighederne i moderne informationsteknologi. En nedkæmpelse af bevægelsen har lange udsigter. Medmindre USA og koalitionen kan vise betydelige resultater, kan jagten på Taliban føre til øget støtte til oprørerne fra de mange afghanere, der er grundigt trætte af krig og af at se deres livsgrundlag blive mejet ned af trampende soldaterstøvler og militære køretøjer for ikke at nævne de granater, der uundgåeligt rammer de forkerte huse.
Ifølge den indsigtsfulde journalist fra The Washington Post Bob Woodward var det kun med den største modvilje, at præsident Obama til sidst gav efter for de militære lederes pres og i december 2009 besluttede at øge den amerikanske militære tilstedeværelse med yderligere 30.000 tropper, samtidig med at han understregede sit ubehag ved at erklære en exitstrategi med begyndelse allerede i juli 2011. Ønsket om at komme ud deler han med politiske ledere overalt i koalitionen, herunder David Cameron og den danske statsminister, der også har udtrykt ønske om en snarlig afslutning.
Truslen om terrorisme i Europa og USA stammer ikke fra Afghanistan men fra Pakistan. Idealistiske illusioner om at skabe demokrati i Afghanistan i vor tid brister i takt med antallet af valg, der afholdes i det krigshærgede land. Som Samuel Huntington allerede i 1968 i sin bog Political Order in Changing Societies (som burde være pligtlæsning for alle idealistiske krigsførende politikere) præcist redegjorde for, er modernitet et gode, men vejen dertil – modernisering – behæftet med allehånde konflikter og udfordringer, som det tager mange år at overkomme.
Med andre ord: det ene mål – at fjerne truslen fra al-Qaida i Afghanistan – er for længst opfyldt mens det andet – at gøre Afghanistan til et fint demokrati – er uopnåeligt i vor tid. Sættes dette i forhold til, at Taliban langtfra er knækket og næppe bliver det på trods af den ekstra indsats, USA indledte i december 2009, er det åbenbart, at der ikke er nogen klar strategi for den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan. Det er ikke mærkeligt. For uden klare mål er det særdeles vanskeligt at lave klare strategier. Denne konklusion er mange ledere i de store koalitionslande efterhånden nået til, og derfor forekommer et exit fra Afghanistan som det mest oplagte valg.
Men med de ressourcer, ni års krig har fordret i form af ubegribeligt store pengebeløb og et tragisk stort tab af menneskeliv, er det ikke politisk gangbar mønt at erklære, at missionen mislykkedes, og nu tager vi hjem. Der må et resultat til, og dette benævnes i dag med begrebet ”stabilitet”. Med dette begreb – stabilitet – er vejen åbnet for løsninger, som i 2001 var både tabu og utænkelige, nemlig forhandlinger med Taliban – uanset om de er ”møre” eller ej. Men at lade Taliban i stabilitetens navn få adgang til regeringskontorerne, ville være det største svigt i denne niårige krig. Både over for alle de afghanere, der i 2001 var lykkelige over at slippe af med Talibans rædselsregime, over for de mange afghanere, der er slået ihjel i krigen, over for de soldater, der er faldet i, hvad de opfattede som og blev bekræftet i var en god sags tjeneste, og over for alle de skatteydere, der velvilligt har set deres skattekroner blive investeret i krig. Med andre ord burde det i 2009 været et lige så stort tabu at forhandle med Taliban, som det var i 2001.
Det betyder ikke, at der ikke skal forhandles med Taliban. Men det må være afghanerne selv, der står for det. Det er deres land og nation, og det er dem, der skal leve med de politiske beslutninger, som leder frem til en stabilitet. Uanset om vi kalder repræsentanter for Taliban for moderate eller radikale, er det, de vil, uforeneligt med demokrati, ligestilling mellem kønnene og respekt for menneskerettighederne. Hvorfor skal vi forhandle med dem? Det er afghanerne selv meget bedre i stand til. Det er med andre ord på tide, at vi skifter fokus fra Taliban til den afghanske nation, og at vi holder op med tro, at vi med vores overlegne teknologi og fornemme værdier er beredte til at knække Taliban. Det kan kun afghanerne selv.

Lars Erslev Andersen (1956) er idéhistoriker og har en suppleringsuddannelse i Mellemøstudier. Han er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerer Indsatsområdet Mellemøsten: Transnationale forbindelser og socio-politiske dynamikker. Han har forsket i terrorisme og internationale konflikter siden midten af 1990’erne. Seneste publikationer er ”Terrorism and the return of just war” i bogen Spheres of Exemption, Figures of Exclusion (NSU Press) og ”Victim and Rebel. Al-Qaida Salafist Rhetoric and the Pitfalls of Anti-Terrorism” (DIIS Report 2010:10).