01.10.2010

Danmarks image som et imødekommende og venligtsindet folkefærd har i løbet af de sidste ti år lidt enorme tab. Senest har kritikken runget højt fra vores nordiske naboer, og spørgsmålet er, om vi som nation er ved at isolere os rent politisk. Fører vi i realiteten en form for kulturel protektionisme eller er det alle de andre, der er forkert på den?

Af Casper Karim Forsström

Vi kan ikke klare os uden ’de andre’ og det kan give både politisk og økonomisk bagslag, hvis Danmark fastholder en ekskluderingspolitik overfor det globale samfund. Men det ligger dybt i vores kulturelle bevidsthed, at vi er et lille land og verden er så stor. Vores frygt for at blive slugt overvinder al hensyntagen til moral, etik og kulturel empati. Men vores frygt gør os sårbare på mange punkter.
      Senest har kritikken lydt mod Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og hendes udvisning af de nordiske statsborgere, der nyder godt af Danmarks sociale ydelser. Hendes håndtering betegnes som arrogant, og samarbejdsorganet Nordisk Råd kræver en forklaring. Det er hun ikke villig til at give, og i hendes politiske bagland er der tilsyneladende bred opbakning til hendes håndtering af sagen.
      Sager som disse er blevet mere og mere normale. Der føres en værdipolitik, der ofte forekommer som et irrationelt modsvar til globaliseringens kræfter. Indenrigspolitik bliver ført til trods, uden egentlig hensyntagen til det multikulturelle verdenssamfund, vi økonomisk så gerne vil være en del af.

Danmark som brand
I perioden 2007-2010 er der brugt 412 millioner kroner på at brande Danmark som land. Yderligere 207 millioner kroner skal bruges over de næste to år. Som en direkte konsekvens af Muhammed-krisen i 2005, fandt regeringen det nemlig nødvendigt at skyde store summer i projekter, der kunne forbedre Danmarks image; vores ’nation brand’. Problemet er bare, at det ingen virkning har haft. Målinger viser, at vores image er blevet forværret i perioden 2008-2010, til trods for, at der er blevet brugt enorme summer på at gøre Danmarks ’nation brand’ stærkere. På trods af et politisk mål om at skulle ligge blandt de ti stærkeste ’nation brands’ i år 2015, er Danmark faktisk røget to pladser ned, fra en 14. plads til en 16. plads. Målingerne, som regeringen styrer efter, foretages årligt af det vidt anerkendte analyseinstitut GfK Roper, og er baseret på spørgeundersøgelser blandt 21.000 udlændinge fra forskellige lande.
      I en periode på fem år bliver der altså brugt 619 millioner kroner på et projekt, der ingen målbar virkning har. Tværtimod. Det er nemlig ganske umuligt at rette op på et lands image på så kort tid. Især når vi i landet fører en politik, der er stik modsat de værdier vi vil brande os med. Uffe Østergaard, Professor ved Copenhagen Business School, har fulgt projektet nøje og siger: ”Vi kan ikke reklamere os til noget, som vi ikke er. Vi har foretaget nogle politiske valg, der i høj grad har været med til at forme omverdenens syn på os. Og det syn ændres ikke gennem markedsføring, men alene gennem en anden politik.”
      Ytringsfrihed, demokrati, lighed for alle, tolerance og åbenhed er alle kerneværdier i det moderne danske samfund. Det er værdier, der er blevet arvet ned fra generation til generation. Værdier som ligger dybt forankret i vores bevidsthed. Men frygten for at åbne armene har på kort tid forandret vores verdenssyn, og tilsyneladende bygger vi en kæmpe mur rundt om vores lille land. Mure beskytter ganske vist ja, men de isolerer også.

Vi skyder os selv i foden
Udover det faktum, at vi bruger mange millioner på at genoprette vores image i verden, kan vores selvpåtvungne isolation have uoverskuelige økonomiske konsekvenser. Vi deltager i en global konkurrence om kvalificeret arbejdskraft, studenter, markedsandele og investeringer. Hvis vi skal kunne klare os internationalt på de forskellige konkurrenceparametre, er det essentielt at have et stærkt image. Vi kender det fra virksomheder, der bukker under for presseskandaler. Afhængig af skandalens karakter, og efterfølgende håndtering, kan resultatet variere fra en mindre nedgang i omsætning til direkte konkurs. Fælles for de to scenarier er, at det er en lang proces at vende skuden, og det går ikke hurtigere hvis repræsentanterne for disse virksomheder bliver ved med at komme med belastende udtalelser i pressen.
      På samme måde burde vi betragte Danmarks image. Vi kan bruge nok så mange millioner på at promovere danske vindmøller og mejeriprodukter, men hvis danske politikere holder fast i at give Danmark et dårligt omdømme ude i verden, er det penge spildt. Det handler om at møde ’de andre’ på midtvejen, og ikke udelukkende på vores præmisser. Det handler om at kunne se forskel på hvad vi har ret til at gøre, og hvad der er forsvarligt at gøre rent økonomisk. Også i det lange løb.
      I Nordisk Råd sidder nogle af vores vigtigste eksportlande og fortæller os, at det vi gør, er forkert. I stedet for at lytte til dem, vifter vi dem af med en arrogance normalt kun forbeholdt klodens politiske stormagter. Spørgsmålet er, om det er økonomisk rentabelt at føre værdipolitik på den måde? Mon vi igen kommer til at bruge enorme ressourcer på at genoprette vores image?
      I 1700-tallets Danmark blev love udstedt, der gjorde det lukrativt for de veluddannede sefardiske jøder fra Sydeuropa at komme til landet og bosætte sig. Realiteten var dog, at størstedelen af de tilkomne jøder i Danmark var de mere tilbagestående ashkenaziske jøder, som ikke formåede at sprede velstand. Derfor blev de hurtigt ekskluderet og var ikke velkomne i landet. I dag ser vi den samme tendens, dog primært rettet mod det muslimske mindretal. Der er altså ikke noget nyt i det. Historien gentager sig selv. Forskellen er blot, at nutidens globale informationssamfund tvinger os til at forsvare vores handlinger på en helt anden måde end for 300 år siden. Bl.a. derfor tabte vi stort i eksport under Muhammed-krisen.

Danmarks fremtid synes usikker
Danmarks politiske virkelighed er vores identitet udadtil. Om vi vil det eller ej, så bliver vi målt på parametre som udlændingepolitik, klimatopmøder, Muhammed-kriser og deltagelse i krige, mere end på H.C. Andersen, Den Lille Havfrue og Kongehuset. Hvis vi vil have en plads på den globale scene, må vi være villige til at være en del af ’de andre’, i stedet for at være i konstant kamp mod ’dem’ for at beskytte vores rettigheder. Rettigheder til at have svært forsvarlige værdipolitiske mærkesager. Rettigheder til at smide dem ud, vi ikke vinder noget på. Rettigheder til sige, hvad vi vil, når vi vil.
      Det er dog vigtigt at forstå, at vores kulturelle paranoia dybest set udspringer af en mangel på empati. En empati vi har brug for, hvis vi skal have en plads blandt de ti stærkeste ’nation brands’ i verden. En empati, vi ikke har råd til at ignorere.

Casper Karim Forsström (f. 1983) er specialestuderende ved CBS og skriver afhandling om emnet “CEO Charisma”.

Foto: Wiki Commons