Økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard til RÆSON:  Danmark har ikke noget vækstproblem

Økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard til RÆSON: Danmark har ikke noget vækstproblem

19.11.2010

.

”Der er ikke sket så djævelsk meget med Danmarks gennemsnitlige vækst,” siger økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard og afviser politikernes og erhvervslivets diagnose af en haltende dansk produktivitet. Fakta er ikke rigtig i debatten, og derfor er vi på vej mod de forkerte løsninger, mener Dalgaard.

Af Kenneth Praefke, RÆSON’s økonomiske redaktør

Der er meget lidt, der tyder på, at Danmark har et vækstproblem, lyder det fra økonomiprofessor på Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard stik imod, hvad alle politikere og erhvervsfolk ellers har råbt op om gennem særligt det seneste år.
     ”Der ingen aftagende tendens de seneste 50-60 år i væksten i BNP per indbygger eller per beskæftiget. Timeproduktiviteten løjer af; men det sker ikke i midten af 90’erne, som ellers er den almindelige opfattelse, men derimod i 70’erne” siger Carl-Johan Dalgaard og gør opmærksom på, at politikernes populære vækstdagsorden risikerer, at lede Danmark i en blindgyde.
     ”Hvis fakta ikke er rigtige risikerer vi at finde de forkerte løsninger.”
     Så når politikere taler vækst og erhvervslivet kritiserer politikerne for ikke at gøre nok ved det, så er det forfejlet? ”Det er en vigtig diskussion, men om Danmark har et vækstproblem eller ej afhænger af, om det vi p.t. oplever bare er et midlertidigt konjunkturdyk eller en permanent ændring i den gennemsnitlige vækstrate. Det er meget lidt der tyder på, at der er sket noget særligt med den gennemsnitlige vækst siden midten af 90’erne,” siger Carl-Johan Dalgaard.

Et opgør med mainstream
Det er ellers den gængse opfattelse, som blandt andet Økonomi- og Erhvervsministeriet også nåede frem til i november 2009, da de præsenterede en større analyse af emnet. Og dermed direkte imod de konklusioner som Carl-Johan Dalgaard sammen med professor Henrik Hansen i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift har kunnet præsentere tidligere i år; at den danske vækst ikke er urovækkende.
     Noget der siden har fået Økonomi- og Erhvervsministeriet på benene igen for at forsvare pointen omkring, at produktiviteten er faldet siden midten af 90’erne, og at Danmark har lidt et produktivitetstab, der er truende for vækstmulighederne.
     ”Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, så er der meget lidt substans i det sædvanlige billede af et fald i produktivitetsvæksten fra midten af 90’erne. Man må enten tale om, at der sker noget i 70’erne, eller at der ikke sker noget,” argumenterer Carl-Johan Dalgaard.
     Han påpeger dog et væsentligt forbehold for undersøgelsen. Datagrundlaget for at undersøge timeproduktiviteten er problematisk på grund af forskellige opgørelser af timetallet, altså antallet af arbejdstimer per beskæftiget i Danmark. Men alternativet, hvis man ikke ”tror” på opgørelsen timetallet er dog, at man så slet ikke kan sige noget overbevisende om produktiviteten, og det ændrer dermed ikke på det faktum, at man ikke kan konkludere, at Danmark har et problem med produktiviteten.
     ”Væksten i timeproduktivitetet aftager i 70’erne, men det er et globalt fænomen. Til gengæld ser det ud til, at vi ikke rigtig er kommet os over det. I USA sker der til gengæld noget i midten af 90’erne – de oplever en kraftig vækst. Derfor burde man i stedet se på, hvorfor USA siden midten af 90’erne er vokset hurtigere end Europa. Hvad kan vi lære af det? Hvad er det vi ikke er gode nok til?,” spørger økonomiprofessoren og peger på, at forskellen kan ligge i uddannelsesområdet og servicesektoren, hvor USA har oplevet en produktivitetsacceleration. Men han fastholder, at det ikke er muligt med solide dataanalyser i ryggen, at hævde, at Danmark har et akut vækstproblem.
     ”Der er ikke sket så djævelsk meget med den danske vækst. Det er altså ikke så meget hvad vi har gjort forkert i 90’erne, men mere hvad vi ikke har gjort.”

Dalgaard: Vækstforums diagnose er forkert
Regeringens vækstforum har præsenteret sin diagnose, der ifølge Carl-Johan Dalgaard kan koges ned til tre hovedudfordringer; at den sløve produktivitetsudvikling skader industrien; uddannelsestiden stiger ikke så kraftigt som ønsket, og der skal innoveres mere. Men da den overordnede konklusion er forkert skyder vækstforummet skævt og risikerer at foreslå de forkerte løsninger.
     ”Vi risikerer at komme til at fokusere på det forkerte. F.eks. er der en overfokusering på industri og fremstilling. ¾ af danskerne er beskæftiget et helt andet sted. Derfor risikerer vi politiske tiltag i industrien på bekostning af servicesektoren,” siger Carl-Johan Dalgaard, der er bekymret for at en ”misvisende fortolkning leder til ikke så holdbare løsninger”.
     Ligeså opsigtsvækkende Carl-Johan Dalgaards udmeldinger er i forhold til den bredde opfattelse af en dansk vækstudfordring, ligeså fredelig er hans konklusion. Han mener, at der meget vel kan være tale om en overgangsperiode, hvor ”nogle arter uddør og andre grene spirer frem”.
     ”Når produktiviteten i et samfund øges over tid skyldes det sædvanligvis, at stagnerende brancher går tilbage mens dynamiske brancher tager over. I øjeblikket ser vi tilsyneladende en periode, hvor eksportorienterede serviceerhverv er ved at tage over for den traditionelle fremstilling. Den udvikling er i sig selv ikke urovækkende, men vigtig at holde sig for øje for at udgå polisk-økonomiske fejltagelser”, siger Carl-Johan Dalgaard.

Husk at læs det trykte magasin RÆSON8, der udkommer 22. november og fokuserer endnu mere på vækst- og konkurrenceevne-diskussionen. I RÆSON8 finder du bl.a. en rundbordsdiskussion med Asger Aamund, Lars Kolind og Jørgen Rosted med deres bud på løsningen af de danske vækstudfordringer.
     Køb et abonnement på RÆSON og modtag RÆSON#8 i din postkasse før du kan finde det i din bladkiosk. Køb abonnement hér!