18.11.2009

Afghanistan-krigen er på vej ind i sit niende år. Hvad skal der til for at vinde krigen? Kan den vindes? Hvor vigtig er en ”sejr” for Danmarks sikkerhed? EU’s udenrigsministre har erklæret, at institutionsbygningen i landet skal optrappes. Hvad bliver Europas/EU’s rolle i Afghanistan de næste fem år? Ifølge nogle iagttagere er Vesten i fuld gang med en exit-strategi: er det rigtigt? RÆSON spørger Morten Messerschmidt.

Kampen kan stadig vindes, hvis Vesten er villig til at ofre tilstrækkeligt med ressourcer. Men vi er samtidig nødt til at spørge os selv, om den også vil kunne vindes om 20 eller 30 år? Alle demografiske analyser viser, at Vesten med en i overvejende grad aldrende befolkning til den tid vil få endnu sværere ved at tage kampen op med en ung og kraftigt ekspanderende muslimsk befolkning.

Af Morten Messerschmidt, MEP (DF)

JEG mindes, at jeg for nogle måneder siden overhørte en P1-debat med en repræsentant fra Amnesty International, hvor man diskuterede, hvilke metoder der kunne vinde krigen i Afghanistan. Særligt mindes jeg at høre en forarget debattør erklære, at Vesten ikke overholdt krigens love, når vore soldater overfaldt Taleban, mens de sov og var på toilettet. Den slags er ikke rimeligt, måtte man forstå.

Hvad er det for et verdenssyn, at ens fjende skal have en fair chance? Skal vore soldater virkelig sætte livet på spil og vise Taleban hensyn, mens fjendens eneste drøm er at udsprede den jihad, vi alle oplevede den 11. september 2001, til hele den vestlige verden – med det formål at lægge alle klodens lande øde i den formørkede totalitære ideologi, som i disse vanvittige menneskers hjerne er produktet af islam?

Naturligvis ikke. Tillad mig at minde om den tidligere israelske statsminister, Rabins, ord: “Man slutter ikke fred med sine fjender – man slutter fred med sine tidligere fjender”. Spørgsmålet er, om man umiddelbart kan overbevise Taleban om at betragte os – Vesten, friheden og den moderne verden – som en tålelig modpart, der kan sluttes fred med. Om fjendskabet kan blive fortid? Det er der ikke meget, der tyder på. Disse mennesker, optændt og hjernevasket af en syg ideologi, der ikke levner hverken kommunismen eller nazismen meget tilbage i gru og voldsomhed over for deres fjender, lader sig ikke slå ved forståelse, venlighed og oplæsning af lange erklæringer. De lader sig slå ved magt. Spørgsmålet er, om Europa har denne magt? Eller viljen til at bruge den?

Desværre er der ikke meget, der tyder på det. I kampen mod terror har de europæiske lande udvist en pinlig mangel på mod og været mere optaget af kvindagtige rapporter fra Amnesty International, fordømmelser af USA, der reelt gør noget for at bekæmpe vore fjender, og i øvrigt at please den voksende del af Europas befolkning, som qua sine religiøse rødder vinder stadig større sympati for Talebans morderiske forsæt.

At opbygge institutioner og udbrede demokratiet kan være meget godt. Men hvad hjælper det, hvis Taleban stadig er til stede, nedriver de skoler, vi bygger op, skærer fingrene af dem, der stemmer, og fremstår som et lukrativt alternativ til den i øvrigt gennemkorrupte parodi på et demokrati med Karzai i spidsen?

Uden vilje ingen sejr. Og det bløde Europa, hvorfra truslen om terror i dag i lige så høj grad kommer fra befolkningen midt i blandt os som fra folk udefra, har ingen vilje. Ingen tro på sejren. I den situation er et exit utvivlsomt bedre. Lad Taleban få grobund igen, lad dem sejre – men skån i det mindste vore soldater, synes rationalet at være. At hele den vestlige verden igen må leve i ikke bare gruen for, men forventningen om,, at krigen da rykker tættere på os, er så prisen, vi må betale.

Men vi kan ikke slutte fred med folk, der ønsker os, vore værdier, vor verden og hele det moderne livssyn ødelagt, fjernet og dræbt. Hvis vi trækker os ud af Afghanistan, ophører krigen dér. Men dermed flytter den  blot tættere på vore grænser.

De voldelige optøjer, som vi i dag oplever i de muslimske ghettoer, hvor præster bliver fordrevet, danskerne chikaneret, og fundamentalismen stiger, vil ikke længere blot være optøjer. Det vil blive til regulære raids mod europæerne, mod de kristne og andre, som ikke bøjer sig for islams altid voldelige krav til de vantro. Optøjer vil blive til oprør. Og oprør vil blive til krig. Bag vore egne grænser.

Hvis vi ryster på hånden og ikke klart siger, at vi vil knuse Taleban og enhver anden totalitarisme, der truer os, vore allierede og verden, kan vi godt glemme alt om en fredelig fremtid. Fjenden er allerede bag vore linjer, Han er klar til angreb og håner Vestens manglende evne – vilje – til at forsvare sig. Den, der ikke vil forsvare sig, må forberede sig på at lade sig diktere. Vi kender billedet: Afghanistan før 2001. Er det Europas fremtid?

En tilbagetrækning fra Afghanistan vil blandt islamisterne blive opfattet som en entydig sejr for islam – og som et tydeligt vestligt svaghedstegn. Hvad sker der i en jungle, for den, der udviser svaghed? Det er svært og ubehageligt at sige offentligt, at vi må kalkulere med dræbte soldater. Det er svært at forklare forældre, hustruer, børn og de øvrige pårørende, at de har mistet deres kære på slagmarken.

Omvendt er vi nødt til at træffe et meget svært valg: Ønsker vi begrænsede tab nu, eller vil vi udsætte kampen for så måske at gøre den langt værre i fremtiden? Kampen kan stadig vindes, hvis Vesten er villig til at ofre tilstrækkeligt med ressourcer, men vi er samtidig nødt til at spørge os selv, om konflikten vil kunne vindes også om 20 eller 30 år. Alle demografiske analyser viser, at Vesten med en i overvejende grad aldrende befolkning til den tid vil få endnu sværere ved at tage kampen op med en ung og kraftigt ekspanderende muslimsk befolkning.

Den tyske økonom og demograf Gunnar Heinsohn fra universitetet i Bremen har i sin glimrende bog “Söhne und Weltmacht” fra 2003 konkluderet, at demografien er Talebans vigtigste allierede. Ifølge ham kan spørgsmålet om at vinde en krig meget simpelt “koges ned” til spørgsmålet om villigheden til at “ofre sønner” i kamp. Hvem er mest villig til at ofre? Den fattige kvinde i eksempelvis Mellemøsten med seks-syv sønner, som har udsigt til et liv uden uddannelse og arbejde, eller den oplyste, vestlige kvinde med en til to sønner, hvis fremtidsperspektiver tegner sig lyse? Det er ikke noget svært spørgsmål at svare på. Befolkningerne i Vesten spørger allerede nu sig selv, om bekæmpelsen af islamismens uvæsen virkelig er værd at dø for. Jeg vil hellere spørge, om vi kan tillade os at sidde med hænderne i skødet og risikere, at situationen om få år kommer helt ud af kontrol – en situation, hvor demografien med Gunnar Heinsohns ord besejrer os.

Det er rigtigt, at der selv blandt højtstående amerikanske militærfolk er opstået tvivl om, hvorvidt krigen nogensinde kan vindes. Men lige så rigtigt er det, at mange andre er yderst optimistiske. På Dansk Folkepartis årsmøde i år viste vi en film fra Forsvaret, hvor både soldater, læger og officerer udtalte sig om genopbygningen af Afghanistan. De erkendte, at det måske gik langsommere end ønsket, men samtidig kunne de berette om en masse succesoplevelser – situationer, hvor lokalbefolkningens glæde over nye skoler og bedre infrastruktur viste, at soldaterne havde gjort en forskel. Derfor er genopbygningen af landet også uhyre vigtig. Når først mennesker oplever materiel fremgang, falder deres villighed til at ofre deres liv for galninge som talebanerne. Der skal gøres en langt større indsats for at garantere sikkerheden i de fredelige dele af Afghanistan – de skal ganske enkelt lukkes hermetisk af for Talebans indtrængen, mens fredelige afghanere i urolige områder bør tilbydes en mulighed for at tage ophold i de sikre zoner. Det vil også i høj grad lette den militære indsats, ligesom Taleban vil få langt sværere ved at bruge civilbefolkningen som et levende våbenskjold.

Jeg har selv talt med hjemvendte soldater, og en af deres største frustrationer, som ofte bliver gentaget, er, at de ikke har fået lov at gøre deres job ordentligt. Hjemvendte amerikanske soldater fra Vietnam sagde det samme. Og nej, det har intet at gøre med, at soldater har lyst til at beskyde civile eller sætte kvinders og børns liv på spil, men det har noget gøre med følelsen af at gøre en forskel. Soldaterne ville få langt lettere ved at gøre deres job, hvis civilbefolkningen blev evakueret fra de farlige zoner, hvor Taleban opererer og desuden terroriserer befolkningen med trusler om at skære arme og fingre af de formastelige, som tillader sig at stemme.

Vi må ikke glemme det rædselsregime, som Taleban stod for før invasionen i 2001?.

Ikke alene var man storeksportør af narkotika til det “dekadente” vesten, man forbød musik og biografer. Man straffede kvinder, som tillod sig at gå i skole eller tage en uddannelse. Man sprængte de ældgamle og enestående Buddha-statuer i luften og henrettede i hundredvis af uskyldige civilister – samt ydede husly til internationale topterrorister som Osama Bin Laden, hvilket stadig finder sted. Jeg tror desværre, at mange efterhånden har glemt omfanget af det grufulde rædselsregime, som Taleban stod for gennem en årrække, og derfor burde man måske i medierne vise nogle af billederne igen, således at frygten, hadet og burkhaerne ikke går i offentlighedens store glemmebog.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at indsatsen i Afghanistan er nødvendig. Hvis Vesten trak sig ud af landet nu, ville vi, foruden den islamistiske opfattelse af at have vundet en stor sejr over “korsfarernationerne”, hverken kunne se os selv eller den afghanske befolkning i øjnene. Jeg er udmærket klar over, at præsident Karzais troværdighed kan ligge på et særdeles lille sted, og jeg er stærkt foruroliget over den afghanske regerings tendens til at “please” islamisterne med domme mod islamkritiske journalister og i det hele taget en dybt reaktionær, islamisk politik. Selv når Taleban en dag er besejret – og jeg tror, dagen vil komme – skylder vi det afghanske folk at gennemføre og sikre udviklingen af et ægte demokrati. Ellers har den militære indsats været forgæves – og dermed også de mange ofre, som Vesten har ydet i form af soldaternes liv. .

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen