30.09.2009

Af Troels Mylenberg

PÅ tirsdag skal statsminister Lars Løkke  Rasmussen (V) for første gang åbne Folketinget på  den traditionsrige første tirsdag i oktober, hvor  folkestyret rulles ud i al sin glamourøse pragt med  alt fra gudstjeneste og dronningebesøg over  forudsigelig oppositionskritik af statsministerens  tale til Enhedslistens larmende ankomst i  folketingssalen efter hilsnen til kongehuset – det  republikanske partis repræsentanter deltager ikke i  den slags royalt pladder.

Men selv om det meste vil se ud og lyde,  som det plejer, er der i år ganske meget nyt at  lægge mærke til. Nye magtstrukturer og frontlinjer  er ved at materialisere sig. Til gavn for  spændingen og underholdningen, men nok også  for debatten, som de senere år har været solidt  præget af den urokkelige flertalskonstellation, som  Dansk Folkeparti har forsynet VKmindretalsregeringen  med.

Flertallet lever stadig godt og trygt, men  sidste weekends socialdemokratiske kongres viste  tydeligt, at Socialdemokraterne efterhånden er  færdige med kun at slås med sig selv. Det betyder  reel modstand til VKO og dermed også en  mulighed for, at se VKO-blokken blive udfordret.  Og hvordan klarer VKO sig så?

I Anders Fogh Rasmussens syv et halvt år  ved magten var han reelt aldrig rigtig presset af  oppositionen. Der var kun lige en kort overgang  tilbage i 2004, hvor daværende S-formand  Mogens Lykketoft havde et pludseligt overtag i  meningsmålingerne, hvor ledigheden steg en  smule, og hvor Fogh syntes at have mistet sit greb  om regeringen og magten. Men dengang  formåede oppositionen på ingen måde at udnytte  det pludselige overtag til at blive en trussel, og  faren drev hurtigt over. Ikke mindst fordi  oppositionen var kronisk splittet og stadig led af

den individuelle markeringstrang, som følger af et  langt regeringssamarbejdes mange kompromisser.  Lykketoft, den daværende radikale leder  Marianne Jelved og SF’s Holger K. Nielsen  repræsenterede tilsammen en svunden tid, mens  Fogh trods alt var fremtidens mand for de fleste  danskere.

I dag er oppositionen en helt anden med  nye folk på posterne, som efter valgnederlaget i  2007 har fundet ud af, at hvis de skal lykkes, så  skal der trækkes i samlet flok. Bevares, Det  Radikale Venstre med Margrethe Vestager i  spidsen har ikke mistet sin hang til masochisme,  men de radikale kamptropper er langt tættere på  Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal og  deres S-SF-ægteskab, end de har været før.

DET RADIKALE VENSTRE er, hvad enten de  selv vil erkende det eller ej, et parti, der for længst  har meldt sig ind i den røde blok. Den fløj i  partiet, der besynger friheden til at kunne  samarbejde med VK-regeringen, er reelt ikke  længere eksisterende. Morten Helveg Petersen  forlod politik denne sommer. Hans far, Niels  Helveg Petersen, genopstiller ikke, og tilbage i  gruppen sidder nu alene Johs. Poulsen og  repræsenterer den såkaldte højrefløj i partiet. Han  er sjovt nok tidligere SF’er med byrådssæde i  Herning tilbage i 1990erne – og han tilhørte  dengang den del af SF, der forsøgte at trække  partiet ind mod midten. Det lykkedes ikke under  Holger K. Nielsens SF-ledelse, og Johs. Poulsen  blev radikal. Og der er han altså nu ret alene om  at være meget skeptisk over for SF.

Margrethe Vestager selv holder fast i sit  (ultimative) krav om, at hun ikke vil acceptere  ultimative krav i et samarbejde, sådan som S og  SF har stillet dem på skatte- og udlændingeområdet. Men at hun som snart sagt  eneste ledende oppositionspolitiker med  ministererfaring (undervisnings- og kirkeminister  fra 1998-2001) skulle lade radikal  regeringsdeltagelse glide fra sig på den baggrund,  er utænkeligt.

Dér skal man nok få forhandlet et resultat  hjem. Ikke mindst fordi både Helle Thorning- Schmidt og Margrethe Vestager så gerne vil i  regering. Thorning vil gerne have De Radikale  med – så hun kan skærme sig mod kritik af, at hun  reelt skaber et rødt kabinet. Og Vestager har reelt  samme begrundelse, dog med den ekstra tilføjelse,  at det regeringsvante radikale parti efterhånden  er så tynget af manglen på indflydelse, at der skal  tankes den slags rygradsrankende benzin, som får  den radikale motor til at spinde. Dvs.:  ministerposter.

Det behøver ikke være mange minister- poster til De Radikale, men et økonomisk ministerium  – skat, erhverv, økonomi eller beskæftigelsesministeriet  – samt et af holdningsministerierne

– kultur, undervisning eller udvikling – vil styrke  den skrantende radikale selvfølelse gevaldigt.  Selv om SF udadtil virker som  oppositionens stærkeste kort, og selv om Søvndal  er dansk politisk svar på Kong Midas – eller  måske snarere fætter Højben – så vil situationen  for SF formentlig forandre sig drastisk, når et  regeringssamarbejde bliver reelt. Sådan noget har  SF aldrig prøvet før, og euforien over en given  valgsejr og over at have bragt SF helt ind i  magtens inderste gemakker vil nok gøre det  vanskeligt for SF’erne at stille meget skrappe krav  til et regeringssamarbejde, hvor S og R basalt set  blot vil føle at de er tilbage, hvor de hører  hjemme.

DET folketingsår, der blæses i gang på tirsdag, er  præcis det mellemår, hvor oppositionen skal vise,  at den slås mere mod regeringen end med sig selv.  Det sigte blev præsenteret meget klart på Det  Radikale landsmøde i Nyborg for et par uger  siden og ikke mindst på den socialdemokratiske  kongres i sidste weekend. Begge partier lykkedes –  stort set – med at få knæsat regeringen som den  egentlige fjende. Og hvor indlysende den strategi  end lyder, så har det faktisk de senere år vist sig at  være særdeles vanskeligt for de to partier at nå  derhen.

Lad os tage R først. Optakten til det lille  partis landsmøde var præget af diskussioner med  S og SF om, hvordan de såkaldt ultimative krav  kunne spænde ben for samarbejdet. Men  weekenden i Nyborg afsluttedes i en hel anden  toneart, hvor De Radikale hyldede og priste  tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen  for hans indsats i dansk politik. ”Jeg savner Uffe Ellemann-Jensen,” lød det fra Margrethe Vestager,  der ud over at glæde den gamle venstrekæmpe  også fik sendt et klart signal til alverden om, at  Venstre har flyttet sig og fjernet sig gevaldigt fra  de værdier, som Uffe Ellemann-Jensen stod for.  Uagtet at han ikke lykkedes med at vinde  regeringsmagten, så var det ham, der gennem  1980’erne og 1990’erne fik mobiliseret vælgerne  til at gøre Venstre til landets stærkeste parti. Og i  dag står hans stemme stærkt blandt de borgerlige,  der føler, at Dansk Folkeparti i lige vel høj grad  fører taktstokken i regeringssamarbejdet. De  mennesker fik Vestager sendt et signal til på sit  landsmøde – og hun fik tilmed vist noget af det  overskud, som ellers ikke har været en del af  hendes offentlige fremtoning, siden hun i juni  2007 overtog partilederposten efter Marianne  Jelved.

Helle Thornings kongres i Ålborg gav  hende lignende succeser. Thorning talte længe og  markant om Dansk Folkepartis magt og fik  dermed smart iscenesat Pia Kjærsgaard som  regeringens egentlige magthaver. Tricket er  velkendt – Fogh var en mester i at udråbe Villy  Søvndal til oppositionens åndelige leder for på  den måde at udstille Thornings svaghed, og nu  anvender Thorning altså samme trick over for  dansk politiks tavse mand, statsminister Lars  Løkke Rasmussen.

Samtidig lå Thorning & Co’s spark til  Dansk Folkeparti godt i fortsættelse af den DF- frustration, som venstremanden Eyvind Vesselbo  luftede i en kronik i Berlingske Tidende i ugen om  til S-kongressen. Godt nok blev kritikken af  regeringens følgagtighed over for Pia Kjærsgaard  skudt prompte ned af Venstres ledelse. Men  Vesselbos tanker flugter godt med de frustrationer,  som mange, rigtig mange, venstrefolk stadig oftere  lufter uden for citat over for journalister på  Christiansborg. Det er frustrationer, som Lars  Løkke Rasmussen nok ikke slipper for at forholde  sig til, når han fra sine mange rejser verden rundt  indimellem mellemlander på Christiansborg.

LØKKE. Han farer rundt til møder i Indien, New  York, Paris og møder alle de store internationale  politiske stjerner, men er reelt ude i præcis samme  rille, som gjorde Poul Nyrup Rasmussen til taber i  2001. Det var dengang lige efter 11. september,  hvor Nyrup opøvede al sin statsmandskraft og fløj  til møder med FN’s generalsekretær og den slags  folk, og hvor oppositionsleder Fogh i valgkampen i  november 2001 blæste Nyrup af banen med det  primære argument om, at valg ikke vindes på de  bonede gulve, men handler om danskernes  hverdag. Godt nok har Løkke en bunden – og helt  afgørende – opgave i et klimatopmøde og  adskillige internationale forpligtelser, men sandheden er stadig den, at valget, når det  kommer, vindes på hjemlig grund. Det kan nok så  mange Obama-besøg ikke gøre noget ved. En  stærk klimaaftale i december vil selvfølgelig give  Løkke mange point, men samtidig vil alle de store  landes ledere kæmpe om opmærksomheden – og  få den.

For dansk politik er det en gave, at kampen  mellem blokkene synes at blive mere ligeværdig.  Det giver klarere valg og dermed bedre og mere  interessant politik. Der er langt til valget, og Lars  Løkke Rasmussen skal nok få chancer for at vise,  hvad han kan. Faktum er, at han indtil videre blot  har administreret sin forgængers regering. Det  siger en hel del om tilliden til Løkkes forgængers  politiske jugement, og om manglen på samme hos  oppositionen, at Løkke står forholdsvis stærkt –  helt uden at sige, ville eller gøre noget på den  politikformulerende front.