30.09.2009

Af Karsten Lauritzen, Integrationsordfører for Venstre, vkala@ft.dk, www.stemLAURITZEN.dk

DER har i de seneste uger været en massiv  mediedækning af foreningen Kirkeasyl og deres  arbejde i de forgangne måneder, herunder ikke  mindst stiftelsen af deres nye forening “Komitéen  for Skjulte Flygtninge”, som har til formål at  hjælpe afviste asylansøgere med at skjule sig for  politiet. Historien om Kirkeasyl og deres  støttekomité er både en positiv og en negativ  historie om det danske demokrati. Og så er det en  historie om humanisme – eller manglen på samme.

Som venstremand synes jeg, det er dejligt,  at der stiftes politiske bevægelser og foreninger –  også selvom de modarbejder regeringens politik.  Vores demokrati dør og mister sin værdi, hvis ikke  de demokratiske rettigheder bruges aktivt gennem  f.eks. engagement i en politisk sag. Det er  imponerende, at Kirkeasyl har samlet næsten en  mio. kr. ind, og jeg har intet problem med, at de  bruger pengene til at støtte og skaffe vælgere  til Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og  Enhedslisten, som ønsker en anden  udlændingepolitik end VK-regeringen. Det er  nemlig vilkårene i et demokrati.

Alligevel har vi som samfund et stort  problem, når en forenings midler bruges til at  understøtte direkte ulovligheder og  på udemokratisk vis undergraver retsstaten. Det er  helt evident og åbenbart, hvad Støttekomitéen  for Skjulte Flygtninge har til formål at gøre, idet  de har det som deres erklærede formål at skjule  afviste asylansøgere. Det er udtryk for en farlig  demokratisk forrådnelse i samfundet, når man

under dække af foreningsfriheden stifter  foreninger, som har til formål at facilitere og  understøtte ulovligheder samt bryde den  lovgivning som et demokratisk valgt flertal på  Christiansborg har vedtaget.

Men det, der virkelig forarger mig og ryster  mig i min demokratiske grundvold, er dog den  måde, der argumenteres på fra personerne bag  Kirkeasyl og deres medstøtter i Socialdemokratiet,  Socialistisk Folkeparti og måske især Enhedslisten.  At veluddannede unge og anerkendte kunstnere  og kulturpersoner tordner frem på skærmen på  landsdækkende TV og i aviserne med forklaringer  om, at det er deres moralske og humanistiske  kompas og samvittighed, som byder dem at bryde  loven og hjælpe afviste irakere med at skjule sig for  politiet og myndighederne. Jeg havde naivt troet,  at så intelligente og veluddannede mennesker godt  kan se den logiske konsekvens af en sådan  argumentation og ageren: at retssamfundet  undergraves, og vi får et samfund præget af  selvtægt og vilkårlighed. For hvad mon andre  menneskers moralske og humanistiske kompas  fortæller dem? Skal de så også have lov til at bryde  loven? Der kan jo være folk, der føler, de betaler  for meget i skat, og derfor mener, at det i orden, at  de arbejder sort eller svindler med skattebetalingerne.  Eller en håndværker, som mener, at han  bliver underbetalt af sin arbejdsgiver, og derfor  har ret til at stjæle værktøj fra arbejdspladsen.  Eller faderen, der blev slået som barn, og dermed  mener, at det er okay at slå sine egne børn.  Vilkårlighed og kaos vil således ingen ende tage. Over folketingssalen står der “Med lov skal land  bygges”. Hvis vi accepterer, at etablerede  kunstnere, meningsdannere eller tilfældige  folketingsmedlemmers moralske eller humanistisk  kompas står over lovgivningen, er Danmark ikke  længere en retsstat og vores demokrati  undergraves.  Går man lidt videre, er det faktisk  tankevækkende at spinde en ende over folkene bag  Kirkeasyl og deres argumentation. De hævder, at  deres kamp for irakerne er en kamp for  ”humanisme” og ”anstændighed”. Men når det  kommer til stykket, er folkene bag Kirkeasyl ikke  humanister. Det er de 92 kendte danskere, som  har skrevet under på, at de vil skjule en afvist  iraker for politiet, heller ikke. Nej, de påstår blot –  ganske gratis i øvrigt – at de er humanister, men  når det kommer til stykket, kan de nok bedre  betegnes som dobbeltmoralister og  venstreorienterede hyklere.

Humanister eller hyklere?
En ægte humanist har ikke behov for at prale med  sine bedrifter og stille sig op i offentligheden og  pudse sin glorie, som Lykkehjulets Bendt Burg  gjorde det i BT. Nej, en ægte humanist, en ægte  velgører, lever bedst i anonymitetens skygge.  Velgørere, der stiller sig frem og praler med deres  godhed, har næsten altid en bagvedliggende  dagsorden. Det er der umiddelbart ingenting i  vejen med, når bare man er åben og ærlig om sin  dagsorden.  Mange vil nok kritisere mig for denne  bredside af anklager mod nogle af Danmarks  mest anerkendte kunstnere og forfattere, og derfor  vil jeg give dem en mulighed for at vise, at jeg  tager fejl og bevise, at de er ægte humanister. I så  fald skal jeg tage mine ord i mig igen og sige  undskyld!  En række af de 92 kendte danskere, som  har tilkendegivet, at de vil skjule en afvist iraker  for politiet, får penge på finansloven, fordi de er  kunstnere. De er på den lukrative ordning kaldet  ”Livsvarige ydelser for kunstnere”, hvor Statens  Kunstfond hvert år giver 275 kunstnere, forfattere,  filminstruktører og andre kulturpersonligheder en  større sum penge. I alt uddeles der i år 26,3 mio.  kr. til disse 275 personer, som har været så heldige  at komme på listen indtil den dag, de dør.  Kunstnerne modtager hvert år i gennemsnit

100.000 kr. af skatteborgernes penge. Nogle af de  heldige kunstnere er bl.a. forfatter og musiker  Benny Andersen, filminstruktør Christian Braad  Thomsen og forfatter Kirsten Thorup. Alle tre  kunstnere står på Kirkeasyls liste over folk, hvis  ”humanistiske” hjerte byder dem at bryde loven  for irakerne. Hvis eksempelvis Benny Andersen  var ægte humanist, og ikke blot ”retorisk  humanist”, så kunne han donere sin livsvarige  ydelse til FN’s flygtningeorganisation UNHCR,  som hjælper rigtige flygtninge i Iraks nærområder,  hvor der er 1,5 mio. flygtninge i Jordan og Syrien.  Det anslås, at UNHCR i gennemsnit bruger $50  pr. flygtning de hjælper. De $50 svarer til 250 kr.  og det vil derfor sige, at Benny Andersen,  Christian Braad Thomsen og Kirsten Thorup  tilsammen hvert år kunne hjælpe 1200 flygtninge,  hvis de gav deres kunstnerstøtte til UNHCR. Det  ville gøre en langt større forskel på den måde at  hjælpe langt flere mennesker i reel nød. Det er lige  før, jeg vil foreslå kulturminister Carina  Christensen at skrive et personligt brev til de tre  og foreslå dem frivilligt at indvillige i at donere  pengene til UNHCR.  Jeg tror dog ikke, at det er for meget at  påstå, at et sådant brev er nyttesløst, for det vil de  tre kunstnere selvfølgelig ikke være med til. ”Det  er at blande tingene sammen” vil de sikkert sige.  Eller ”sådan kan man ikke argumentere”. Men  hvorfor kan man ikke det?  Svaret er ganske enkelt, og de fleste har  nok gættet det: for så vil de tre kendte  kulturpersonligheder blive afsløret som  dobbeltmoralister og venstreorienterede hyklere.  De vil gerne sole sig i den opmærksomhed, det  giver dem offentligt at erklære sig som  ”humanister”, men når det kommer til at sætte  handling bag ordene, så sker der ingenting. Hvis  Benny Andersen, Christian Braad Thomsen og  Kirsten Thorup var ægte humanister, så ville de  med glæde veksle deres livslange kunstnerstøtte til  flygtningehjælp i nærområderne i Irak, hvor  nøden er størst. Hvis de – stik imod min  forventning – tager udfordringen op, så vil jeg  med stor glæde anerkende, at jeg har taget fejl, og  i stedet glæde mig over de 1200 flygtninge, som nu  kan se frem til at blive hjulpet ud af den ulykkelige  situation, de står i.

Vores flygtninge er ikke de dårligst stillede
Det er nemlig sådan, at de asylansøgere, der  banker på Danmarks dør og søger om asyl,  generelt ikke er de dårligst stillede flygtninge. Det  er mennesker, som godt nok er flygtet fra noget,  men de har oftest, trods alt, haft mulighed for at  betale de formuer, som menneskesmuglere  forlanger for at transportere dem til Danmark. De  flygtninge, som jeg som liberal og venstremand  ønsker at hjælpe, og som ofte bliver glemt i den  danske asyldebat, er det store flertal af flygtninge,  som ikke har haft formuer at betale med, men hvis  eneste udvej har været at flygte til nabolandet,  hvor de lever i usle flygtningelejre. De flygtninge  synes jeg, vi burde hjælpe mere.  Danmark er allerede et af de lande i verden, der  giver flest penge til UNHCR. Vi giver årligt over 300 mio. kr. til at hjælpe flygtninge i  nærområderne, hvor nøden er størst, og hvor vi  kan hjælpe mange flere rigtige flygtninge, end vi  hjælper ved at acceptere, at afviste asylansøgere  blot kan blive i Danmark og ignorere  Flygtningenævnets afgørelser. En ægte humanist  vil hjælpe dem frem for afviste irakere, der ikke er  forfulgte.  Men de flygtninge hjælper Kirkeasyl ikke.  De hjælper altså ikke de flygtninge, der har det  største behov. Og det gør de ikke, fordi når alt  kommer til alt, så handler deres arbejde ikke om  at udvise en særlig ”humanisme” over for afviste  irakere. De er blot blevet gidsler i Enhedslistens,  Kirkeasyls og venstreorienterede kunstneres kamp  mod VK-regeringen.  Hele denne affære handler om, at disse  personer opfatter sig selv som ”de gode  mennesker”. Dem, der burde have magten og  mener, at borgerlige mennesker er ”onde”. Og i  deres frustration over, at et flertal af befolkningen  ikke er enige med dem, vælger de så at tage  demokratiundergravende midler i brug. Den  ”humanisme”, de udviser, er en fuldstændig gratis  omgang og kan ikke betegnes som andet en tom  retorik.

KIRKEASYL, de venstreorienterede og især  kunstnerne forsøger at fremstille sig selv som de  ”bedre” mennesker. Det, de imidlertid synes at  glemme, er, at gode mennesker ikke har det i  munden, men i handlingerne. Det er derfor også  kvalmende, når de – i øvrigt ofte – ynder at  sammenligne sagen om de afviste irakere med  vilkårene under Anden Verdenskrig ved nærmest  at fremstille og sidestille sig selv med dem, der  hjalp jøderne til Sverige. Den sammenligning  siger alt om Kirkeasyl, kunstnerne og de  venstreorienterede. Under Anden Verdenskrig  satte folk deres liv på spil for at hjælpe forfulgte  jøder. Jøder, der virkelig var forfulgte blot pga.  deres etniske og religiøse oprindelse. Irakerne er  ikke individuelt forfulgte, i så fald ville de have fået  asyl i Danmark.  Det grænser til det patetiske og selvfede,  når Kirkeasyl, kunstnere og de venstreorienterede  skriver deres navn på en liste og erklærer, at de  rent hypotetisk ville hjælpe, hvis de blev sat i den  situation. Prisen: sandsynligvis ingen og da højest  en bøde. Denne sammenligning illustrerer hele  denne artikels pointe: Støtten til irakerne har intet  med ægte humanisme at gøre.