16.09.2009

En ny rapport – om franskmændenes lykkefølelse – er et led i den borgerlige Sarkozys ’danske’ projekt: at erobre venstrefløjens værdier: ’Markedet er blevet vores religion, men vores civilisation skal ikke dikteres af ’udbud og efterspørgsel’.’

Af Marie Dørup Olesen

I mandags offentliggjorde en kommission nedsat af Sarkozy den rapport, der skal komme med bud på økonomisk og social forbedring i Frankrig: ”Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress”. Christine Legarde, Frankrigs finansminister, kaldte kort og godt kommissionen ”The Happiness Commission”. Rapportens ambition: at anskue den franske økonomi på en ny måde. Som Sarkozy sagde under sin åbningstale ved præsentationen: ”verden ændrer sig, men ikke den måde, vi måler den på”. Hvor man typisk ville måle fx BNP, sætter ”lykke-rapporten” mennesket i centrum af enhver analyse og fokuserer på indkomst og forbrug for at vurdere velfærd, frem for produktion. Det skulle være mere realistisk end blot at måle det nationale gennemsnit. Eksempelvis viser rapporten, at prisstigningerne rammer mindre velstillede sociale grupper – og den tager hensyn til arv, som i den grad fastholder sociale forskelle.

Rapporten kan imødekomme det problem, Sarkozy står overfor netop nu: befolkningens metaltræthed af en omni-præsident, der udtaler sig om alt og derfor intet – og den faldende patos, der trods alt skal være omkring en præsident i et stolt land som Frankrig. Her bliver Sarkozy kaldt ”le premier flic de France” – Frankrigs første politimand, fordi han er alle vegne med en løftet pegefinger eller en ligegyldig kommentar.

Kommissionen, der har arbejdet på rapporten i 18 måneder, blev sat i verden umiddelbart efter Obamas sejr og bestod af en række prominente nobelprisvindende økonomer – mest bemærkelsesværdigt kommissionens formand, den amerikanske nobelprismodtager i økonomi Joseph Stiglitz, Ved hans side står Amartya Sen, Kenneth Arrow, Daniel Kahneman og James Heckman. Flere af disse er kendte for at forholde sig kritisk over for markedsøkonomien frie spil. Stiglitz’ fremmeste pointe er, at markedsøkonomiens usynlige hånd ikke af sig selv løser alle samfundsproblemer og at regeringen derfor har en evident rolle i samfundsøkonomier. Kommissionen ligner på mange måder det hold, der stod og står bag den FN-kommission, der havde til opgave at placere FN i den økonomiske krise. Det er ikke et typisk højresnoet team, der skal kortlægge Frankrigs kommende nyliberalisme. Tværtimod: Sarkozy har gjort som de borgerlige i Danmark: han vil slå venstrefløjen ved at overtage dens kerneemner, som social retfærdighed og velfærd.

”Markedet er blevet til vores religion, og vores civilisation skal ikke dikteres af tænkningen om ”udbud og efterspørgsel”, siger Sarkozy. Det er et signal ikke blot til franskmændene, men også til økonomerne. Frankrig er dog ikke på vej til planlægningsøkonomi: ”Staten er vigtig, men skal begrænses” –lyder det fra kommissionens koordinator, Jean-Paul Fitoussi, der også sad med i FN-udvalget.

Dagsordenen indføres på bedste fransk facon – oppe fra og ned, hvorfor det naturligvis også blev nævnt, at rapporten skulle være fast pensum på Frankrigs elite- administrationsskoler. Modsat fx i Danmark blev kommissionens arbejde ikke fejet af bordet, men derimod skamrost og akkompagneret af feststemning. Den franske opposition har ikke været på banen, de kæmper internt – og hvem kan også være uenig i kommissionens arbejde?

I det hele taget var præsentationen præget af Obama-retorik om forandring, nye tider og ny verdensorden – man vil give den franske befolkning håb om nye tider.

Og i øvrigt er franskmændene på flere parametre nogle af verdens lykkeligste mennesker. Den franske befolkning er den, der får absolut mest nattesøvn, har allermest fritid, nyder godt af en 35 timers arbejdsuge, drikker mest alkohol kombineret med en lang levealder og et stort forbrug af cigaretter. Frankrig er rigtig godt kørende på de ”ikke-økonomiske” områder – hvilket altid vil være en tilfredsstillende meddelelse til befolkningen: ”I har det godt, venner, og bare rolig, vi arbejder på at det skal blive endnu bedre”.

SARKOZY er ikke i gang med at gentænke markedet, men derimod at gentænke hvordan et succesfuldt samfund måles. Andre vinder på BNP, men et land som Frankrig skal slå på velfærd og well-being.

I Frankrig er man ikke bange for at inddrage eliten, heller ikke den fra udlandet og bruge deres argumenter. Selvfølgelig har Sarkozy fortalt kommissionen, hvad han vil have og ikke vil have. Men budskabet falder i god fransk jord – ”vi vil forandring og nye tider, men heller ikke for meget forandring”. Rapporten ligner en succes for Sarkozy, der ser ud til at vinde respekt hos befolkningen og særligt: hos eliten.

Det betyder, at Sarkozy endnu engang indtager både venstrefløj, midte og højrefløj. Rapportens indhold er faktisk seriøst, selvom der er mange ubesvarede metodiske spørgsmål, når det gælder forskning i lykke – først og sidst: hvordan man måler den. Men tankegangen er ret revolutionerende: hvis vi evaluerer verden og samfund på en ny måde, får vi også nye løsninger. Verdensbanken, IMF og OECD var tilstede ved præsentationen, de skamroste arbejdet og talte endda om, at de ville til at måle og analysere på en ny måde. At Stiglitz er med ligner et forsøg på også at afsætte lykke-forskningen til amerikanerne. Sarkozy håber utvivlsomt, at metoden inspirerer andre. Især fordi Frankrig – vurderet efter denne selvopfundne standard – altså klarer sig så pænt.