Panel: Connie Hedegaard til Bruxelles?

Panel: Connie Hedegaard til Bruxelles?

16.09.2009

.

Når Mariann Fischer Boel i Jyllands-Posten anbefaler Lars Løkke at stille med en kandidat i nederdel er det værd at tage til efterretning. Ifølge Per Stig Møller er den populære partifælle Connie Hedegaard en kompetent kandidat til at afløse Boel. Hvilke muligheder har Statsministeren? Og hvordan spiller kommissærposten sammen med spørgsmålet om regeringssammensætningen, især i lyset af den forventede ministerrokade efter klimatopmødet? Rygter sagde, at Connie Hedegaard skulle afløse Per Stig som udenrigsminister. Er det udelukket?

Af Tobias Fabricius Kjær

Michael Ehrenreich, medredaktør på Kristeligt Dagblad: Mit eneste bud, et slagkraftigt bud, er Connie Hedegaard. Vi hører fra Bruxelles, at en kvinde vil være et godt valg for Lars Løkke, og jeg tror, at Hedegaard kan være en aktiv, dygtig og slagkraftig politiker i Bruxelles. Hun er i stand til at løfte en opgave – som hun har vist på klima- og energiområdet – og kan skabe en løbende EU-debat i dansk politik, som der i den grad er brug for. Valget af Connie Hedegaard kræver først og fremmest, at Statsministeren vil afgive posten til de Konservative – og at de Konservative vil give noget igen i en eventuel ministerrokade.

Helle Ib, politisk kommentator for B.T.: Den mest oplagte er Connie Hedegaard, fordi hun har de største chancer for at få en tung kommissærpost, og det vil ligge fint i forlængelse af hendes internationale klimaarbejde og den pondus, man ved hun har fået rundt omkring. Også selvom klimaposten ikke tilfalder os, vil hun være den mest oplagte kandidat. Det er selvfølgelig også klart, at overvejelserne vil komme til at indgå i den samlede rokade, hvor andre spiller ind, men hun må være det mest oplagte kort. Hvis de Konservative får EU-kommissær-posten, skal Venstre have noget i den anden ende – altså hvad ministerierne angår.

Naturligvis har opfattelsen hele tiden været, at Connie Hedegaard skulle være udenrigsminister efter Per Stig Møller, og det betragter jeg også stadig som en option. Det er nemlig slet ikke sikkert, at Hedegaard vil få kommissærposten, jeg betragter det bare som den mest oplagte mulighed.

Med hensyn til Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs, som andre har talt om, så mener jeg, at de er bud, fordi de har vist sig at være gode på de interne linjer. De har ikke særlig stor gennemslagskraft i det at sælge varen, men arbejdet som kommissær handler i lige så høj grad om at operere bag linjerne – du behøver ikke nødvendigvis at have en offensiv, voldsom gennemslagskraft udadtil i medierne. Men jeg kan have min tvivl om deres generalieblad gør, at de kan komme i betragtning til de tungere kommissærposter, i forhold til Connie Hedegaard.

Hans Engell, politisk kommentator for Ekstra Bladet: Det kommer først og fremmest an på, hvilken portefølje vi kan komme til at besidde. Hvis vi kan få en ren klimapost mener jeg, at Connie Hedegaard vil være et oplagt valg. Med ’ren’ mener jeg, hvis området ikke bliver opdelt i klima, miljø og energi, som Barroso ellers har nævnt. I så fald vil det være en lidt tynd post for en som Connie Hedegaard.

En anden, fremragende kandidat, især hvis vi kan sikre os områderne indenfor forskning og videnskab, mener jeg er Bertel Haarder. Han har 20 års erfaring og forstår både det danske og europæiske politiske spil til fulde.

Omvendt mener jeg ikke, hverken Eva Kjer Hansen eller Ulla Tørnæs med deres ministerperiode har vist sig egnede til kommissærposten. Desuden skal vi ikke fortabe os og skyde over mål: Mariann Fischer Boel har med en ellers stærk post som landbrugskommissær ikke benyttet den magt og indflydelse, hun i sin position rådede over, så vi kan ikke forvente os nogen stor post. Vi har også en ministerrokade i starten af det nye år som er betydelig mere vigtig, og valget af EU-kommissær er blot en lille brik i den sammenhæng.