28.10.2009

I dag kan skatteunddragelse, korruption og andre kriminelle aktiviteter for mindst 11.500 milliarder dollars holdes skjult i skattely ifølge en rapport udarbejdet af Norges Udenrigsministerium. Der eksisterer en hel industri af banker, advokat- og revisionsfirmaer, der lever af at ”afnationalisere” selskabers og privatpersoners finansielle aktiviteter, således at de ikke betaler skat.

Af Martin Brehm Christensen, Landekoordinator Tax Justice Network Denmark.

FREDAG 23. oktober samledes for første gang eksperter fra Skatte-, Finans- og Udenrigsministeriet med over hundrede repræsentanter fra danske ngo’er, investorer og virksomheder samt flere internationale eksperter bl.a. Joseph Williams som er Policy Officer i ”Publish What You Pay” – en koalition af NGO’er med medlemmer i 70 lande og John Christensen tidligere økonomisk rådgiver for regeringen i skattelyet Jersey og nu leder af  ”Tax Justice Network” (NGO, der arbejder for gennemsigtighed i international økonomi, red.).

Bag konferencen stod Ibis, Danida og andre ngo’er  – og konferencen satte fokus på udvindingsindustrien (eksempelvis mine- og olieindustri, red.) i ulandene, hvor kapitalflugt er et særligt stort problem.

Vi har i det 20. århundrede haft et orgie af suverænitets- og statsdannelser. Med opløsningen af de franske og britiske koloniimperier og senere Sovjetunionens sammenbrud er antallet af stater vokset til mere end 190 – nogle med færre indbyggere end en kontorbygning, men alle beskyttet af den samme status under international lov. Efter Anden Verdenskrig var de nationale økonomier i relativt høj grad afgrænsede enheder. Men siden starten af 1970’erne er de  blevet mere og mere integrerede, og international handel og valutatransaktioner er blevet dereguleret – der er sket en økonomisk globalisering. International handel er vokset hurtigere end de enkelte økonomier, og mere end 60 % af den internationale handel foregår nu internt i transnationale selskaber. Var der samtidig sket en global politisk integration, ville vi i dag have en ”global politisk økonomi”. Men det er der slet ikke: Skatte- og finanspolitik og finansiel regulering, for slet ikke at tale om fordelings-, social- og forsvarspolitik, finder stadig sted inden for de enkelte nationalstater.

Dermed er der sket en omstrukturering og fragmentering af suverænitet og af de myndighedsfunktioner, der behøves for at organisere og regulere finansielle og økonomiske aktiviteter. Der findes for eksempel ingen global aftale, som giver mulighed for at indkalde vidner til vidneforklaring i internationale sager om økonomisk kriminalitet. Hvis man eksempelvis fører en finansiel bedragerisag i USA og behøver et vidne, som ikke er amerikansk statsborger, må sagen opgives, medmindre vidnet tropper op frivilligt.

Forholdet med mange små afgrænsede juridiske enheder og en global grænseoverskridende integreret økonomi har skabt en industri af jurister, revisorer og willfully blind professionals, som John Christensen kalder dem. Disse professionelle aktører kan mikse og matche love, sprog og terminologier og kombinere et væld af jurisdiktioner i en grad, så det bliver umuligt at fastlægge, hvem der er den endelige ejer af en virksomhed. Resultatet er, at investeringer ved at blive kanaliseret gennem tilstrækkeligt mange skattelylande i praksis kommer til at fremstå som ”afnationaliserede”, så indtægten ikke bliver beskattet eller kontrolleret noget sted. Besværet betaler sig, da mange lande i forsøg på at tiltrække udenlandske investeringer tilbyder særlige privilegier til såkaldt ”Foreign Direct Investment” – FDI.  Ifølge IMF går mindst 90 % af al FDI gennem skattely. Christensen forklarede, at, hvis du som kineser vil bygge en fabrik, kan du ”spare” på skattebetalingerne ved at tage et såkaldt round trip. Send dine penge forbi et skattely, afnationalisér dem og send dem tilbage som FDI. Da FDI indgår i bl.a. OECD’s statistikker, forhøjer sådanne ”round trips” tallene for økonomisk globalisering og bidrager dermed til indtrykket af, at udenlandske investeringer er altafgørende for et lands vækst, hvorfor regeringer må give FDI særlige privilegier.

Dette forklarer, hvorfor det ikke er Japan eller USA, der er Kinas største investor, men derimod de britiske Jomfruøer. Og Indiens største investor er øgruppen Mauritius.

Underegulerede skattely
Der er en bygning på Cayman Island, som huser 12.000 selskaber… dette er enten verdens største bygning eller verdens største skattebedrageri. Barack Obama, 5. januar 2008 i Manchester.

Ifølge den Internationale Valutafond IMF kanaliseres mindst 50 % af verdens finansielle flows gennem skattely. De tegner sig også for mere en 1/3 af verdens investeringsporteføljer. En rapport fra verdensbanken viser, at ulovlige internationale transaktioner i 2005 beløb sig til 1.000-1.600 milliarder dollars. James Boyce fra University of Massachusetts har beregnet kapitalflugten fra 40 afrikanske lande: Fra 1970 til 2004 er 607 milliarder dollars illegalt blevet overført til private bankkonti i Schweiz og andre lande uden for Afrika – et beløb halvanden gang større end de samme 40 landes samlede udenlandsgæld. Ifølge den franske skatteborgerforening, SNUI, beløber skatteunddragelse i Europa sig til mellem 2 og 2,25 % af BNP. I nogle skattely kan fonde oprettes 24 timer i døgnet, og de kan lige så hurtigt forsvinde sporløst igen ved re-nationalisering (”redomicile”) og genregistrering i andre stater. Skattelylande er derfor kendetegnet ved at være hjemsted for titusindvis af selskaber, der har adresse i landene, men ellers ikke har nogen anden aktivitet i det pågældende skattely. Den amerikanske el- og gas-gigant Enron havde næsten 900 datterselskaber placeret i skattelylande, da selskabet kollapsede i 2001. Hele 830.000 selskaber er registreret på British Virgin Islands, som har mindre end 20.000 indbyggere.

Skattelylandene benytter deres nationale suverænitet til at udskrive love, som gør det umuligt for andre suveræne lande at håndhæve egne love og beskatte egne borgere.  Det betyder, at det demokratiske råderum i almindelige stater indskrænkes på skatteområdet. Ikke kun pga. en legitim konkurrence mellem lande om at tiltrække investeringer, men altså i mindst ligeså høj grad fordi virksomheder og individer kan gemme rente- og produktionsoverskud i skattely.

I udviklingslandene gør de manglende skatteindtægter regeringerne relativt mere afhængige af donationer og udenlandsk låntagning. Men er problemet med skattely og kapitalflugten så ikke blot et økonomisk problem?  ”Nej” siger Joseph William fra ”Publish What You Pay”: ”Den hemmelighedsfulde lovgivning som skattelylandene tilbyder, er en hjælp og støtte til korruption, skatteunddragelse og andre kriminelle aktiviteter. Dette underminerer den sociale stabilitet og den demokratiske udvikling specielt i udviklingslandene” Og John Christensen påpegede, at forbindelsen mellem skatteborger og skattemyndighed er fundamentet for det repræsentative demokrati: Fordi borgerne betaler skat, vil de også vide, hvordan deres skattepenge bruges. Det er denne sociale kontrakt, der ligger bag udtrykket: ”no taxation without representation”.

Gennemsigtighed i virksomheders regnskaber
Problemet med skattely og kapitalflugt kan løses på to måder. Ved et stærkere multilateralt samarbejde eller ved, at virksomhederne bliver mere gennemsigtige.

Den nuværende lovgivning i EU, USA og andre lande kræver ikke, at virksomheder skal oplyse, hvilke lande de opererer i. Hvordan handelen mellem datter-, søster og holdingselskab inden for en virksomheden foregår – herunder eventuel falsk fakturering – er derfor usynligt i de regnskaber, virksomhederne leverer til skattemyndighederne. Således fremgår det ikke, hvor og hvor meget for eksempel Mærsk omsætter og tjener i henholdsvis Qatar, hvor der finder en reel olieproduktion sted, og i Bermuda, hvor såkaldte ”skatteoptimerende” aktiviteter kunne finde sted.

Hvis både EU og USA forlanger, at selskaber, som er noteret på deres børser, skal oplyse, hvor de har søster- og datterselskaber, og hvor meget de omsætter, tjener og betaler i skat i hvert af de lande, hvor de opererer, vil stort set alle multinationale selskaber blive inkluderet.

Men problemet er altså, at selskaberne kun fremlægger såkaldte konsoliderede regnskaber og ikke aflægger regnskab land for land – såkaldt country by country reporting. Joseph Williams siger:

“Regnskabsaflæggelse land for land vil gøre det muligt at gennemgå virksomheders skattebetalinger. Derved vil det blive vanskeligt for virksomheder at gennemføre skatteunddragelse gennem de ”kreative” regnskabspraksisser, som er så skadelige for udviklingslandene”.

Han påpeger at afgørende beslutninger på området forhåbentligt allerede vil blive taget  i år.

”Et første skridt mod en løsning er de lovforslag, som snart fremlægges i USA’s kongres. Disse vil gøre aflæggelse af regnskab land for land til et krav for alle olie-, gas- og mineselskaber, der børsnoteres i landet.”

Herefter er det vigtigt, at EU følger med, tilføjer han: ”Ellers vil nogle multinationale selskaber blot flytte deres børsnoteringen til EU, så de kan fortsætte med at omgå forskellige landes skattelove”.

Multilateralt samarbejde
G20 kunne tage et stort skridt i bekæmpelsen af internationale skattebedrag ved at etablere et system med automatisk informationsudveksling i et multilateralt samarbejde. Ved mødet i London d. 2.-3. april meddelte G20, at ”bankhemmelighedernes æra er ovre … vi vil sætte ind over for ikke-samarbejdsvillige skattely”.Og ved mødet i Pittsburgh d. 24.-25. september udtrykte G20-lederne stor tilfredshed med indsatsen: ”Vores indsat over for ikke-samarbejdsvillige jurisdiktioner har ført til imponerende resultater”. Men under den nuværende model kræver for det første en gensidig bilateral aftale, for det andet en deltaljeret sagsbeskrivelse før fx Danmark kan sende en anmodning om informationsudlevering fra fx Bermuda. Derimod ville automatisk informationsudveksling på et multilateralt niveau kunne afhjælpe problemet med skattely og dække alle stater – ikke bare dem, der har de politiske muskler til at forhandle bilaterale aftaler hjem.

G20 har sat OECD til at løse problemet med skattely. OECD har et listesystem, hvor et skattelyland for at bliver slettet fra OECD’s ”sorte liste” over skattely skal indgå aftale om informationsudveksling i skattesager med mindst 12 andre stater. For ti år siden var der 35 stater på OECD’s sorte liste. Siden april i år har OECD fået de sidste skattely på listen til at indgå de nødvendige 12 bilaterale aftaler, således at listen nu er tom. Men det sender et helt forkert signal: 1. november 2010 offentliggøres et indeks – www.financialsecrecyindex.com – som er resultatet af det til dato mest omfattende researchprojekt på området. Her vil verdens 60 værste skattelylande bliver identificeret og rangeret.