02.09.2009

I august vendte islam/udlændingediskussionen tilbage til toppen af den politiske dagsorden – med rydningen af Brorsons Kirke og de Konservatives burka-forbud som V afviste men S tilsluttede sig. Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Anne Vang, er blandt støtterne af Kirkeasyl (der forsøger at forhindre udleveringen af de irakiske flygtninge i Brorsons Kirke), og erklærede før valget i 2005, at den vigtigste opgave for rådhuset var at ‘sikre en god integration’, bl.a. ved at ‘stoppe den skingre debattone’. RÆSON spørger: Har Helle Thorning-Schmidt fundet den rigtige balance i udlændingedebatten?

Regeringen forklarer sin udlændingepolitik med at den er ’nødvendig’ – ikke at den er rigtig. Oppositionen har for længst taget den samme argumentation til sig. Begge fløje frygter, at vælgerne vil straffe andre holdninger, og prætenderer derfor, at der ikke er noget valg. Det er forkert. Danmark kan og bør tage flere flygtninge – og behandle dem bedre.

Af Anne Vang og Isabella Frenning

SIDEN regeringsskiftet har diskussionen om den danske flygtningepolitik ændret sig fra et værdipolitisk spørgsmål om humanisme til et pragmatisk spørgsmål om nødvendighed: Politiske beslutninger tages i stadig sjældnere grad på baggrund af argumenter om at de er rigtige, og i stadigt stigende grad med den eneste forklaring, at de er nødvendige.

Flertallet af folketingets partier bruger nødvendighedens argument, når det gælder det lave antal flygtninge, der får lov at bo i Danmark. Det er tilsyneladende nødvendigt, fordi vi slet ikke ville være i stand til at tage os af flere. Omfanget af de sociale ydelser ville blive uoverskueligt, Danmark ville blive ghettoiseret og vores velfærdssamfund ville bryde sammen. Derfor er det tilsyneladende nødvendigt, at vi hjælper så få desperate mennesker som muligt, fordi vi hverken har råd eller mulighed for andet. Kan det virkelig passe?

Nødvendighedens argument benyttes også flittigt, når det gælder vores behandling af flygtninge, der venter på at få deres sag afgjort. De skal bo på mindst muligt plads uden nogen form for privatliv, og de må hverken have privatøkonomi eller job – ellers ville rygtet om de tålelige forhold jo sprede sig, og Danmarks grænser ville blive oversvømmet af asylansøgere. Ved at sætte asylansøgerne i Danmark i en umenneskelig livssituation sender vi altså så at sige et nødvendigt signal til andre nødlidende mennesker i verden om, at de ikke får noget ud af at se mod Danmark efter hjælp. Derfor er det ifølge folketingspolitikerne nødvendigt, at asylansøgere i Danmark lever under de værst mulige vilkår, så vi undgår horder af asylansøgere, som vi – med henvisning til nødvendighedens første argument – jo bare ville være nødt til at sende hjem igen. Virkelig?

En tredje version af nødvendighedens argument blev aktiveret i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke. Den brutale aktion skulle åbenbart være nødvendig dels for at forhindre afviste asylansøgere i stort antal i at gemme sig i kirker (for alle ved jo, hvor umådeligt attraktivt det er at gemme sig i en kirke i månedsvis), dels fordi loven nu en gang er loven og skal overholdes. Den sidste type argumentation er specielt interessant, når den benyttes af folketingspolitikere. Det er trods alt en smule ironisk, at folketingspolitikere – der jo netop har til opgave at lave landets regler – hverken behøver at forholde sig til måden reglerne praktiseres på, hvorvidt de fungerer efter hensigten eller om reglerne overhovedet er moralsk forsvarlige, alene ved at henvise til nødvendigheden af, at den gældende lovgivning bliver overholdt. Derfor er asylpolitikken åbenbart ikke længere til diskussion. Vi tillader os at tvivle…

Selvom regeringen og Dansk Folkeparti måske nok kan tage den tvivlsomme ære for at have startet nødvendighedens argumentationskæde, har oppositionen dog også for længst taget argumentationskæden til sig – og det endda på et metaniveau, hvor nødvendighedens argument bruges politisk-strategisk. Man anser simpelthen en stram flygtningepolitik for at være nødvendig, fordi man frygter at vælgerne vil straffe andre holdninger. Oppositionen finder sig selv i en situation, hvor det er blevet nødvendigt at føre nødvendighedens politik.

I denne kommentar stiller vi spørgsmålstegn ved nødvendighedens argument: Er det virkelig nødvendigt at tage så lavt et antal flygtninge? Er det nødvendigt at behandle asylansøgerne så dårligt, mens de er her? Er det nødvendigt at smide afviste asylansøgere ud på en så brutal måde? Det mener vi ikke. Tværtimod.

Er det nødvendigt at hjælpe så få desperate mennesker som muligt?
Det første Nødvendighedsargument handler om antallet af mennesker, som vi giver lov til at leve i Danmark. Og ja, vi kan godt blive enige om, at Danmark ikke kan tage alle verdens problemer på sine skuldre. Derfor er det fornuftigt med en vis begrænsning i tilstrømningen af indvandrere, der ikke er i stand til at forsørge sig selv. Men en ting er indvandrere, noget andet er flygtninge. De sidste er dem, der har allermest brug for vores hjælp. Det er også dem, vi lukker allerfærrest ind af. Det hænger simpelthen ikke sammen.

I dag modtager Danmark 500 FN-flygtninge om året. Norge modtager det dobbelte og Sverige tre gange så mange. Deres velfærdssystemer er som bekendt ikke brudt sammen. Netop vores ret til selv at bestemme, hvor mange flygtninge vi tager, gør også argumentationen om de væltende grænser absurd. Vi kunne sagtens øge antallet af FN-flygtninge markant. Det ville ikke vælte vores grænser.

Helt absurd bliver det, når Danmark sender flygtninge hjem til områder, som ifølge FN ikke er sikre at bo i. Fx Irak: UNHCR skriver den 28. maj i år, at den danske hjemsendelsesaftale er i modstrid med FN’s konventioner. Irakiske asylansøgere fra fem provinser bør ifølge UNHCR have asyl i Danmark. Det vælger regeringen at ignorere. Mest indtryk gjorde det på os, da Birthe Rønn Hornbech afviste kritikken med ordene ”UNHCR kritiserer altid Danmark”. Det er dybt bekymrende, at vi har en integrationsminister, der bare trækker på skuldrene over altid at blive kritiseret af FN’s Flygtningehøjkommissariat. Kritikken falder jo, fordi tingene ikke er i orden: det er ikke i orden, at udvise mennesker til en usikker og farlig fremtid – og det er ikke nødvendigt.

Er det nødvendigt at asylansøgerne lever under så ringe vilkår som muligt?
Tilværelsen som asylansøger er gennemsyret af uvished. Måske vil man endelig få tildelt den opholdstilladelse, der kan afgøre fremtiden for en selv og ens familie; måske vil morgendagen være præcis som alle de andre dage, hvor man har siddet og ventet sammen med alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Som asylansøger kan man ikke disponere over sin hverdag, simpelthen fordi man ikke har en. Når man venter på opholdstilladelse, har man ikke adgang til alle de elementer, der tilsammen udgør det, vi andre betragter som en hverdag. Man har ikke arbejde, privatliv eller penge. Man har hverken kontrol over størstedelen af de ting, der definerer ens identitet – eller kontrol over sin egen situation.

Uvisheden og afmagten betyder, at store dele af asylansøgerne – og deres børn – bliver syge af de lange ophold på asylcentrene. Op til folketingsvalget i 2007 blev der ofte henvist til undersøgelsen fra SFI, der fandt, at 35 pct. af børnene på de danske asylcentre havde symptomer på psykiske lidelser. En senere analyse af data for de samme 246 børn foretaget ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet fandt desuden, at børnene havde en markant forøget sandsynlighed for at udvikle psykisk sygdom, når de havde opholdt sig på asylcentrene i over et år. I 2008 bekræftede en omfattende undersøgelse publiceret i Ugeskrift for Læger, at der er en signifikant sammenhæng mellem forekomsten af psykiske lidelser og opholdstiden på asylcentrene.

Alligevel har regeringen fundet det nødvendigt at afviste asylansøgere, der venter på svar på deres ankesager, først må flytte ud af asylcentrene, tre år efter at de har fået afslag på deres første asylansøgning. Lad os lige tilføje, at det altså ikke drejer sig om en uoverskuelig folkehob, der ville blive sluppet løs i samfundet, hvis vi åbnede asylcentrene og lod asylansøgerne få et arbejde, en privatøkonomi og en bolig som alle andre. I april 2009 boede der 1858 mennesker på Røde Kors’ asylcentre – det svarer ifølge ifølge DGIs medlemsstatistik til antallet af 25-59-årige kvinder, der gik til folkedans i 2008. Den største konsekvens ved at lade asylansøgerne bidrage og indgå i samfundet ville være, at deres hverdag blev markant forbedret.

De fleste danskere er enige om, at asylcentre ikke er noget rart sted at være. I en undersøgelse foretaget af Catinét i efteråret 2007 sagde to ud af tre danskere eksempelvis, at de var enige i, at asylcentrene burde nedlægges, og at asylansøgerne i højere grad skulle have lov til at være en del af samfundet. Når danskerne tilsyneladende har forstået hvor ubærlige forholdene på asylcentrene er, kan man undre sig over, at politikerne – til trods for at temaet fik meget opmærksomhed i valgkampen 2007 – stadig ikke har gennemført reelle forbedringer.

Er det nødvendigt at håndhæve loven frem for at ændre den?
Det mest skræmmende udtryk for nødvendighedens politik har dog været, hvordan flertallet af politikere har vægret sig mod overhovedet at overveje retfærdigheden i at tvangsudvise mennesker til områder, der ikke betragtes som sikre af FN – alene med argumentet om, at det er nødvendigt ifølge loven. Vores ærinde er selvsagt ikke at gøre os til fortalere for disrespekt for landets love, men at påpege, at det faktisk er politikernes arbejde at tilpasse landets lovgivning, hvis den er utilstrækkelig. Det er det, de er valgt til, og derfor spørger vi, om denne situation ikke netop kræver en lovændring. De irakiske flygtninge er mennesker i en desperat situation. Det er også mennesker, der fortjener at blive behandlet med medfølelse og værdighed.

Vi er rystede over politikernes modstand mod at sætte deres mandater i arbejde, når det gælder en sag om liv og død. Vi undrer os over, om motivationen for denne tilbageholdenhed mon skyldes, at politikerne reelt er tilfredse med den gældende asyllovgivning, eller om den snarere er et udtryk for, at der ikke er nogen partier ved deres fulde fem, der tør åbne diskussionen om asyl- og indvandringspolitikken igen.

Efter vores mening burde selv de politikere, der støtter hjemsendelsesaftalen, dog kunne tage afstand fra måden hjemsendelserne er foregået på. Var det virkelig nødvendigt at gøre det på en så brutal måde? Var det nødvendigt at det skulle ske om natten? Var det nødvendigt med en så voldelig fremfærd overfor de fremmødte demonstranter? Var det nødvendigt kun at tage mændene med og lade kvinder og børn blive? En voldelig natteaktion mod en kirke – hvor kvinder og børn ”spares” – fremstår middelalderlig. Nok skal loven håndhæves, men det er på ingen måde en naturlov at det skal ske på en brutal og uværdig måde.

Nødvendighedsargumentet skal erstattes af værdier
Vi skal ikke afvise, at dele af nødvendigheds-politikken formentlig har haft den ønskede, men dog ikke desto mindre usympatiske effekt: At Danmark tager færre asylansøgere, at Danmark har fået ry for at være et lukket land, og at den gældende lovgivning har manifesteret sig som en sandhed, politikerne ikke tør ændre på. Det vi stiller spørgsmålstegn ved er ikke effektiviteten af det holdningsløse nødvendighedsargument, men om det virkelig er en tilstand vi skal acceptere?

Danmark ville være bedre tjent med en mere empatisk og medmenneskelig linje overfor de flygtninge, der kommer til landet. Ligesom empati og medmenneskelighed er den rigtige reaktion i forhold til flygtninge, der er mennesker i en desperat situation – mennesker, som ikke kan kalde nogen steder i verden for deres hjem. Ofte er det også mennesker, der har udvist et stort politisk mod på trods af store personlige omkostninger – og hvis kamp mod diktatorer rundt omkring i verden, Danmark støtter.

Vi vil ikke finde os i, at diskussionen om asylansøgere fortsat skal handle om, hvordan vi lettest slipper for at hjælpe mennesker i nød, når det vi virkelig burde fokusere på er, hvordan Danmark kan løfte sit grundlæggende humanistiske ansvar og hvad vi kan gøre for at hjælpe nogle af de mennesker i verden, der har allermest brug for det. Det er muligt, at udgifterne forbundet med at tage et større ansvar kunne have købt et par ekstra hofteoperationer eller cykelstier, men omkostningerne ved at lade Danmark blive et selvoptaget og hjerteløst samfund vil være uoverskueligt meget større.

Isabella Frenning er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokraternes Internationale Udvalg. Hun har en fortid som næstformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor hun også var engageret i internationalt projektarbejde og Europæisk politikudvikling.

Anne Vang er politisk ordfører for S i Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun sidder i Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.