23.09.2009

Obamas ene store satsning er beslutningen om at skrotte missilskjoldet. Spørgsmålet er, om Rusland – der har protesteret mod skjoldet fra det kom på  tegnebrættet – til gengæld vil gå med til at lægge nyt pres på Iran. Den anden satsning: at USA tilsyneladende er parat til at lade de amerikanske soldater i Afghanistan overgå til NATO-kommando. Håbet: at de europæiske lande til gengæld vil tage yderligere ejerskab til krigen – og sende flere soldater afsted.

af Morten Østergaard, næstformand i det Radikale Venstres Folketingsgruppe

NEW YORK. FN og FN’s generalforsamling tillægges ikke større værdi i den amerikanske offentlighed, men det forhindrer ikke præsident Obamas administration i at gå ’all in’, som amerikanerne siger når en pokerspiller smider alle sine jetoner på bordet. Senator Mitchell farer i pendulfart mellem Abbas og Netanyahu i håbet om at Obama kan lancere en ny fredsforhandling fra talerstolen i New York. Samtidig viser nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske meldinger og forlydender, at ”Den Udstrakte Hånds Doktrin” ikke kun gælder de muslimske lande, men også Rusland. Og i virkeligheden gælder forandringen ikke kun fjender, men også venner: USA forsøger endegyldigt at sige farvel til Bush-tidens enerådighed i forhold til de europæiske allierede. Således satser Obama med en ny mere euro-pragmatisk missilskjoldsstrategi og en ny mere realistisk Afghanistan-strategi at kunne forbedre relationerne til sine europæiske allierede og Rusland på samme tid. Håbet er, at Medvedev vil kvittere med støtte til sanktioner mod Iran, og at de europæiske allierede vil tage mere ansvar i Afghanistan.

Lykkes det, vil det være en tiltrængt udenrigspolitisk succes, for en præsident som er kommet ned på jorden på den indenrigspolitiske scene. Lykkes det ikke vil Republikanerne se endnu et tegn på, at virkelighedens barske realiteter har indhentet Mr. Hope & Change himself, og dét give dem blod på tanden forud for midtvejsvalget i 2010.

Set fra et dansk klima-synspunkt skal Obamas all-in-strategi helst give pote. For det skal ikke gå meget langsommere med klimapolitikken i USA, førend håbet om en skelsættende aftale ved COP15 forbliver præcis det – et lønligt håb. Har Obama ikke en rimelig forventning om opbakning fra Kongressen på Capitol Hill, vil han næppe turde forpligte sig i København. Kortene er givet til en geo-politisk særdeles spændende uge i New York.

Missilskjoldet: en invitation til russerne
Torsdag annoncerede Obama og forsvarsminister Gates en ny strategi for Det Europæiske Missilskjold. Der fremføres to hovedelementer bag strategiskiftet.

USA har lanceret en ny trusselsvurdering, som peger på at ikke mindst Iran er langt mere fokuseret på kort- og mellemdistance raketter end langdistance. Da USA fra næste år af har et pænt beredskab på egne kyster til at imødegå evt. langrækkende angreb fra Iran eller Nordkorea, mener de at deres beredskab er stærkt nok for nu – de behøver ikke skjoldet til det.

Det gør man til gengæld i Europa, mener USA. Og med direkte henvisning til NATO’s artikel 5 (Musketer-eden), vil de derfor forfølge en missilskjoldsstrategi, der tager sigte på at skabe regional sikkerhed mod angreb fra mellemdistancen. I første omgang baserer man sig på efterretninger om, at Iran kan nå Tyrkiet og Grækenland med sine missiler.

De kommer også med en ny teknologi-vurdering. Deres havbaserede anti-missilteknologi er blevet modnet og udviklingen ser også lovende ud på mellemlangt sigt. Havbaserede anlæg er langt mere fleksible, fordi anti-missil-anlæg, der er monteret på skibe, i sagens natur kan flyttes. Derfor behøver de ikke radarer og andet isenkram på jorden i Tjekkiet og Polen.

Nøgleordene er derfor, at det er en forsvarsmæssigt begrundet ændring, som giver mere forsvar for pengene, fordi den baserer sig på kendt teknologi og på en justeret trussels-vurdering. Helt i tråd med administrationens generelle fokus på teknologi der virker, frem for fugle på taget i de forsvarsøkonomiske dispositioner. Obamas folk afviser helt, at beslutningen skulle bero på noget som helst andet end egne forsvarsmæssige rationaler. Men det bliver diskuteret, om det i virkeligheden er andre faktorer, der er afgørende:

1. Uden det store missilskjold vil NATO-landene være mere interesserede i et regionalt europæisk missilforsvar
–  og de kan altså derfor bringes ombord ved at USA nu skyder langdistancediskussion ud i fremtiden

2. Rusland kan overtales til at presse Iran med sanktioner, fordi en væsentlig knast er fjernet i forholdet mellem USA og Rusland. Medvedev har allerede taget godt imod Obama, selvom melding fra Rusland er, at man ikke vil ”betale, for at USA har rettet op på en oplagt fejltagelse”. De to ledere skal mødes under generalforsamlingen, så timingen er upåklagelig.

Republikanerne lugter blod og beskylder Obama for at tage gøre de allierede i Tjekkiet og Polen til grin, da de led store politiske omkostninger for at tillade et missilskjoldsanlæg på deres matrikler. De kritiserer ham for at fedte for russerne – og nærmest også for Iran. Ugen vil give de første signaler, om det i givet fald har virket – hvis Rusland annoncerer opbakning til sanktioner mod Iran.

Afghanistan: en invitation til europæerne
Interessen samler sig om den nye øverstkommanderende, General McCrystals, samlede Afghanistan-vurdering, som angiveligt anbefaler fire strategiske skridt, der må siges, at være meget i tråd med den europæiske debat:

1) Fokus på afghanernes opbakning: mindre “war on terror” og mere fokus på at stabilisere Afghanistan som sådan. Dvs. “counter-insurgence” (anti-oprør) og egenkontrol. Fx fremhæves Guvernøren i Helmand, som tilsyneladende tager rundt i landsbyerne og sammenligner afghanernes udbytte af NATO’s tilstedeværelse med bidragene fra Taleban. En skønhedskonkurrence, som NATO vinder let.

2)Styrkelse og uddannelse af Afghanistans Nationale Sikkerhedsstyrker og afghanernes nationale politi. Dette ses som den afgørende sikring mod, at Afghanistan igen bliver en safe-heaven for Taleban og Al-Qaeda. Målet bliver altså flyttet fra at udrydde terroristerne til at gøre afghanerne i stand til selv at holde dem stangen på afghansk jord.

3) Styrket samarbejde og koordinering mellem den civile og militære indsats. Generalen vil have de to strategier vævet sammen.

4) “NATO-ficering” af Afghanistan-operationen. Generalen foreslår angiveligt, at lægge alle sine tropper under NATO’s kommando (ISAF), så der kun er én operation. Samtidig har man allerede styrket kommandostrukturen i Afghanistan. Dette skal naturligvis ses som et forsøg på yderligere at forpligte sine allierede og her fremhæves Danmark som klassens flinke dreng. En mere negativ analyse vil sige at et forøget NATO-ansvar også flytter ansvaret i armslængde fra en præsident, som godt ved at der skal vises resultater indenfor 12-18 måneder, hvis befolkningen ikke skal tabe tålmodigheden med og forståelsen for missionen.

Hvor strategien ender, ved man ikke endnu. Tiden, hvor generalerne lagde strategien, sluttede med Bush, men alligevel virker McCrystals Assesment meget balanceret i forhold til tidligere tiders tro på rent militære strategier.

OBAMA holder altså fortsat fanen højt i udenrigspolitikken. Og de gyldne løfter om forsoning og alliancebygning udmønter sig i praksis. Forhåbentlig vil FN’s generalforsamling giver ham et rygstød Men samtidig præges hjemmefronten af en debat om sundheds-reformen, som Obama dårligt kan tåle at tabe helt. Skulle det ske, vil han få svært  ved at holde sin egen kurs på udenrigspolitik og klima. Fra et dansk synspunkt må man derfor håbe at Obama på kort sigt kan vinde både på gynger og karruseller.

Morten Østergaard er blandt de folketingsmedlemmer, som repræsenterer Danmark ved FN’s generalforsamling i de kommende uger i New York.