11.11.2009

RÆSON har bedt tænketankene CEPOS og CEVEA give hver deres analyse af forholdet mellem ideologi og lokalpolitik

Ideologien er svær at få øje på i lokalpolitikken. I fremtiden skal centrum-venstre satse på en lighedsideologi, mens højrefløjen må indse, at regeringen med skattestoppet har stjålet det idépolitiske skyts fra lokalpolitikerne.

Af Peter Westermann, vicedirektør for Cevea

KOMMUNALVALGET raser landet over. I de landsdækkende medier bliver det mest til proceshistorier om partiernes valgkampe, i de regionale medier ser vi hyggelige, korte indslag om de forskellige kommuner og nogle af deres kandidater – ofte om, hvilke toppolitikere, der har været på besøg, eller hvis valgplakater der hænger mest ulovligt. Lokalmedierne er dem, der levner mest plads til den substantielle politiske debat. Her strømmer det over med udmeldinger om fodboldbaner eller svømmehaller, lukningstruede skoler, madordninger i institutioner og så fremdeles. Alt sammen meget borgernært og meget konkret.

De overordnede ideologiske forskelle og diskussioner om, hvilke principper der bør ligge til grund for kommunens politik, kan være svære at få øje på. Dette idépolitiske iltsvind skal kommunalpolitikerne dog ikke stå som eneansvarlige for. Overalt i det ganske land – ikke mindst på Christiansborg – står de helt store spørgsmål ubesvarede. Eller rettere: de bliver slet ikke stillet.

Det er synd. I et levende demokratisk samfund bør diskussioner om værdier og principper være helt centrale. Det er selve sjælen i politik; anskuelser mødes og brydes, og det livs-, samfunds- og verdenssyn, flertallet abonnerer på, bliver det bærende for udviklingen. Dette var tidligere en kernedisciplin i politik, men nu lader det til, at konkurrencen er afløst af kortsigtet politik, der følger Gallup-bølgernes skvulp.

Centrum-venstre var historisk danmarksmestre i langsigtede diskussioner og ideologisk ledet politik. Med slagord som ”Danmark for Folket”; ”Plads til alle, der vil” og ”økonomisk demokrati” viste venstresiden vejen for fremtidens samfund. Resultaterne blev den lighedstanke, der stod bag opbygningen af velfærdsstaten, begreber om frigørelse, der gennemstrømmede kvindebevægelsen, og principper om bæredygtighed, der løftede miljøbevægelsen. I dag synes der længere mellem de store programmer og deres potentielle fædre eller mødre.

Danskerne ønsker det anderledes. Således kunne Cevea i oktober i notatet Idealister efterlyses dokumentere, at flere end otte ud af ti mener, at ”der er brug for idealistiske politikere til at forny den politiske debat”. Det kunne lede til en antagelse om, at ”de fleste politikere i dag fører politik efter, hvad de tror, vælgerne gerne vil høre frem for, hvad de selv mener der er brug for.” Det mener 64 procent af danskerne ifølge Ceveas analyse.

En politik, der er ideologisk fortyndet, kan give bagslag. Der synes at være konsensus om, at det er årsagen til det britiske Labour-partis aktuelle problemer:  Ved at erstatte ideologien med vælgertaktiske manøvrer vandt New Labour en Pyrrhus-sejr. Det samme kan ske for danske partier.  Der kan i hvert fald spores et sammenfald mellem, hvilke partier der har nydt mest frem gang ved de to seneste valg – folketingsvalget i 2007 og Europa-parlamentsvalget i sommer – og deres idealisme: SF’s og Dansk Folkepartis ledere anses som de mest idealistiske i Ceveas analyse, og begge partier nyder fremgang. Der er ikke nødvendigvis nogen kausalsammenhæng, men undersøgelsen indikerer, at partierne gør klogt i at sætte fokus på idealisme. Tre ud af fire danskere mener nemlig, at der er brug for mere idealisme i dansk politik – og noget tyder på, at det også kan føre til vælgermæssig fremgang. Sandsynligvis også lokalt. SF og Dansk Folkeparti står således også til at få den største fremgang ved kommunalvalget. I valgforskningen taler man om en national afsmitningseffekt ved de lokale valg;. En tommelfingerregel er, at partierne lokalt kan forvente ”automatisk” at indkassere omtrent halvdelen af partiets frem- eller tilbagegang ved det seneste nationale valg. Det forklarer en del af sammenhængen mellem national og lokal fremgang. Resten af frem- eller tilbagegangen står for de lokale kandidaters regning. Eksistensen af en sådan effekt anskueliggøres af en frisk måling, Cevea har fået foretaget af analyseinstituttet Interresearch, der viser, at knap halvdelen af vælgerne har tænkt sig at stemme på det samme parti som ved sidste folketingsvalg, mens knap 30 procent vil stemme på andre.

Ideologi? Ikke i min baghave!
Det kan indvendes, at de politiske spørgsmål, der skal besvares lokalpolitisk, er mere jordnære og derfor kræver pragmatiske svar. Det kan være svært at se ideologien i, hvor den nye fodboldbane skal ligge, eller hvor længe biblioteket skal holde åbent, men netop derfor er der behov for klare, idépolitiske pejlemærker for de lokale kandidater. Selvom det er lokalpolitik, er det vigtigt at fortælle vælgerne, at de kan regne med, at man har en rød tråd i politikken: kun hvis de er enige i de overordnede linjer, kan vælgerne trygt betro det pågældende parti deres stemme. Vælgerne siger det samme: 60 procent mener, at de ideologiske forskelle mellem partier og kandidater er ligeså vigtige ved kommunal- og regionsvalget, som de er ved folketingsvalget. Kun 27,6 procent er uenige. (Interresearch for Cevea).

I de større byer ligner lokalpolitikken mere landspolitikken. De større enheder betyder, at politikerne ikke i samme grad optræder som ”sognerådspolitikere”, der kan slå handler af med hinanden eller være motiveret af personlige grunde. Ritt Bjerregaards løfte om 5000 billige boliger havde en duft af ideologi – ”plads til alle”. I de større byer fokuserer venstrefløjen på ulighed; særligt børn og ældre er i fokus (hvilket dog som oftest passer med målinger af, hvilke områder, vælgerne er mest interesserede i) – men der tales også om klima og bæredygtighed. Også højrefløjen forstår at markere sig ideologisk – i hvert fald i København, hvor en fremtrædende konservativ kandidat på sin valgplakat lover ”lavere skat”, mens Liberal Alliance kræver gratis parkering, hvilket må siges at være et langskud i forhold til konsensus.

Et forhold, der kan gøre, at ideologi ikke får samme vægt lokalt som nationalt, er NIMB-effekten (Not In My Backyard), der betyder, at mange støtter idealistiske mål generelt, men ikke deres konkrete udmøntning, hvis den er til skade for dem selv i lokalområdet. Et oplagt eksempel er opsætning af flere vindmøller. Den overvældende konsensus er, at vi skal opsætte flere og større vindmøller, så vi udleder mindre CO2. Alligevel strander udmøntningen af nationale målsætninger for opsætning af vindmøller tit på lokal modstand, når borgere protesterer mod vindmøller, som – mener de – larmer og skæmmer landskabet. Det betyder ofte, at de lokale byrødder melder pas og sender Sorteper videre til andre kommuner. Det samme gør sig gældende i forhold til at huse flygtninge eller bygge nye almennyttige boliger.

Lighedens første bastion er lokal
Centrum-venstres ideologiske udgangspunkt i lighed er en fordel for en ideologisk lokalpolitik. Lighed er lettere at fremme lokalt gennem kommunale velfærdstilbud, skole og kultur. Ceveas friske måling viser således, at lidt over halvdelen af vælgerne mener, at det er vigtigere at vælge folk til kommunalbestyrelsen og regionsrådet, som vil kæmpe for de svage og for mere lighed, end det er til Folketinget (38,5 procent er uenige). Spørges der mere konkret, bliver billedet endnu klarere: 63 procent mener, at bedre velfærd, gode skoler og andre sociale prioriteter er vigtigere ved kommunal- og regionsvalget end ved folketingsvalget. Kun 27 procent er uenige i dette. Dermed synes det klart, at en lighedsbaseret politik har større appel ved kommunalvalg end nationalt. Så meget desto mere grund har partierne på venstrefløjen til at skrue op for ideologien på det lokale plan. Højrefløjens ideologi, der baserer sig på en mindre stat, har ikke meget medløb i lokalpolitik. Særligt ikke efter at skatteområdet med skattestoppet er lagt dødt som lokalpolitisk tema. Dermed har Venstres landspolitikere stjålet hele partiets skatte-appel fra lokalpolitikerne og efterladt dem uden slagkraftigt idépolitisk skyts : Når der ikke kan ske skattestigninger, som regeringen ikke har godkendt, er der ikke meget at slå en borgerlig skattedagsorden op på.

En progressiv lokalpolitik må tage udgangspunkt i lighed – for selvom lighed og solidaritet er klassiske begreber, har de stadig appel og relevans. Ikke mindst i et samfund, hvor uligheden er stigende, og stadig flere ender i fattigdom. Lighedens første bastion er lokal. I den kommunale folkeskole mødes børn fra forskellige sociale baggrunde, og her støbes børnenes chancer videre i lives; derfor er en af folkeskolens vigtigste opgaver at sikre, at de børn, der ikke fødes med en guldske i munden, får en fair chance. I kommunens ældrepleje sikres en anstændig og ligeværdig omsorg. Kommunens trafikale forhold benyttes af alle og sikrer særligt dem, der ikke har råd til bil, mulighed for at komme rundt med bus. Det ligger derfor lige for, at lokalpolitik føres med hjertet til venstre ud fra klare lighedsværdier.

Fællesskab og solidaritet er det, der sikrer opbakning til det lighedsskabende projekt. Også her spiller det lokale led førsteviolin. De fællesskaber, der skaber den nødvendige sammenhængskraft, er først og fremmest lokale fællesskaber. I skolebestyrelser, sportsklubber, ældreforeninger, lejer- og grundejerforeninger og byens handelsstandsforening, for at nævne nogle af de væsentligste, skabes de bånd, der knytter lokalsamfund sammen og giver dem styrken til at sikre, at alle kommer med. En progressiv politik må også lokalt næres af idépolitiske pejlemærker, der frigør mennesker igennem lige muligheder og stærke fællesskaber. Det skaber gode lokalsamfund i hverdagen – og sikrer stemmer på valgdagen.