28.10.2009

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11.

På konferencen vil bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskutere demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Programmet, der strækker sig fra kl.10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden, Kenneth Plummer og Henrik Dahl. Sted: Institut for Statskundskab, København K. Tilmelding: 1.000 kr. Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html.

Interview af Alexander Vesterlund

Kommer vi til at ske væsentlige fusioner i den danske mediebranche?
Ja, det vil jeg da tro. Vi har stadigvæk, set i forhold til landets størrelse og set i forhold til den globalisering af medierne og den internationalisering af vores eget medierum, der finder sted, hvad jeg vil kalde en ekstrem pluralisme i de danske medier på de fleste platforme. I det lys er det nærliggende at forestille sig, at der bliver fusioner og sammenlægninger fremover.

Kan man forestille sig, at JP/Politiken går sammen med Berlingske Media?
Man kan forestille sig, at Berlingske Media kollapser, og så er det jo svært at forudse, hvor de enkelte dele af Berlingske Media ender henne. Men der er jo ikke tale om nogen symmetrisk situation mellem de to huse, sådan som landet ligger nu. Den ene er et gældsfinansieret foretagende, der er ejet i England, og som befinder sig på randen af et kollaps. Det andet er et meget velkonsolideret dansk mediehus. Så det er en helt anden diskussionen, end dengang Jyllands-Postens hus og Politikens hus fusionerede.

Kan man forestille sig at JP/Politiken vil købe TV 2? JP/Politikens hus har jo tidligere interesseret sig for TV 2?
Lige nu har tingene jo udviklet sig så håbløst med statens privatiseringsforsøg af TV 2, som er endt i en meget vanskelig situation, hvor de sidder mellem to stole, og hvor der ikke er nogen umiddelbar udsigt til, at stationen bliver sat til salg på nogen enkel måde. Så det spørgsmål er næppe aktuelt. Men her taler jeg selvfølgelig kun på egne vegne og ikke på koncernens.

Men JP/Politiken er interesseret i TV 2?
For Politikens vedkommende har vi hele tiden syntes, at det var en rigtig dårlig idé at privatisere TV 2. Og derfor er vi modstandere af, at TV 2 bliver solgt.

Kan TV 2 opretholde kvaliteten af sin nyhedsdækning givet konkurrencevilkårene?
Det synes jeg er meget svært for TV 2. TV 2 er blevet placeret i en urimeligt belastende situation, fordi politikerne hverken har kunnet sige buh eller bæh. De har afskaffet licensstøtten ud fra et privatiseringsperspektiv, som de har vist sig ude af stand til at gennemføre. De burde jo selvfølgelig nu skabe et mere solidt grundlag for TV 2 gennem medieskat eller genindførelse af licensen. Det har de ikke ønsket at gøre. Derfor er der lige nu en lidt uklar model for TV 2. Men på sigt ender det med brugerbetaling for TV 2. Det vil forhåbentlig være muligt for TV 2 at holde en fornuftig kvalitet.

Bør TV 2 få friere tøjler i forhold til public service-forpligtelser?
Nej, selvfølgelig ikke. Det ville være imod hele idéen med public service – som jo er, at man til gengæld for et offentligt ejerskab får nogle grundlæggende kvalitetskrav tilfredsstillet. Der kan være enkelte punkter, hvor det kan være hensigtsmæssigt at give TV 2 friere tøjler at operere på. Men generelt forudsætter det, at de giver os mindst den samme eller en større grad af public service.

Hvilke punkter mener du?
Det kan være administrative ting, om hvordan man kører butikken. Først og fremmest skylder staten jo ligesom at besvare TV 2’s spørgsmål om et troværdigt finansieringsgrundlag på længere sigt. Dér har staten været meget dårlig til at give klare svar og give definitive løsninger – og derfor er TV 2 lige nu i en underlig overgangsperiode. Jeg synes, at TV 2 har krav på en ordentlig sanering af deres grundøkonomi og et ordentligt bud på, hvordan deres økonomi skal hænge sammen på længere sigt. Den mest oplagte måde at gøre det på vil bl.a. være via medieskat. Men som sagt er politikerne ikke særligt velvillige over for den tanke.

Hvor meget skal DR forhindres i at konkurrere med kommercielle aktører?
Branchens synspunkt på det er jo velkendt, nemlig at det er betænkeligt, når Danmarks Radio så at sige laver aktiviteter, som er rent kommercielle i deres indhold og generer kommercielle aktører. Og det er da et rimeligt synspunkt. Jeg synes, at der er meget Danmarks Radio kan gøre inden for en bred public service-ramme, som de måske mere burde koncentrere sig om.

DR går altså i en for kommerciel retning?
På nogle områder – dels på deres regionale [aktiviteter] og dels på netaktiviteterne er det svært at se public service-begrundelsen for at gøre det. Men jeg tilhører ikke dem, som mener, at public service betyder, at noget skal være ekstremt smalt, kulturelt og elitært. Jeg mener, at DR skal lave public service for hele Danmarks befolkning på deres hovedaktivitetsområder, nemlig tv og radio.

Bør den samlede statslige mediestøtte blive øget?
Hvis den bliver givet rigtigt, dvs. med respekt for mediernes fuldstændige uafhængighed af statsmagten, så er det da meget svært for en brancherepræsentant at sige andet end, at en øget mediestøtte vil give mulighed for at lave endnu bedre journalistik.

Men er det ikke risikabelt at være afhængig af statsstøtte?
Det kommer an på, hvordan man udformer det. Det er ikke min opfattelse, at man mener det er et problem for domstolene, at de er offentligt finansierede. Det er heller ikke mit indtryk, at man generelt er dybt bekymret for de større danske kulturinstitutioner, fordi de er offentligt finansierede. Så spørgsmålet er jo ikke, hvorvidt pengene har passeret igennem den ene eller den anden kasse først. Spørgsmålet er, hvordan det er opbygget – om kriterierne er objektive, om kriterierne er nøgterne, eller om tilskuddene giver mulighed for politisk indflydelse. I sidste tilfælde vil det selvfølgelig være helt uacceptabelt.

Hvilken medievirksomhed, dansk eller udenlandsk, vil opleve størst annoncevækst i Danmark?
Enhver ved jo at de globale internetmedier som Google og nogle af de sociale netværk er dem, der oplever størst annoncetilvækst relativt set. Den udvikling vil nok fortsætte lidt endnu.

Er politiken.dk en ringere udgave af den trykte avis?
Nej, politiken.dk er en helt anden medieplatform end den trykte avis.

Hvad er visionen for politiken.dk?
At være landets største og bedste seriøse nyhedssite i realtime med konstante opdateringer på alle væsentlige nyhedsområder, der er relevante for den danske befolkning generelt og for Politikens målgruppe i særdeleshed. Den opgave løser politiken.dk helt fremragende og har jo – igennem de tre år, hvor sitet for alvor har haft ressourcer til rådighed – udviklet sig utrolig positivt, uanset om vi måler det på brugerbesøg eller antal sidevisninger eller hvilke andre mål, man anvender. Her i andet halvår [af 2009] oplever vi endda en genoptagelse af trafikvæksten på politiken.dk, som er meget tilfredsstillende – pt. 10-15 %.

Men ser vi ikke en udvikling, hvor selv politiken.dk favner bredere og bredere, hvilket gør det sværere at få øje på, hvad det egentlig er, den vil?

Sådan oplever jeg det ikke. Politiken.dk er primært en nyhedsmaskine og et nyhedswebsite. Så er det rigtigt, at vi selvfølgelig også indgår partnerskaber med forskellige andre samarbejdspartnere med alt fra satiriske sites som Wulff/Morgenthaler til et samarbejde med folk, der laver godt modestof, fordi vi ikke selv har den kompetence. Men politiken.dk som nyhedssite er meget klar i sin profil og har som sagt den profil, at være et alment nyhedsmedie i Danmark, og som sådan står det rigtig stærkt i forhold til andre medier med samme ambitioner – berlingske.dk eller jp.dk.

Nu laver I f.eks. også tv. Hvad er ambitionen med det, og kommer der mere i fremtiden?
Vi har et vist niveau af web-tv, og det er selvfølgelig, fordi netbrugerne har en forventning om, at der også er levende billeder. Det er også fordi, at vi ret nemt, med alle de personer, som vores journalistiske organisationer er i kontakt med hver dag, kan lave korte relevante tv-indslag, primært talking heads, men også andre ting. Det er noget, vi gør for at være med på de platforme, der nu en gang er til rådighed med lave startomkostninger. Det er web-tv et eksempel på.  Hvor meget det udvikler sig til afhænger jo fuldstændig af, hvor stor brugerinteressen er, og hvor store indtjeningsmuligheder der er. Dér må man jo sige, at web-tv ligesom nogle af de andre platforme, vi har succes på (mobiltelefoner, iPhones, osv.) jo slet ikke har samme modenhedsgrad som nettet som sådan. Nettet er jo den eneste af de her platforme, som er oppe i at generere en tocifret millionomsætning og for alvor er bæredygtigt, selvom selve det redaktionelle indhold er gratis.

Skal politiken.tv konkurrere med de rigtige tv-stationer?
Man kan ikke lave tv-journalistik, hvor man er ude at researche og lave billeddækning og reportager, osv. inden for de økonomiske rammer, vi har i forbindelse med web-tv. Det er der simpelthen ikke markedsbasis for. Web-tv skal ses som et aspekt af vores netsatsning.

Politiken.dk har siden december sidste år linket til Jyllands-Postens erhvervssider, nemlig epn.dk. Hvorfor?
Vi linker til mange ting. Vi har en meget åben link-politik på politiken.dk generelt. Det gælder både med hensyn til udvalgte samarbejdspartnere som COVER.dk, Wulff/Morgenthaler, jp, epn.dk eller andre. Det gælder også i den enkelte artikel, hvor vi linker til dér, hvor man kan få de bedste og mest relevante informationer, uanset om det er indenlandske eller udenlandske sites, eller om det er konkurrerende eller ikke-konkurrerende medier. Hele filosofien i nettet er: hurtigt, præcist, åbent og netværksorienteret. Og det er den filosofi, der driver vores adfærd i alle aspekter af politiken.dk

Kommer I til at dele endnu mere?
Der er ikke tale om, at vi deler noget. Epn.dk’s journalister arbejder et helt andet sted end politiken.dk’s journalister. Der er bare tale om, at vi på nettet henviser til hinandens indhold, dér hvor det er hensigtsmæssigt for begge parter, og det vil man helt sikkert se mere af på alle mulige fronter.

Risikerer I ikke, at læseren ikke længere vil kunne skelne mellem de enkelte avisers identiteter?
Det tror jeg er et generelt problem på nettet: Man befinder sig jo aldrig længere end ét klik væk, og vi linker som sagt i øst og vest og nord og syd alle sammen til hinanden. Man vender sig lynhurtigt til at bevæge sig fra et univers til et andet univers.

Men ender politiken.dk så ikke med at blive en slags søgemaskine uden nogen profil?
Nej, politiken.dk har en enorm egenproduktion – og det er den, som gør, at folk primært kommer på sitet. Og så har sitet deluniverser, hvoraf nogle er produceret af Politikens egne medarbejdere, andre er produceret af samarbejdspartnere. Men det ændrer ikke ved, at det er alt andet end en søgemaskine. Det er en indholdsmaskine, som har noget af det mest omfattende, mest opdaterede, mest præcise og journalistisk relevante indhold i Danmark.

Vil politiken.dk også være gratis at bruge om ti år?
Det er et meget spændende spørgsmål. Der er opstået en spændende diskussion med udgangspunkt i USA, om hvorvidt tidspunktet er kommet til at ændre ved det, der har været grundprincippet på nettet, nemlig gratisprincippet. Den følger vi selvfølgelig nøje, men umiddelbart vil jeg sige, så har vi ikke nogen planer om at ændre på, at politiken.dk grundlæggende er et gratis medie. Men det siger sig selv, at hvis vi troede, at det var realistisk at bevare et bare nogenlunde tilsvarende antal brugere og samtidig tage betaling for indholdet, så ville vi være interesserede i det, ligesom vi sælger vores avis for penge. Vi har dog ingen aktuelle planer om at ændre strategien. Vi har hidtil i de senere år haft meget stor succes med ikke at opstille barrierer over for brugerne, men nogle af vores primære konkurrenter har haft meget dårlige erfaringer med dét.

Hvis vi forestiller os en fremtid, hvor ingen under 40 år vil betale for Politiken, hvad vil I så gøre?
Det publicistiske problem, der ligger i det, har vi netop løst gennem de senere år ved, at den gruppe i meget høj grad læser politiken.dk. Der er stadigvæk et meget forbløffende lille overlap mellem dem, der bruger os på politiken.dk, og dem, der bruger Politiken på print. Ikke at det ikke er den samme slags mennesker, men det er ikke konkret de samme mennesker. Det, der især adskiller dem, er netop deres alder: hvor brugerne af politiken.dk typisk er ti år yngre end dem på print. Det publicistiske problem er løst i den forstand, at Politiken aldrig har været i kontakt med så stor en andel af den danske befolkning som nu. Så det er en kommerciel udfordring, der bliver tilbage: hvordan får vi en indtjening på netbrugerne, som er bedre eller nærmer sig det flotte niveau, vi har på print-avisen? Den nød har vi ikke knækket endnu, men det går den rigtige vej – for vi tjener allerede i dag en hel del penge på annoncer, og der findes andre indtjeningsmuligheder, som ligger foran os, og som nettet kan understøtte. Der ligger hele markeder: mobil, iPhones og web-tv.  Så den publicistiske udfordring, som ellers var meget meget plagsom for få år tilbage – følelsen af, at avisens læsere kun blev ældre og ældre, og at det bedste oplagstal i bedste fald var stagnerende og reelt var faldende – dét publicistiske problem er løst, og det kommercielle problem er ved at blive løst.

New York Times har lige annonceret, at de vil skære 100 stillinger på grund af den økonomiske krise. Kræver det radikale og nye tiltag, hvis krisen ikke også skal ramme Politiken?
Der har været stribevis af nytænkende tiltag de senere år: Den digitale revolution har jo været over os, og hvis du går tre til fem år tilbage, så fandtes der slet ikke noget medie som politiken.dk – i dag er det blevet en del af mange 100.000 danskeres daglige hverdag. Så man kan roligt sige, at der har været positiv udvikling. Med hensyn til den økonomiske krise så taler vi jo om et kæmpestort konjunkturproblem. Der er Politiken jo i den privilegerede situation, at vi ligger meget bedre end de fleste af vores konkurrenter både i ind- og udland. Det skyldes jo for det første, at vi har en læserskare, som er veluddannet og rimeligt økonomisk velstillet, og som orienterer sig mod den offentlige sektor, dvs. de er væsentligt mindre ramt af den økonomiske krise, end mange af vores konkurrenters læsere er – og dét giver Politiken en stor fordel. Det samme afspejler sig også i, at vi traditionelt har færre arbejdsgiverbetalte abonnementer end vores konkurrenter har. Det kommer os til gavn i en nedskæringstid. Endelig er der visse annoncemarkeder, der er nogle af de mest konjunkturfølsomme, som f.eks. det private stillingsmarked, og som Politiken historisk ikke har haft og derfor ikke kommer til at savne.

Så alt i alt ligger Politiken faktisk bedre netop i disse måneder og år, end vi normalt gør og derfor er nedskæringer på New York Times og de store økonomiske udfordringer, der er generelt i verden på grund af den økonomiske krise, ikke noget, der holder os vågne om natten på Politiken.