18.11.2009

Kommunalreformen har trukket politikken ud af lokalpolitikken og i stedet skabt 98 administrative enheder, som styres stramt fra Christiansborg og Finansministeriet via en række dygtige topembedsmænd. Tilbage bliver kampen om borgmesterposterne, som er den eneste regulære politiske post i det lokale/regionale Danmark. Kommunalpolitikerne er blevet fritids-administratorer lagt i spændetrøje af regeringens skattestop og i benlås af de kommunale embedsmænd, der er blevet reformens egentlige sejrherrer.

Af Troels Mylenberg

KOMMUNALVALGET i går gjorde Danmark lidt rødere på borgmester-niveauet. Selv om Socialdemokraterne gik tilbage, sikrede SF’s kanon-valg (Villy-effekten), at Helle Thorning kan ranke ryggen i sit influenza-leje.

Men den største nyhed ved kommunalvalget er en anden. Der er god grund til frustration hos de lokalpolitikere, der i nat enten mistede deres borgmesterposter eller bare måtte gå tomhændede fra konstituerings-dramaerne rundt i de 98 kommuner og fem regioner. For selv om vi her i landet højt besynger det lokale demokrati og ikke mindst alle de brede samarbejdsaftaler på det kommunale landkort, så er borgmesterposten efterhånden det eneste, der er at komme efter ved lokalvalgene. Indflydelsen for resten af det folkevalgte Danmark er skrumpet voldsomt ind. Især efter kommunalreformens intense professionalisering af alle lag i de kommunale administrationer, altså lige med undtagelse af det politiske.

For mens reformen med sine sammenlægninger og ændrede opgavefordelinger har givet kommunaldirektører og forvaltningschefer et langt større ansvar, både hvad antallet af opgaver og størrelsen af dem angår, så er kommunalpolitikeren i Danmark stadig i hovedtræk en person, der går til politik sådan som andre går til badminton.

Man møder frem til de ugentlige møder med alle papirerne under armen, men hvor opgaverne var mindre og mere overskuelige i de langt mindre kommuner fra før reformen, så viser de seneste års erfaringer landet over, at ganske mange politikere i stigende grad er tvunget til at forlade sig på embedsmændenes og borgmesterens anbefalinger, når der skal stemmes. Den stigende kompleksitet og det øgede antal opgaver har gjort embedsværkets magt langt tungere. Kun borgmesteren er politiker på fuld tid, og kommunerne er i stigende grad blevet store virksomheder, der selvfølgelig ikke kan ledes professionelt af en samling borgere, der kigger forbi til politik og en kop kaffe hver torsdag aften.

Det var nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der som indenrigsminister stod fadder til kommunalreformen, som primært skulle sikre en bedre kommunal opgaveløsning samt fjerne amterne fra landkortet. Reelt har man i dag fået ret store kommunale enheder, der holdes i ekstremt stram snor af finansministeren. Dertil kommer de fem regioner, der er magtpolitisk amputeret, idet de kun kan styre udgifterne, men ingen magt har over indtægterne, da regionerne ikke har nogen skatteudskrivende magt. Regionerne altoverskyggende opgave er sygehusdriften, et område hvor udgifterne kun stiger, og regionspolitikernes magtbegrænsning ligger selvfølgelig i, at de alene kan tigge og bede regeringen om flere penge, og dermed igen og igen udstiller, at det ikke er regionerne, der har bukserne på i det spil.

Men på mange måder har kommunerne faktisk heller ikke denne magt i særlig udstrakt grad længere. Hvor det tidligere var sådan, at de kommunale skatter kunne sættes op og ned af den enkelte kommunalbestyrelse, så længe det samlede regnskab var status quo i de 275 kommuner, så får de nye 98 større kommuner reelt dikteret skatteindtægterne fra regeringen.

Med kommunalreformen (og finanslovsaftalen fra sidste år) fik kommunerne nemlig overdraget en række vanskelige opgaver, blandt andet sociale særydelser – drift af handicapinstitutioner og specialskoler, og ikke mindst fra august i år det samlede ansvar for de ledige. Og udgifterne til disse ydelser har kommunerne meget vanskeligt ved at kunne gennemskue ved budgetlægningen, blandt andet fordi løsningen af opgaverne i høj grad sker i samarbejde med de nabokommuner, man tidligere delte amt med. Kommuneøkonomi er altså blevet en langt mere kompleks – og alvorlig – opgave, som ikke længere ’blot’ består af lokalplansfastlæggelse og beslutninger om timetal og normeringer i folkeskolen og daginstitutionerne. Kommunerne er blevet velfærdens helt afgørende leverandør nu også på de områder, som tidligere blev varetaget af specialister i amterne. Her siger det nok sig selv, at fritidspolitikerne har fået kam til deres hår, for ikke at tale om gode undskyldninger for at følge de til enhver tid siddende embedsmænds råd. Og derfor siger fornuften jo de fleste, at en skattenedsættelse det ene år jo næsten som naturlov vil medføre en skattestigning året efter – og hvorfor så sætte skatten ned, hvis den alligevel skal sættes op året efter? Efterårets skatteslagsmål mellem regeringen og kommunerne åbenbarede med al ønskelig tydelighed, at den kommunale skatteudskrivning i endnu højere grad end nogensinde før styres fra Finansministeriet.

På bundlinjen står, at kommunalpolitikerens opgave i dag har voldsom slagside mod det administrative og det økonomiske, hvilket jo får alle valgkampens flotte ord landet over om ’forandring’, ’vilje til handling’, ’visioner’, ’respekt’, og hvad valgplakaterne ellers har kunnet byde på af uforpligtende slogans til at klinge noget hult.

Kun de allerfærreste af de kandidater, der blev valgt i går får lejlighed til at folde så meget som en kvart vision om noget som helst ud. Fra første møde i de nye kommunalbestyrelser efter nytår vil de blive dynget til med tal og krav om stram økonomisk styring tæt overvåget gennem embedsværkets halvbriller.

De lokale dagsordener udeblev
Det vil være noget af en overraskelse, hvis ikke næste kommunalvalg i 2013 i endnu højere grad bliver til et ’midtvejsvalg’ for landspolitikerne. For når man denne gang har talt om ’midtvejsvalg’ skyldes det i mindre grad at Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har haft behov for at spejle landspolitik ind i kommunalvalget, og i højere grad det faktum at kommunalpolitikerne ikke får en ærlig chance for at bedrive politik og mene noget som helst.

Valgkampen har i høj grad har udstillet netop de lokale aktørers store problemer med at sætte en politisk dagsorden. Blandt andet derfor har valgkampens samlede fokus været på de landspolitikere, der enten har været synlige alle vegne – eller, som statsminister Lars Løkke, har gjort en dyd ud af at holde sig væk og undgå at blive fedtet for voldsomt ind i den forventede Venstre-tilbagegang, der i procenter ikke blev så stor, men til gengæld symbolsk idet statsministerpartiet nærmest er udraderet i landets storbyer.

Den kommende tid vil byde på ganske mange analyser af de landspolitiske effekter af kommunalvalget. Især SF vil give den hele armen i at udlægge deres valgsejr som en sejr for Christiansborg-strategien om en samlet rød opposition. Men skal sandheden frem, så viser konstitueringerne i kommunerne, at de steder, hvor SF har fået borgmesterposter – i region hovedstaden eksempelvis – er det med støtte fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, altså en borgerlig alliance, der sikrer SF magten på bekostning af S.

Trods al tale om ’midtvejsvalg’ er kommunalpolitik noget ganske andet end landspolitik – og i stigende grad mere administration end politik.