28.10.2009

Forberedelserne til klimatopmødet ”COP15” til december er på vej ind i den sidste fase. Pressen gør sig klar, og aktørerne markerer sig. Men hvem er vigtigst? RÆSON undersøger.

Af Tobias Fabricius Kjær, stud.mag, RÆSON

Lidegaard har magten
Kommunikationsproblemerne mellem Statsministeriet og Klimaministeriet har fået topembedsmanden Thomas Becker til at forlade sin indflydelsesrige post som chefforhandler for Connie Hedegaard, og flere begynder at slå fast, at statsministerens klimachef Bo Lidegaard for alvor har indtaget en magtfuld position. Formand for dansk Greenpeace, Mads Flarup Christensen, har fulgt forhandlingerne tæt: ”Bo Lidegaard er den mest magtfulde i øjeblikket. Det er klart, der er sket nogle omrokeringer i forbindelse med Thomas Beckers afsked, og Statsministeriet har fået mere kontrol over forhandlingerne.” Søren Dyck-Madsen, klimarepræsentant for den uafhængige danske miljøorganisation det Økologiske Råd, er enig: ”Med Thomas Beckers afsked vil Lidegaards rolle være voksende.”

Det var Lidegaard og Becker, der uden klimaminister Hedegaard deltog i første omgang af Major Economies Forum med Barack Obama i april i år. Lidegaard er dr.phil. i historie, og har en lang embedskarriere og et omfattende forfatterskab, med bl.a. en anmelderrost bestseller om Jens Otto Krag, bag sig.

Der er altså meget der peger på, at Statsministeriet i de seneste måneder har overtaget ansvaret for klimatopmødet. ”Det er helt klart, at Danmark i de seneste måneder har lagt en linje, som ligger tæt op ad den, som Statsministeriet har fulgt,” siger Mads Flarup Christensen.

Som formel vært har der da også været international opmærksomhed på statsminister Lars Løkke Rasmussen, men politisk kommentator Niels Krause-Kjær mener ikke, de internationale forventninger til Lars Løkke personligt er af et stort omfang. ”De færreste kender ham ikke for alvor endnu, men han skal derimod leve op til forventningerne om, at Danmark vil være i stand til at være professionelle værter, bl.a. i forlængelse af succesen med EU-topmødet i 2002 og klimaminister Connie Hedegaards markante profil på området de seneste år.”

Niels Krause Kjær, der netop har skrevet en biografi om Lars Løkke, mener ikke, at hverken statsministeren eller Danmark kan gøres ansvarlige for resultatet til december. ”De store lande afgør aftalens skæbne. Alligevel kommer Løkke til at spille en vigtig rolle, som facilitatoren. Han skal sammen med den danske delegation tilrettelægge forløbet til sidst og være i stand til at hive en Plan B op af skuffen, når det ser sværest ud. Og han skal også have en Plan B for Plan B.”

Ifølge Krause-Kjær er der ikke meget i Lars Løkke Rasmussens politiske historie, der tyder på en personlig interesse for klimapolitikken: ”Hvis Lars Løkke tidligere har haft nogen særlig interesse for klimapolitik, så er det lykkedes ham at skjule det rigtig godt, men her deler han nok skæbne med mange andre toppolitikere.”

Selvom Statsministeriet efter fleres mening har overtaget klimatopmødet, så vil klimaminister Connie Hedegaard stadigvæk, sammen med Lidegaard og Løkke, være en af de vigtigste i forhandlingsprocessen. Hedegaard har i en længere årrække agiteret indflydelsesrigt for en aktiv, global klimaindsats og opbygget et internationalt netværk, som hun kan bruge i forhandlingerne, men Hedegaards primære udfordring er at få den nuværende tvivl om en global klimaaftale til at vende, før topmødet går i gang.

Hedegaard er cand.mag., medlem af det Konservative Folkeparti, tidligere studievært på Deadline på DR2 og chef for radioavisen på DR. Og i 2004 udnævnes hun til miljøminister  og blev i 2007 klima- og energiminister. Hun deltog i 2005 i den hemmelighedsfulde og fortrolige Bilderberg-konference, et international møde mellem verdens indflydelsesrige mennesker og er i 2009 på Time Magazines top 100-liste over vendens vigtigste mennesker liger nu.

Hvad angår Klimaministeriets nyudnævnte chefforhandler Steffen Smidt, Thomas Beckers erstatning, så er Dyck-Madsen ikke sikker: ”Selvfølgelig vil Steffen Smidt spille en rolle, men man kender ham slet ikke. Derfor er det svært at sige noget konkret om hans indflydelse.”

64-årige Smidt, cand.scient.pol., bliver af mange betegnet som en af Danmarks mest professionelle og erfarne diplomater. Fra 1993-2003 generaldirektør for EU-kommissionen, hvor han bl.a. reformerede EU’s fiskeripolitik. Derefter rådgiver for Udenrigsministeriet og fra 2006-2007 Danmarks ambassadør ved OECD og UNESCO. Senest Udenrigsministeriets klimarepræsentant – en position, Dyck-Madsen ikke tillægger nogen særlig betydning: ”Udenrigsministeriet har faktisk ikke spillet en særlig stor rolle ift. Klimaministeriet, der har styret de politiske forhandlinger langt hen ad vejen.”

Steffen Smidts opgave vil først og fremmest være intern. ”Jeg skal først og fremmest medvirke til, at teamet kommer til at fungere,” siger han i et interview med Berlingske Tidende den 15. oktober.

Dyck-Madsen fremhæver i stedet afdelingschefen Christian Ibsen: ”Han er en tænker, og repræsenterer et usandsynligt stærkt mellemlederniveau i Klima- og Energiministeriet.”

Erhvervslivet
For det danske erhvervsliv er topmødet en uvurderlig mulighed for at markedsføre de løsninger, Danmark kan tilbyde ift. klimaproblematikken. Finn Mortensen er direktør for Klimakonsortiet, et offentlig-privat partnerskab stiftet af bl.a. DI, Dansk Byggeri, Dansk Energi og Vindmølleindustrien. Som direktør har Finn Mortensen det overordnede ansvar for at synliggøre danske virksomheder til klimakonferencen, og på den måde er han central i forbindelse med det lobbyarbejde, der skal sikre at det danske erhvervsliv bliver hørt på internationalt plan. Mortensen er overbevist om, at Danmark er et foregangsland på klimaområdet, og han anser det danske landbrugs klimaløsninger som ”fremtidens eksportvare” (blog på www.borsen.dk). Finn Mortensen er tidligere erhvervsredaktør på Berlingske Tidende og finansjournalist på Børsen. I ti år rådgiver for den amerikanske ambassade i København.

Men også andre erhvervspersoner har markeret sig. Ifølge Søren Dyck-Madsen har især direktør for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, og Claus Bugge Garn, direktør for Rockwoll, spillet en afgørende rolle for erhvervslivets holdningsændring ift. klimaet. ”De har været med til at skabe bred dansk opbakning til en ambitiøs aftale”.

”Hvis industrien havde forholdt sig som traditionelt set værende imod skærpede krav og skærpede målsætninger, så havde man haft et problem med at have den rolle, man har kunnet indtage.”

Forskeren og ngo’erne
Inden for forskermiljøet har specielt én skikkelse markeret sig. Amerikanskfødte Katherine Richardson, prodekan ved KU, professor i oceanografi og formand for Klimakommissionen, har bl.a. været organisator for en international konference i Bella Center i marts i år, der samlede alverdens eksperter til en diskussion om tilstanden for verdens klima. ”Med sit personlige engagement og med sin forskning har hun været en meget fremtrædende person, som har bidraget til det her,” siger Greenpeaces Mads Flarup Christensen. Han understreger dog, at situation er ændret: ”Vi er et andet sted nu. Enkeltindivider fra forskellige interesseorganisationer betyder langt mindre, og nu er det delegationerne og de store ngo’er, der står tilbage på scenen.”

WWF Verdensnaturfonden har to fremtrædende, danske personligheder, der kan præge debatten og forhandlingsprocessen op til og under topmødet: Kim Carstensen, chef for WWF’s globale klimaprogram, Global Climate Deal, og John Nordbo, klimakoordinator for dansk WWF.

Kim Carstensen er tidligere dansk generalsekretær for WWF. Han bliver af flere beskrevet som en aktiv, passioneret aktør i klimadebatten og har i en længere årrække kæmpet for en verdensomspændende bremsning af CO2-udslippet. For Dyck-Madsen er der dog ingen tvivl om, at John Nordbo, der tidligere er formand for IBIS, er central. ”Han er i øjeblikket den mest fremtrædende danske ngo’er på klimaområdet, i hvert fald i forhold til pressen.” Nordbo var bl.a. meget synlig i pressen i forbindelse med kommunikationskrisen mellem Statsministeriet og Klimaministeriet.

Klimaskepticismen sat ud af forhandlingsspillet
Hvad angår Bjørn Lomborg og den generelle klimaskepticisme, så vil den på ingen måde spille en rolle i den nuværende forhandlingsproces op til COP15. ”Skaren som lytter til Bjørn Lomborg og bruger ham som inspirationskilde er meget lille efterhånden. Han har talt sig for langt væk fra dér, hvor forhandlingerne er nu,” siger Mads Flarup Christensen. Søren Dyck-Madsen er enig: ”Bjørn Lomborg har ikke spillet en rolle meget længe. Han er et rent dansk pressefænomen. Internationalt snakker ingen om ham mere, og der er ingen skeptikere tilbage i klimaprocessen. Men det er kun når det gælder forhandlingerne. Der er stadig et befolkningselement i forhold til det, og det har indflydelse på, hvor langt politikerne tør gå. ”Eksempelvis har Pia Kjærsgaard (DF) udtrykt sig imødekommende over for Lomborg, og til klimadebatten sagde hun i et interview med Ritzau den 4. august: ”Vi skal fokusere mere på at forske i klimatilpasning frem for at bruge penge på at forhindre klimaet i at ændre sig. Det tror jeg er meget, meget svært. Der skal gives plads også til nogle forskere, som ikke længere er politisk korrekte. Det har Bjørn Lomborg jo i allerhøjeste grad været.”