21.10.2009

I slutningen af oktober skal EU-parlamentet og Ministerrådet vedtage den klimafinansierings-plan, som Kommissionen fremlagde et udspil til i september. RÆSON har stillet Emilie Turunen tre spørgsmål om EU’s klimapolitik

Danmark og de danske borgere skal gå  forrest og bidrage med minimum to mia. årligt til EU’s klimafond, som skal finansiere klimatiltag i ulandene. Vi må frem med det store checkhæfte, hvis topmødet skal blive en success

Af Emilie Turunen, (MEP, SF)

I RÆSONs Ugemagasin #4 fastslog Jens Rohde, at klimaet skal reddes gennem ny teknologi, ikke gennem livsstilsændringer – som det er ”naivt” at forvente vil blive gennemført. Har han ikke ret?
Hvis Rohde mener, at det er et kollektivt ansvar at gøre noget ved klimaforandringerne, har han ret. Vi skal først og fremmest løse problemet i fællesskab og ikke lægge det fulde ansvar over til den enkelte og forlange eller forvente, at vi hver især skal redde kloden. Jeg er ikke tilhænger af den individualistiske og moralbårne stil, som fx Connie Hedegaard har været eksponent for med sin ’1 ton mindre’-kampagne. En stil, som også findes på venstrefløjen, hvor løftede pegefingre og hellig politisk forbrugerisme er kodeord. Sådan forandrer vi ikke verden!

SF og jeg vil rykke på de store strukturer gennem politiske krav til energieffektivitet, reduktioner og vedvarende energi – på en socialt ansvarlig måde. Det skal være muligt for alle danskere, uanset økonomisk formåen, at vælge rigtigt. Det er positivt, hvis Jens Rohde er enig i dét standpunkt. Men jeg mistænker nu Rohde for at mene noget andet, ikke mindst med tanke på, hvordan den danske regering i de sidste otte år har nedprioriteret klima- og miljøpolitikken. Jeg mistænker ham for at ville give en populær badebillet til de af sine vælgere, der mener, at det dér med klimaforandringerne er noget opreklameret bavl – de, som med den tidligere næstformand i LO, Tine Augervig-Huggenbergers ord, føler sig ’klima-kneppet’. Jeg er ikke ude på at ’klima-kneppe’ danskerne, jeg er ude på at skabe en stærk alliance mellem politikerne, der skal levere de politiske løsninger; erhvervslivet, der skal omstille sig; og borgerne, der skal have deres hverdag til at fungere praktisk og økonomisk. Jeg tror i høj grad på kollektivets styrke og princippet om at løse problemerne sammen – men det betyder ikke, at den enkelte ikke også kan tage ansvar i hverdagen. Vi kan alle justere på de små ting, som gør en forskel. Vi kender rådene, og der er endda ofte penge at spare: Køb sparepærer, vask ved lavere temperaturer, skru ned for varmen, køb energimærkede varer. Det er ganske simpelt common sense! Så mens politikerne fortsat skal arbejde for at flytte de helt store strukturer, så vil jeg opfordre alle danskere til at flytte de små, de nu kan og formår.

Hvordan skal EU’s klimafinansiering opbygges? Skal EU og Danmark finansiere klimaforbedringer i verdens fattige lande? Hvordan?
a, naturligvis skal EU og Danmark være med til at finansiere klimaforbedringer i verdens fattige lande. EU og den vestlige verden har et historisk betinget ansvar for klimaproblemerne, og derfor skal vi også betale en stor del af regningen. Gentagne undersøgelser viser, at en række afrikanske og asiatiske lande samt visse østater i særlig grad vil lide under klimaforandringerne i form af oversvømmelser og tørke, og ansvaret for det er et meget langt stykke hen af vejen vores.

Spørgsmålet om klimafinansiering har længe været en af hovedårsagerne til, at klimaforhandlingerne er gået i stå. Skal vi have en aftale i København skal vi have overbevist udviklingslandene om, at vi også nok skal betale en del af regningen. Vi må med andre ord frem med det store checkhæfte, hvis topmødet skal blive en succes.

EU-Kommissionen har anslået, at det i 2020 vil koste ca. 100 mia. euro om året at imødegå klimaforandringerne i ulandene. Dét mener jeg er  lavt sat. Ifølge en række eksperter er 120 mia. mere realistisk. Helt konkret skal vi skabe en fond under FN, finansieret af de rige lande, som tilfører ulandene midler. EU bør løfte 30 procent af den internationale finansieringsbyrde. Dvs. at EU skal bidrage med minimum 35 mia. euro årligt til fonden, og heraf skal Danmark bidrage med 665-805 mio. euro årligt, svarende til mellem fem og seks mia. danske kroner.

Det lyder umiddelbart som et voldsomt beløb at hive op af statskassen hvert år, men hvis ikke Danmark skal gå forrest som et af verdens rigeste lande – og som vært for klimatopmødet – hvem skal så?

I praksis vil der ikke blive tale om, at den danske stat skal afsætte fem-seks mia. kroner hvert år på finansloven. Indtægterne fra en ny, international fly- og søtransportafgift, som lige nu er på tegnebrættet, vil bidrage med en del af pengene, og samtidig skal en del af indtægterne fra den internationale handel med CO2-kvoter gå til klimafonden. Det vil i sidste ende betyde, at regningen for Danmark kommer til at ligge på omkring to mia. danske kroner om året – det er det, de danske skatteydere hvert år skal bidrage med via fælleskassen.

Det er vigtigt at understrege, at pengene ikke skal  tages fra de eksisterende bistandsmidler: Klimafinansieringen skal være ny og komme oven i det, vi i forvejen giver til ulandene.

Når vi taler konkrete tal og mål, kan jeg i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at Jens Rohde i RÆSON #4 skrev, at ”vi skylder skatteyderne at fortælle meget klart, hvad de bidrager med efter topmødet i København. Vi kan ikke på forhånd sige, hvad det kommer til at koste, men vi skal gøre det meget klart efterfølgende.”

Sikke da noget vrøvl! Selvfølgelig kan vi fortælle skatteyderne, hvad det her kommer til at koste – og det er hermed gjort. Det er uansvarligt ikke at gøre det, inden man sætter sig nogle mål. Så enten har Jens Rohde ikke sat sig ind i, hvad det koster eller også ønsker han at skjule for sine vælgere, at det naturligvis ikke er gratis at love guld og grønnere skove.

Når vi diskuterer udgifter og finansiering, er der ét forhold, som vi ikke må glemme: Hvad koster det ikke at gøre noget? Hvad koster det at fortsætte samme produktions- og udslip-niveau, som vi har i dag? Jeg kan godt garantere, at udgifterne til køb af kul og olie og til katastrofeforebyggelse vil være en hel del større end omkostningen ved at finansiere og udmønte en ambitiøs klimaaftale i det kommende årti. Set i det lys er den nuværende finansieringsknast mere end overkommelig. Kan vi få den besked givet videre til forhandlingslederne i Kina, USA og EU, er vi nået et godt stykke af vejen.

I din valgkamp lovede du at kæmpe for 154 ny vindmøller om ugen i EU – hvordan skal dette samtidig realiseres?

Der er ikke nogen modsætning mellem at kæmpe for en fair byrdefordeling, når vi taler om at finansiere klimaforbedringer i ulandene og samtidig arbejde for mere grøn energi her i Europa. Det er et både-og, ikke et enten-eller.

For at tage klimaudfordringen alvorligt og samtidig sætte skub i økonomien skal vi allerede nu øge målet for vedvarende energi til 30 procent i 2020. Allerhelst så jeg, at vi reducerede vores udslip med 40 procent i 2020, men det er næppe politisk realistisk i et EU, der på nuværende tidspunkt har tabt pusten, ambitionerne og viljen til at gøre det nødvendige. Så mens en reduktion på minimum 30 procent må og skal være det fælles EU-mål frem mod en global aftale i København, vil jeg, SF og Den Grønne Gruppe blive ved med at presse på for mere. Videnskaben siger netop minimum 40 procents reduktion i 2020 – og hvorfor er videnskabens resultater ikke udgangspunktet for diskussionen? Når vi endda hører fra flertallet af økonomer, at det er dyrere ikke at gøre noget ved klimaproblemerne end at gøre noget, så burde der ikke mangle incitamenter. Svend Auken sagde på et tidspunkt om dette misforhold mellem reelt behov og politisk ambitionsniveau: ”Vi ved, hvad vi skal gøre, og alligevel gør vi det ikke. Jeg kommer aldrig til at forstå det!”. Det er jo ganske præcist!

Den næste udfordring, når og hvis vi får etableret en global aftale, bliver, hvordan vi herefter omsætter de flotte ambitioner til konkret virkelighed. Det politiske mål om reduktioner af CO2 kan eksempelvis virkeliggøres ved, at vi i 2020 skal have 25 procent af vores elektricitet fra vindmøller. I praksis betyder det, at vi skal bygge omkring 154 vindmøller om ugen, der vil kunne levere strøm til over 20 millioner husstande ekstra om året. I 2008 lykkedes det at bygge 120 om dagen på verdensplan – så det ER realistisk, vi skal bare turde opstille de politiske mål.

Det lyder sikkert som endnu en regning, der skal betales, men investeringen giver ikke kun mening i en klimamæssig sammenhæng. For ud over at give en CO2-reduktion, der svarer til cirka 300 millioner bilers CO2-udslip om året, vil bygningen af så mange vindmøller alene skabe 2 millioner arbejdspladser i EU – arbejdspladser, der er god brug for lige nu. Så hvorfor er det, at under 1 procent af EU’s redningspakke er ”grøn”? Hvorfor er det, når nu både klimaforskere og økonomer er klare i deres sag, at vi ikke går i gang med den nødvendige transformation af vores produktion og derved skaber millioner af nye jobs? Jeg vil gerne fortælle den positive historie om alle de muligheder, der følger med, hvis vi tør denne omstilling.

Vi kan rejse 154 vindmøller om ugen, hvis den politiske vilje er til stede. Desværre er det langtfra alle, særligt ikke de borgerlige politikere i Europa-Parlamentet, som tænker fremad, videre mod lysere tider, ud af arbejdsløshed og ud af kulalderen. Vi kan skabe bedre samfund, der er socialt ansvarlige og bæredygtige – hvis vi vil. Jeg arbejder på at overbevise Rohde, Bendtsen og deres ligesindede om denne vision. Vil I med ind i fremtiden?

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen