14.10.2009

I Sverige er højrefløjen imod værnepligten og venstrefløjen for: I Danmark er det lige omvendt. Folketinget stemte i sommer for at bibeholde den, selvom det er tvivlsomt, om det er den mest effektive løsning. Debatten var – og er stadig – præget af moralske og pragmatiske argumenter i én pærevælling. Befolkningen er oftest for – og sagkundskaben oftest imod.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

I Sverige er man i skrivende stund i fuld gang med at finde ud af præcis, hvordan man skal udmønte den forsvarsaftale af 16. juni, der satte den svenske värnplikten i bero. På samme måde har Frankrig, Holland, Slovakiet og Estland inden for de seneste år omdannet deres militær i professionel retning med suspendering af værnepligten. Derimod var der ikke den store tumult omkring bibeholdelsen af den danske værnepligt i forsvarsforliget for de næste fem år, som alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten indgik aftale om d. 24. juni 2009.

Det kan ikke undre nogen. Det danske folkedyb kan være lunefuldt, lumsk, uforudsigeligt og slet og ret uforståeligt i sin vurdering af forskellige politiske emners vigtighed. Det berygtede Dankortgebyr på 50 øre udløste i 2005 ramaskrig om eklatante magtbeføjelsesoverskridelser – og tronfølgelovens ligestilling af førstefødte glückburgske drenge- og pigebørn i forhold til den ceremonielle rolle som konge eller dronning var rigets ypperste ligestillingsdebat i de sidste mange år. Uagtet at der for det blotte øje er større kønsdiskrimination og indgriben i at fratage vilkårligt udvalgte unge mænd friheden til selv at bestemme, hvad de vil bruge fire måneder af deres liv på – med mulig fængselsstraf som følge, hvis de ikke makker ret.

Er værnepligten tidssvarende?
I Sverige var det den borgerlige regering, der vedtog at suspendere værnepligten i fredstid imod hele venstrefløjens ønske om at bevare den. I Danmark er de politiske roller byttet om: Socialdemokraterne foreslog inden forhandlingerne om forsvarsforliget at omdanne værnepligten til en ’værneret’ og fik fuld opbakning fra De Radikale og SF – Liberal Alliance støtter også en afskaffelse af værnepligten, mens Enhedslisten er modstander af al ”militaristisk oprustning og af militæret”.

Men sådan skulle det ikke være. Forsvarsministeren udråbte værnepligten til ”en god, borgerlig mærkesag”, og Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti insisterede på at fastholde den. DF mente endvidere i en pressemeddelelse, at mindst dobbelt så mange burde aftjene værnepligt som under den nuværende ordning. Den har et ”utroligt opdragende element i sig”, som udenrigsordfører Søren Espersen sagde. I Sverige var begrundelsen for afskaffelsen derimod, at den blev anset for uhensigtsmæssig i forhold til de internationale udsendelser, der er blevet normen for svenske militære operationer.

Altså både ombyttede politiske roller og væsensforskellige argumenter. I rapporten ”Hvad nu hvis vi afskaffede værnepligten?” undersøger Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) fire argumenter for værnepligt. Der er tre instrumentelle argumenter, som relaterer sig til forsvarets funktion og hævder, at værnepligten for det første giver et lavere omkostningsniveau, for det andet en bedre og bredere rekruttering og endelig, at den giver større civil kontrol med forsvaret.

Det fjerde argument er et rent moralsk argument, der i rapporten formuleres således: ”værnepligten fastholder borgernes opfattelse af pligt over for samfundet og udvikler de værnepligtiges ansvarlighed”.

Det synes at være en afvisning af de tre førstnævnte ræsonnementer, som har motiveret den svenske regerings beslutning, der blev truffet på trods af folkestemningen – ifølge Svenske Dagbladet erklærede kun 28 procent af befolkningen sig enig i beslutningen og hele 63 procent imod. Der er dog stadig liv i den moralske diskussion i både Sverige og Danmark, hvor mange mener, at værnepligten som tvunget sammenhold i et særligt nationalt fællesskab er af stor vigtighed for den flygtige sammenhængskraft.

Argumentet har en lang stamtavle: Den fremskridtskritiske oplysningstænker Jean-Jacques Rousseau skrev i den anden halvdel af 1700-tallet om den moralske deroute, som menneskeheden var slået ind på, hvorved velstand, civilisation og bekvemmelighed foranledigede slaphed og individualisme. På bekostning af det forpligtende fællesskab, hvori han så menneskets egentlige frihed udfolde sig. En af hans mange kommunitaristiske løsninger var en værnepligt for alle (mandlige) borgere som i det athenske demokrati.

Og tilsyneladende mener også den danske befolkning, at der er gode grunde til at holde fast i værnepligten. Ifølge Gallup var 54 procent for i november 2008, mens 40 procent mente, at forsvaret udelukkende bør uddanne frivillige soldater. Henrik Breitenbauch, som er medforfatter på DIMS-rapporten, mener, at megen af denne støtte skyldes, at diskussionen føres netop som ét stort moralsk-eksistentielt problem og ikke ud fra overvejelser om en effektiv løsning for militæret. ”Fra et praktisk militært perspektiv er det et stadig mere påtrængende og relevant spørgsmål, om værnepligten er den bedste og mest tidssvarende måde at rekruttere og uddanne soldater til de nye og meget krævende opgaver, som Folketinget har pålagt det danske forsvar at løse,” sagde han til DJØFbladet i forbindelse med rapportens offentliggørelse.

Henrik Breitenbauch og hans medforfatter Henrik Jedig Jørgensens forskning antyder, at omkostningsniveauet, rekrutteringen og værnepligten som bindeled mellem militær og befolkning ikke i sig selv kan retfærdiggøre værnepligten. Og de ender med overvejende at afvise de fire undersøgte argumenter som grundlag for en bibeholdelse af værnepligten – på trods af eksplicit at skrive, at de som forskere ikke tager stilling til, hvorvidt værnepligten bør bestå.

Frivillighed kan give øget opbakning til militæret
Opbakningen til de væbnede styrker i de fire undersøgte lande (Frankrig, Holland, Slovakiet og Estland) i undersøgelsen er steget markant, siden værnepligten sattes i bero. I Slovakiet steg opbakningen fra 50 % til 72 %. Blandt årsagerne hertil anføres bl.a., at man ikke længere skal tvinge nogen til militærtjeneste, og at værnepligtens frafald har skærpet bestræbelserne på at fastholde soldater og gøre forsvaret til en bedre arbejdsplads. Man kan ikke heraf med sikkerhed udlede, at det samme vil ske i Danmark, men dog i høj grad sandsynliggøre det.

Denne iagttagelse er ret beset uafhængig af spørgsmålet om, hvorvidt man som borger i et samfund grundlæggende har en pligt til at forsvare sit land. Men man må antage, at det danske forsvars formodede prestige-hop også vil betyde noget for politikere, der sætter national sammenhængskraft og forsvaret højt. Det er formentlig også derfor, soldaternes fagforening, Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), mener, at der er ”både fornuft og penge i at afskaffe værnepligten”.

Men kan man så benytte andre, mindre indgribende redskaber for at fremme det ønskede samfundssind over for forsvaret? Veterandage og soldaternes flagdag, der netop er blevet fejret for første gang 5. september, er gode skridt i retningen af mere frivilligt baserede tiltag. Hvis man vil bibeholde eller endda udvide et aspekt af fælles-national pligt, kunne man også indføre mødepligt for begge køn til session, men derefter lade rekrutteringen foregå på frivillig basis.

Kan argumentet om den moralske pligt til at forsvare landet opveje de formentlig negative konsekvenser for forsvarets funktion og anseelse? Det er et individuelt spørgsmål, som pligt-sympatiserende politikere og borgere må reflektere inderligt over i forhold til DIMS’ analyse og de internationale erfaringer med afskaffelse af værnepligten. Det større spørgsmål er for mange, hvorvidt dette moralske pligt-argument overhovedet lader sig forlige med højt skattede liberal-demokratiske værdier som ligestilling mellem kønnene og frihed til selvbestemmelse over eget liv.

Diskussionen om værnepligten blev ophøjet til et slag i en værdikamp, der ikke længere kæmpes for konkrete, borgerlige friheder, men i stedet på vegne af et ideologiseret og metafysisk princip om sammenhængskraft. Regeringen burde i stedet have set nøgternt på værnepligten som et redskab, der er ineffektivt og uhensigtsmæssigt i forhold til de udsendelser til verdens brændpunkter, som er forsvarets primære opgave i nutidens geopolitiske situation. En borgerlig værdikamp må være konkret funderet i virkeligheden og søge et samfund, der ikke tvinger mennesker til at ændre deres livsplaner i måneder af gangen uden endog meget tungvejende grunde for et sådant indgreb. Det havde været oplagt at lade værnepligten afgå ved døden i stedet for at holde den kunstigt i live i yderligere fem år.

Rasmus Fonnesbæk Andersen er stud.scient.pol. og har læst i England og på CBS. Han er medredaktør på antologien “11 konservative tænkere”, der udgives af tænketanken CEPOS i begyndelsen af november.