14.10.2009

I torsdags opsagde klima- og energiminister Connie Hedegaards chefforhandler Thomas Becker sit job. Det sker blot to måneder før klimatopmødet i København begynder. Beckers afgang er et symptom på, at buen er spændt, og at der foregår kampe mellem Lars Løkke og Connie Hedegaards embedsmænd om magten over klimatopmødet. Topembedsmandens exit er det første tegn på, at Hedegaard og Klimaministeriet er dømt til i sidste ende at afgive hovedrollen til statsministeren.

Af Nikolaj Vitting Hermann, daglig redaktør RÆSON

DEN offentlige begrundelse for klimaforhandler Thomas Beckers afgang er, at han har haft rod i sine bilag og derfor måtte gå. Ved siden af dette spekuleres der i en intern uenighed i Klimaministeriet, der har eskaleret gennem den senere tid og nu har ført til Beckers afgang. Topembedsmandens afgang giver et indblik i de uenigheder, der finder sted internt i regeringen op til klimatopmødet i december.

I sidste ende er Beckers afgang blot et enkelt symptom på en magtkamp mellem Lars Løkke og Connie Hedegaard om, hvem der skal tegne Danmark ved topmødet og føre deltagerlandene frem til et klimaaftale. Det er en konkurrence mellem to ministerier om æren for dette storstilede projekt, som har sat Danmark og København på hele verdens læber. Magtkampen udspiller sig både mellem de to ministeriers embedsmænd og mellem Løkke og Hedegaard. Og Beckers afgang kan ses som et tegn på, at Statsministeriets embedsmænd vinder mere og mere indflydelse og ikke efterlader meget til Klimaministeriets folk, der står tilbage med stigende frustrationer og et hårdt presset arbejdsklima.

Rivaliseringen mellem embedsmændene er ansporet helt oppe fra ministerkontorerne. Bliver klimakonferencen en succes, ønsker både Lars Løkkes Statsministerium og Connie Hedegaards Klimaministerium naturligvis at tage så meget så muligt af æren. Sker det omvendte, at konferencen ender uden resultater, har ingen af dem lyst til at være hovedansvarlig.

Officielt er der ikke uenighed mellem de to ministerier. Connie Hedegaard understregede efter Beckers afgang, at der er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem hende og Lars Løkke, og at ministerierne ikke ligger i krig med hinanden.

Men helt uden kamp er samarbejdet dog ikke. Professor Peter Nedergaard fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet forklarer: ”Der er altid kamp mellem ministerierne, især når der er meget på spil. Det er i udgangspunktet en drivkraft for at gøre det godt, og det får både ministre og embedsmændene til at yde mest muligt. Derfor er det udmærket, hvis det ikke tager overhånd.”

Overhånd har kampen måske taget nu, når en topembedsmand forlader ministeriet kun to måneder inden topmødet – samtidig med at medarbejdernes fagforening DJØF klager over arbejdsklimaet i ministeriet.

Realpolitikken er ved at indhente Klima-ministeriet. Connie Hedegaard og hendes embedsmænd må acceptere, at fra nu af og frem til topmødet vil deres indflydelse formindskes. ”Jo tættere vi kommer på COP15, jo mere kontrol med processen skal statsministeren overtage. Det er en naturlig proces, men også en tendens, der er taget til over de senere år. Statsministrene har fået mere magt på den udenrigspolitiske scene, og de mest afgørende internationale samarbejder kan ikke længere køre på ministerniveau – hertil er de blevet for vigtige,” fastslår Nedergaard.

Man behøver i øvrigt blot at kigge syv år tilbage i historien for at få det bekræftet. Magtkampen minder i høj grad om forløbet optil EU-udvidelsen, hvor Per Stig Møllers Udenrigsministerium havde arbejdet intensivt op til forhandlingerne, men det endte med, at primært Fogh-Rasmussen og Statsministeriet kunne modtage hyldesten for den succesfulde udvidelse. Der er ingen tvivl om, at ved klimatopmødet er det Lars Løkke, der bliver hovedpersonen – han bliver betragtet som vært, og Hedegaard kommer til at stå ved siden af.

Ønsket om at være central ved topmødet er vigtigt, men kampen mellem de to ministerier tager formentlig også farve af de to ministres tilhørsforhold og ideologi. ”Vi ville ikke se det samme skisma, hvis Løkke og Hedegaard havde haft samme partikulør. De Konservative er mere optaget af miljøet end Venstre. Venstre er mere til Bjørn Lomborg og cost-benefit analyse her og nu, mens Konservative grundlægende er mere til Greenpeace, og udgangspunktet er, at man skal videregive naturen, som man selv har modtaget den”, vurderer Nedergaard. ”Det ligger i forskellen mellem liberalismen og konservatismen. Klima er hjerteblod for De Konservative, det er det ikke for Venstre. ”

Kampen mellem topforhandlerne
På embedsmandsniveau er kampen om, hvem der skulle gå forrest og bestemme under topmødet personificeret ved de to ministeriers topfolk. Statsministeriets klimaforhandler Bo Lidegaard og Becker. Og det ser nu ud til, at Lidegaard er løbet med sejren.

Det tomme kontor, som Becker efterlod sig i sidste uge, er allerede i brug igen. Steffen Smidt, der hidtil har været Udenrigsministeriets uofficielle klimaambassadør, har overtaget Beckers stilling som chefforhandler og satte sig allerede i sin nye stol i mandags. Valget af Smidt indikerer et ønske om at få en ny type embedsmand i spidsen af ministeriet, forklarer Peter Nedergaard: ”Steffen Smidt og Bo Lidegaard kommer begge fra Udenrigsministeriet og er rundet af den diplomatiske kultur, der eksisterer der. De er generalister og trænet i at gå ind hvor som helst. Derfor er de anderledes end Thomas Becker, der har haft en lang karriere i et fagministerium og derfor har en meget detaljeret faglig viden om klima- og miljøområdet, men ikke har en klassisk diplomatskoling.” Denne udvikling gælder ifølge Nedergaard ikke kun i denne sag:

”Hen over de senere år er der skift i, hvad der kendetegner den gode (top)embedsmand. Tendensen er afgjort, at man er gået fra en meget sagkundskabsorienteret profil til en, der i er stærk til de diplomatiske spil og kan levere storylines til ministeren”

OM Becker fik nok eller blev gået vides ikke, men hvad end der skete, skete det  på trods af, at han har haft hvervet som chefforhandler, siden han kom til Klima- og Energiministeriet i 2007 fra et job i Miljøministeriet. Ideen om, at klimatopmødet skulle afholdes i København, var hans, og han har i sin tid som forhandler opbygget et endog meget stort netværk over hele kloden.

Derfor har hans afgang også givet liv til spekulationer om, hvad det kan betyde, at Danmark som vært for topmødet mister en så velforbundet topembedsmand.

Chefforhandlerens afgang har naturligvis sendt bekymrede chokbølger gennem Folketinget, hvor oppositionen vil have regeringen til at forklare sig. Socialdemokraterne og Enhedslisten har kaldt Connie Hedegaard i samråd i miljøudvalget for at få en forklaring, og Villy Søvndal vil kræve en redegørelse fra Statsministeriet.

Klimatopmødet falder dog ikke til jorden som følge af Beckers exit, vurderer Nedergaard: ”Beckers afgang har minimal betydning for afviklingen af topmødet. Han kendte måske til nogle indgåede handler, hvor et land eller flere lande skylder noget til næste forhandling, men det er marginalt, hvad det kommer til at betyde i det store billede.