30.09.2009

Af Martin Wøldike og Johanne Hesseldahl Larsen

DET er kun et år siden, at G20 blev opgraderet  fra ministerniveau til statslederniveau: fredag  gjorde forummet ikke alene sig selv permanent,  men afløste også G8 som det sted, hvorfra  verdensøkonomien skal styres. Tiden er løbet fra  G8: Kina, Indien og Brasilien er for vigtige  magter til at kunne blive holdt udenfor. Fra nu  skal G20-lederne mødes hvert år for at holde  hinanden fast på en balanceret økonomisk vækst.  Aftalen i Pittsburgh ses af nogle  iagttagere som en stor sejr for Obama, der var  vært på sit første internationale topmøde. Siden  valgsejren sidste år har Obama netop arbejdet for  at få anerkendt verdens nye toneangivende  økonomier, fx Kina, og for at give dem mere  indflydelse på den verdensøkonomiske scene.

IMF: Europa mister privilegier til fordel  for de nye økonomier og  udviklingslandene

På mødet blev det besluttet at give mere  indflydelse til udviklingslande i Den Internationale  Valutafond, IMF, hvor verdens fattigste lande  længe har været stærkt underrepræsenteret. Den  endelige aftale lægger op til, at stemmevægten i  IMF ændres med mindst 5 procent. Som det er i  dag, har udviklingslandene kun 43 procent af  stemmerne i IMF overfor industrilandenes 57  procent. Den nye struktur skal gøre fordelingen af  stemmer mere lige. Mange kommentatorer ser det  som en stor bedrift, at G20 har formået at blive  enige om ændringerne så hurtigt – ikke mindst på  grund af det store tab i stemmevægt i IMF som  især de europæiske lande må lide til fordel for  udviklingslandene. For Obama-administrationen  er aftalen særlig succesfuld, da det netop var  amerikanerne, der foreslog de fem procent.

Aftalen afspejler også, at USA og EU nu for alvor  anerkender en globale økonomiske virkelighed,  hvor nye markedsøkonomier spiller en større rolle – især i kølvandet på den globale finanskrise, der  forårsagede større skader på økonomierne i  industrilandene end den gjorde i  udviklingslandene.  Ændringen i IMFs stemmevægt på fem  procent er den største omfordeling af indflydelse i  IMF’s historie og kan meget vel betyde, at et land  som Kina overtager magtpositionen fra gamle  europæiske stormagter som Frankrig og  Storbritannien, der af gode grunde længe har  modsat sig en sådan ændring.  Fra nu skal G20-lederne som sagt mødes  hvert år for at holde hinanden fast på en  balanceret økonomisk vækst. Det bliver i den  forbindelse IMFs opgave at analysere hvert lands  økonomi for at sikre, at ingen bygger deres  økonomi på ekstremt risikable bankforretninger,  som man har set tidligere. Kritikere mener dog, at  det er et problem, at der ikke er nogle  konsekvenser, hvis landene ikke overholder dette,  fordi især Tyskland og Kina er skeptiske over for  den type tilsyn og måske kan finde på at rende fra  aftalen.  På mødet i Pittsburgh blev G20 også  enige om at ledelsen i IMF i fremtiden skal  udpeges på baggrund af kvalifikationer og ikke  nationalitet. Traditionelt har ledelsen af IMF  ellers altid været europæisk, mens præsidenten af  Verdensbanken altid har været amerikaner. Det er  nu ikke længere en selvfølge.

Kampen mod bankbonusser

Bankerne skal øge egenkapitalen og stramme op  på brugen af bonusser. Planen bliver positivt  modtaget omend meget forsigtigt af flere banker. ”Klar tale i tidsplanen er positivt og nu venter vi  blot på klarhed i tallene. Men det er en god start,”  sagde en talsmand for the British Bankers  Association til Reuters.  I ugerne op til G20-mødet var netop  diskussionen om bankernes enorme bonusser et  varmt emne. Således truede den franske  præsident Nicolas Sarkozy kort før mødet med, at  han ville udvandre, hvis der ikke kom en aftale,  der satte klare grænser for bankernes brug af  bonusser. Sarkozy blev dog på intet tidspunkt set  forlade mødet i det store David L. Lawrence  Convention Center i Pittsburgh – til trods for at  han og de andre G20-ledere ikke vedtog det  franske forslag om konkrete begrænsninger for  bankbonusserne. Fra den svenske finansminister,  Anders Borg, lød kommentaren: ”Det, vi blev  enige om i dag, var, at vi kan ikke regulere  grådighed og grådigheden vil helt sikkert vende til  når krisen er overstået. Men nu har vi i det  mindste en aftale om, hvordan vi kan balancere  denne grådighed.”

Klimaforkæmpere ikke tilfredse

Et andet emne, som mange NGO’er havde håbet  ville blive en del af en endelig aftale i Pittsburgh,  var klimaet. Ifølge professor i statskundskab og  grundlægger af The G20 research Group, John  Kirton, fra University of Toronto, er netop  klimadelen af Pittsburgh-aftalen et stort skridt i  den rigtige retning.  ”Ved at fastsætte klare retningslinier for,  hvor pengene skal komme fra, hvordan de skal  administreres og hvem der skal modtage dem, er  aftalen med til at hjælpe udviklingslande til at  nedbringe deres CO2-udslip. Aftalen er med til at  bryde isen i de fastlåste forhandlinger, der indtil  nu hovedsageligt har fokuseret på finansiering.”  Flere organisationer med Greenpeace i  spidsen er imidlertid dybt uenig med John Kirton  i det spørgsmål. De påpeger, at aftalen i Pittsburgh  netop ikke indeholder klare aftaler om, hvor  pengene skal komme fra, men derimod blot  sender det spørgsmål videre til G20-landenes  finansministre, når de mødes på et senere  tidspunkt. Flere organisationer med Greenpeace i  spidsen opfordrede ellers politikerne til konkret at  afsætte op mod 160 milliarder dollar til at hjælpe  udviklingslandene med at nedbringe deres CO2udslip.  Og så sent som fredag sagde klimapolitisk  chef i Greenpeace, Martin Kaiser, til RÆSON, at  en succesfuld aftale på G20-mødetvar en direkte  forudsætning for at der kunne opnås en  tilfredsstillende aftale på klimatopmødet i  København til december.

Men Greenpeace er ikke imponeret over  den aftale, som G20-lederne i sidste ende kunne  blive enige om:

”Desværre ser vi nu, at G20-mødet endte  uden en klar aftale om finansiering af CO2nedbringelse  og overgangen til bæredygtig energi i  udviklingslandene. I stedet valgte politikerne at  skubbe spørgsmålet videre til finansministrene”,  skriver Greenpeace i en erklæring om G20-mødets  resultater og konstaterer:  ”G20 har vist sig at være endnu et møde  hvor klima og ren energi blev diskuteret, men  hvor konkrete aftaler igen er blevet udskudt.”

Redningspakker bevares

Efter finanskrisen indtraf sidste år måtte  regeringer over hele verdentræde til med  økonomiske redningspakker, der skulle redde  bankerne og sparke økonomien i gang igen. Nu er  økonomien flere steder vendt, og det har derfor  været diskuteret om det ernødvendigt at  opretholde hjælpepakkerne. På mødet i Pittsburgh  blev de politiske ledere enige om at lade de  nuværende pakker fortsætte, fordi netop de ses  som årsagen til, at den kraftige recession aldrig fik  lov at udvikle sig til en decideret depression.  Ifølge beregninger fra IMF kan vi i de  kommende år forvente en global vækst på 3%,  men især Storbritanniens premierminister Gordon  Brown mener ikke, landene skal læne sig for langt  tilbage. “Økonomiens bedring er stadig meget  skrøbelig,” sagde han efter mødet var slut fredag.  Brown mener, man vil kunne redde 10 millioner  job globalt og 15 millioner næste år ved at  opretholde de økonomiske hjælpepakker.  Hvis det kan lade sig gøre, vil det være  gode nyheder for det store antal fagforeninger, der  var mødt op i Pittsburgh for at påvirke  beslutningerne. John Evans fra Det Internationale  Fagforeningsråd, TUAC, mener dog, der skal  endnu mere til for at undgå, at global  arbejdsløshed forårsager en ny og endnu større  krise: ”Indtil vi har set en stærkere forbedring af  verdensøkonomien – og indtil vi får flere  arbejdspladser – indtil jobtabene standser og  vender rundt, så vi måske kan øge beskæftigelsen  igen, så mener vi, at regeringerne bliver nødt til at  holde fast i redningspakkerne. Men overordnet er  der alt for lidt i pakkerne, der direkte fokuserer på  at skabe flere og mere holdbare job. Derfor vil vi  kæmpe for at der bliver oprettet en  beskæftigelsesgruppe under G20, hvor vi, sammen  med OECD og ILO (den Internationale  Fagforeningssammenslutning, red.) skal være  repræsenteret”, sagde John Evans før mødet til  RÆSON.  Hvis ikke der bliver gjort noget for at løse  problemet viser beregninger fra TUAC, at den  globale arbejdsløshed vil blive fordoblet over de  næste 8 måneder, og ved udgangen af 2009 vil  mere end 59 millioner job være gået tabt. Over 200 millioner arbejdere verden over risikerer at  blive skubbet ud i ekstrem fattigdom, ikke mindst i  verdens fattigste lande. Ifølge TUAC er den  globale arbejdsløshed derfor den største trussel  mod den verdensøkonomiske bedring.

Fra G8 til G20

Efter Lehman Brothers kollaps sidste år var G20mødet  et vigtigt forum for håndteringen af den  økonomisk-politiske koordination. Men i takt  med, at muskelmassen i gruppen er vokset, har  det vist sig vanskeligt at holde de  sikkerhedspolitiske spørgsmål væk, når G20landene  har været samlet. Det blev ikke mindst  tydeligt, da spørgsmålet om Irans atomprogram  igen blussede op og løb med mediernes  opmærksomhed. Kun et enkelt af de fem  spørgsmål, der blev stillet på den afsluttende  pressekonference, handlede om G20. Resten  fokuserede på Iran og Afghanistan.  Det er da også langt fra alle, der har  været imponerede over konklusionerne fra G20mødet.  Det gennemgående tema for kritikken er  manglen på konkrete tal og datoer. Andre  opfordrer til at man opfinder sanktioner, der kan  bruges mod de lande som ikke følger de nye regler.  En af disse kritikere er Peter Morici, økonom ved  ved universitet i Maryland. ”Uden sanktioner  betyder denne aftale ingenting,” siger han til The  Wall Street Journal.  Det blev besluttet, at næste G20-møde  skal holdes i den canadiske by Muskoka, Ontario i  juni 2010, med et delt værtskab mellem Canada  og Sydkorea. Oprindeligt skulle mødet kun have  indbefattet G8-landene, men dette er efter mødet i  Pittsburgh altså udvidet til at inkludere hele G20.