30.09.2009

Professor i økonomi ved Tsinghua University,  Zhiyuan Cui var for nylig i København som  keynote speaker ved konferencen ’Spheres of  Influence – the soft power of Asia’ på  Københavns Universitet.

Interview af Ras Tind Nielsen

Hvad mener du med ”blød” magt?
Begrebet ”blød” magt blev formet af den  amerikanske politiske teoretiker og embedsmand,  Joseph Nye. Helt firkantet beskriver det det  enkelte lands indflydelse på verdenspolitikken  baseret på landets ideer og ikke på dets militære  eller ’hårde’ magt  .

Kan du give et eksempel på Kinas bløde magt?
Det er interessant at se på et begreb, som kaldes  ”the Beijing Consensus”, der har floreret i de  internationale medier de sidste par år. Det har i  særdeleshed været brugt som kontrast til ”the  Washington Consensus”, men det er vigtigt at  pointere, at selve begrebet ikke er formet af  kinesiske politikere eller forskere. Det er altså ikke  startet som en bevidst politisk strategi mod ”the  Washington Consensus”, derimod var det en af  de ledende skikkelser ved Kissinger Associates i  New York som først formulerede det.  ”Washington Consensus” kan ses som et sæt af  doktriner, som USA gennem IMF (Den  Internationale Valutafond, red.) mere eller mindre  har pålagt udviklingslandene: fuldstændig  privatisering, liberalisering af markedsprisen, og  makroøkonomisk stabilitet ved hjælp af anti-inflations politik. Denne [udviklings]tilgang har  været den dominerende opskrift og totalt  uudfordret i mange år. Derfor er det interessant,  at der nu ligefrem kan tales om en kinesisk  konsensus om, hvordan udviklingslande bør styre  deres ”udvikling”. Den repræsenterer et alternativ  til ‘Washington Consensus’.

[The Beijing Consensus er] først og fremmest en  eksperimentel tilgang til markedsreformer – en  åben proces, som ikke ekskluderer privatisering,  men som heller ikke betyder “det hele” på én  gang. For eksempel fastholder man i Kina det  offentlige ejerskab af land og i stort omfang  offentligt ejerskab af banksystemet. Det andet  element er en stigende opmærksomhed på  nødvendigheden af at bekæmpe social ulighed,  fordi markedsreform-processen måske bryder  sammen og kan føre til socialt kaos. Her tror jeg,  at Kina helt særligt kan lære af stater som  Danmark og Norge, fra de såkaldte  “socialdemokratiske stater”. Det tredje element er  det, vi kan kalde en ”asymmetrisk forsvarsstrategi”.  Mange i Vesten er bekymrede over  Kinas voksende magt. Men i modsætning til det  tidligere våbenkapløb mellem USA og Sovjet,  ønsker Kina ikke at udligne USA’s forspring. I  stedet for at bygge hangarskibe har Kinas regering  for eksempel valgt at skabe en ”elektronisk  kampstyrke”, som kan forstyrre og ødelægge en  eventuelt invasionsstyrkes kommunikationsudstyr  og dermed sætte den ud af spillet. Sådan en  strategi, tror jeg, vil appellere til mange  udviklingslande, som ikke har ressourcerne til at  opretholde en stor hær, men stadig ikke vil finde  sig i at blive kostet rundt med.

Hvilke lande appellerer ”Beijing Consensus’”-ideer  til?
Jeg tror, mange lande finder ideen om  eksperimentelle reformer imødekommende. At kunne reformere sig gradvist i retning af en  markedsøkonomi. Jeg tror for eksempel, at  Rusland har indset, at dette ville være meget bedre  end, hvad de foretog sig i 90’erne. Putin har jo  også re-nationaliseret meget af energisektoren.

Tror du så, at Kina ligefrem kan være en form for rollemodel for andre?
Jeg vil igen understrege, at ”Beijing Consensus”  ikke er blevet formuleret konkret af nogle  kinesere, men jeg tror dog, at Kinas succeser  efterhånden kan tjene som eksempel for andre.

Har den internationale finansielle krise forbedret  Kinas position i den sammenhæng?
Ja, helt klart. For eksempel har den givet plads til  nye ideer. Vi så jo blandt andet, at da guvernøren  for Kinas Centralbank, Zhou Xiaochuan, foreslog  at lave en ny global reservevaluta (i stedet for  dollaren, red.), var der straks meget opmærkomhed  omkring det, – simpelthen fordi  finanskrisen skabte et behov for at kigge andre  steder hen end til USA for at finde løsninger. I det  hele taget har finanskrisen afdækket flere af de  helt centrale problemer med det globale finansielle  system, problemer som kræver reformer.

Hvilke slags reformer er da nødvendige?
Altså ved G20- topmødet i Pittsburgh var der jo  enighed om at strukturen i IMF slet ikke er  tidssvarende. Fordelingen af indflydelse var  baseret på magtfordelingen i 1948, men det er jo  ikke tilstrækkeligt i dag. Derfor måtte den ændres  for at imødekomme de lande, som faktisk bidrager  mest til de internationale finansielle institutioner.  Det ville også være gavnligt, hvis økonomier med  overskud på betalingsbalancen kunne handle  deres ”overskuds”-dollars til IMF for “special  drawing rights”, dvs. en form for ny global  valutareserve. Og for det tredje mener jeg, at man  bør støtte mere regionalt pengesamarbejde som  for eksempel Asian Monetary Fund.

Man kan mene, at det ikke er så simpelt for Kina at  øve indflydelse over andre. Indflydelse handler jo  også om legitimitet, og der er mange, som stadig  kigger skævt til Kinas politiske system. Hvad skal  der til for at forbedre Kinas omdømme i den  henseende?
Det er et meget vigtigt, men også meget ømtåleligt  emne. Selvfølgelig er Kina i mange vestlige øjne et  ikke-demokratisk system, og dette betyder mangel  på legitimitet og manglende ”appeal”. Og selv om  man kunne argumentere for, at valginstitutionerne  i Kina har mange problemer, så prøver  regeringen, i ånden fra ”Beijing Consensus”, at  eksperimentere sig til mere demokratisering. Et  eksempel er væksten i lokalvalg, særligt på landet.  Mange kritiserer, at mellem 60 og 70 procent af de valgte her er medlemmer af partiet, men  faktisk bliver de ikke nødvendigvis valgt, fordi de  er medlemmer, men snarere pga. de konkrete  forbedringer, de lover at skabe. Jeg mener sådan  set, at der er et skift i gang i Kina, således at folk  lægger mindre vægt på partitilknytning og mere  på, hvilke emner der bliver sat på dagsordenen.

Er demokratiske ændringer i centralregeringens  struktur ikke nødvendige, før vi kan tale om effektiv  forbedring?
Jo, men jeg mener også, at dette allerede langsomt  er ved at ske. Jeg synes, der sker en udvikling mod  mere åbenhed og ansvar i centralregeringen.  Faktisk var det præcis det, som det netop afholdte  Fjerde Plenum for den Syttende Kongres  fokuserede på (topmøde hvor Kinas centralkomité  fastlægger den politiske linje. red.); mere demokrati  i selve partiet. Jeg synes også, at det er vigtigt  at understrege, at der eksisterer meget debat og  meget åben uenighed internt i CCP (Kinas  Kommunistiske Parti. red.), dvs. der finder en  form for diskussion sted.

Men det er jo ikke sådan, at man helt åbent kan tale  om, hvad man vil i kinesisk politik. Der er jo  betydelig censur på bestemte ting, så dit argument  er vel begrænset?
Det er sandt, men faktisk er det kun meget få  emner, som ikke kan diskuteres, som for eksempel  Tianamen Square i 1989 (studenteroprøret på den  Himmelske Freds Plads, red.). Men hvis du  spurgte det kinesiske folk i dag, så er et politisk  opgør med den episode ikke det allermest  presserende emne. Der er en forståelse for, at dette  emne nødvendigvis må tages op i fremtiden, men  ikke nu.

Hvordan tror du, den kommende 60-års dag for  Folkerepublikken Kina vil påvirke Kinas image  udadtil?
Det er et godt spørgsmål. Først og fremmest vil  det jo give en masse opmærksomhed på Kinas  bedrifter. Tænk på, hvor hurtigt Kina har udviklet  sig. Hvor vi startede fra, og hvor vi er i dag. Jeg  tror også, det vil være med til at signalere den  overordnede positive udvikling, der har været  mellem Kina og resten af verden. Især fordi den  gensidige forståelse er forbedret. Jeg mener, at  Kina har en ret unik og uafbrudt historie, da vi  ikke for alvor har været genstand for vestlige  magters kolonisering. Men vi har også lært en hel  del fra Vesten. Derfor kan kinesiske intellektuelle  komme med et kreativt mix af erfaringer og  løsninger, som kan tilpasses til nutidens og  fremtidens problemer.

Men kan vi ikke også forvente en militærparade af  dimensioner og vil en sådan ikke give anledning til bekymring over Kinas voksende magt?
Jamen, jeg tror, at når det kommer til  militærparader og nationale dage, så er det ikke  kun et kinesisk fænomen, tag for eksempel  Rusland. Der er en tradition for parader, og det er  ikke noget, som andre bør være bange for. Det er  et ”show”, det er en måde at vise national stolthed  på, et symbol. Amerikanere bruger måske ikke  parader på samme måde, men de har heller aldrig  oplevet at blive invaderet. Historien er en vigtig  faktor, der kultiverer sådanne traditioner. Derfor  har det mere noget at gøre med en manglende  forståelse. Men faktisk er det interessant, at  Australien og USA for nylig foreslog at lave den  første fælles militære øvelse med Kina. Det viser,  at også militært samarbejde mellem Kina og Vesten er muligt.

Ras Tind Nielsen er stud.scient.pol og  forskningsassistent ved Nordisk Institut for Asienstudier.