25.11.2009

Bosnien-Herzegovina blev i 1995 delt mellem serbere og muslimer. For muslimerne er Ravodan Karadzic, der nu sidder på anklagebænken i Haag, manden bag folkedrabet i Srebrenica – og han kan ikke dømmes hårdt nok. For serberne i Republika Srpskas er Karadzic en helt. Som Serbien i øvrigt udleverede til EU netop da landet sidste år havde brug for et gennembrud i sine forhandlinger med Unionen.

Af Sirin Engen og Ida Balslev

SIDEN den tidligere præsident for Republika Srpska, Ravodan Karadzic, blev anholdt i 2008, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord i Jugoslavien, har verden holdt vejret i spænding for at se, om Den Internationale Straffedomstol for forbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY) vil kende ham skyldig i folkedrab, som den første i domstolens historie.

I 1995 blev Bosnien-Herzegovina opdelt – med 49 % til de bosniske serbere i Republika Srpska og 51 % til de bosniske muslimer, kaldet Føderationen.  I den bosniske del, Føderationen, hersker der ikke tvivl om, at Karadzic er en krigsforbryder og manden bag folkedrabet i Srebrenica, som den internationale domstol har kendt Republika Srpskas hær skyldig i. Ingen straf kan, i deres øjne være tilstrækkelig til at opveje de mange døde. Organisationen Mothers of Srebrenica er en organisation primært for kvinder, der overlevede Srebrenica-massakren: den arbejder for at støtte kvinder, som vil vidne for ICTY og for udbrede viden om, begivenhederne. En repræsentant mener, at den 30-års-straf, som andre medvirkende har fået, er billigt sluppet – og at alt andet end livstid for Karadzic vil være uacceptabelt.

Blandt de bosniske muslimer er der bekymring over, at ICTY forventer Karadzic-sagen vil vare tre år. Da Slobodan Milosevic døde, før sagen mod ham var afsluttet, blev ofrene for hans forbrydelser frarøvet muligheden for at se deres gerningsmand dømt. Bekymringen for, at Karadzic dør, er større, end bekymringen for om ICTY er i stand til at give ham en fair retssag. I skrivende stund er sagen forlænget yderligere, da Karadzic nu skal have udpeget en advokat. For de overlevende er det altafgørende, at denne sag ender med en dom, og ikke, som i Milosevic’ tilfælde, med et dødsfald. Elmina Kulasic overlevede koncentrationslejren Trnopolje og arbejder for den amerikansk-baserede organisation Bosniak-Amerikan Advisory Cuncil for Bosnia and Herzegovina, der primært beskæftiger sig med lobbyarbejde i USA. Hun udtaler: ”Hvis Karadzic dør, før dommen er afsagt, vil det bare betyde en fortsættelse af ofrenes lidelser, og det vil efterlade folk med muligheden for at sætte spørgsmålstegn ved begivenhederne under krigen”.

Dette bakkes op af Lejla Mamut fra Research and Documentation Center i Sarajevo, der arbejder med dna-identifikation af nyligt opgravede lig fra massegrave. Ifølge Mamut vil domsafsigelsen forhåbentlig hjælpe med at bringe forsoning til ofrene – men hun tilføjer, at selv hvis Karadzic ikke opnår en så lang straf, som hans ofre kunne ønske, er det vigtigt, at befolkningen accepterer, at det er det internationale samfund, som retsforfølger krigsforbrydere.

Hvad serberne får ud af ICTY
Hvor Karadzic i Føderationen bliver opfattet som en forbryder, er han i serbernes øjne en helt, som modigt forsvarede det serbiske folk. Da retssagen mod ham startede, blev der i Banja-Luka, hovedstaden i Republika Srpska, solgt T-shirts med hans billede på. Det er svært at adskille Republika Srpska fra moderlandet Serbien, og de to befolkninger ser ens på spørgsmålet om ICTY .

Officielt følger premierminister i Republika Srpska, Milorad Dodik, ikke sagen mod Karadzic. Alligevel stillede han sit private fly til rådighed for Karadzic forgænger, den dømte Biljana Plavsic, da hun sidst i oktober blev løsladt efter at have afsonet 2/3 af sin straf på 11 år for krigsforbrydelser.

Svetlana Cenic, tidligere finansminister i Dodiks regering siger, at dette er et stunt fra Dodiks side, så han på længere sigt vil være i stand til at bruge Plavsic’ navn til at promovere sig selv over for befolkningen.  Hun forventer, at han vil gøre det samme med Karadzic. Ifølge Cenic vil en kommende forbindelse mellem Dodik og Karadzic fremstille Dodik som en ”ægte serber” og lade befolkningen tro, at han er den eneste, som er i stand til at forsvare serbernes interesser i Republika Srpska. I Republika Srpska har man ikke love, der forbyder tidligere krigsforbrydere at varetage offentlige embeder, og det derfor er det ikke udelukket at man vil se Plavsic som medlem af regeringen igen. Kritikerne mener, at politikerne i Sripska og Serbien udnytter ICTY til at fastholde befolkningen i frygt for den anden part, så de selv kan forblive ved magten.

IfølgeIvanka Kostic, menneskerettighets-avdokat fra den serbiske ngo Praxis, der overvåger sager mod krigsforbrydere og kæmper for menneskerettigheder i Serbien, bliver ICTY i den serbiske propaganda fremstillet som ubalanceret, uretfærdig og politisk. Dette står dog i skarp kontrast til, at Serbien bruger ICTY som middel i forhandlinger med EU, som landet ønsker medlemskab af – det er således bemærkelsesværdigt, at Ravodan Karadzic blev anholdt i sommeren 2008, netop da vigtige forhandlinger med EU var gået i hårdknude. I visse kredse spekuleres der i, om et sammenbrud i forhandlingerne om Schengen-samarbejdet kan udløse udleveringen af den sidste ”store fisk”, generalen Ratko Mladic. Repræsentanter for Serbiens regering nægter at kende til Mladic tilholdssted, men både blandt serbere i Republika Srpska og Serbien hersker der ikke tvivl om, at regeringen ved, hvor han er. Holdningen er, at det var ”lettere” for den serbiske regering at udlevere Karadzic end Mladic, da sidstnævnte højst sandsynlig bliver beskyttet af tidligere soldater. Måske venter de – så de kan udlevere Mladic den dag, landet for alvor har brug for et trumfkort.

Kan en dom bringe Bosnien-Herzegovina videre?
Selvom man både i Bosnien-Herzegovina og Serbien har grunde til at være skeptiske over for ICTY, lader der ikke til at være andre muligheder end domstolen i Haag. Ideelt skulle krigsforbryderne dømmes i deres eget land, men ingen af landenes juridiske institutioner er udviklede nok til at kunne sikre retfærdige domme, da det ofte vil være de forskellige etniske grupper, der skulle dømme hinanden. Hvis Serbien skulle overtage ansvaret for at dømme de serbiske krigsforbrydere, ville det også gøre sagsgangen endnu længere, og det ville være svært at lave en prioritering over rækkefølgen af sager, mener Kostic. Desuden ville det være svært at afgøre, hvilke krigsforbrydere, der skulle straffes i hvilket land, da det ville kræve en diskussion af, om nationalitet afhænger af grænserne før eller efter Dayton-aftalen (fredsaftalen fra 1995, red.).

Argumentet i Bosnien-Herzegovina er stort set det samme. Her mener mange, at man skal lade sagerne blive i ICTY og i stedet fokusere på at løse problemerne med den interne splittelse mellem Føderationen og Republika Srpska, som gør landet yderst ustabilt. På grund af meget forskellige opfattelser af krigen – Republika Srpska nægter, at Srebrenica var et folkedrab, mens man i Føderationen argumenterer for, at hele krigen var et folkedrab – er det svært for de to enheder at arbejde sammen. Hvis Karadzic skal kendes skyldig i folkedrab, skal ICTY kunne bevise, at han bevidst forsøgte at udslette en national, etnisk eller religiøs gruppe. Lykkes det, vil det være umuligt for Republika Srpskas regering ikke at anerkende ICTY’s dom og dermed indrømme folkedrabet på de bosniske muslimer.

Det kan måske være den afgørende ændring, som kan sætte gang i samarbejdet, men måske også den dråbe, der kan få bægeret til at flyde over. Men mange i Federationen nægter at anerkende Republika Srpskas autonomi, da den for dem er synonym med Karadzic’ forbrydelser. Derfor befinder Bosnien-Herzegovina sig i en politisk hårdknude, da landets forfatning stadig er Dayton-aftalen fra 1995: den giver mulighed for, at de forskellige etniciteter har hver deres præsident og vetoret, således at ingen større beslutninger kan vedtages.

Uanset om Karadzic erkendes skyldig eller uskyldig, vil der være en befolkningsgruppe, der vil føle sig overset. Tilsyneladende er der ikke  retfærdighed nok til alle.

***

ICTY er en international straffedomstol med kompetence til at retsforfølge og dømme enkeltpersoner anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden begået i det område, der udgjorde det tidligere Jugoslavien i perioden efter 1991. Domstolen blev oprettet i henhold til kapitel VII i FN-pagten, der giver Sikkerhedsrådet ret til at handle for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed. Etableringen fandt sted i Sikkerhedsrådets resolution 827 i 1993. Domstolen har vist, at individer kan være ansvarlige for de grusomheder, der fandt sted i Jugoslavien. Det internationale samfund ønsker således at undgå, at en eller flere befolkningsgrupper skal føle sig kollektivt ansvarlige. Siden domstolens første retsmøde i 1994 er 161 mennesker blevet tiltalt. Disse strækker sig fra almindelige soldater og politifolk til premierministeren. Slobodan Milosevic var det første statsoverhoved, der blev tiltalt ved domstolen. Andre højt profilerede sager omfatter Milan Babic (formand for Republika Srpska), Ramush Haradinaj (tidligere premierminister i Kosovo) og Ante Gotovina (tidligere general i den kroatiske hær).

Sirin Engen læser jura på Universitetet i Bergen, Ida Balslev læser samfundsfag og historie på Københavns Universitet. Begge studerer i øjeblikket ved American University’s ”Peace and Conflict Resolution”-program.