30.09.2009

Af Morten Østergaard (MF, Rad V.)

FN-talerne fra verden er brikker i et storpolitisk  puslespil, hvor hvert ord vejes på en guldvægt før  det skrives ind. Så meget desto mere  bemærkelsesværdigt, at de store landes ledere i  New York signalerede handlingsparathed på de  samme centrale områder. Som tilhører kunne  man ikke undgå at blive påvirket af stemningen.  Der er rent faktisk er udsigt til et mindre  polariseret verdenssamfund.

Starten bød nu ellers også på freakshow fra  Libyens diktator Muammar al-Gaddafi og Irans  præsident Ahmadinejad for. Gaddafi talte i over  en time uden hverken hoved eller hale, men med  en smagløs sønderrivning af FN’s charter.  Ahmadinejad benægtede ikke holocaust ved  denne lejlighed, men udtrykte sig så urimeligt over  for Israel, at en lang række EU-lande og USA  udvandrede i protest. Freakshowet har kun én  sikker effekt: at udstille FN på en lidet flatterede  måde overfor den amerikanske offentlighed.

Storpolitisk var der langt mere at glæde sig  over. Allerførst slog Obama fast, at USA nu har  betalt sine regninger til FN og ønsker at basere sin  udenrigspolitik på samarbejde, multilateralisme og  et internationalt retssamfund. Men han gjorde  også klart, at han forventede medspil: ”this cannot  be solely America’s endeavor. Those who used to chastise  America for acting alone in the world cannot now stand by  and wait for America to solve the world’s problems alone.“

På en række centrale udfordringer slog  Obama tonen an, og talte herefter tilnærmelsesvis  i kor med briter, russere og kinesere: om  nedrustning, Mellemøsten, økonomisk udvikling,  bekæmpelse af global fattigdom. Klimaet/COP15  fik også pæne ord med på vejen, men har var især  USA desværre bemærkelsesværdig ukonkret.

Nedrustning og Mellemøsten

Nedrustning har været på programmet siden  Obamas tale om nedrustning i Prag og hans møde  med Ruslands præsident Medvedev, der blev  starten på forhandlingerne om en ny  nedrustningsaftale. Rusland og USA arbejder på  at forny den såkaldte START-aftale (Strategic  Arms Reduction Treaty), som udløber i 2009 efter  15 år. Her lovede præsidenten markante  reduktioner i de to landes strategiske  våbenarsenaler. Men Obama vil også ratificere  traktaten, der forbyder prøvesprængninger. I april  vil han holde topmøde om at forhindre  atomvåben i at havne hos terrorister. Til gengæld  forventer Obama verdenssamfundets opbakning  til en hård hånd i håndhævelsen af ikkespredningstrakten  NPT. Med direkte henvisning  til Nordkorea og Iran advarede Obama mod nye  oprustningskapløb i Asien og Mellemøsten: “The  world must stand together to demonstrate that international  law is not an empty promise, and that Treaties will be  enforced. We must insist that the future not belong to fear.”

Iagttagere hæftede sig især ved, at Obama  ved at gøre så meget ud af nedrustning, fik brudt  op i den klassiske konfliktlinje mellem atommagterne  (som typisk fokuserer på ikkespredning),  og de andre lande, som fokuserer på  nedrustning. Ikke mindst var forventningerne til  omkalfatringen af Det Europæiske Missilskjold, at  det ville kunne smøre kæden i de internationale  nedrustningsforhandlinger – ikke mindst med  Rusland (se tidligere artikel af forfatteren i  RÆSONs Ugemagasin, red.)

Gordon Brown fulgte efter på talerstolen.  Han vil droppe en af fire atomubåde – en  betragtelig reduktion af kapaciteten, uden egentlige modydelser. UK ville også stille fredelig  atomteknologi til rådighed for lande, som afskrev  sig atomvåben; han foreslog en Uran-bank og et  videnscenter, som skal hjælpe til at ordne  anvendelsen af atomkraft.

Også Medvedev var prisværdigt konkret og  klar. Han erklærede sig klar til bindende aftaler  om nedrustning og foreslog med henvisning til  Washington Konferencen i 1921 om  flådekapacitet, at landene ikke søgte at blive ”lige  stærke”, men at en bred kreds af lande i stedet  forpligtede sig på et ”kapacitetsloft”. Uden at  nævne Iran slog han fast at Mellemøsten skal være  atomvåben-fri zone – og lagde dermed nyt pres på  Teheran For lige at understrege dette, gjorde  Medvedev i et afsluttende værdiafsnit i sin tale  klart, at Rusland her næsten 65 år efter 2.  verdenskrigs afslutning tager skarp afstand fra  enhver form for nynazime, neofacisme og  holocaust-fornægtelse. Det sidste jo med klar  adresse til Cirkus Ahmadinejad. Medvedev stak  også til Nordkorea og Asien.

Blandt de store ledere gjorde Kinas  præsident Hu Jintao mindst ud af  nedrustningsspørgsmålet. Således gentog han blot  en opfordring til verdenssamfundet om at tage  ”troværdige skridt” mod nedrustning, ikkespredning  og fredelige anvendelse af atomkraft.

På generalforsamlingens anden dag overtog  Præsident Obama som den første amerikanske  præsident nogensinde formandsstolen i  Sikkerhedsrådet til en særlig nedrustningssession,  som skulle sætte gang i de kommende  forhandlinger. Endnu et symbol på præsidentens  fornemmelse for positive signaler om  internationalt samarbejde.

Men Medvedev leverede altså første rate af  tilbagebetalingen for Obamas missilskjoldsomlægning.  Og ikke mindst Iran måtte altså se sig  efterhånden ganske isoleret i verdenssamfundet.  Aldrig så snart var verdens ledere taget videre til  G20 i Pittsburg, før tonen skulle blive endnu  skarpere. Her offentliggjorde USA nemlig  informationer om et nyt hemmeligt atomanlæg i  Iran, som blev set som en optrapning af  konflikten. For ”hvorfor lave et hemmeligt anlæg,  hvis det er fredeligt?”, spurgte Forsvarsminister  Robert Gates i direkte amerikansk TV. Og  Obama, Brown og Sarkozy trådte i fællesskab  frem med skarp fordømmelse af Iran og krav om  en international undersøgelse.

Nogle kunne måske få den tanke, at  Obama-administrationen først med ”søde ord”  havde lokket lederne fra stormagterne ud i at gøre  samlet front mod Iran, for derefter at præsentere  konkrete beviser, som kunne hænge dem op på  deres ord. Uanset hvad, bliver det en hed tid for  Iran, som svarede ved at prøveaffyre mellemdistanceraketter på den jødiske helligdag  Yom Kipur.

Det andet store tema i Obamas tale var  fredsprocessen i Mellemøsten. Aftenen før  generalforsamlingens åbning samlede Præsident  Obama for første gang den israelske  premierminister Netanyahu og Palæstinensernes  Abbas i New York. Noget konkret kom der ikke ud  af mødet, men det var nok til, at Obama i et  følelsesladet afsnit af sin tale kunne slå fast, at  tiden nu var kommet til at en ny  forhandlingsrunde – uden forudgående  betingelser. Dette er nyheden: At forhandlingerne  skal genoptages uden forudgående betingelser,  hvilket afviger fra den indtil nu gældende  ”roadmap”. Målet er stadig en to-statsløsning og  en varig fred med Israels naboer. Obama  erklærede, at USA ikke ville gøre Israel nogen  tjeneste ved at afstå fra kritik af bosættelser og  andre krænkelser af palæstinensernes rettigheder,  ligesom han understregede at absurde verbale  angreb på Israel i FN ikke hjælper  palæstinensernes sag.

Klimaet og krisen

Obamas tredje tema var klimaforandringerne.  Han lovede, at USA ikke ville være fodslæbende  på dette område længere, men derimod investere i  grøn energiomstilling, dybe CO2-reduktioner og  fremme ny teknologi. Han vil hjælpe de fattige  lande. Han anerkendte at den økonomiske krise  gjorde det politisk opportunt at udskyde  diskussionen, men fastholde behovet for fælles  skridt fremad.

Men mener han det? På klimatopmødet før  generalforsamlingen havde han offentligt været  prisværdig klar omkring behovet for en aftale i  København, men forbavsende ukonkret i øvrigt –  han henviste således til lovgivningsprocessen i  USA, hvor Senatet aktuelt behandler  klimalovgivningen uden at have noget synligt  hastværk. Senest er der da også sluppet  forlydender ud fra G20-mødet om at præsidenten  skulle have nedtonet en aftale i København som  det afgørende succesparameter.

Kinas præsident Hu Jintao var ikke stort  mere meddelsom. Han opfordrede lakonisk til i  forlængelse af Kyoto og en succesfuld konference i  København med ”mutual benefit and common  progress.”. Han havde dog sendt subtile positive  signaler på klimatopmødet. De danske  forhandlere havde opfattet det meget positivt, at  Præsident Hu ville forpligte Kina på at reducere  CO2-anevndelsen per produceret enhed. Ikke noget,  som samlet vil nedbringe Kinas CO2-udledning,  men dét er også et urealistisk krav med de  kinesiske vækstrater. Derimod vil en forpligtende  såkaldt low-carbon- vækststrategi i Kina være et væsentligt bidrag frem mod COP15. Men Kinas  præsident annoncerede disse planer uden at love,  at de kan knæsættes i en international aftale.  Medvedev nævnte kun klimaet kort, mens klimaet  var det første punkt hos Gordon Brown: ”If we do  not reach a deal at Copenhagen, if we miss this opportunity  to protect our planet, we cannot hope for a second chance  some time in the future. There will be no retrospective global  agreement to undo the damage we will have caused.”  Brown, der lover selv at komme til København,  opfordrede andre ledere til allerede nu at melde,  at de ville gøre en aftale til et personligt  succeskriterium: ”This is too important an agreement –  for the global economy, and for the future of every nation  represented here – to leave to our official negotiators.”

Samlet set er billedet på klima-området  således ikke helt så optimistisk, som man kunne  ønske sig. Dog foreslog Frankrig et nyt minitopmøde  inden København – fx i G20 regi – som  måske kan hjælpe processen på vej.

Finanskrisen fyldte i sagens natur meget.  Generel fokuserede lederne på behovet for bedre  mekanismer til økonomisk regulering på  internationalt plan og samarbejde om at få  verdensøkonomien tilbage på sporet.  Forventningerne knyttede sig her særligt til G20mødet.

En oplagt frygt kan være, at krisen får de  rige lande til at fokusere mindre på de fattige,  selvom disse rammes hårdere af såvel finansiel  krise, som fødevarekrise og klimaforandringer.  Man kan holde fremskridtene op mod FN’s 2015  mål – de såkaldte Millenium Development Goals  (MDG). Udviklingen halter noget efter tidsplanen.  Og under finanskrisen er den positive udvikling på  f.eks. børnedødelighed blevet slået tilbage. I  forbindelse med FN’s generalforsamling i 2010 er  der derfor aftalt et ekstraordinært topmøde om  realiseringen af 2015-planen. Og de fire store  landes ledere var overraskende enige om at krisen  ikke skal bruges som undskyldning for at forlade  planen. Brown advarede om, at man i det  nuværende tempo vil nå målene om 100 år – i  stedet for 5.

Klimaets omkostninger for amerikanerne

Enhver der lytter til Barack Obama må blive  fascineret af hans retoriske evner. Nok er ord  taknemmelige Alligevel er det åbenlyst, at den nye  amerikanske administrations multilaterale tilgang  til verdens problemer har været et sceneskift.  Obama har vovet sig ud på planken, når det  gælder nedrustning og Mellemøsten. Lovet  lederskab på økonomisk udvikling og  fattigdomsbekæmpelse – og trods alt, vist  engagement i klimasagen, selvom de konkrete  handlinger lader vente på sig. Selvom det har  været vidtløftigt på sine punkter, er det dog en

dagsorden, som forpligter – og som vil vende  tilbage som en boomerang, hvis resultaterne  udebliver. I givet fald er også høgene i Washington  og på Fox News klar til at udstille tilgangen som  forfejlet.

Men Obama har allerede haft virkning på  verdenssamfundets sværvægtere. Der er pres på  for at levere. Talerne fra USA, Kina, UK og  Rusland var et første vidnesbyrd om ny dynamik i  det internationale samarbejde.

Som ofte i amerikansk politik er USA’s  præsident dog ikke stærkere på den storpolitiske  scene end den indenrigspolitiske tillader. Og her  trues hele Obamanien af at blive suget ned i den  politiske Bermuda-trekant, som udgøres af den  igangværende sundhedsreformdebat. Præcis som  det skete for Bill Clinton i hans første  embedsperiode. Bliver sundhedsreformen en sejr  vil Obama fortsat kunne gå på vandet. Men taber  han reformen på gulvet – eller ender det bare i et  remis med de konservative kræfter – vil han blive  stækket. Og derfor forpligter han sig ikke på andet end  gode intentioner i forhold til COP15: En forpligtende  klimaaftale vil have direkte indflydelse på amerikanernes  livsførelse – og vil kræve massiv omstilling. Det ønsker  Obama af et ærligt hjerte og han har allerede  med sin vækstpakke sat gang i den grønne  omstilling. Men han kan vise sig at foretrække at  massere det langsomt ind, frem for at tage endnu  en opslidende kamp med de konservative kræfter,  som måske allerede er blevet presset til det yderste  i en sundhedsdebat

Tilsyneladende er Obama ikke så bekymret  for at trykke på speederen, når det gælder  nedrustning og Mellemøsten. Men her er også tale  om områder, som alt andet lige har mindre  direkte konsekvenser for amerikanerne. Vist vil  han få kritik for at gå for hårdt til palæstinenserne  og selvfølgelig vil der være dem, som synes  nedrustning er en tak for fodformet. Men  amerikanerne er trætte af opslidende krige i fjerne  egne. De er ikke imponerede over hvad Bushæraens  enegangsdoktrin gav af resultater. Og  Obama har derfor lang snor på den klassiske  udenrigspolitik – altså også til at vælge en mere  multilateral og institutionel tilgang til arbejdet.  En forsigtig prognose kunne være, at Obama  investerer sin politiske kapital i sundhedsreformen,  ser tiden an på klima og vejrer stemningen helt  frem til sidste øjeblik, mens han i øvrigt  kompenserer for dette lurepasseri ved at holde  dampen helt oppe på Mellemøsten, den  økonomiske genopretning og især nedrustning.  Kan han levere et samlet verdenssamfund, der  sætter kraftige sanktioner ind mod Iran har han  vist, at hans tilgang virker. Godt for nedrustning,  men mindre godt for klimaet. Desværre.